lørdag den 28. september 2019

Broindvielse

Så kom dagen, hvor Kronprinsesse Marys Bro skulle indvies, og der var rundsendt et opslag om, at Malikgruppen syntes, der skulle samles så mange kajakker som muligt til at deltage fra vandsiden. Fra Holbæk Kajak Klubs side var mødetiden 08:30, hvilket ikke alle forstod, med almindelig tøsefornærmel-se til følge, men det blev alligevel 14 kajakker, som blev læsset på to trailere og en enkelt bil med to kajakker på taget. Når vi er 14 deltagere, så er det en bil med to personer og tre biler med fire i hver bil, det var også meget svært at forstå. Men vi kom afsted mod Skuldelev, hvor vi skulle være klokken 09:15. Fra Skuldelev blev det en meget stor gruppe, som satte ud med kurs mod broen. Afgangstiden ude på vandet var sat til kl. 10:15, og det blev til en kæmpe flok kajakker, der roede øst om Hyldeholm og mod Tørslev Hage, hvor vi samledes, inden vi roede langs med broen mod festpladsen, hvor vi var præcis ved starten på indvielsen. Ved broen var der rigtig mange kajakker fra stort set alle kajakklub-berne i området, formentlig over hundrede kajakker. Nogle gik i land og op til festpladsen, hvor de kunne følge talerne, og se Kronprinsesse Mary klippe åbningsbåndet over via storskærm. Vi blev i kajakkerne og fortsatte mod Frederikssund, hvor vi roede ind gennem kanalen og ind i den oprindelige havn, hvorefter vi krydsede over til den gamle skallehavn ved Gerlev, hvor vi lagde ind for frokostpause. Efter pausen roede vi tilbage til Skuldelev, hvor vi fik pakket alle kajakker og så tilbage til klubben. Det er ekstremt svært at lave en sådan tur, ihvertfald for mig, når der er flere tider, der skal passe sammen, og flere har egen dagsorden, så jeg føler ingen succes med det arrangement, så det må jeg tage op til fremtidig overvejelse.
Klar til afgang fra Skuldelev.
En del af holbækgruppen.
Broløbet trak også rigtig mange mennesker.
Kronprinsesse Marys Bro er elegant og en flot bro.

Turen: Broindvielse af Kronprinsesse Marys Bro.
Dato: 28. september.
Turens længde: 14 kilometer.
Vejret: En hel del sol med vind fra vestlige retninger på 5 m/s.
Temperaturerne: Luften 16 grader og vandet 15 grader.

onsdag den 25. september 2019

Onsdagstur

Tirsdagen bød på lidt træning i redninger, inden vi skal til vinterfrigivelser. Skulderen holdt til det, så jeg skal da ro vinteren igennem. Kajakhornsherred bød ikke på en onsdagstur, så jeg aftalte med Inger og Marianne, at vi tog en tur efter middag. Vi kørte til Vellerup og roede en tur til Ejby, hvor vi drak en kop kaffe og spiste kage ved Bramsejl, og så roede vi retur til Vellerup Vig. Det var en lidt diset dag med lidt vind fra øst, derfor blev det langs Hornsherredskysten, hvor vi kunne ro tæt på kysten, og så er det også lang tid siden jeg sidst har roet den tur. Vejret og turen betød et perfekt rovejr langs en smuk kyst, så det blev en meget fin onsdagstur.
Perfekt rovejr i fine omgivelser.

Turen: Vellerup Vig til Ejby og retur.
Dato: 25. september.
Deltagere: Inger, Marianne og jeg.
Turens længde: 14,3 kilometer.
Vejret: Tørt, men diset og vind fra øst på ca. 5 m/s.
Temperaturerne: 14 grader.

torsdag den 19. september 2019

Gershøj - Østby

Endelig blev det rovejr igen. Det har blæst helt vildt nogle dage, så det ikke var til at komme på vandet, men for torsdagen så vejrudsigten fin ud, så der var lagt op til en madpakketur til Roskilde Fjord. Vi satte ud fra stranden ved Gershøj Havn og roede mod Møllekrogen, krydsede over til Klinten, og så fulgte vi kysten til Sønderby Havn. Vi skulle dog lige hen at se stenen ud for havnen. Stenen er markeret med en kugle og ligger lige under vandoverfladen, men man kan ikke bunde ved siden af stenen, så det er en ordentlig basse. Vi skulle lige ind i Sønderby Havn, inden vi fortsatte til Selsø Hage og til Østby, hvor vi lagde ind for frokost. Efter frokosten roede vi tilbage, vinden var taget til, men vi havde medvind ned til Selsø Hage. Under turen til Sønderby oplevede vi en større flok rovfugle højt oppe over fjorden, ialt talte vi 15 fugle, formentlig fjeldvåger. Ved Bredvig krydsede vi over mod Gershøj, et lille kryds på halvanden kilometer i sidevind og sidesø. Krydset gik fint, vi fulgtes ad i fint tempo, derefter den sidste kilometer hen til Gershøj. Vi fik hurtigt pakket sammen og sat kursen mod Holbæk efter en fin madpakketur på Roskilde Fjord.
Efterårsfarverne er så småt startet.
Frokostpause i Østby.
Skovbroen i modlys.
En stor flok fjeldvåger er lette at fange med kameraet.

Turen: Gershøj til Østby og retur.
Dato: 19. september.
Deltagere: Birgit, Grethe, Inger, Peter, Søren og jeg.
Turens længde: 19,7 kilometer.
Vejret: Tørt og en del sol med vind fra vest til nord på 3 - 5 m/s.
Temperaturerne: Luften var 12 grader og vandet det samme og koldt.

søndag den 15. september 2019

Københavns Havn

Den årlige tur rundt i Københavns Havn lå lidt senere i år end de foregående år. Denne lørdag var vejret næsten perfekt, måske blæste det lidt mere end det behøvede, men det var tørt, og vi havde en del sol under turen, så det var fint rovejr. Vi forlod kajakklubben kvarter i ni og satte kursen mod Frederiksholm i to biler og 80 km/timen. Vi kørte ind på parkeringspladsen ved Schifters Bådlaug lidt over ti. DK Company var så venlige at give os parkeringstilladelser lige ved vandet, så vi skulle ikke ud og lede after parkeringspladser i området, hvilket også ville være svært, da to andre grupper også var på kajaktur fra området. Vi fik hurtigt gjort os klar og så af sted på oplevelser i havnen. Vi roede den "sædvanlige" tur til Ofelia Plads, langs Larsens Plads, forbi Den Lille Havfrue, ind i Langlinie Marina og så rundt i den del af Frihavnen, hvor vi må ro. Derefter kryds til Refshaleøen, ind i B&Ws gamle byggedok, så bag Holmen og ind i Søminegraven. Efter en kort snak om vi skulle bære over Kongebrovej, eller ro rundt om Holmen, hvilket betød at turen gik ud i havnen igen og rundt om Holmen og tilbage til Schifters Bådlaug, hvor klokken efterhånden var blevet et og sulten så småt havde gjort sit indtog. Der var lagt op til en fælles frokost, så vi ikke skulle hen i bilerne og finde en flad kedelig madpakke, men kunne sætte os til bords med dug og rigtige tallerkner med kniv og gaffel. Det blev en rigtig god og lang frokostpause med lækker mad. Efter frokostpausen fortsatte vi turen i kanalerne, først langs Christiania og Arsenaløen, derefter en overbæring over Prinsessegade til Trangraven og ind i Christianshavns Kanal, så ud i havnen igen mod Den Sorte Diamant, ned til Bryggebroen og retur ind i Frederiksholms Kanal og Slotsholmskanalen, forbi Agnete og Havmanden og Christiansborg, Børsen og Kajakrepublic, der efter langs Havnegade, ind i Nyhavn, men blev stoppet ved Toldbodgade, da et skib var sunket i Nyhavn, hvilket betød, at der var lidt problemer ved passage af skibet på bunden af Nyhavn. Derefter roede vi under Skuespilhuset krydsede havnen igen og roede bag om Operaen og tilbage til Shifters Bådelaug, hvor der atter var trængsel af kajakker, der afsluttede turen rundt i Købenmhavns Havn. Skuldere holdt nogenlunde, men den skal nok til et serviceeftersyn.
Ud i havnen og modvind mod Ofelias Plads.
Frokost med Musikkonservatoriet i baggrunden.
Christianshavns Kanal.

Turen: Rundt i københavns Havn og kanaler.
Dato: 14. september.
Deltagere: Birgitte, Birgitte, Helle, Mette, Ernst, Peter, Carsten og jeg.
Turens længde: 21,7 kilometer.
Vejret: Tørt og vekslende skydække, med en del sol, vind fra nordvest på 5 m/s.
Temperaturerne: Luften 16 grader og vandet 17 grader.

mandag den 9. september 2019

Afprøvning af skulder

Efter en faldskade har min højre skulder voldt en del problemer, så i dag, hvor vejret var fint, skulle jeg prøve om den kunne bruges til en lille rotur. Turen gik fint i en godt tempo, men jeg kan ikke strække armen helt ud, smerterne er til at holde ud, også efter turen, men der er ikke mange kræfter i armen og så havde jeg flere problemer end jeg plejer med at komme op af kajakken. Alt i alt ser det fint ud, jeg kan sagtens bruge skulderen til at ro med.

Turen: Holbæk Kajak Klub til Orø Havn og retur.
Dato: 9. september.
Deltagere: Birgit, Grethe, Inger, Marianne, Peter, Hans og jeg.
Turens længde: 13 kilometer.
Vejret: overskyet og svag vind fra sydøst på 2 m/s.
Temperaturerne: Luft og vand ca. 16 grader.