onsdag den 18. december 2019

Sol over Lejre Vig.

Solen stod lavt over Lejre Vig denne onsdag, hvor vi satte ud fra Møllekrogen og roede mod Lyndby. En kold svag vind var imod os, og da den har haft tilløb helt nede fra bunden af Lejre Vig, så var der dannet en del vindbølger, som vi skulle ro mod, mens den kolde vind var imod os, så vi søgte godt ind under land, så det var fint at ro i modvind og modbølger. Der var ikke meget liv på fjorden ud over en del svaner, edderfugle og blishøns, så vi havde næsten fjorden for os selv. Vi lagde ind ved "Det lille gule hus", som er gråt, indtil det er muligt at give det farven igen efter en ret omfattende renovering. Vi gjorde klar til frokost ude ved vandet med smørrebrød og derefter varme æbleskiver og gløgg. Kristian stod for æbleskiverne, som han havde holdt varme helt hjemmefra, og Finn varmede gløggen på stedet, så det blev da lidt juleafslutning og afslutning på årets onsdagsture. En skøn frokostpause med godt smørebrød, æbleskiver og gløgg i sol og i læ for vinden. Efter frokosten gik vi en lille tur, inden vi fortsatte mod Lyndby Havn. Vinden var svagere, så det var ikke lige så hårdt at ro op i vinden, men 9 kilometer i modvind kunne da mærkes. Turen tilbage til Møllekrogen var således i medvind, men den var aftaget, så vi fik ikke helt så meget hjælp fra vinden. Tilbage ved Møllekrogen fik vi hurtigt pakket samme og skiftet tøj, inden vi sluttede turen af med en kop kaffe ved Café Balingo. En skøn tur og afslutning på årets onsdagsture.
Solen stod lavt over Lejre VIg denne onsdag.
Det lille gule hus som ikke er gult.
Froksot med smørebrød.
Udpakning af æbleskiver, som var holdt varme i sovepose 
mm. og en stor opvarmet håndvægt som varmekilde. 
Så er gløggen ved at være varm.
Æbleskiver med jordbærmarmelade og flormelis.
Mere gløgg at få varmen med.
Af sted igen mod Lyndby.
Solen stod lavt, men flot.
Flotte lette fjerskyer over Lejre Vig.

Turen: Møllekrogen til Lyndby og retur.
Dato: 18. december.
Deltagere: Kristian, Finn og jeg.
Turens længde: 17,9 kilometer. 
Vejret: Vind fra sydvest på ca. 5 6 m/s. og sol fra lettere skyet himmel.
Temperaturerne: Vandet 5 grader og luften 6 grader.

lørdag den 14. december 2019

Med æbleskiver og gløgg på tur.

Endelig er lørdagstur der blev til noget, selv om vejret viste sig fra en kold, blæsende og våd side. Vi var inviteret til en juletur med æbleskiver og gløgg, og vi var da også enige om, at i sådan et vejr var vi ikke taget på rotur, med mindre det var en klubtur med æbleskiver og gløgg. Et godt initiativ selv om vejret kunne være bedre. Vi satte ud fra klubbens flydebro og satte kursen mod Bognæs, hvor det var meningen, at Grethe skulle gå i land og starte bålet, men vind og vejr betød, at sådan blev det ikke, så vi fortsatte mod "Marsmanden", hvor vi holdt en kort pause på vandet inden vi returnerede til Bognæs. Vinden kom fra sydøst og havde godt med fart på, så det var en lidt hård tur tilbage til Boglæs. Vi lagde ind i vigen bag revet, hvor det var nemt at komme i land på sandstranden. Vi gik så hen til området med bålpladsen, så vi dels fik lidt varme i bentøjet inden vi atter skulle sidde ned og så slap vi for at gå i land med sidevind og bølger. Det kom hurtigt gang i bålet, så æbleskiverne kunne få lidt varme og gløggen kom i trangiagryderne, mens vi nød madpakken, og så var der lidt flydende at varme sig på, efter maden. Det blev kun til halvvarme æbleskiver og dejlig varm gløgg, en udemærket kombination vejret taget i betragtning. Vejret betød også, at vi ikke holdt en lang frokostpause, så vi var snart på vej tilbage til kajakkerne og så af sted igen med modvind tilbage til Holbæk efter en god og hyggelig klubtur, som for en gang skyld blev til noget.
Fremme ved Marsmanden.
Bål og trangiaer i gang med at fremtrylle varme æbleskiver og gløgg.

Turen: Holbæk Kajak Klub til Marsmanden med stop i Bognæs. 
Dato: 14. december.
Deltagere: Birgit, Grethe, Lisbeth, Inger, Pia, Hans, Søren og jeg.
Turens længde: 14,8 kilometer.
Vejret: Småregn, diset og let vind fra sydøst på 4 -5 m/s.
Temperaturerne: 4 grader på begge sider af kajakken.

tirsdag den 10. december 2019

Første tur med Malikgruppen

På grund af vejrsituationen blev det til en tirsdagstur i stedet for en onsdagstur. Vejret var fantastisk og så var vi otte kajakker på vandet. Vi satte ud fra Jyllinge Marina, hvor der også var stor aktivitet af både vinterbadende i vandet og kajakker på vandet. Vi roede syd om Eskildsø og da vandstanden i Roskilde Fjord var ret høj, vel nok omkring 40 cm. over normal vandstand, så havde vi ikke problemer med sten og stenrev i Østerløbet og langs sydsiden af Eskildsø. Solen stod lavt, så vi var faktisk generet af modsol, hvilket er fy-ord når det har regnet og blæst vildt og voldsomt de seneste dage, det var bare dejligt med så flot solskin denne decemberdag. Vi lagde ind ved Sønderby Havn, hvor vi nød frokosten i sol fra en skyfri himmel, men varmt var det nu ikke. Efter frokostpausen roeden i tilbage til Skovbroen og op i Vesterløb, hvor den nordgående strøm var ret så kraftig. Vi krydsede over til østsiden af Vesterløbet og roede op forbi Østby inden vi roede mod Jyllinge igen. Tilbage ved Jyllinge Marina fik vi hurtigt pakket samme,  nød en kop kaffe inden vi kørte hjem efter en meget flot tur på Roskilde Fjord.
Klar til landgang ved Sønderby.
Atter af sted fra Sønderby.

Turen: Jyllinge - Sønderby - Østby - Jyllinge.
Dato 10. december.
Deltagere: Marianne, Kirsten, Kristian, Poul, Anders, Jens, Finn og jeg.
Turens længde: 16,5 kilometer.
Vejret: Sol fra en skyfri himmel og svag vind fra sydvest.
Temperaturerne: 3 - 4 grader over og under kajakken.

onsdag den 20. november 2019

Onsdagstur med forglemmelser

Atter en fin onsdag morgen med næsten ingen vind, og hvor solen også var ved at bryde igennem oppe ved Øster Løb. Vi satte ud fra stranden ved Munkholmbroen og roede mod Hammer Bakke i et fantastisk lys og på en spejlblank fjord. Vi havde håbet på at se marsvin og sæler, når fjorden lå så flot blank, men der var ikke ret meget liv på fjorden, men en hel del edderfugle kunne vi da glæde os over. Vi roede en tur rundt i Vellerup Vig inden det sidste stykke til Hammer Bakke. Vi lagde ind lige efter færgemolen, hvor vi har sat ud fra en masse gange. Da jeg åbnede baglugen på kajakken, opdagede jeg, at der ikke var wienerbrød i kajakken, som jeg havde lovet at have med til kaffen, wienerbrøddet lå på bagsædet i min bil, øv øv og atter øv, så det blev noget så sjældent, som frokost uden kage til kaffen. Mens vi nød frokosten uden kage til kaffen kunne vi mærke, at vinden tog til og i stedet, som forventet i vejrudsigten, blev det ikke til vind fra øst, men i stedet vind fra nord. Det betød så, at vi ville få en let medvind tilbage til Munkholmbroen. Efter frokosten gik vi en tur i området for at få lidt bevægelse i benene inden roturen tilbage. Tilbage i kajakkerne var der godt nok medvind, men højst 2 - 3  m/s., så det var ikke så meget, at det betød noget, men det begyndte at småregne i korte perioder. Vi kom fint tilbage til udgangsstedet, fik hurtigt pakket sammen, og så kunne vi nyde wienerbrødet til afslutningskaffen i ly for støvregn under Kristians bils bagklap efter en meget fin tur på Isefjorden.
Flot vejr at starte turen i.
Det er sjældent at hele fjorden ligger spejlblank.
Ganske svag vind ved Hammer Bakke. 
Billedet skulle faktisk vise kabelfærgens juleudsmykning.

Turen: Munkholmbroen til Hammer Bakke og retur.
Dato: 20 november.
Deltagere: Kristian. Finn, Flemming, Jens og jeg.
Turens længde: 22,8 kilometer.
Vejret: Overskyet, vindstille til 3 m/s fra skiftende retninger og lidt regn på turen tilbage til Munkholmbroen.
Temperaturerne: Vandet 6 grader og luften 5 grader.


onsdag den 13. november 2019

Lejre Vig

Onsdagen begyndte med en tur til fysioterapeut, da min skulder var skadet, og der skulle lægges en plan for genoptræning. Det blev et godt og seriøst besøg, så jeg er sat i træning, hvor kajakroning bliver en del af træningsprogrammet. Efter besøget hos fysioterapeuten var det bare hjem og få sat traileren på bilen og så afsted til Møllekrogen. Rovennerne ville vente på mig, hvis jeg blev forsinket, men jeg nåede frem i god tid og satte mig i kajakken et par minutter i ti, så det var helt fint, men lidt stresset. Da vi skulle sætte kajakkerne i vandet, var det meget lavvandet, men efter DMI og havørred.dk, skulle det ikke være så galt, men fakta var, at vandet var væk og mindst 30 cm. under normal vandstand. Der skulle jo også bruges en masse vand til at oversvømme Venedig med, så italienerne har nok lånt vandet i Roskilde Fjord, eller også er det fordi, vinden fra sydlige retninger har trukket vandet ud af fjorden.
Der var meget lavvandet i fjorden.

Vi kom fint afsted, men havde modvind til Lyndby, så det var hårdt arbejde at komme frem, men så kan man jo glæde sig til turen tilbage til Møllekrogen. Vi søgte så meget læ som muligt og måtte et godt stykke ud i fjorden på grund af den lave vandstand. Da vi kom frem til Lyndby, måtte vi bare konstatere, at "Det lille gule hus" stadig er pudset gråt, og så er det ikke så nemt at få øje på ude fra fjorden, så vi må appellere til, at det snart bliver malet gult igen. Vi lagde ind til frokost og satte os i den ene shelter, så vi kunne nyde solen og lyset fra fjorden. Kristian havde julekage med, og den nød vi til kaffen. Efter frokosten gik vi en tur i området, så vi fik varmen igen. Da vi kom i kajakkerne igen, roede vi til Lyndby Havn, inden vi roede tilbage til Møllekrogen. Turen tilbage gik ud på at udnytte medvinden mest muligt, så vi roede mellem Hyldeholm og Langholm eller i lige linie mellem Lyndby og Møllekrogen. På den måde undgik vi at ramme nogle af de mange sten, som er i fjorden, og med dagens lavvande havde de været svære at undgå. Under turen tilbage til Møllekrogen mødte vi mange fugleflokke, som syntes, at det var os der tilhørte den invasive flok, så de gik på vingerne, og når vi havde medvind, lettede svanerne mod os, så det var bare om at passe på, at de ikke frigav noget under starten, men fantastisk at se deres benarbejde, når svaner og blishøns letter. Tilbage ved Møllekrogen fik vi hurtigt pakket sammen og skiftet tøj, så vi kunne afslutte turen med kaffe og mere julekage efter en dejlig tur i Lejre Vig.
Frokost, sol og shelter.
Kristian i medvind.
Finn søgte så langt ind under land som muligt.
Gershøj Havn i efterårssolen.

