onsdag den 11. februar 2015

Langs Inderbredningen

I går havde vi det mest fantastiske solskin, og i dag var skygardinerne trukket for, og temperaturen faldet med ca. 5 grader. Det kan nu ikke stoppe onsdagsturen, så 8 havde meldt sig, men Erik meldte afbud, igen, igen, igen, så vi var syv, der lagde ud fra stranden ved Munkholmbroen. Der var lidt is langs kysten, så vi startede med at bryde isen og kom ud på klart vand efter ca. 5 meter.

Masser af tynd nyis i Tempelkrogen.

Derefter roede vi i læ for vestenvinden og havde således en flot tur i læ langs kysten. Vi måtte dog ro noget ind og ud, da bundforholdene ikke følger kystlinjen. Ved Søminen var bedsteforældre med børnebørn ved stranden for at nyde det fine vejr; dejligt at se. Det er vel nok også et af de fineste steder at lade turen gå til - også om vinteren. Efter Søminen kunne vi opleve en enlig sæl, der var lige så nysgerrig som os. Efter et par neddykninger forsvandt den, den havde ikke i sinde at følge os på turen op til Kirsebærholmen.

Lille sæl i vandet der, hvor skal do hen.

Vi vendte, da vi kom til den store muslingebanke ved Kirsebærholmen, og så var der let rygvind tilbage til Søminen. Vi gik i land og nød frokosten i læ og med den flotte udsigt over Inderbredningen. Palle havde dejligt wienerbrød fra Kagekassen med til kaffen Efter kaffen gik vi en tur rundt om de flotte gamle bygninger.

Winerbrød fra "Kagekassen".

Elgjægeren fandt et klenodie fra fortiden, Et gammelt toilet, som han lige skulle prøvesidde. Søminen emmer af skøn historie, og det kan godt være svært at forestille sig, hvordan det har været at arbejde her i trediverne.

Taler for sig selv.

Tilbage ved kajakkerne skulle vi lige have lidt mere varme i benene. Palle tændte for varmelegemerne i sine støvler, vi andre måtte bare gå fødderne varme, inden de skulle ned i kajakkerne igen.

Så er der tændt for varmen til fødderne.

Da vi skulle fra land, lagde en enlig kajakroer ind ved Søminen, han havde ikke lyst til at følges med os og roede i lige linie mod Ejby eller Munkholmbroen. Han er en af de mange, som ville have stor glæde af Jespers foredrag om kulde og hypotermi, for han havde da slet ikke respekt for det kolde vand. Efter Eriksholm-skoven kunne vi mærke, at vinden var gået om i sydvest, så vi fik lidt modvind den sidste kilometer mod Munkholmbroen, en ret kold modvind. Da vi skulle til land, havde pålandsvinden gjort, at en del drivis havde lagt sig langs kysten, så vi startede en flot tur langs Inderbredningen i tynd nyis og sluttede turen i let pak- eller grødis.

Masser af grødis langs stranden.

Tilbage ved bilerne sluttede vi med en kop kaffe til resterne af Palles winerbrød ved "klubhuset".

Afslutning på en god tur ved "klubhuset".

Turen: Munkholmbroen til Kirsebærholmen og retur.
Deltagere: Torben, Elgjægeren, Jakob, Jens, Jan, Palle og jeg.
Turens længde: 17 kilometer.
Vejret: Overskyet og klart med svag vind fra vest til sydvest ca. 3 m/s.
Temperaturerne: Luften var 3 plusgrader og vandet 0 grader.




Ingen kommentarer: