torsdag den 23. februar 2023

Tre gange havørn

Onsdagsvejret var ret blæsende, så onsdagsturen blev til en torsdagstur, men en torsdagstur der startede i svag vind med lidt regn indtil klokken 11, men der skulle komme lidt sol op ad dagen, Ganske ideelt, så vi satte ud fra Herslev Strand i lidt regn og så roede Lejre Vig rundt. Vi roede mod Borrevejle med en afstikke ind i Gevninge Å og så rundede vi bunden af fjorden inden vi satte kursen mod "Det Lille Gule Hus" og Lejre Havkajak, hvor vi nød frokosten i den ene af shelterne. Efter frokosten med nogle ret umulige snegle til kaffen, gik vi en tur over til jolleklubben for at få lidt varme tilbage i benene. Tilbage i kajakkerne roede vi mod Gershøj, men ved Hyldeholm kunne vi svagt se, at havørnene atter sad i busken på øen, så vi satte kursen mod Hyldeholm for at se om det var havørnene der sad der, da en tåge begyndte at lægge sig over fjorden. Da vi nærmede os øen gik begge havørne på vingerne og fløj til den nordlige ende af øen, og så fulgte vi kysten rundt om Hyldeholm og atter en gang gik begge havørne på vingerne efterfulgt af måger og krager. Da vi var næsten hele øen rundt satte vi kursen mod Langholm, og minsandten om ikke havørnene var taget over til den sydlige ende af Langholm og så gik begge havørne på vingerne igen for tredje gang og fløj tilbage til Hyldeholm, men nu var det blevet så tåget, at vi ikke engang kunne se Hyldeholm. Vi roede rundt om Langholm og prøvede at passere revet i den sydlige ende af øen, men det var ikke muligt at passere revet, så vi satte kursen mod Herslev, og nu var sigtbarheden efterhånden nede på ca. 100 meter, så det blev roning på kompasset til Herslev og så kystnært tilbage til Herslev Strand, så det blev ikke helt Lejre Vig rundt på grund af havørnene og at sigtbarheden blev ringere og ringere med en sigtbarhed på ca. 100 meter da vi sluttede turen, og solen så vi slet ikke, den blev erstattet af tæt tåge. Vi fik hurtigt pakket sammen og så sluttede vi turen med kaffe og nogle lidt bedre fordøjelige kanelsnore inden vi kørte hjem efter en fin tur på Lejre Vig.
Svanerne ved Lyndby.
Havørnen på sin sædvanlige plads på Hyldeholm.
Og så lettede havørnene lige foran os.
Den ene havørn på stenen ved Langholm og den anden er lige lettet.
En kæmpe havørn i luften, men den er meget svær at på et ordentligt billede af.

Turen: Lejre Vig rundt fra Herslev.
Dato: 23. februar.
Deltagere: Finn, Jens Hjarup, Per og jeg.
Turens længde: 16 kilometer.
Vejret: Diset lettere regn til tåge og vind fra sydvest på ca. 2 - 3 m/s.
Temperaturerne: 3 - 4 grader.


onsdag den 15. februar 2023

Overby - Klintsø

Atter en onsdag, hvor vi ikke kunne regne med vejrudsigten, som lovede os vind fra syd på 4 - 5 m/s og overskyet, så derfor en tur langs Nordkysten. Det med vinden passede ikke, og det overskyede vejr, blev vejr, hvor skyerne hang så lavt, at det nærmest var tåget. Sigtbarheden var ca. 500 meter da vi satte ud, så det var ikke kun diset, men meget tåget, vinden var der imod under 2 m/s., så både DMI og YR holder godt nok vinterferie. Ved kajakklubben kunne man kun ane orøfærgen ude på fjorden, nå - men atter en onsdag, hvor vejrudsigten ikke var med os. Finn hentede mig ved kajakklubben, hvor vi hurtigt fik pakket bilen med grej og kajakker og så afsted mod Lumsås og Overby. Her var der naturligt nok næsten krystalklart vand, og Kattegat lå spejl blank i tågedisen. Vi kom hurtigt på vandet og så afsted mod Klint. Selv om det var lavvandet, kunne vi ro kystnært og nyde den flotte kyst, hvor vinterferien havde lokket mange ud på tur langs kysten. Vi så også tre børn, som troede det var sommer og nød det kolde gys i Kattegat. Ved Klint havn ville vi lige ro ind i havnen, men stanken af rådden tang var for stærk, så vi nåede kun et par meter ind i havneindløbet, inden vi måtte opgive. Vi fortsatte et stykke videre til Klintsø, hvor vi vendte og fandt et fint sted til frokosten, hvor vi også kunne sidde og nyde udsigten, selv om den ikke var så imponerende. Det klarede noget op, så vi kunne se et par kilometer frem, og så tager kysten sig rigtig godt ud. Efter en god frokostpause på cafe bænken roede vi tilbage lige så kystnært som turen til Klintsø. Tilbage ved bilen fik vi hurtigt pakket sammen og kørte over på den anden side af vejen, hvor vi kunne afslutte en ganske fin tur på Nordkysten i stille vejr med tågedis.
Klar til afgang fra Overby.
Sigtbarheden var ikke overvældende.
Men flot og anderledes.
Turen: Overby til Klintsø og retur.
Dato: 15. februar.
Deltagere: Finn og jeg.
Turens længde: 23 kilometer.
Vejret: Svag vind fra syd på ca. 2 m/s. og tåge til diset vejr.
Temperaturerne: ca. 4 grader.