tirsdag den 22. november 2016

Han står der endnu!

Hvem?? - Marsmanden. Tirsdagsturen gik til "Marsmanden" eller fyret ved Vesterløb. Han trænger gevaldigt til en overhaling eller blot en kraftig smuksering. Vi var otte kajakker, som tog ud på fjorden i et fantastisk rovejr, altså ud fra årstiden, og efter ganske få hundrede meter måtte vi konstatere, at vi havde for meget tøj på under tørdragten, så det blev en meget varm tur, så længe vi var i kajakken. Vandet i fjorden var blot 5 grader kold, så det var fint med rigeligt med tøj på. Da vi rundede Bognæs havde vi nogle fantastiske dønninger med os, og hvor de kom fra, må forblive en gåde, for vi var de eneste på fjorden ud over Orøfærgen.





Vi kom fint op til "Marsmanden" og lå et stykke tid og nød omgivelserne, mens vi drev stille og roligt nordover, nogen med kaffe på termoen og jeg med med dejlig varm cacao, og det var ikke for at få lidt varme fra cacaoen, men skønt var det. Jeg forventede at se sæler, men der var desværre ingen i dag. Turen tilbage var således i svag modvind det meste af strækningen, så det føltes mindre varmt og mere behageligt. De sidste kilometer ind til klubben var i højt tempo. Det blev en meget fin tirsdagstur i en fantastisk rovejr.

Turen: Holbæk Kajak Klub til "Marsmanden" og retur.
Dato: 22. november.
Deltagere: Bolette, Grethe, Lisbeth, Birgit, Hans, Michael, Søren og jeg.
Turens længde: 14, 5 kilometer.
Vejret: Svag vind fra sydlige retninger ca. 3 m/s., overskyet med solstrejf.
Temperaturerne: Luften var 10 grader og vandet 5 grader.


Ingen kommentarer: