onsdag den 10. juni 2020

Skovbroen til Tørslev Hage

Med let vind fra nordlige retninger, så er turmulighederne ikke så mange. Da vi kom til Skovbroen, vurderede vi situationen, da vi syntes, at vinden var lige kraftig nok, og da vinden ville tiltage op ad dagen, måtte vi lige overveje situationen. Resultatet blev, at vi gjorde os klar til at ro mod Østby i medstrøm og modvind, men meget svag. Ved Østby skulle vi så tage en ny beslutning, om vi skulle vende og ro mod Klinten ved Møllekrogen eller fortsætte mod Tørslev Hage, vinden var godt nok imod os, men ikke så kraftig at det var nødvendigt at ændre på turen, så vi fortsatte mod Tørslev Hage. Specielt omkring Kølholm kunne vi opleve adskillige svaner med nye svaneunger og meget aggressive forældre, som ikke ønskede os for tæt på ungerne. Jens blev fulgt godt på vej ud på fjorden af en svane, som synes han var kommet lidt for tæt på. Vi vendte lige før Kronprinsesse Marys Bro og roede tilbage til Skuldelev Strand for at nyde frokosten der. Det blev en god lang frokostpause med wienerbrød, som Kristian havde medbragt. Tilbage i kajakkerne var turen tilbage til Skovbroen i medstrøm og medvind, så det var bare om at følge bølgerne, så armene skulle bruges så lidt som muligt. Tilbage ved Skovbroen fik vi pakket sammen. Da jeg vendte bilen ude for enden af Skovbroen, gik den i stykker og ville ikke længere, med en defekt kobling. Med rovennernes hjælp fik jeg skubbet bilen et stykke ind på Skovbroen, hvor den senere blev hentet af SOS-vejhjælp, og Finn sørgede for, at jeg og traileren kom hjem. Super god hjælp fra kajakvennerne efter en meget fin tur på Roskilde Fjord.
Klar til afgang fra Skovbroen.
Svanemor med sin nyudklækkede unge.
Af sted mod Skovbroen.

Turen: Skovbroen til Tørslev Hage og retur.
Dato: 10. juni.
Deltagere: Jakob, Kim. Kristian, Finn, Flemming, Jens og jeg.
Turens længde: 18 kilometer.
Vejret: Delvis overskyet, men en del sol og vind fra nordlige retninger 3 - 5 m/s.
Temperaturer: Både luft og vand var 18 grader.

Ingen kommentarer: