tirsdag den 25. oktober 2016

Kajaktur med redningsøvelser

Når man er medlem af Holbæk Kajak Klub betyder der også, at hvis man vil ro om vinteren, så skal man vise redninger i koldt vand og deltage på hypotermikursus hvert år. Det skal lige nævnes, at det er første vinter med det nye vinterroningsreglement og det er min opfattelse, at vinterroningsreglementet er lavet meget fint og præcist. Den eneste anke jeg har er, at teksten i reglementet skal overholdes og teksten skal ikke tolkes vilkårligt. Da vi for godt en uge siden øvede redninger kunne redningsøvelserne ikke godkendes. Så på den igen, men jeg følte dog, at jeg og nogle andre lige skulle øve redningerne inden prøven. I morgen skal jeg og det første hold så på vandet og vise redninger og på hypotermikursus. Det er godt nok ærgerligt, idet Kajakhornsherred har en kagetur, som jeg godt ville have været med på, men så må jeg ikke ro gennem vinteren, så jeg skal i vandet og vise redninger, så må jeg jo spise et æble i stedet for Torbens lækre lagkage.

På vej tilbage til klubben og redningsøvelser.

I dag lagde vi ud med at ro en kort tur til Bognæs i et flot vejr, solen var lige på nippet til at bryde igennem skyerne, men den var endnu ikke kommet helt frem, men det var vindstille, så det blev en meget fin tur. Da vi kom tilbage ved klubben, gjorde vi klar til at øve redninger og så var det bare om at komme i vandet og øve redningerne. Vandet er følt varmere, men ikke så koldt, som forventet, så jeg fik øvet hele repetoaret. Det gik udemærket, så jeg føler mig klar til at tage i vandet i morgen og vise redningerne. Det var en perfekt måde at øve redningerne på, idet en rotur på 10 kilometer forud var en god forudsætning.

Turen: Holbæk Kajak Klub til Bognæs og retur efterfulgt af redningsøvelser.
Ddato: 25. oktober.
Deltagere: Bolette, Grethe, Lisbeth, Marianne, Hans, Michael og jeg
Turens længde: 10 kilometer.
Vejret: Meget svag vind fra nordøst ca. 2 - 3 m/s, overskyet hele formiddagen.
Temperaturerne: Luften var 9 - 10 grader og vandet 8,7 grader.


torsdag den 20. oktober 2016

En sommerdag i oktober

Oktobervejret har været noget af det mest varierede og kedelige, i går regnede det stort set hele dagen, og i dag skinnede solen fra en skyfri himmel, det vil sige, vi oplevede en enkelt sky for solen i ca. 5 minutter over hele dagen, så en helt fantastisk efterårsdag, i en ellers ret så trist oktober, og den første flotte solskinsdag i oktober.



Torsdagsturen udgik fra stranden ved Munkholmbroen, og vi roede op lang kysten mod Hammer Bakke. Vind var der meget lidt af, så vi kunne nyde efterårsfarverne og det fantastiske vejr. Ved Bramsnæs mødte vi tre jægere i skydepramme på andejagt, men ænderne have opdaget dem, for der var ikke en and at se, vi så kun en masse krager og et par edderfugle under hele turen, så enten er de blevet skudt, eller også er de flygtet til et sted uden jægere i skydepramme med lokkeænder. Vi kunne til gengæld nyde turen langs kysten, det smukke vejr og de begyndende efterårsfarver. Det virkede som en sommerdag, men ved at stikke fingerne i vandet, blev man hurtigt klar over, at det ikke er sommer, men efterår og oktober. Vi lagde ind ved Hammer Bakke, hvor vi nød frokosten inden vi returnerede til Munkholmbroen. Turen mod Munkholmbroen var i modsol, og solen stod lavt og skarp, så det var på med solbrillerne. Det blev en fantastisk tur i efterårssolen.



Turen: Munkholmbroen til Hammer Bakke og retur.
Dato: 20. oktober.
Deltagere: Grethe, Birgit, Søren og jeg.
Turens længde: 19,6 kilometer.
Vejret: Sol fra en skyfri himmel og svag vind fra øst ca. 4 m/s.
Temperaturerne: Luften lidt over 10 grader og vandet 9 grader.



En sommerdag i oktober

Oktobervejret har været noget af det mest varierede og kedelige, i går regnede det stort set hele dagen, og i dag skinnede solen fra en skyfri himmel, det vil sige, vi oplevede en enkelt sky for solen i ca. 5 minutter over hele dagen, så en helt fantastisk efterårsdag.


Torsdagsturen udgik fra stranden ved Munkholmbroen, og vi roede op lang kysten mod Hammer Bakke. Vind var der meget lidt af, så vi kunne nyde efterårsfarverne og det fantastiske vejr. Ved Bramsnæs mødte vi tre jægere i skydepramme på andejagt, men ænderne have opdaget dem, for der var ikke en and at se, vi så kun en masse krager og et par edderfugle under hele turen, så enten er de blevet skudt, eller også er de flygtet til et sted uden jægere i skydepramme med lokkeænder. Vi kunne til gengæld nyde turen langs kysten, det smukke vejr og de begyndende efterårsfarver. Det virkede som en sommerdag, men ved at stikke fingerne i vandet, blev man hurtigt klar over, at det ikke er sommer, men efterår og oktober. Vi lagde ind ved Hammer Bakke, hvor vi nød frokosten inden vi returnerede til Munkholmbroen. Turen mod Munkholmbroen var i modsol, og solen stod lavt og skarp, så det var på med solbrillerne. Det blev en fantastisk tur i efterårssolen.

Turen: Munkholmbroen til Hammer Bakke og retur.
Dato: 20. oktober.
Deltagere: Grethe, Birgit, Søren og jeg.
Turens længde: 19,6 kilometer.
Vejret: Sol fra en skyfri himmel og svag vind fra øst ca. 4 m/s.
Temperaturerne: Luften lidt over 10 grader og vandet 9 grader.



onsdag den 12. oktober 2016

Vinterroning

Så er vandtemperaturen kommet under 10 grader, så tørdragten og vinterroningstøjet er fundet frem, og taget i brug, samtidig med, at vejret næsten opfører sig som vinter. Det er gået meget stærkt med temperaturfaldet i fjorden i år. For blot et par uger siden lå vandtemperaturen lige under 20 grader. Vintersæssonen blev indviet med en pandekagetur til Sørmer Skov. Vinden var kraftig fra nordnordøst, hvilket ikke er så heldigt for en kajaktur i læ, når det skal være enten Isefjorden eller Roskilde Fjord.


Onsdagsturen skulle udgå fra Hammer Bakke, og så skulle vi op til Sørmer Skov, som er vores traditionelle pandekagested. Vi skulle dog lige op og kigge på Kyndbyrevet inden vi skulle lave pandekager. Vinden var ret så kraftig ude på revet, og vi blev sideført med ret stor kraft.



Efter besøget på revet lagde vi ind på den lille plet ved Sørmer Skov, og snart var vi i gang med at lave mad. Oprindelig skulle vi have lavet æggekage, og det havde jeg glædet mig til, så min lækre æggekage var hurtigt klar, mens de andre kæmpede med deres pandekager på trangiaerne. Efter frokosten gik vi en tur i skoven for at nyde solen, som efterhånden skinnede fra en næsten skyfri himmel.





Tilbage ved kajakkerne var vandstanden faldet betydeligt, så vi skulle gå et godt stykke i det lave vand for at kunne komme i kajakkerne igen. Ud over at vandstanden var faldet, så var vinden også faldet, så vi fik ikke ret meget gavn af medvinden tilbage til Hammer Bakke. Turen tilbage tog dog ikke ret lang tid, og vi holdt os ude i nærheden af sejlrenden, så vi ikke ramlede ind i nogle af de mange sten på strækningen. Det blev en lidt kort tur, men ud fra vinden, så var det en fin tur.

Turen: Hammer Bakke til Kyndbyrevet og Sørmer Skov og retur.
Dato: 12 oktober.
Deltagere: Torben, Jakob, Kristian, Palle, Jens, Søren og jeg.
Turens længde: 12,6 kilometer.
Vejret: Vind fra nordnordøst 7 til 4 m/s. sammen med en del sol.
Temperaturerne: Luften var lidt over 10 grader og vandet lige under 10 grader.


onsdag den 5. oktober 2016

Onsdagstur

Onsdagsturen tegnede ellers godt med skyfri himmel, men da jeg kørte ud af Eriksholmskoven og kunne se vandet ved Munkholmbroen, blev jeg godt nok lidt skuffet. Det ellers rolige vand viste tænder, samtidig med at det var hundekoldt denne onsdag morgen. Da jeg klædte om, måtte jeg konstatere, at jeg havde taget to højrestøvler med, og så synes jeg, at jeg måske skulle have taget tørdragten og vanter med. Så med en højre støvle på venstre fod kom jeg af sted. Da vi passerede Munkholmbroen, synes jeg godt nok vandet så vildt ud, og da Søren ikke var tryg ved turen, så foreslog jeg, at vi bare kunne tage turen rundt i Tempelkrogen. Søren, Torben og jeg vendte om, og lod de andre fortsætte mod Vellerup Vig.

Eriksholm Slot.

Vi startede med at ro over mod Eriksholm Slot og derefter langs kysten rundt i Tempelkrogen. Ved campingpladsen ville vi gå i land for frokostpause, men bundforholdene var ikke til landgang med 40 cm dynd, så vi roede over på den anden side og lagde ind, hvor der var læ og skøn udsigt mod bunden af Tempelkrogen. Det blev en lang frokostpause, hvor vi sad i læ og nød det fine vejr.

Udsigten fra pausestedet.

Pausestedet.

Derefter direkte tilbage til Munkholmbroen, hvor vi ventede på dem, som havde været ved Vellerup Vig. De kunne fortælle, at det kun var slemt til revet ved Bramsnæs, resten af turen til Vellerup Vig var bare i kraftig modvind, og så brugte de lige godt en time til at komme tilbage til Munkholmbroen. Vi havde en ok tur i nogenlunde læ for vinden.  

Turen: Munkholmbroen og rundt i Tempelkrogen.
Dato: 5. oktober.
Deltagere: Torben, Jakob, Kim, Peter, Bjarne, Søren, Finn og jeg.
Turens længde: 9,4 kilometer.
Vejret: hård vind fra nordnordøst ca. 9 m/s, sol fra en næsten skyfri himmel.
Temperaturerne: Luften var 12 grader og vandet 13 grader - koldt.


lørdag den 1. oktober 2016

Ordrup Næs

Turen var for OKK-Center, men det var kun Erik og jeg, som var i stand til at ro denne fantastiske lørdag. De foregående dage led af resterne fra orkanen Karl, som lige skulle forbi Danmark, men den var væk lørdag morgen, solen var fremme ved Holbæk, og det var vindstille. Vi kørte til Høve Strand, hvor vi satte ud og roede mod Ordrup Næs. Ude over Sjællands Odde var der blå himmel, og solen skinnede, mens der inde over Vejrhøj var meget mørk himmel, som ikke ligefrem så rar ud. Så mens vi roede mod Ordrup Næs håbede vi på lidt sol. Kysten var rigtig flot med begyndende efterårspragt, så den flotte og varierede kyststrækning viste sig fra den mest fantastiske side.


Vi rundede Ordrup Næs, hvor der var de sædvanlige bølgeskvalp omkring revet, så vi kom fint forbi og lagde ind i bugten, hvor vi fandt et godt sted til frokostpause bag en hybenbusk, og samtidig brød solen igennem for en kort bemærkning.




Der var rigtig mange mennesker ude at gå tur på næsset; de fleste hilste og ønskede os en god tur. Disse ønsker holdt, vi fik en fantastisk tur. Vejret skiftede konstant med et par ret kraftige regnbyger rundt om os. Da vi atter kom på vandet var vinden taget af, så vi fik ikke meget glæde af medvinden, der var nærmest vindstille, samtidig med solen skinnede igennem skyerne og varmede os adskillige gange under turen. Da vi næsten var nået tilbage til Høve Strand, kunne vi se, at en meget kraftig tordenbyge lå lige bag os, men den skulle heldigvis en anden vej end os. Vi var dog klar til at smutte på land, hvis den havde i sinde at ramme os. Den tog dog mod Sjællands Odde med masser af torden og vand. Da vi kom tilbage til bilen, kunne vi se, at en af de andre store regnbyger havde været forbi, hvor vi satte ud

Vi var ved at blive indhentet af denne tordenbyge UHA.

Turen: Høve Strand til Ordrup Næs og retur.
Dato: 1. oktober.
Deltagere: Erik og jeg.
Turens længde 22,8 kilometer.
Vejret: Overskyet med et par solstrejf og svag vind fra sydvest på 2 - 3 m/s.
Temperaturerne: 16 grader.