Turen: Møllekrogen til Lyndby og retur.
Dato: 13. november.
Deltagere: Kristian, Finn og jeg.
Turens længde: 18,5 kilometer.
Vejret: Lettere overskyet og en del sol med vind fra sydlige retninger på ca. 5 m/s.
Temperaturerne: Luften 5 grader og vandet 8 grader.

torsdag den 7. november 2019

Rundt om Orø

Fantastisk rovejr i dag, hvor jeg foreslog en tur op til Kyndby Huse, men når vejret er stille og tørt, så skal det udnyttes, derfor blev forslaget ændret til en tur rundt om Orø. Vi satte ud i sol og en del blå himmel, men da vi nåede til campingpladsen på Orø, lukkede skyerne for solens stråler, men vi nød solen så længe, det varede. Vi kom flot rundt om revet ved Næsby og havde et fint kryds til Børrehoved i svag medvind. Ved campingpladsen var det meget lavvandet, så det var ikke så nemt at komme ind til stranden, for det var dybere vand mellem revlerne end vores støvler kunne klare. Vi havde en fin frokostpause, og Kim havde kage med til kaffen. I Vesterløbet måtte vi helt ud ved sejlrenden, fordi det var så lavvandet. Ved Orø Havn måtte vi vente lidt på Orøfærgen og besluttede så at ro uden om Langø og Lindholm, så vi var fri for eventuelt at skulle trække kajakkerne gennem det lave vand mellem Lindholm og Orø. Ved Langø mødte vi nogle sæler, som nysgerrigt fulgte os et stykke af vejen. Fra Lindholm kom vi lidt for tæt på Rønø, og Kristian havde da også en ret voldsom grundstødning, men det gav ikke alvorlige problemer med kajakken. Da vi nåede tilbage til Hammer Bakke, fik vi hurtigt pakket sammen og klædt om, og så sluttede vi turen af med kaffen og mere kage.
Kristian i afslappet stil.

Turen: Rundt om Orø fra Hammer Bakke.
Dato: 6 november.
Deltagere: Kim, Kristian, Finn, Jens og jeg.
Turens længde: 22 kilometer.
Vejret: Ganske lidt sol, ellers overskyet, med meget svag vind på 1 - 2 m/s fra østlige retninger.
Temperaturerne: Luften var blot 5 grader og vandet 8 grader.

onsdag den 30. oktober 2019

Kongsøre - Strandhusene

Der har her i eftersommeren været flere oplæg til turen langs Grønlandshuse og Englandshuse, vejret har bare ikke lige været til den tur, måske er kravet til vejret for stort, men i dag var vejret fantastisk med sol fra en næsten skyfri himmel og meget svag vind fra sydvest, så nu passede alle elementer perfekt til den tur. Vi var fire, som satte kajakkerne i vandet fra stranden ved Sandskredet på denne fantastiske efterårsdag og roede mod Nykøbing. Frømandseleverne er blevet færdige med deres grundforløb, så der var ikke ret meget aktivitet ved Marinestationen, derfor kunne vi ro kystnært og tæt på marinestationens mole. Derefter kystnært igen frem til Strandhusene, så vi kunne nyde naturen langs den flotte kyst. Vi lagde ind ved den lille grønne oase, hvor vi fandt en plads i solen, og hvor vi kunne nyde frokosten sammen med den kage, Finn havde med til kaffen, eller rettere halvdelen, så der også var kage at afslutte turen med. Under den sidste del af turen stod solen lavt, og jeg vil absolut ikke nævne, at den var generende, men den skinnede ihvertfald med fuld efterårsstyrke lige imod os, så vi havde problemer med at se, hvor vi skulle lægge ind ved Sandskredet. Det var en fantastisk efterårstur i det mest fantastiske efterårsvejr.
Klar til afgang og så af sted.
Skoven i efterårsfarver.
Tingstedt ved Kongsøre i efterårsfarver.
Stævnemøde med Lommestenen.
Frokostpause i solskin.

Turen: Sandskredet Kongsøre til Strandhusene og retur.
Dato: 30 oktober.
Deltagere: Kim, Kristian, Finn og jeg.
Turens længde: 20,3 kilometer.
Vejret: Sol fra en næsten skyfri himmel og meget svag vind fra sydvest.
Temperaturerne: Luften ca. 8 grader og vandet godt 10 grader.

onsdag den 16. oktober 2019

Lejre Vig rundt

Det var en af de morgener, hvor tågen lå tungt over landet, solbriller var der ikke brug for, men alligevel kom vi på vandet i vindstille, men meget tåget vejr. Vejrudsigten forventede, at tågen ville lette til middag, så vi drog af sted på tur. Planen var at ro til Gershøj Havn, hvor vi skulle beslutte, om vi skulle krydse over til Vesterskov og følge den et stykke og så krydse til Langø og derefter til Herslev og så følge kysten til Borrevejle, krydse til Lyndby og så ro til Lejre Havkajak, hvor vi ville nyde frokosten. Efter frokost skulle vi bare ro tilbage til Møllekrogen. Da vi satte ud, kunne vi vi ikke se kysten på den anden side af bugten, så sigtbarheden var omkring 100 meter, men da vi kender området godt, var det ikke et problem med sigtbarheden, vi fulgte kysten til Gershøj, hvor der var stemning for at ro til Vesterskov, så vi kompasroede til nordspidsen af Vesterskov, og da vi kunne se land igen, korrigerede vi kursen lidt og fulgte så hele kysten fra revet ved indsejlingen til Gershøj til pynten ved Herslev, hvor vi krydsede til Langholm, fulgte Langholm og krydsede til Herslev. Det var klaret lidt op, så det blev et par fine kryds, hvor vi kunne se land til alle sider. Der var liv og spejdere i shelteren ved Herslev, vi fulgte kysten til udløbet af Lejre Å, hvor vi kunne se, at tågen tog til. Vi krydsede til Lyndby Havn, mens vi kunne se land, og derefter roede vi hen til Maritimt Forsøgscenter, hvor vi lagde ind for frokost. Jens og Steen havde for meget tøj på, så de måtte justere påklædningen. Efter frokosten gik vi en tur i området, inden vi satte os i kajakkerne og fortsatte mod Møllekrogen. Da vi nærmede os Møllekrogen, begyndte det at klare op, men det begyndte også så småt at regne. Det blev en meget flot tur i efterårsfarver, selv om tågen lå tungt over vandet.

Turen: Møllekrogen, Gershøj, Vesterskov, Herslev, Lyndby og tilbage til Møllekrogen.
Dato: 16. oktober.
Deltagere: Jens, Steen og jeg.
Turens længde: 20 kilometer.
Vejret: Tørt, men tæt tåge og vind fra vest 1 - 2 m/s. 
Temperaturerne: Luften var 13 grader og vandet 12 grader.

onsdag den 9. oktober 2019

Tur til Bognæs

Det er, som om vejrudsigten slet ikke kan finde ud af, hvordan vejret rent faktisk bliver. I dag mente vejrudsigten, at vi skulle få gråvejr, støvregn med vind fra sydvest det meste af dagen, vandstanden skulle ligge et godt stykke over normale, så der var lagt op til en tur fra Munkholmbroen til Bognæs, hvilket ville passe sådan nogenlunde til det vejr. Vi satte ud fra Munkholmbroen i svag vind fra sydvest og fuld sol fra en skyfri himmel, og så føltes det faktisk ret lunt i vejret, vindretningen og vandstanden passede perfekt til vejrudsigten. Både Eriksholmskoven og Dragerupskoven var ved at få efterårsfarver, så det var faktisk en ret flot tur, og når så det føltes lunt i vejret, så kan det ikke være ret meget bedre. Under krydset mellem Kirsebærholmen og Bognæs var der ret meget uro i vandet, men vi fik et fint kryds over til Bognæs, derefter var det nærmest vindstille, når vi var i læ af skoven. Vi lagde ind ved Bognæsbroen, hvor fire kajakroere fra Hammerkrogen Kajakklub også holdt frokostpause, så vi fik en hyggelig sludder med dem under frokosten. Kristian havde været forbi Skibbybageren, så der var også kringle til kaffen. Efter frokostpausen roede vi tilbage til Munkholmbroen med en hel del modvind, vindretningen holdt, og det vejr, der var lovet fra morgenstunden, kom således efter frokostpausen, så vi fik en par stænk regn under turen tilbage, men slet ikke i de mængder vejrudsigten, mente vi ville få. Det blev en fin tur i fint vejr.
Eriksholmskoven i begyndende efterårsfarver.
Hammerkrogens Kajakklub var også på tur.
Frokost i det grønne.
Så kom det lovede vejr.

Turen: Munkholmbroen til Bognæs og retur.
Dato: 9. oktober.
Deltagere: Kristian, Finn, Jens og jeg.
Turens længde: 19,4 kilometer.
Vejret: Turen startede med sol fra en skyfri himmel og sluttede i gråvejr og stænk af regn.
Temperaturerne: luften og vandet lå på 11 grader.

onsdag den 2. oktober 2019

To på tur

Finn og jeg havde aftalt, at vi ville ro en tur fra Møllekrogen til Lyndby, for ligesom at puste lidt liv i Kajakhornsherred. Vi satte ud fra Møllekrogen i strålende solskin med lidt vind fra vest og ret meget højvande, så vi havde en fin tur til Lyndby i læ af kysten. Ved "Det Lille Gule Hus" lå en fireåres indrigger, hvor roerne sad og spiste frokost, så vi ville ikke forstyrre frokostfreden og fortsatte til Lyndby Havn, hvor vi lige rundede havnen inden vi roede tilbage til "Det Lille Gule Hus", hvor vi satte kajakkerne ind lidt over tolv. Vejret var fantastisk, så vi nød frokostpausen i solen og til kaffen en enkelt spandauer. Efter frokostpausen roede vi tilbage mod Møllekrogen med næsten rygvind, så vi holdt en god fart tilbage uden at arbejde ret meget med åren. Da vi var tilbage ved Møllekrogen var himlen mod vest meget mørk, næsten sort, så det var om at få tømt kajakker i en fart og lagt dem på bil og trailer inden regnen kom. Vi nåede ikke at få kajakkerne op fra stranden inden det begyndte af hagle og lyne, og efter haglbygen kom der en voldsom regnbyge ind over os, sammen med at temperaturen faldt fra 14 - 15 grader til blot 8 grader. Vi satte os ind i bilen og nød kaffen og den sidste spandauer, inden vi kørte hjem efter en meget fin efterårstur, hvor vi var heldige at komme i land inden vejret skiftede
Fantastisk rovejr i strålende solskin.
Frokostpause ved Lyndby.
Hagn, regn og torden på vej.

Turen: Møllekrogen til Lyndby og retur.
Dato: 2. oktober.
Deltagere: Finn og jeg.
Turens længde: 18,3 kilometer.
Vejret: Dagen startede i fuld sol og sluttede i øsende regn.
Temperaturerne: mellem 15 og 8 grade i luften og 14 grader i vandet.