onsdag den 30. september 2020

Roskilde Fjord

Usikkerheden med vejrudsigten i denne uge betød, at det var svært at planlægge onsdagsturen, så vi får en optimal tur i forhold til vinden, men ved fælles hjælp fik vi lavet en ny tur på Roskilde Fjord med udgang fra Veddelev Havn, en tur flere af os ikke har roet før. Vi ville ikke ro ned til Vestskoven, som planen oprindelig var, da vi ville få modvind hele strækningen tilbage. Vi satte ud et par minutter i ti og roede langs Vigen og derefter langs Frederiksborgvej ind til Roskilde. Vi besøgte Vikingeskibshavnen, så vi lige kunne se Havhingsten i sit rette element, derefter var vi rundt i de forskellige havne i Roskilde. Efter lidt havnerundfart fortsatte vi forbi Psykiatrihospitalet Sct. Hans og så langs kysten frem til Kattinge Vig. Frokostpausen kaldte, så vi lagde ind ved den første shelterplads inde i Kattinge Vig, men pladsen lå i skygge, så vi placerede os ved vandkanten, hvor solen var begyndt at skinne og give lidt tiltrængt varme. Det blev en god lang frokostpause med lækker kage til kaffen fra Finns Lene. Efter frokostpausen fortsatte vi i medvind ind i bunden af Kattinge Vig, derefter fik vi ret kraftig modvind et stykke af strækningen til Kattinge Værk. Vi roede så meget i læ som muligt frem til udmundingen at Kattinge Vig, hvor vi holdt en kort pause i kajakkerne, inden vi skulle krydse fjorden. Krydset gik perfekt, vi roede side om side i kraftig sidevind. Tilbage i Veddelev fik vi pakket sammen og nydt resten af Lenes kage til afslutningskaffen, hvorefter vi forlod Veddelev Havn efter en fin tur rundt i Roskilde Fjord.

                            
Af sted mod Roskilde.
                             
Vikingeskibshavnen.
                            
Havhingsten.
                            
Svag vind så længe det varede.
                            
Frokostpause og sol.
                            
                            
Det gamle træ - oh, lad det stå.


Turen: Rundtur på Roskilde Fjord fra Veddelev.
Dato: 30. september.
Deltagere: Karin, Benny, Kim, Bjarne, Finn og jeg.
Turens længde: 20 kilometer.
Vejret: Dagen startede lidt overskyet og sluttede i sol, vinden kom fra sydøst og var på 3 til 7 m/s.
Temperaturerne: Luften og vandet var 17 grader.

onsdag den 23. september 2020

På vandet igen


Efter 10 dage på Bornholm og andre familierelaterede gode oplevelser, så blev det atter tid til at komme på vandet. Vejret i dag var fantastisk, lige netop perfekt kajakvejr, som startede vindstille og med sol over morgendisen, og så skulle der komme lidt mere vind fra syd op ad dagen. Det betød, at vi satte ud fra Gershøj og roede tværs over fjorden mod Færgebrorev, derefter fulgte vi Vestskoven eller uglekrogen næsten til pynten, hvor vi krydsede til Langholm, og så fulgte vi Langholm, der efterhånden er blevet ret så øde, nu hvor alle fuglene har forladt ynglestedet. Efter Langholm krydsede vi til Herslevkysten, som vi fulgte næsten til bunden af Lejre Vig til Borevejle. Vi lagde ind ved bådelauget for at nyde frokosten, mens vi så småt kunne mærke, at der kom vind præcis som vejrudsigten have forudsagt. Efter en god lang frokostpause, hvor Karin havde dejlig kage med til kaffen, satte vi os atter i kajakkerne, krydsede fjorden og roede tilbage til Gershøj i skøn medvind. Tilbage i Gershøj fik vi pakket sammen og læsset kajakkerne, inden den afsluttende kaffe med mere af Karins fine kage. Det var en skøn tur i perfekt rovejr
Klargøring til tur fra Gershøj.
Frokostpause ved Borevejle

Turen: Gershøj og rundt i Lejre Vig.
Dato: 23. september.
Deltagere: Karin. Ingrid, Kim, Kristian, Bjarne, Flemming, Jens H., Finn og jeg.
Turens længde: 19 kilometer.
Vejret: Sol fra en skyfri himmel svag til let vind fra 2 til 6 m/s fra syd.
Temperaturerne: Luften var 23 grader og vandet 17 grader.


