onsdag den 24. juni 2020

Hot hot hot

Her dagen efter Sct. Hans var det planen at ro rundt om Nekselø, men på grund af meget vind fra nord ved Nekselø, ændrede vi planen til en tur fra Møllekrogen til Eskildsø. Egentlig et godt bytte, for på Roskilde Fjord var vindstyrken meget lav, under 2 m/s., mens der ved Nekselø var 7 m/s, en utrolig forskel. Der var meget stor tilslutning til dagens tur, og mange deltagere betyder tilsyneladende et problem med at holde afstand under landgang, så det må der rettes op på. Meget hurtigt blev gruppen delt op i to hold, hvor de hurtigste roede rundt om Eskildsø, men de mere besindige roede kystnært til Eskildsø. Vi gik i land ved færgemolen og holdt os, hvor det luftede lidt. Det blev en ret lang frokostpause, da vi ventede på gruppen, der rundede Eskildsø. Da alle var samlet, kom Birgits og Jens' kage på bordet, og så nød vi en dejlig rabarberkage med creme fraiche. Der var ekstremt varmt på Eskildsø, nærmest ulidelig varmt. Tilbage i kajakkerne roede vi tilbage til Møllekrogen i lige så adstadigt tempo som på udturen.  Vi lagde ind ved Sønderby for at bade, inden de sidste kilometer til Møllekrogen, her  fik vi hurtigt pakket sammen og nød mere kage og kaffen i sol og masser af varme. Det blev en meget varm tur, og fjordvandet kølede ikke ret meget.
Pause på Eskildsø.
Et sjældent syn i Kajakhornsherred, 11 kajakker.
Badetid ved Sønderby.

Turen: Møllekrogen til Eskildsø og retur.
Dato: 24. juni.
Deltagere: Birgit, Karin, Jakob, Benny, Jens R., Kristian, Bjarne. Finn, Jens H., Steen og jeg.
Turens længde: 15 kilometer.
Vejret: Solfra en næsten skyfri himmel og svag vind fra nordøst 1 - 2 m/s.
Temperaturerne: Luften var 28 grader og vandet 20 grader.












torsdag den 18. juni 2020

Sydsjælland

Så blev det endelig tid til en tur med telt og sovepose. Turen til Sverige blev aflyst på grund af coronasituationen, så i stedet for Sverige blev det Sydsjælland. Vi havde på forhånd kontaktet havnefogeden på Kalvehave Havn, som gav os lov til at overnatte på havnen under særlige forhold. På havnen er der særdeles flotte forhold for kajakroere og med indkøbsmulighed og café. Vejrudsigten var tilmed flot med masser af sol og svag vind, så planen var, at vi skulle ro en tur rundt om Langø og Tærø, en tur til Nyord, en tur langs Møns Klint og endelig en tur rundt om Knudshoved Odde på vejen hjem. Men det er jo sådan, at en vejrudsigt over fire dage kan man ikke altid regne med, den ændrer sin næsten altid, så sådan blev ikke helt. Da vi kom til Kalvehave Havn, gjorde vi klar til den første tur, hvor vi skulle ro rundt om Langø og Tærø med frokost på Tærø. Vi satte ud i bagende sol og og ganske svag vind, smurt ind i et ordentlig lag solcreme. Turen under Mønbroen var et flot syn sammen med hele kysten mod Gammel Kalvehave og langs kysterne. Vi roede mod Gammel Kalvehave og syd om Langø, hvor hvidtjørnen var næsten afblomstret, og nattergalen kunne vi høre flere steder. Det er som om, blomstrende hvidtjørn og nattergal hører sammen. For enden af Langø krydsede vi nord om Tærø og fulgte kysten ganske tæt, så vi kunne opleve de vilde heste og den fantastiske natur på øen. Selv om Friluftsrådet gør en stor indsats for at få fjernet alle skræmmeskiltene i naturen, så har de overset Tærø, som stadig er broderet med "Privat. Adgang forbudt" skilte. Ejeren Kristian Kryger har flere gange i pressen nævnt, at han ikke vil have besøg på sin ø. Vi kan alle forstå, at når man ejer en sådan perle, så vil man gerne have den for sig selv, men lovgivningen er lige så klar, så alle har adgang til vores kyster, så det benyttede vi os af. VI lagde ind på den vestlige side af Tærø på en helt fantastisk strandeng, langt fra bebyggelserne på øen og den faste bevoksning. Det blev til en god lang frokostpause, inden vi fortsatte meget kystnært syd om Tærø. Derefter nord om Langø og tilbage til Kalvehave. Tilbage i Kalvehave slog vi teltene op og gjorde klar til en hyggelig aften. Natten var med ret voldsom larm fra et vejarbejde ved rundkørslen til Møn og Kalvehave, så vi blev vækket mange gange af bilernes bak-alarmer. Dagens tur var på godt 22 kilometer
Exenorhestene på Tærø.
Skræmmeskiltene på Tærø.
Frokostpause på strandengen.
Tilbage i Kalvehave.
Lejren og kajakkerne.

