torsdag den 7. november 2019

Rundt om Orø

Fantastisk rovejr i dag, hvor jeg foreslog en tur op til Kyndby Huse, men når vejret er stille og tørt, så skal det udnyttes, derfor blev forslaget ændret til en tur rundt om Orø. Vi satte ud i sol og en del blå himmel, men da vi nåede til campingpladsen på Orø, lukkede skyerne for solens stråler, men vi nød solen så længe, det varede. Vi kom flot rundt om revet ved Næsby og havde et fint kryds til Børrehoved i svag medvind. Ved campingpladsen var det meget lavvandet, så det var ikke så nemt at komme ind til stranden, for det var dybere vand mellem revlerne end vores støvler kunne klare. Vi havde en fin frokostpause, og Kim havde kage med til kaffen. I Vesterløbet måtte vi helt ud ved sejlrenden, fordi det var så lavvandet. Ved Orø Havn måtte vi vente lidt på Orøfærgen og besluttede så at ro uden om Langø og Lindholm, så vi var fri for eventuelt at skulle trække kajakkerne gennem det lave vand mellem Lindholm og Orø. Ved Langø mødte vi nogle sæler, som nysgerrigt fulgte os et stykke af vejen. Fra Lindholm kom vi lidt for tæt på Rønø, og Kristian havde da også en ret voldsom grundstødning, men det gav ikke alvorlige problemer med kajakken. Da vi nåede tilbage til Hammer Bakke, fik vi hurtigt pakket sammen og klædt om, og så sluttede vi turen af med kaffen og mere kage.
Kristian i afslappet stil.

Turen: Rundt om Orø fra Hammer Bakke.
Dato: 6 november.
Deltagere: Kim, Kristian, Finn, Jens og jeg.
Turens længde: 22 kilometer.
Vejret: Ganske lidt sol, ellers overskyet, med meget svag vind på 1 - 2 m/s fra østlige retninger.
Temperaturerne: Luften var blot 5 grader og vandet 8 grader.

Ingen kommentarer: