Efter en nat med minus 8 grader, trænger vi snart til at lave overskriften "En forårsdag på¨fjorden" , foråret er på vej - det varer bare lidt endnu. I dag var vi blot fem, Elgjægeren, Torben, Jakob, Henrik og jeg, som lage ud fra dæmningen til Munkholm for at ro op til Kirsebærholmen. Vi valgte parkeringspladsen på dæmningen for ikke at foretage kryds på dybt vand. Der var meget lavvandet i dag, så vi skulle passe på de mange muslingebanker og stenrevene. Vi var hurtigt i kajakkerne og kom af sted i et roligt tempo. Der var svag modvind på udturen og så kunne vi jo glæde os til den anden vej med rygvind.
Torbens nysgerrighed strakte sig til at måle vandtemperaturen. Termometret viste under nul grader, så når bare vi holdt fingerne væk fra det våde gik det fint.
Ud for Bredetved fik vi en lille snebyge, så vi kunne fornemme at det var vinter og vi kun var i februar.
Snebyge ved søminestationen.
Det var planen at indtage madpakkerne ved golfbanen, men der var for lavvandet i området, så vi roede tilbage til den gamle marinestation for at ordne madpakkerne i strandkanten.
.
Efter det lavvandede område ud for golfbanen var der endelig vand under kajakkerne igen, så vi uden problemer kunne komme frem til den gamle marinestation. Vejret klarede op, så solen i perioder kunne sende sine spinkle stråler ned over Isefjorden.
.
Elgjægeren og Torben spiste i kajakkerne og vi andre måtte simpelthen ud og strække ben. Frokosten blev indtaget stående på stranden - godt der ikke var nogen der så os, hvad ville de ikke tænke? Det var ikke så koldt, men en god suppe gjorde nu godt, og så kunne vi også nyde Patricias kage til kaffen. Hvis det bliver ved, tror jeg, at jeg vil droppe madpakken.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar