fredag den 21. august 2009

Tur til Kikhavn

Onsdag den 19. august.

Arne og jeg lagde ud fra Kulhuse, hvorefter vi roede til mødestedet ved Sølager færgemole, som vi skulle forlade klokken 10.00 for at ro til Kikhavn. På turen i dag deltog Ulla, Ulrik, Henrik, Jakob, Kim, Torben, Arne og jeg. Ulla ville støde til klokken ca. 14.00, og Ulrik var med for første gang. I dag var vejret lige netop til denne tur, meget svag vind fra sydlige retninger og sol.


Vel fremme ved mødestedet, hvor vi kunne sidde i kajakkerne og nyde de andres klargøring.

Samme motiv på samme tidspunkt fra den anden side.

Da vi var klar, måtte vi lige vente på den lille færge Columbus, der skulle ind i den smalle rende ved Sølager.

Fremme ved Kikhavn, som på ingen måde er en havn, men blot en strand, hvor de få både må trækkes op på stranden. Kikhavn ligger på nordsiden af Sjælland, hvor det vil være meget svært at etablere en havn.

Efter frokost gik vi en tur op i sommerhusområdet, hvor vi først stødte på Cafeen, som ejes af Thomas Ebert Poulsen - ham superdanseren. Cafeen var desværre lukket, så det blev ikke til cafebesøg denne gang.

Cafee gårdhave ser ellers meget indbydende og hyggelig ud. Her er nok mange mennesker i weekenden.

Vi fandt en gåtur rundt i området ledet af Jakob, som næsten er hjemmevant i området.

Kysten frem mod Hundested, hvor det er tydeligt at se kystsikringens gavnlige virkning.

Af sted igen mod Hundested. På et stykke af kyststrækningen var der ingen kystsikring og her var havets nedbrydning af skrænterne tydelig.

Som kajakroer kan man ikke bare ro forbi grønlandsfareren Knud Rasmussens Hus, så vi skulle også lige et smut op forbi museet og nyde stedet og udsigten. I dag kunne vi skimte Hesselø ca. 24 kilometer ude i Kattegat.

I garagen lå en gammel Inuit-kajak, som efter rigtig mange år her på stedet, så noget medtaget ud.

Udsigten ned over stranden og kajakkerne.

Her ses kystsikringens gavnlige indvirknig ganske tydeligt.

Da vi kom til Hundested var det stort set vindstille, så vi bare skulle ligge og nyde stilheden og det helt fantastiske sensommervejr mellem Hundested Havn og Lynæs. Da dette billede blev taget, var der ikke en, der brugte pagajen. Alle sad og nød situationen.

Henrik kendte et fint sted, hvor vi kunne indtage eftermiddagskaffen. Jakob havde kun et stykke kage tilbage, så Ulla roede tilbage til Sølager for at hente mere chokoladekage, den var ellers beregnet til efter tekniktræningen. Efter kaffepausen stod den på en times tekniktræning, inden vi brød op for i dag. Jeg brugte også turen til at afprøve min nye Werner Camano pagaj, og den bestod afprøvningen meget fint. Min gamle (2 år gammel) Prijon Pacific i kevlar og kulfiber er knækket i bladet. Jeg opdagede skaden ved, at der var vand i den hule del af kajakbladet. Der var også en lille ca. 1 cm. revne midt på bladet. Jeg havde tappet vandet ud og repareret revnen med epoxy og to lag lak. Efter turen rundt om Nekselø var der atter vand i bladet. En undersøgelse af skaden viste, at bladet var knækket og ved skodning trak der atter vand i bladet. Forhandleren mente, det var forkert brug ????. Prijon har med 2009 versionen af pagajen fyldt bladet med skum, så de HAR været klar over, at der kunne være en fejl.

Dagens Distance: 20 km.
.
Vejret: Meget svag vind fra skiftende retninger 2 - 3 m/s. og meget få skyer til at tage af for solen. .

Foto: Jakob og Ole.

mandag den 10. august 2009

Rundt om Knudshoved.

Mandag den 10. august.

