lørdag den 1. oktober 2016

Ordrup Næs

Turen var for OKK-Center, men det var kun Erik og jeg, som var i stand til at ro denne fantastiske lørdag. De foregående dage led af resterne fra orkanen Karl, som lige skulle forbi Danmark, men den var væk lørdag morgen, solen var fremme ved Holbæk, og det var vindstille. Vi kørte til Høve Strand, hvor vi satte ud og roede mod Ordrup Næs. Ude over Sjællands Odde var der blå himmel, og solen skinnede, mens der inde over Vejrhøj var meget mørk himmel, som ikke ligefrem så rar ud. Så mens vi roede mod Ordrup Næs håbede vi på lidt sol. Kysten var rigtig flot med begyndende efterårspragt, så den flotte og varierede kyststrækning viste sig fra den mest fantastiske side.


Vi rundede Ordrup Næs, hvor der var de sædvanlige bølgeskvalp omkring revet, så vi kom fint forbi og lagde ind i bugten, hvor vi fandt et godt sted til frokostpause bag en hybenbusk, og samtidig brød solen igennem for en kort bemærkning.




Der var rigtig mange mennesker ude at gå tur på næsset; de fleste hilste og ønskede os en god tur. Disse ønsker holdt, vi fik en fantastisk tur. Vejret skiftede konstant med et par ret kraftige regnbyger rundt om os. Da vi atter kom på vandet var vinden taget af, så vi fik ikke meget glæde af medvinden, der var nærmest vindstille, samtidig med solen skinnede igennem skyerne og varmede os adskillige gange under turen. Da vi næsten var nået tilbage til Høve Strand, kunne vi se, at en meget kraftig tordenbyge lå lige bag os, men den skulle heldigvis en anden vej end os. Vi var dog klar til at smutte på land, hvis den havde i sinde at ramme os. Den tog dog mod Sjællands Odde med masser af torden og vand. Da vi kom tilbage til bilen, kunne vi se, at en af de andre store regnbyger havde været forbi, hvor vi satte ud

Vi var ved at blive indhentet af denne tordenbyge UHA.

Turen: Høve Strand til Ordrup Næs og retur.
Dato: 1. oktober.
Deltagere: Erik og jeg.
Turens længde 22,8 kilometer.
Vejret: Overskyet med et par solstrejf og svag vind fra sydvest på 2 - 3 m/s.
Temperaturerne: 16 grader.


Ingen kommentarer: