onsdag den 26. februar 2020

Næsten vinter

En mild, blæsende og våd februar er ved at gå over i marts, og så var denne kolde onsdag med tøsne fra morgenstunden, men sjappet forsvandt hurtigt, og det er den vinter, vi har fået indtil nu. Tirsdagen var blæsende med vind på op mod 14 m/s, og onsdag morgen var det næsten vindstille, og sådan har vejret skiftet indtil nu, ikke to dage med samme vejr. Det kolde vinteragtige vejr var nok grunden til, at det kun var Finn og jeg, der var klar til en tur på vandet. Vi satte ud fra Møllekrogen og roede mod Østby Havn. På den måde roede vi optimalt i forhold til vinden. Vi havde således fint rovejr hele strækningen til Østby; de sidste kilometer var dog i modvind. Det var lidt koldt om fingrene, men vi fik ret hurtigt varmen igen. Vi sad udenfor og nød frokosten med hjemmelavet citronmåne til kaffen, vi fik en lille snak med de lokale fiskere, inden vi satte os tilbage i kajakkerne. Turen tilbage var overvejende i medvind, så vi havde en fin tur tilbage til Møllekrogen, der var godt nok lidt svag modvind hen over bugten ud for Selsø Slot. Vi så ingen ørne, men en hel del flotte svaner på fjorden. Det var en rigtig fin tur denne kolde onsdag.
Klar til afgang fra Møllekrogen.

Turen: Møllekrogen til Østby Havn og retur.
Dato: 26. februar.
Deltagere: Finn og jeg.
Turens længde: 18,2 kilometer.
Vejret: Overvejende overskyet med vind fra nordnordvest på 3 - 5 m/s.
Temperaturerne: Vandet 4,5 grader og luften 2 - 3 grader.

fredag den 14. februar 2020

Kort tur til Søminen

Så blev det også tid til at komme på vandet med HKK. Peter havde inviteret til kajaktur, så det var bare om at holde sig til. Vejret var fantastisk med sol og ingen vind, så det blev bare en lille tur til Søminen og retur. Det var ellers vejr til en noget længere tur.
Pause på vandet ved Søminen

Turen: Holbæk Kajak Klub til Søminen og retur.
Dato: 14 februar.
Deltagere: Birgit, Inger, Grethe. Peter, Søren og jeg.
Turens længde: 12,9 kilometer.
Vejret: Vindstille og sol.
Temperaturerne: Vandet 4,5 og luften 5 grader.

onsdag den 5. februar 2020

Første tur i 2020

Efter julen, nytåret, fire uger i Spanien, og en fødselsdag, så blev det endelig tid og mulighed for at få en kajaktur, og hvilket vejr vi havde i dag. Sol fra en skyfri himmel og svag vind fra vest, så et fantastisk vejr at starte kajakturene i 2020. Finn og jeg satte ud fra Møllekrogen i højvande, og roede mod Lyndby, faktisk samme tur som vi afsluttede 2019 med. Det var godt nok ærgerligt, at ikke nogen af de andre i Kajakhornsherred ville med ud på vandet, når nu vejret viste sig fra sin allerbedste side. Vi havde godt nok lidt modvind under turen, men vinden var svag, så det gik fint. Da vi nærmede os Lyndby havde jeg godt nok ømme arme. Vi lagde ind ved Lejre Havkajak, hvor vi sad i solen og nød frokosten, samt en spandauer til kaffen. Efter frokosten gik vi en tur for at genskabe lidt varme fødderne, og så tilbage i kajakkerne. VI roede først til Lyndby Havn inden vi satte kursen tilbage til Møllekrogen. Vi nød lige en kop kaffe inden vi kørte hjem efter en flot tur i et fantastisk vejr.

Turen: Møllekrogen til Lyndby og retur.
Dato: 5. februar
Deltagere: Finne og jeg.
Turens længde 19,2 kilometer.
Vejret: Sol fra en skyfri himmel og let vind fra vestsydvest.
Tempåeraturerne: Luft og vand ca. 3 grader.