Ulla kom med et forslag om at tage en tur rundt om Knudshoved. Ideen blev hurtigt taget op, så Ulla, Henrik, Arne, Henrik og jeg drog af sted til Svinø Strand, hvor vi lagde fra land ved den nedlagte campingplads for at krydse over til Knudshoved. Forventningerne til turen var meget store. Vi prøvede sidste år at lave turen, men tiden og vejret gjorde, at den ikke blev til noget før i dag.

Fra Svinø Strand ligger Knudshoved 6 kilometer sydover. Da vinden kom fra sydøst, roede vi ned mod Avnø, så vi kunne reducere krydset i modvind med cirka en kliometer. Vinden var meget svag, så det var intet problem at ro over.

Kysten vest for Svinø med Dybsø og indsejlingen mod Gavnø ser meget indbydende ud til en kajaktur i det området, men da der er meget lavvandet, er det nok ikke så spændende at ro fra Svinø og rundt om Gavnø.

Umiddelbart efter skrænterne før Avnø krydsede vi over mod Knudskov og vest om Avnø Røn, så vi ikke kom ind i sælområdet. Vi ville nu ellers gerne have mødt sælerne, men kun Jakob så en sæl. Området skulle efter signede vrimle med sæler ud for Avnø. Vi roede ud til Draget, den smalle sandtange som gør Knudshoved landfast med Sjælland. Vi fandt et passende sted for indtagelse af frokost. Overalt var der rigtig mange irriterende og sultne mariehøns. De havde fået den ide, at vi var nogle forvoksede bladlus, som de ville smage på.

Området er meget stenfuldt og lavt under kysten, så det var lidt besværligt at bære kajakkerne over på den anden side af Drejet, hvor turen fortsatte ud mod spidsen af Knudshoved.

Knudshoved er ikke uden grund et meget specielt område. Selv på en mandag uden for ferietiden var der ret mange mennesker, der tog den lange gåtur til Knudshoved. Det ville pynte på godsejerens omdømme, hvis han fik opsat nogle sheltere på Knudshoved, eller blot lavede en lejrplads for blandt andet kajakroere.

Den sydvestvendte kyst er meget forrevet, men digesvalerne havde fundet plads til reder i skrænterne. En meget flot kyststrækning frem mod spidsen af odden.

Vinden var svag for området, og dønningerne var gode at surfe på.

Der var god vanddybde helt ind under kysten. Vi rundede spidsen og fandt et passende sted at gå i land. Der var også mange mariehøns her ude, hvor det altid lufter.

Vi gik i land bl. a. for at kigge på området og bestemme øer og fastland i området. Ganske svært, da vi ikke havde et oversigtskort med, men så kunne vi jo nyde udsigten ind over Knudshoved.

Vi roede tilbage til Drejet, hvor vi gik i land for at holde kaffepause. Da vi var ved Nekselø tilbød Ulla at lave en ny kage til dagens tur, Henrik havde bestilt gulerodskage, så forventningerne var ret store - og vi blev ikke snydt. Kajakhornsherred er efterhånden ved at minde om en kageklub. Jeg tror vi alle ville tabe os lidt, hvis al den kage blev reduceret . Helt forsvinde skal den nu ikke.
Efter kaffepausen krydsede vi direkte over til Svinø Strand. Et kryds på 6 kilometer, men først under slutningen på krydset var der lidt brændingsbølger, som gjorde landgangen på stranden lidt spændende. Vi mødte stadig ingen sæler, men nu var vi også meget langt fra sælområdet.

Dagens distance: 22 kilometer. 2 kryds på henholdsvis 5 og 6 kilometer.
.
Vejret: Stadig sommer med svag vind fra sydøst til syd 3 - 4 m/s. Nogle skyer og sol det meste af dagen.
Efter turen til Knudshoved, kunne jeg ikke lade være med at kontakte Ejeren Godsejer Peter Oxholm Tillisch omkring etableringen af en primitiv lejrplads ved Drejet. Jeg synes jeg fik en meget pænt svar som jeg synes mange kan have glæde af. Hermed svaret:
Hr. Ole Schytte.

