onsdag den 25. februar 2015

Fødselsdag på Roskilde Fjord

Nu er det sådan, at det var ikke Roskilde Fjord, der havde fødselsdag, men undertegnede, og falder sådan en dag på en onsdag, så kan man ikke svigte rovennerne, og slet ikke, når det passer bedst at udsætte fejringen til fredag. I min alder skal man ellers passe på med at udsætte noget, og da slet ikke en fødselsdag. Vi var klar lidt i ti, men så havde Benny også glemt sin termokande, så vi fik atter en gang lov at vente.



Vi kom fint af sted og roede i modvind til Lyndby. Rovennerne havde flag på kajakkerne for at markere dagen og gøre den lidt festlig. Vinden var omkring 7 m/s, så der skulle lægges lidt kræfter i for at komme op i fart, et par af flagene kollapsede i vinden. Vi fulgtes nogenlunde ad, men stadig ingen ros for at alle ror inden for råbeafstand. Da vi kom til det lille gule hus, lagde fortroppen ind, men vi forsatte til bådlauget, hvor der var mere læ og noget nemmere at lægge ind. Der blev hurtigt arrangeret borde og bænksæt til frokosten. Rovennerne havde dejligt smørebrød med, og Vibeke havde bagt boller og kage til den efterfølgende kaffe, så der blev holdt rigtig fødselsdagsfrokost i naturen. Vi hyggede og nød mad, boller og kage, gik en tur i området, inden vi ryddede op efter os og pakkede kajakkerne igen.




Vinden havde mistet lidt af styrken, så vi nød turen tilbage til Møllekrogen i den lette medvind. Tilbage ved Møllekrogen fik vi hurtigt pakket sammen, og så sluttede vi turen med en kop kaffe. Den måtte drikkes uden kage, da der var spist op. Det var en dejlig fødselsdag sammen med rovennerne. STOR tak fordi I gjorde dagen så festlig.

Turen: Møllekrogen til Lyndby og retur.
Deltagere: Torben, Jakob, Elgjægeren, Benny, Stig, Erik, Palle, Jan og jeg.
Turens længde: 15,8 kilometer.
Vejret: Lettere overskyet med enkelte solstrejf, vind fra sydlige retninger 7 - 5 m/s.
Temperaturerne: Luften 4 - 5 grader og vandet 3 grader (det går den rigtige vej).



onsdag den 18. februar 2015

Sol, vind og elleve på kajaktur

Det gode vejr havde i dag lokket elleve kajakker på vandet. Vi satte ud fra Skuldelev Strand og satte kursen mod Selsø Hage. Med lidt modvind og modsol havde vi en meget flot tur sydover. Solen var så kraftig, absolut ikke generende, at jeg måtte have solbriller på og det må vel siges at være en spæd start på lidt varmere vejr og at foråret nærmer sig. Den har ellers ikke gjort megen væsen af sig på det sidste. Der var lidt højvande, så der var nemt at komme frem. Vi fulgte kysten i passende afstand, så meget forår var det nu heller ikke at det er sommerroning. Det er en af de strækninger vi ofte ror, når vinden kommer fra vestlige retninger, så vi kender forholdene. Vi rundede Selsø Hage inden vi lagde ind i læ for at nyde frokoste.



Da vi lagde ind, blev der ringet fra DR efter Thomas, han tog det nu meget roligt, men skulle dog skynde sig tilbage, så på turen tilbage til Skuldelev var vi blot ti kajakker. Efter frokosten bød Jens på et større udvalg af lækkert wienerbrød og et udvalg af kager. Efter frokost, kaffe og kage gik vi en lille tur på Selsø Hage. Tilbage i kajakkerne roede vi tilbage til Skuldelev i absolut roligt tempo.


Det er desværre sådan, at når vi er flere end otte på ture, kan det være svært at holde samme og ro i kommunikationsafstand, man holder vi bare sammen i mindre grupper, så er der intet sikkerhedsproblem. Denne tur skal ikke have ros for at vi holdt sammen. Det blæste ret meget op under turen tilbage, så ved de åbne stykker havde vi en del kold vind ind skråt bagfra. Vi kom til Skuldelev i spredt orden, fik hurtigt pakket sammen og klædt om og så sluttede vi turen som vi plejede med en kop kaffe og resterne fra kagebordet.

Turen: Skuldelev Strand til Selsø Hage og retur.
Dato: 18. februar.
Deltagere: Torben, Elgjægeren, Jakob, Benny, Jan, Palle, Jens, Thomas, Erik, Dan og jeg.
Dan var med som Elgjægerens gæst.
Turens længde: 16 kilometer.
Vejret: En hel del sol til efter frokostpausen og vind fra sydvest ca. 5 til 6 m/s.
Temperaturerne: Luften var 5 grader og vandet blot 3 grader.


onsdag den 11. februar 2015

Langs Inderbredningen

I går havde vi det mest fantastiske solskin, og i dag var skygardinerne trukket for, og temperaturen faldet med ca. 5 grader. Det kan nu ikke stoppe onsdagsturen, så 8 havde meldt sig, men Erik meldte afbud, igen, igen, igen, så vi var syv, der lagde ud fra stranden ved Munkholmbroen. Der var lidt is langs kysten, så vi startede med at bryde isen og kom ud på klart vand efter ca. 5 meter.

Masser af tynd nyis i Tempelkrogen.

Derefter roede vi i læ for vestenvinden og havde således en flot tur i læ langs kysten. Vi måtte dog ro noget ind og ud, da bundforholdene ikke følger kystlinjen. Ved Søminen var bedsteforældre med børnebørn ved stranden for at nyde det fine vejr; dejligt at se. Det er vel nok også et af de fineste steder at lade turen gå til - også om vinteren. Efter Søminen kunne vi opleve en enlig sæl, der var lige så nysgerrig som os. Efter et par neddykninger forsvandt den, den havde ikke i sinde at følge os på turen op til Kirsebærholmen.

Lille sæl i vandet der, hvor skal do hen.

Vi vendte, da vi kom til den store muslingebanke ved Kirsebærholmen, og så var der let rygvind tilbage til Søminen. Vi gik i land og nød frokosten i læ og med den flotte udsigt over Inderbredningen. Palle havde dejligt wienerbrød fra Kagekassen med til kaffen Efter kaffen gik vi en tur rundt om de flotte gamle bygninger.

Winerbrød fra "Kagekassen".

Elgjægeren fandt et klenodie fra fortiden, Et gammelt toilet, som han lige skulle prøvesidde. Søminen emmer af skøn historie, og det kan godt være svært at forestille sig, hvordan det har været at arbejde her i trediverne.

Taler for sig selv.

Tilbage ved kajakkerne skulle vi lige have lidt mere varme i benene. Palle tændte for varmelegemerne i sine støvler, vi andre måtte bare gå fødderne varme, inden de skulle ned i kajakkerne igen.

Så er der tændt for varmen til fødderne.

Da vi skulle fra land, lagde en enlig kajakroer ind ved Søminen, han havde ikke lyst til at følges med os og roede i lige linie mod Ejby eller Munkholmbroen. Han er en af de mange, som ville have stor glæde af Jespers foredrag om kulde og hypotermi, for han havde da slet ikke respekt for det kolde vand. Efter Eriksholm-skoven kunne vi mærke, at vinden var gået om i sydvest, så vi fik lidt modvind den sidste kilometer mod Munkholmbroen, en ret kold modvind. Da vi skulle til land, havde pålandsvinden gjort, at en del drivis havde lagt sig langs kysten, så vi startede en flot tur langs Inderbredningen i tynd nyis og sluttede turen i let pak- eller grødis.

Masser af grødis langs stranden.

Tilbage ved bilerne sluttede vi med en kop kaffe til resterne af Palles winerbrød ved "klubhuset".

Afslutning på en god tur ved "klubhuset".

Turen: Munkholmbroen til Kirsebærholmen og retur.
Deltagere: Torben, Elgjægeren, Jakob, Jens, Jan, Palle og jeg.
Turens længde: 17 kilometer.
Vejret: Overskyet og klart med svag vind fra vest til sydvest ca. 3 m/s.
Temperaturerne: Luften var 3 plusgrader og vandet 0 grader.




onsdag den 4. februar 2015

På vandet igen

Efter 3 ugers ferie i Spanien er jeg atter tilbage i det kolde Danmark. Onsdagsturen udgik fra Møllekrogen med Selsø Hage som pausested. Det var en grå, tør, men absolut ikke kedelig dag. Tørdragten strammede visse steder, men jeg kunne da komme ned i kajakken. Vi var på vandet lidt i 10, og så fulgte vi kysten langs Klinten, som stod meget flot i den lette sne. Vinden var der ikke ret meget af, så det blev en skøn tur frem til løbet mellem Skovbroen og Eskildsø. Vi skulle da lige hen at se, hvor meget strøm der var, men det så ud som om, at den var ved at vende, så vi roede ind i bugten og gjorde klar til frokosten.



Vi skulle ud at gå lidt inden frokosten. Vi kom forbi jagthytten, hvor vi mødte en af de kvindelige jægere til hytten, som var på tur med hunden, den nød at komme ud i sneen. Hun bød os velkommen, og vi var også velkomne til at benytte jagthytten, når vi kom ud på Selsø Hage. Hun viste os lige hvor højt vandet stod under stormen Bodil i december 2013, men de havde også haft en mindre oversvømmelse i år, så de ligger smukt, men også meget udsat. Dejligt at møde den slags mennesker som er imødekommende. Vi gik tilbage til madpakkerne og nød frokosten. Jens havde kage med, da han er ved at eksperimentere med elektrisk opvarmede såler, ja, der skal ikke meget til, før der er kage på "bordet".  Han var ikke tilfreds med effekten i sålerne, så han skal nok eksperimentere med batterierne, men vi var meget tilfredse med kagerne. Efter frokosten gik vi atter en lille tur, så vi fik varmen tilbage i benene. Derefter satte vi ud og roede tilbage til Møllekrogen. Vi havde medvind det meste af vejen, så vi rigtig kunne nyde den flotte natur.




Det var ikke så lang en tur, da det var koldt, men så tager omklædningen ikke ret lang tid. Det var så koldt om fingrene, at det var svært at knappe skjorten. Vi sluttede atter med kaffe og resterne fra kagebordet. Det var meget  fint at lægge ud med en ikke så lang tur, efter 3 ugers pause.

Turen: Møllekrogen til Skovbroen og retur.
Deltagere: Torben, Jakob, Jens, Jan, Palle og jeg.
Turens længde: 14.4 kilometer.
Vejret: Gråvejr, svag vind fra nordlige retninger.
Temperaturerne: Luften var -2 grader og vandet 0 grader.