Tirsdag den 16. juni startede vi tidligt med morgenmad og gjorde os klar til atter en tur på vandet. Vejret var atter flot sol fra en næsten skyfri himmel og meget svag vind. Vi roede op langs Viemoseskoven ind i Balle Strand Havn, som er så flot og velholdt og videre lang kysten rundt om Kindvig Hoved og ind i Kindvig Lystbådehavn. Ude i Bøgestrømmen skulle vi lægge en plan for, hvad vi så skulle. Flemming havde et ønske om, at ro rundt om Nyord, det syntes alle var en god ide, så vi satte kursen mod Nyord og mod den nordlige side, langs Ebbenæs Holm og Bredeholm, som ikke var med på vores kort. Så vi kunne ikke se, hvad det ret faktisk var og godt for det. Det blev en strækning gennem et stort meget lavvandet område, nærmest et soppebassin, men med et stort fugleliv. Ved Bredeholm oplevede vi en havørn, som fangede en fugl i luften og landede lige foran os. Jeg roede ind mod kysten, hvorefter den gik på vingerne med byttet i kløerne, det var en kæmpe havørn, hvor oplevelsen klart var belønning nok for turen i hele det lavvandede område. Vi rundede Krogeholm og roede ind i Ulfshale Løb og ind til Nyord. Det blev til fire en halv time i kajakken uden at komme ud og strække ben. Ved Nyord Havn nød vi en lidt forsinket frokost, inden vi gik på opdagelse på øen. Tilbage i kajakkerne besluttede vi os for en kortere rute tilbage Kalvehave end planlagt. Dagens tur blev på 29 kilometer. Den strækning er generelt ikke et problem, men det var de seks en halv kilometer med 20 cm. vand under kajakken, der kunne mærkes i kroppen. Vi sagde, at vanddybden nord for Nyord ikke var i meter eller centimeter men i millimeter. Tilbage i Klintholm var der ikke meget energi tilbage, så det blev en rolig aften, hvor vi planlagde onsdagens tur. Vejrudsigten var ændret, så torsdagsvejret var flyttet frem til onsdag, hvilket betød en ændring i planen, så vi ikke kom til Møns Klint. Natten var uden larm fra vejarbejdet.
Viemoseskoven.
Kindvig Lystbådehavn.
Havørnen står til venstre på billedet.
Havørnen op flugt.
Lille bro og store bro.
Frokostpause på Nyord.
Tilbage til Kalvehave.

Onsdag den 17. juni var vi tidligt oppe, spiste morgenmad og pakkede bilerne, hvorefter vi kørte til Svinø, en tur på lidt under 40 kilometer. Solen skinnede og bagte fra en skyfri himmel. Det føltes ekstremt varmt, da der ikke var nogen vind. Vi startede med at ro mod Avnø, hvor vi krydsede ud i sælområdet, hvor det efterhånden er kommet rigtig mange sæler. Vi lå et stykke tid og betragtede de mange sæler. En sæl med sin meget lille unge dukkede op lige foran Kristians kajak, hvorefter moderen trykkede sælen ned igen med snuden, et helt fantastisk syn, som gentog sig flere gange, da sælungen var noget mere nysgerrig end moderen. Derefter roede vi til Knudshoved, hvor Draget var oversvømmet flere steder, så der var ikke meget plads til kajakkerne. Vi fandt et skyggefuldt sted til frokostpausen. Efter en god lang frokostpause fortsatte vi langs sydsiden af Knudshoved. Da vi havde rundet spidsen, gik vi i land og op på toppen, hvor vi nød udsigten, kaffen og det sidste kage Finn havde med. Efter kaffepausen fortsatte vi tilbage til Draget langs nordsiden. Ved draget krydsede vi over til Svinø, et kryds på seks kilometer. Ved Svinø fik vi badet, inden vi kørte tilbage til Kalvehave, og en hyggelig aften på Café Iskutteren. Dagens tur var på godt 25 kilometer.

Torsdag den 18. juni. Vinden var taget til i løbet af natten og var på ca. 5 m/s, så det blev kun til en gåtur langs kysten mod Balle Strand, inden vi kørte hjem efter tre fantastiske kajakture i det sydsjællandske.

På Kalvehave Havn er der kommet ny havnefoged, ham fik vi et godt forhold til, han viste sig fra en særdeles imødekommende side. Ved lejrpladsen på Kalvehave Havn er der strøm, internet, vand sidddeområder og flydebro, så forholdene er ret luksusprægede, desuden en "Brugsen" og caféen. Vi købte to autocamper-billetter, 170 kroner x 2 pr. dag. En autocamper er til 4 personer, så det var særdeles rimelig med de forhold havnen kan tilbyde. Vi kunne godt tænke os, at komme igen, vi mangler jo turen langs Møns Klint. 

Turen: Det Sydsjællandske Øhav og Knudshoved.
Dato: Fra 15. til 18 juni.
Deltagere: Karin, Kristian, Stig, Finn, Flemming, Jens H. og jeg.
Turens samlede længde: 76 kilometer.

onsdag den 10. juni 2020

Skovbroen til Tørslev Hage

Med let vind fra nordlige retninger, så er turmulighederne ikke så mange. Da vi kom til Skovbroen, vurderede vi situationen, da vi syntes, at vinden var lige kraftig nok, og da vinden ville tiltage op ad dagen, måtte vi lige overveje situationen. Resultatet blev, at vi gjorde os klar til at ro mod Østby i medstrøm og modvind, men meget svag. Ved Østby skulle vi så tage en ny beslutning, om vi skulle vende og ro mod Klinten ved Møllekrogen eller fortsætte mod Tørslev Hage, vinden var godt nok imod os, men ikke så kraftig at det var nødvendigt at ændre på turen, så vi fortsatte mod Tørslev Hage. Specielt omkring Kølholm kunne vi opleve adskillige svaner med nye svaneunger og meget aggressive forældre, som ikke ønskede os for tæt på ungerne. Jens blev fulgt godt på vej ud på fjorden af en svane, som synes han var kommet lidt for tæt på. Vi vendte lige før Kronprinsesse Marys Bro og roede tilbage til Skuldelev Strand for at nyde frokosten der. Det blev en god lang frokostpause med wienerbrød, som Kristian havde medbragt. Tilbage i kajakkerne var turen tilbage til Skovbroen i medstrøm og medvind, så det var bare om at følge bølgerne, så armene skulle bruges så lidt som muligt. Tilbage ved Skovbroen fik vi pakket sammen. Da jeg vendte bilen ude for enden af Skovbroen, gik den i stykker og ville ikke længere, med en defekt kobling. Med rovennernes hjælp fik jeg skubbet bilen et stykke ind på Skovbroen, hvor den senere blev hentet af SOS-vejhjælp, og Finn sørgede for, at jeg og traileren kom hjem. Super god hjælp fra kajakvennerne efter en meget fin tur på Roskilde Fjord.
Klar til afgang fra Skovbroen.
Svanemor med sin nyudklækkede unge.
Af sted mod Skovbroen.

Turen: Skovbroen til Tørslev Hage og retur.
Dato: 10. juni.
Deltagere: Jakob, Kim. Kristian, Finn, Flemming, Jens og jeg.
Turens længde: 18 kilometer.
Vejret: Delvis overskyet, men en del sol og vind fra nordlige retninger 3 - 5 m/s.
Temperaturer: Både luft og vand var 18 grader.

onsdag den 3. juni 2020

Ordrup Næs

Atter en dag med sommervejr og en vandtemperatur over 18 grader. Da vejret var så flot, var der stemning for, at vi skulle ud at have en god kajakoplevelse, så onsdagens tur blev fra Høve Strand til Ordrup Næs. Vi satte ud i næsten vindstille og nød vejret og den fantastiske kyst hele strækningen til bugten på vestsiden af Ordrup Næs. Ved Skamlebæk Radio så vi, at alle sendermasterne ved det tidligere Skamlebæk Radio er helt væk og nu fremtræder området meget flot, lige på nær TV-tårnet, det er godt nok ikke kønt, men nødvendigt. Vi rundede revet ved næsset, lige da der kom en serie færgebølger fra Oddenfærgen, en meget interessant oplevelse, og vi tænkte meget over, hvordan det må være i nærheden af færgehavnen. Vi lagde ind i bugten for frokostpause, og det blev en meget lang frokostpause, hvor Jens H og Kristian lige skulle have en dukkert inden frokosten. Patricia havde atter haft gang i kagebageriet. Tilbage i kajakkerne måtte vi se i øjnene, at meget af turen tilbage ville blive i modvind, men uden ret mange bølger ud over de kølvandsbølger, der kom fra Oddenfærgerne. Da vi kom lidt i læ inde under kysten ved Skamlebæk, var det tid til at holde en velfortjent kaffepause inden de sidste kilometer hen til Høve Strand. Tilbage ved Høve Strand konstaterede vi, at vi havde brugt næsten fem timer i kajakkerne, og da klokken nu var næsten fem, så havde vi holdt pause i to timer, men vejret var også fantastisk. Atter en flot tur i et fantastisk flot sommervejr.
 
Klar til afgang med 10 kajakker.
 
Så er Jens R med igen.
Badedyr.
Med stor afstand fylder vi ret meget.

Turen: Høve Strand til Ordrup Næs og retur.
Dato: 3. juni.
Deltagere: Karin, Birgit, Jakob, Kim, Kristian, Palle, Jens R, Finn. Jens H og jeg.
Turen længde: 22 kilometer.
Vejret: Sol fra en skyfri himmel med svag til let vind fra østlige retninger.
Temperaturerne: Luften var 21 grader og vandet 18 grader.