Din henvendelse er ikke påtrængende, som ejer og forvalter af et af Danmarks flotteste naturområder, har vi mange interessenter og mange ideer herfra.
Jeg er ikke tilhænger af simple overnatningspladser og må i henhold til fredningen af Spidsen i 1954 forhindret i at etablere sådan, da området skal stå urørt.
Personligt finder jeg at området skal være ”jomfrueligt” , den der nyder området som den første en morgenstund, skal føle glæden ved at være der alene.
Endvidere har vi det evindelige problem med affald, en skaldale for vor natur, jeg ved at mange vil efterlade området i pæn orden men det er de sidste 10% der ødelægger det for de andre, en særdeles trisst og dybt skuffende oplevelse.

Håber jeg har givet en acceptabel begrundelse, tak for henvendelsen.

Med venlig hilsen
Peter Oxholm
Tillisch.

fredag den 7. august 2009

Tur til Nekselø

Fredag den 7. august.

Henrik havde foreslået, at vi lavede nogen flere rodage, så det bliver muligt at komme på kajakture mandag, onsdag, som vi hele tiden har roet og fredage. Med mindre held har vi foreslået lørdage. Turene om mandagen og fredagen skulle være ture til områder, hvor vi ikke kommer så tit og gerne med kryds, og ture der er lidt længere. Turen i dag skulle gå til Nekselø, som ligger et par kilometer fra Havnsø i Sejerøbugten. På denne den første fredagstur deltog Ulla, Henrik. Kim og jeg. Det blev ikke en længere tur, idet turen fra Havnsø og rundt om Nekselø er på blot 12 kilometer. Vi besluttede at ro langs de vestvendte skrænter både ud og hjem.

De vestvendte skrænter er et betagende syn fra vandsiden. De højeste skrænter er 40 meter høje - en ganske betragtelig højde i det flade Danmark. Ikke nok med at de er høje og stejle, men hele kysten er meget kuperet, og så er der rigtig mange rovfugle på jagt langs skrænterne. Træerne på toppen viser, hvilken retning blæsten normalt kommer fra.

Vi blev ikke snydt for synet af rovfuglene, som svævede over skrænterne og dykkede ned efter bytte. En gang så vi fem rovfugle i luften samtidig. Der er bare det med arten, en lille brun fugl med lys underside og en længere hale, som ikke var så bred som en musvåges. Mit gæt er, at det var tårnfalke vi oplevede, efter at jeg er kommet hjem og kigget i fuglebøger. Vi mødte også fire kajakroere fra Kalundborg, som var på vej tilbage fra en tur rundt om Sejerø. De havde lige foretaget et,kryds på otte kilometer i stik modvind, så de havde lange arme.

På Nekselø havn er et lille velassoteret havnekontor med postsoteringsanlæg til hele øen. Betaling af havneafgift er en postkasse, og havnekontoret lukker ikke, idet det ikke er forsynet med dør og låsemekanisme.

Efter vi havde spist frokost, tog vi en gåtur rundt på øen, vi skulle da opleve skrænterne fra landsiden, og vi skulle da også have et kig til Sejerø. Nekelø har kun asfalteret vej på havnemolen, ellers er det grusveje.

Sejerø ligge blot otte kilometer fra Nekselø og ser meget indbydende ud, men et sådan kryds foretrækker jeg at gøre i mindre blæsevejr.

På de højeste bakker kan man rigtig fornemme den lavvandede kyst på østsiden af Nekselø.

Tilbage ved havnen var det blevet kaffe- og kagetid. Ulla havde til dagen bagt kage, som vi sad og nød inden tilbageturen til Havnsø. Vi roede tilbage samme vej- som vi kom fra, så vi igen kunne nyde skrænterne.

Fra havnen til nordspidsen af Nekselø var der sidevind og medvind, hvor vi kunne surfe i bølgerne. På en af bølgerne var jeg oppe på knap 12 km/t. Fantastisk oplevelse. Da vi rundede nordspidsen, var det slut med at lege, nu stod den på modvind til Havnsø. Alligevel kunne vi holde en gennemsnitsfart på 5,8 kilometer i timen.

Dagen distance blev 16 kilometer i kajak + ca. 4 kilometer gåtur på den nordlige del af Nekselø.
.
Vejret: bedøm selv. Dansk sommer når den er bedst, blot med vind fra sydøst med 6 m/s. og ca. 12 m/s i stødene, så der var god vind.
.