lørdag den 11. maj 2019

Lørdagstur

Så fik jeg mulighed for at komme med på klubbens lørdagstur. Vi var seks, som satte ud fra klubbens flydebro og roede i let medvind mod "Søminen". Solen stod højt med ganske få skyer, så det var bare dejligt at være på vandet. Det var tydeligt, at der er væsentlig flere fritidssejlere, end jeg ser i hverdagen. Der var nogle roere med, de var på deres første tur i år, så tempoet var lavt. Da vi kom frem til Søminestationen, var det meningen, at tre ville vende og ro tilbage, men grundet vejret og formentlig også selskabet fortsatte vi i samlet trop mod Ejby og Bramsnæs. Jeg havde lovet garanti for at se sæl, så det ville jeg jo holde. Vi krydsede over mod Ejby Havn, da vi kom frem til Eriksholmskoven, og fra Ejby Havn roede vi hen til Sejlklubben Bramsejl, hvor vi lagde ind for frokost. Efter en god lang frokost med kage til kaffen, roede vi rundt i vigen, og inde i vigen oplevede vi et marsvinepar lige foran os. Fra Bramnæsrevet krydsede vi atter over til Eriksholmskoven i let modvind. Et fint kryds, men det var svært at holde sammen under krydset. Ved "Søminen" lagde vi ind for kaffepause, inden vi skulle ro de sidste kilometer ind til klubben i let modvind.
Tilbage ved kajakklubben fik vi hurtigt pakket sammen, og de fleste havde aftaler, så det blev kun til en hurtig afslutning på en god tur til Ejby.
Sælgaranti ved Ejby.
Afgang fra Bramsejl.
Klar til kaffepause ved "Søminen".

Turen: Holbæk Kajak Klub til Ejby og retur.
Dato: 11. maj.
Deltagere: Merethe, Pia, Marianne, Hans, Rasmus og jeg.
Turens længde 23,9 kilometer.
Vejret: Vind fra nordvest på 4 m/s og sol fra en næsten skyfri himmel.
Temperaturerne: Luften og vandet var 12 grader.

onsdag den 8. maj 2019

Hammer Bakke til Bramsnæs

Intet vejr er kedeligt vejr, men onsdagsturen var dog i gråvejr, solen syntes ikke, at denne onsdagstur var noget at skinne for, så den meldte for det meste afbud, enkelte solstrejf blev det dog til. Vi satte ud fra Hammer Bakke ved færgemolen og busstoppestedet, da badebroen var ved at blive sat op, og for ikke at forstyrre det kommunale arbejde satte vi ud fra færgemolen. Vi kom hurtigt på vandet i næsten vindstille og roede mod Bramsnæs, men vi skulle da lige ind i bunden af Vellerup Vig, hvor vi mødte Jørgen fra Hammergårdens Kajakklub og fik en lille snak med ham. Ved Kyndeløse Strand blæste det pludselig op, og så var der eller modvind mod Ejby. På grund af vinden besluttede vi at lægge ind på østsiden af Bramsnæs, hvor der var lidt læ i stedet for vores sædvanlige sted ved draget. Ud over læ var der også masser af vinbjergsnegle og brandenælder, så det var om ikke at røre for meget ved naturen. Efter frokosten drak vi kaffe med onsdagssnegle til. Denne gang var de fornuftigt nok skåret ud i passende stykker. Palle skulle da lige have et billed af os fra sin lille drone. I første omgang blev den taget af vinden og blev ført ind i træerne, men med en genstart af dronen virkede GPSen i dronen, og så var den til at styre. Efter droneopvisningen satte vi os tilbage i kajakkerne og så var der let medvind tilbage til Hammer Bakke. Vi fik hurtigt pakket sammen, og så nød vi resten af onsdagssneglene til afslutningskaffen.
Klar til afgang fra Hammer Bakke.
Klar til droneflyvning.
Så er dronen i luften til fotografering.
Frokost i det grønne.

Turen: Hammer Bakke til Bramsnæs og retur.
Dato: 8. maj.
Deltagere: Jakob, Stig, Kristian, Palle, Flemming, Finn og jeg.
Turens længde: 18,5 kilometer.
Vejret: Gråvejr med ganske lidt sol og vind fra sydøst på 1 til 4 m/s.
Temperaturerne: Luften var 12 grader og vandet blot 10,2 grader.

onsdag den 1. maj 2019

Blæst over Lejre Vig

Atter en onsdagstur i blæsevejr, og denne gang fra Møllekrogen til Lyndby og retur. Blæsten var ikke så kraftig som i sidste uge, men noget mere generende, da det var sværere at finde læ i dag. Alligevel var vi tre gange flere med på turen. Vi holdt os så tæt på kysten, som det var muligt, men fik godt med sidevind, når vi passerede de åbne landområder. Det var ikke noget problem, men generende, da vinden var kold - meget kold og flere af os havde iført os sommer rotøj. Vi roede ind i Lyndby havn, inden vi lagde ind ved det lille gule hus, som ikke er gult længere. Vi spiste frokosten i læ for vinden. Under frokosten kom to kajakroere fra Hammerkrogens Kajakklub og hilste på, derefter demonstrerede Palle en lille drone, som tog billeder fra luften. Efter frokosten havde Birgit og Jens en lækker kage med til kaffen. Det blev til en god lang frokostpause, inden vi atter sad i kajakkerne for at ro tilbage i delvis medvind. Vinden tog til, og vindstødene var ret så voldsomme. Da vi var tilbage ved Møllekrogen, sluttede vi turen med mere kaffe og kage. Masser af vind og alligevel en fin tur på Roskilde Fjord.
Selv svanerne holdt sig i læ for vestenvinden.
Frokoststed i læ for vinden.
Det lille gule hus, som ikke længere er gult.
Man kan ikke fornemme den kraftige vind inde under land.
Klar til afgang.

Turen: Møllekrogen til Lyndby og retur.
Dato: 1. maj.
Deltagere: Karin, Birgit, Jakob, Jens, Palle, Finn, Bjarne, Flemming og jeg.
Turens længde: 18,6 kilometer.
Vejret: Fra overskyet til lidt sol og vind fra vest på ca. 8 m/s.
Temperaturerne: Luften 10 grader og vandet 14 grader.