onsdag den 2. september 2020

Sensommertur til Hälleryd Skærgård

Søndag den 30. august.
Det blev atter en tur til Hälleryd Skærgård mest fordi, der er så meget at opleve, så to ture med fjorten dages mellemrum bliver aldrig to ens ture, som det ville være på Isefjorden. Jeg blev hentet kvarter i ni af Finn, og efter læsning af udstyr, mad og kajak, så var det af sted til Sverige. Vi mødtes med det meste af gruppen lige efter betalingsanlægget ved Øresundsbroen, og så kørte vi mod Nytäppet. Flemming og Palle var kørt derover om lørdagen, så vi var fire biler i kortege til Nytäppet. Da vi ankom blev vi modtaget af Flemming og Palle, men ellers var der ikke andre her denne søndag. Vi spiste frokost og pakkede derefter med lidt forsinkelse, da en ret kraftig regnbyge lige skulle passere. Vi roede en lille tur i skærgården, inden vi lagde ind på Østra Bokö, hvor vi slog lejr. Da alle teltene var slået op, gik vi i gang med aftensmaden og afsluttede med aftenhygge.
Dagens tur var på 12 kilometer.

Klar til afgang fra Nytäppet.
Ud i skærgården i gråvejr.
Aftenhygge og opklaring.
Solnedgang bag Karlshamn.

Mandag den 31. august.
Det var en grå og kold morgen, men solen var klar til at give os sol og varme. Det blev aftalt, at vi først skulle på vandet klokken 09:00, så vi havde god tid om morgenen. Da vi var klar, roede vi en tur i skærgården, hvor vi roede rundt mellem de mange øer og skær. Vi lagde ind ved Sandviken for kaffepause. Da vi var på vandet igen, oplevede vi en meget stor havørn lige foran os, og da vi nærmede os denne gigantiske fugl, gik den på vingerne. Vi fulgte ørnen et godt stykke tid, inden vi lagde os ind ved havnen på Tärnö. Det blev en god lang frokostpause, inden vi atter kom på vandet og roede mellem øerne med en enkelt kaffepause på Bockö, inden vi atter var tilbage i lejren. 
Dagens tur var på 20 kilometer.
Østsiden af Tärnö
Havørn.
Rundt om Tärnö
Frokostpause på Tärnö
Rigtig godt rovejr.
Kaffe og kagepause på Bockö.

Tirsdag den 1. september.
Vi stod op til en blå himmel og morgensol efter en kold nat. Det var en stor oplevelse at stå udendørs under den varme bruser i morgensol. Efter morgenbad og morgenmad var vi klar til at ro mod Tjärö. Fjorden lå spejlblank foran os, og den eneste person, vi mødte under turen, var en fisker, der var ved at tømme garnene for fisk. Han viste et par af de helt store fisk blandt andet en meget stor gedde. Vi rundede Allböle inden om skærene, det er meget sjældent, at det kan lade sig gøre. Vi fandt en fint sted på Dragsjö for formiddagskaffe, inden vi begyndte på at ro rundt i denne del af skærgården. Vi lagde ind på Tjärö for frokost, og derefter roede vi tilbage til Östra Bokö. Ved Allböle var der en del mere søgang, end da vi roede inde bag skærene, så det var uden om på tilbageturen. Der var almindelig aftenhygge efter aftensmaden.
Dagens tur var på 19 kilometer.
Klar til afgang og ud på oplevelser i skærgården.
En fisker og hans ruse.
Flot vejr over Allböle.
Allbøle skæret.
Inden om Skæret.
Allböle er passeret.
Frokostpausepå Tjärö.
Klar til afgang efter en laaang frokostpause med is fra cafeen.

Onsdag den 2. september.
Tidligt op, morgenbad og morgenmad. Jeg havde en aftale med barnebarnet Elvira, som fyldte 12 år denne tirsdag, så jeg skulle hjem til fødselsdag. Det var også årsagen til, at turen skulle starte om søndagen i stedet for mandag. Vi var atter på vandet klokken 09:00 og roede en kort tur på blot 8 kilometer. Efter den første del af turen blev gruppen på Östra Bokö og pakkede sammen, og derefter roede de ind til Nytäppet, hvor de ankom, da vi skulle til at forlade Nytäppet, for at køre hjem.
Dagen tur var på 8 kilometer, men intet GPS-spor. 
Lyngen blomstrer.
Vores lejr på Östra Bokö.
En grå og kold tirsdag morgen.
Sidste dag i denne omgang.

Turen: Sensommertur rundt i Hälleryd og Järnavik skærgård.
Dato: Fra søndag den 30. august til onsdag den 2. september.
Deltagere: Karin, Jakob, Benny, Stig, Palle, Bjarne, Flemming, Finn og jeg.
Turens samlede længde 59 kilometer.