onsdag den 18. februar 2009

En vinterdag på fjorden

Onsdag den 18. februar.

Efter en nat med minus 8 grader, trænger vi snart til at lave overskriften "En forårsdag på¨fjorden" , foråret er på vej - det varer bare lidt endnu. I dag var vi blot fem, Elgjægeren, Torben, Jakob, Henrik og jeg, som lage ud fra dæmningen til Munkholm for at ro op til Kirsebærholmen. Vi valgte parkeringspladsen på dæmningen for ikke at foretage kryds på dybt vand. Der var meget lavvandet i dag, så vi skulle passe på de mange muslingebanker og stenrevene. Vi var hurtigt i kajakkerne og kom af sted i et roligt tempo. Der var svag modvind på udturen og så kunne vi jo glæde os til den anden vej med rygvind.

Torbens nysgerrighed strakte sig til at måle vandtemperaturen. Termometret viste under nul grader, så når bare vi holdt fingerne væk fra det våde gik det fint.

Ud for Bredetved fik vi en lille snebyge, så vi kunne fornemme at det var vinter og vi kun var i februar.

Snebyge ved søminestationen.

Det var planen at indtage madpakkerne ved golfbanen, men der var for lavvandet i området, så vi roede tilbage til den gamle marinestation for at ordne madpakkerne i strandkanten.
.
Efter det lavvandede område ud for golfbanen var der endelig vand under kajakkerne igen, så vi uden problemer kunne komme frem til den gamle marinestation. Vejret klarede op, så solen i perioder kunne sende sine spinkle stråler ned over Isefjorden.
.
Elgjægeren og Torben spiste i kajakkerne og vi andre måtte simpelthen ud og strække ben. Frokosten blev indtaget stående på stranden - godt der ikke var nogen der så os, hvad ville de ikke tænke? Det var ikke så koldt, men en god suppe gjorde nu godt, og så kunne vi også nyde Patricias kage til kaffen. Hvis det bliver ved, tror jeg, at jeg vil droppe madpakken.

Tilbage ved udgangsstedet efter en rigtig fin tur på Isefjorden. Vi fik hurtigt rigget af - fem kajakroere i fire biler med tre trailere fylder en del på den lille parkeringsplads. Det er en af de situationer vi prøver at undgå, men i dag var det ikke muligt.

Dagens distance: Blot 12,7 kilometer.
Vejret: Svag vind fra nordvest 2 - 4 m/s. skyet med en enkelt snebyge.
Temperaturen: Minus 3 grader.
Vandtemperatur: Minus 0,5 grad.
Billeder: Jakob, Elgjægeren og Ole.

torsdag den 5. februar 2009

04.02 Fra Munkholmbroen til Nordkap

Onsdag den 4. februar.

Dagen sluttede med, at vi var nogle, som tog til Bramsnæs Sejlklub. De havde arrangeret et foredrag med Sv. Erik Buch, der fortalt og viste billeder fra hans og Kajakkajs tur til Nordkap. En rigtig god aften med en levende og god fortæller.

Sv. Erik Buch i gang med indledningen til to timer med ekstrem kajakroning. Der var meget stor tilslutning til arrangementet, ca 60 peroner fandt vej til sejlklubbens klubhus ved Bramsnæs Vig, og det var stort set dobbelt så mange, som der var plads til i det lille lokale, men det gik fint.

04.02 Vellerup Vig

Onsdag den 4. februar.

I dag skulle vi ro fra Rendebæk til Vellerup Vig. Turen var planlagt til at ro ud i modvind og så få lidt medvind på hjemturen. Det havde været frostgrader og kraftig vind fra syd de seneste dage, så vandet var igen ved at fryse til. I dag synes Torben, Elgjægeren, Jakob, Henrik, Arne, Preben og jeg, at vejret lige var til en god tur på fjorden. Preben var med for første gang og velkommen i gruppen til Preben, det tegner godt. Rendebæk er det gamle færgested til Orø fra dengang, Nordby på Orø også havde en lille færge. Færgekroen er ombygget til privat beboelse, så der er ikke mange parkeringspladser ved stranden. Vi var alle i kajakkerne klokken 10 og klar til afgang ti minutter senere.

Vand skal der til - ellers kan vi ikke ro kajak. Efter flere dage med vind fra syd var der meget lavvandet i Isefjorden, så vi måtte trække kajakkerne næsten til Orø, før der var vand nok.

Det er heller ikke hver dag, vi kan se resterne af den gamle færgemole, den plejer at ligge lige under vandoverfladen sammen med alle de andre sten.

Færgen havde travlt her til formiddag, så vi måtte vente til den lå i havn, så vi kunne passere kablerne. Vinde var lige imod, så det føltes koldt i ansigtet.

Vi fulgte kysten så tæt, det var muligt, der er meget lavvandet langs kysten til Vellerup, så det var om at passe på sten. Der var ikke så mange svaner, som der plejer at være langs kysten, men der var enorme flokke af blishøns.

Så nåede vi bunden af Vellerup Vig, en ganske dejlig tur, og Vellerup Vig er samtidig et af de flotteste steder ved Isefjorden. Syv kajakker på stribe. Jeg synes, det er flot, at syv mand vil med på tur en onsdag midt om vinteren.

Der var en lille bænk, som kunne benyttes til frokostpause, inden turen gik tilbage til Rendebæk. Alle havde suppe med, og det gjorde godt med noget varmt efter turen i modvind. Hvis det kneb lidt med energien, havde jeg tilbud på hjemmelavede energibarre, og de gled lige så godt ned som Patricias drømmekage. Tilbageturen forløb uproblematisk efter optankningen. Vi fik indtastet de to store sten, som plejer at angribe kajakkerne ud for Vellerup, nu det var så lavvandet, og vi kunne se dem.

Turens længde blev: 15,4 kilometer.
Vejret: Diset, ingen sol. Vind fra sydøst ca. 4 m/s. og enkelte snebyger. Med lidt held sneg temperaturen sig over 0 grader, og vandet var på blot en plusgrad.
Foto: Jakob, Arne, Elgjægeren og jeg.