onsdag den 20. november 2019

Onsdagstur med forglemmelser

Atter en fin onsdag morgen med næsten ingen vind, og hvor solen også var ved at bryde igennem oppe ved Øster Løb. Vi satte ud fra stranden ved Munkholmbroen og roede mod Hammer Bakke i et fantastisk lys og på en spejlblank fjord. Vi havde håbet på at se marsvin og sæler, når fjorden lå så flot blank, men der var ikke ret meget liv på fjorden, men en hel del edderfugle kunne vi da glæde os over. Vi roede en tur rundt i Vellerup Vig inden det sidste stykke til Hammer Bakke. Vi lagde ind lige efter færgemolen, hvor vi har sat ud fra en masse gange. Da jeg åbnede baglugen på kajakken, opdagede jeg, at der ikke var wienerbrød i kajakken, som jeg havde lovet at have med til kaffen, wienerbrøddet lå på bagsædet i min bil, øv øv og atter øv, så det blev noget så sjældent, som frokost uden kage til kaffen. Mens vi nød frokosten uden kage til kaffen kunne vi mærke, at vinden tog til og i stedet, som forventet i vejrudsigten, blev det ikke til vind fra øst, men i stedet vind fra nord. Det betød så, at vi ville få en let medvind tilbage til Munkholmbroen. Efter frokosten gik vi en tur i området for at få lidt bevægelse i benene inden roturen tilbage. Tilbage i kajakkerne var der godt nok medvind, men højst 2 - 3  m/s., så det var ikke så meget, at det betød noget, men det begyndte at småregne i korte perioder. Vi kom fint tilbage til udgangsstedet, fik hurtigt pakket sammen, og så kunne vi nyde wienerbrødet til afslutningskaffen i ly for støvregn under Kristians bils bagklap efter en meget fin tur på Isefjorden.
Flot vejr at starte turen i.
Det er sjældent at hele fjorden ligger spejlblank.
Ganske svag vind ved Hammer Bakke. 
Billedet skulle faktisk vise kabelfærgens juleudsmykning.

Turen: Munkholmbroen til Hammer Bakke og retur.
Dato: 20 november.
Deltagere: Kristian. Finn, Flemming, Jens og jeg.
Turens længde: 22,8 kilometer.
Vejret: Overskyet, vindstille til 3 m/s fra skiftende retninger og lidt regn på turen tilbage til Munkholmbroen.
Temperaturerne: Vandet 6 grader og luften 5 grader.


Ingen kommentarer: