tirsdag den 31. maj 2022

Tirsdagstur til Bredetved

Mange af tirsdagsroerne var på 60+ træf ved Bøjden på Fyn, så var et godt lille sluttet selskab på fire drenge der mødte op denne regnvåde og vindstille tirsdag. Med mørke tunge skyer over os satte vi ud for at ro til Søminen. Ind imellem kom der lidt smådryp, men da vi rundede Kirsebærholmen blev skyerne mørkere og mørkere, og snart lå vi en ret kraftig regnbyge. Vejrudsigten forventede 0,5 - 1 mm regn, men det var hvad der kom i minuttet, så vi fik masser af vand fra de mørke skyer. Vi skulle bare lige over på den anden siden regnbygen, hvor det så fint ud, dog uden sol. Vi roede derfor til Bredetved i stedet for at ligge og vente på at regnbygen passerede. Vi vendte ved skydebanen og roede tilbage i ganske fint vejr. Da vi kom tilbage til kajakklubben var det alligevel så vådt, at vi nød kaffen med brød til, fra Søren, inden døre efter en rigtig god tur i godt selskab.

Turen:Fra kajakklubben til Bredetved og retur.
Dato: 31 maj.
Deltagere: Michael, Lars, Søren og jeg.
Tyrens længde: 16 kilometer.
Vejret: Næsten vindstille med regnbyger.
Temperaturerne: 15 grader både i og over vandet.


torsdag den 19. maj 2022

Madpakketur til Lyndby

Vi var blot fire, som var klar til at tage på madpakketur fra Møllekrogen til Lyndby. Vi lagde ud i svag vind fra syd og lette skyer, som efter ca. fem kilometer forvandlede sig til tunge sorte skyer med regn, lidt lyn og torden, men lynene var mere end 12 sekunder fra os, vi søgte derfor ind under land og gik i land og overvejede situationen. Vi kom bag ved fronten, mens vi var på land. Tilbage i kajakkerne roede vi de sidste kilometer til Lejre Havkajak, hvor vi holdt frokostpause i shelteren i ly for en enkelt lille regnbyge. Efter frokostpausen var det vindstille med en del sol, det vejr holdt tsig resten af turen til Lyndby, hvor vi vendte ved havnen og roede tilbage til Møllekrogen. Lejre Vig lå særdeles flot i solen denne torsdag. Meget fin tur trods lidt regn.
En front med lidt regn forude.
Så kom regnen.
Landgang mens en tordenbyge passerede.
Tilbage ved Møllekrogen efter en fin tur på Roskilde Fjord.

Turen: Møllekrogen til Lyndby og retur.
Dato: 19. maj.
Deltagere: Birgit, Inger, Søren og jeg.
Turens længde: 18 kilometer.
Vejret: Flot rovejr, vind fra sudvest med en regnbyge.
Temperaturerne: Luften 22 grader og vandet 16 grader.

tirsdag den 17. maj 2022

Tur til Orø Havn

Vi var syv kajakker, der roede turen fra Holbæk til Orø Havn denne tirsdag i et super godt rovejr. Tilbage ved kajakklubben var der to rovenner, som hurtigt fik hentet et franskbrød, og så afsluttede vi turen med kaffe og franskbrød med ost og marmelade ved flagstangen.

Turen: Holbæk til Orø Havn og retur.
Dato: 17. maj.
Deltagere: Birgit, Inger, Hans, Michael, Lars, Søren og jeg.
Turens længde: 14 kilometer.
Vejret: Svag vind fra sydøst ca. 3 m/s med lidt sol.
Temperaturerne: 15 grader.

tirsdag den 3. maj 2022

Jyllinge - Veddelev.

Vi var udfordret omkring vejret, så en af de muligheder der var for en tur i dag, var turen fra Jyllinge til Veddelev, hvis det ikke skulle være turen fra Hammer Bakke. Vi satte ud fra flydebroen i Jyllinge og roede godt ud i løbet mellem Eskildsø og Jyllinge, og alligevel skulle vi passe på de mange sten der ligger der, men en passende vanddybde er trods alt markeret med nogle stolper, som vi ikke skulle komme ret meget ved siden af, Vandstanden var tilmed lav, så det var bare om at passe på under hele turen. Vandet var lunt og hornfiskene sprang lystigt i vandoverfladen. Vi kom fint forbi Eskildsø og Salvadparken, og da vi lå og ventede på bagtroppen ud for Tågerup eller Gundsø, kunne vi sidde tæt på kysten og høre nattergal, der sang fornøjeligt i det fine vejr. Efter at have passeret Bolund Halvø krydsede vi mod Risø, hvor vi også kunne holde os tæt på kysten og nyde den flotte kyst rundt om Risø. Der efter endnu et kryds til Veddelev. Det var planen at ro til stranden på den anden side af Veddelev Havn, men på grund af vinden lagde vi ind ved Veddelev Strand, hvor vi kunne nyde frokosten i læ for vinden. Her kunne vi sidde med udsigt til det lille kongedømme Elleore, som i foråret er udlånt til en masse fugle, inden kongedømmet bliver indtaget af Elleorefolket. Turen tilbage til Jyllinge var med delvis rygvind, og lidt kraftigere vind, så vi kunne holde en rimelig fart under hele turen tilbage. Efter at have pakket og læsset kajakker drak vi igen kaffe og mere af Bjarnes wienerbrød inden vi kørte hjem efter en fin tur på Roskilde Fjord.
Den nordlige reaktor på Risø.
Veddelev Strand, men med mange sten og blod bund.
Veddelev Strand er et godt pausested.
Bolund ligger flot ude for kysten.

Turen: Jyllinge til Veddelev og retur
Dato: Den 4. maj.
Deltagere: Karin, Jakob, Kim, Bjarne, Finn, Jens, Steen og jeg.
Turens længde: 19 kilometer.
Vejret: Lettere overskyet med en del sol, og vind fra sydøst på 4 - 5 m/s.
Temperaturerne: 14 grader båd i og over vandet.