onsdag den 25. marts 2015

Æggekagetur

Så er jeg klar igen efter 2 uger på Kap Verde, glimrende ferie, men der var for koldt og blæsende, så det var ikke som de forgående fire gange.

Stranden inde i Santa Maria på Sal.

I går aftes var jeg på vandet til redningsøvelser med Havkajakroer 2 holdet, jeg var ikke ret forberedt på, at jeg skulle ud og plaske i det kolde vand. Vi startede med at lave lidt bugsering med den sædvanlige kritik af mit bugseringesudstyr. Ved Hørby øvede vi redninger, og det gik ok, men  heller ikke bedre. Det var ret koldt, men ikke helt så koldt, som jeg forventede. Under turen tilbage til Holbæk skulle vi fylde vand i kajakken og så ro baglæns tilbage, det var godt nok ikke særligt nemt. Vi brugte et par timer på øvelserne. Og så var det ellers om at komme hjem og få tørret tørdragten til onsdagsturen.

Onsdagsturen udgik fra Vellerup Vig, og så roede vi til pandekagestedet eller rettere til Sømer Skov, hvor vi lagde ind for frokost. Først skulle Palle dog lige lave et lille overraskelsesnummer med Jens. Jens har fået Palle til at hente en ny grønlandsåre hos OKK-Center, men Palle havde snittet en åre i trykimprægneret træ, som mindede om den åre Jens havde bestilt, der var både logo m.m. på åren, så umiddelbar så den fin ud ved første øjekast, men da den blev pakket ud, var det en meget simpel åre. Jens så ikke helt så begejstret ud som ventet, smilet var lidt stivnet. Da det gik op for ham, at Palle tog gas på ham, kom smilet frem. Jens har aldrig troet, at han skulle ro med åre. Han var dog ret begejstret for resultatet efter roturen. Vi nød meget at se Jens' skuffelse over en åre i trykimprægneret træ - det er vist heller ikke set før.

Jens pakker sin nye gadget-åre i trykimprægneret træ ud.
Begejstringen var ikke ret stor, men så kom den rigtige frem.

 Det var meget stille og lavvandet, så det var lidt besværligt i Vellerup Vig og rundt om pynten, men ingen af os stødte på de mange sten. Vi fulgte kysten forbi Vellerup Sommerby, Hammergården og frem til Hammer Bakke. Vejret var meget fint, og det var som om, solen prøvede at sende sine behagelige stråler ned til os. Vi fulgte kysten forbi Rendebæk til starten af Sømer Skov, hvor vi lagde ind for frokost, der var ikke kommet mere vand i fjorden og ved Sømer Skov er der i forvejen meget lidt vand over stenene. Planen var, at vi hver skulle frembringe en æggekage til frokost, så vi gik hurtigt i gang med at lave frokosten, og det var ret spændende, hvad der skulle give æggekagen lidt liv.


Der blev fremstillet adskillige æggekager, og Palle og Jens afsluttede med at lave nogle pandekager, Jens rystede  en flaske, hvor hætten ikke sad fast, så han oplevede også et lille bad i pandekagedej. Efter frokosten drak vi kaffe, og Søren havde dejlig svampet kage med. Derefter gik vi en lille tur.

Klar til afgang fra Sømer Skov.

Tilbage ved kajakkerne kunne vi konstatere, at højvandet var sat ind, og vores kajakker var ved at få vand under kølen og forlade kysten, Vi fik hurtigt pakket og så af sted mod Vellerup, det blev en meget fin tur. Ved Vellerup kunne vi mærke, at vinden var blevet ret kraftig fra øst, ikke noget vi havde bemærket, før vi roede ind i vigen. Efter at have pakket sammen drak vi kaffe, inden vi kørte hjem. Vi fik også lige besøg af en kajakroer, som ville høre lidt om vores roning.

Turen: Vellerup Vig - Sømer Skov og retur.
Dato: 25. marts, 2015.
Deltagere: Torben, Jakob, Kim, Jens, Peter, Palle, Søren  og jeg.
Turens længde: 15,7 kilometer.
Vejret: i starten svag vind fra øst stigende til jævn vind fra øst, lide sol gennem skydækket.
Temperaturerne: Luften var 6 grader og vandet knap 5 grader.



onsdag den 25. februar 2015

Fødselsdag på Roskilde Fjord

Nu er det sådan, at det var ikke Roskilde Fjord, der havde fødselsdag, men undertegnede, og falder sådan en dag på en onsdag, så kan man ikke svigte rovennerne, og slet ikke, når det passer bedst at udsætte fejringen til fredag. I min alder skal man ellers passe på med at udsætte noget, og da slet ikke en fødselsdag. Vi var klar lidt i ti, men så havde Benny også glemt sin termokande, så vi fik atter en gang lov at vente.



Vi kom fint af sted og roede i modvind til Lyndby. Rovennerne havde flag på kajakkerne for at markere dagen og gøre den lidt festlig. Vinden var omkring 7 m/s, så der skulle lægges lidt kræfter i for at komme op i fart, et par af flagene kollapsede i vinden. Vi fulgtes nogenlunde ad, men stadig ingen ros for at alle ror inden for råbeafstand. Da vi kom til det lille gule hus, lagde fortroppen ind, men vi forsatte til bådlauget, hvor der var mere læ og noget nemmere at lægge ind. Der blev hurtigt arrangeret borde og bænksæt til frokosten. Rovennerne havde dejligt smørebrød med, og Vibeke havde bagt boller og kage til den efterfølgende kaffe, så der blev holdt rigtig fødselsdagsfrokost i naturen. Vi hyggede og nød mad, boller og kage, gik en tur i området, inden vi ryddede op efter os og pakkede kajakkerne igen.




Vinden havde mistet lidt af styrken, så vi nød turen tilbage til Møllekrogen i den lette medvind. Tilbage ved Møllekrogen fik vi hurtigt pakket sammen, og så sluttede vi turen med en kop kaffe. Den måtte drikkes uden kage, da der var spist op. Det var en dejlig fødselsdag sammen med rovennerne. STOR tak fordi I gjorde dagen så festlig.

Turen: Møllekrogen til Lyndby og retur.
Deltagere: Torben, Jakob, Elgjægeren, Benny, Stig, Erik, Palle, Jan og jeg.
Turens længde: 15,8 kilometer.
Vejret: Lettere overskyet med enkelte solstrejf, vind fra sydlige retninger 7 - 5 m/s.
Temperaturerne: Luften 4 - 5 grader og vandet 3 grader (det går den rigtige vej).



onsdag den 18. februar 2015

Sol, vind og elleve på kajaktur

Det gode vejr havde i dag lokket elleve kajakker på vandet. Vi satte ud fra Skuldelev Strand og satte kursen mod Selsø Hage. Med lidt modvind og modsol havde vi en meget flot tur sydover. Solen var så kraftig, absolut ikke generende, at jeg måtte have solbriller på og det må vel siges at være en spæd start på lidt varmere vejr og at foråret nærmer sig. Den har ellers ikke gjort megen væsen af sig på det sidste. Der var lidt højvande, så der var nemt at komme frem. Vi fulgte kysten i passende afstand, så meget forår var det nu heller ikke at det er sommerroning. Det er en af de strækninger vi ofte ror, når vinden kommer fra vestlige retninger, så vi kender forholdene. Vi rundede Selsø Hage inden vi lagde ind i læ for at nyde frokoste.



Da vi lagde ind, blev der ringet fra DR efter Thomas, han tog det nu meget roligt, men skulle dog skynde sig tilbage, så på turen tilbage til Skuldelev var vi blot ti kajakker. Efter frokosten bød Jens på et større udvalg af lækkert wienerbrød og et udvalg af kager. Efter frokost, kaffe og kage gik vi en lille tur på Selsø Hage. Tilbage i kajakkerne roede vi tilbage til Skuldelev i absolut roligt tempo.


Det er desværre sådan, at når vi er flere end otte på ture, kan det være svært at holde samme og ro i kommunikationsafstand, man holder vi bare sammen i mindre grupper, så er der intet sikkerhedsproblem. Denne tur skal ikke have ros for at vi holdt sammen. Det blæste ret meget op under turen tilbage, så ved de åbne stykker havde vi en del kold vind ind skråt bagfra. Vi kom til Skuldelev i spredt orden, fik hurtigt pakket sammen og klædt om og så sluttede vi turen som vi plejede med en kop kaffe og resterne fra kagebordet.

Turen: Skuldelev Strand til Selsø Hage og retur.
Dato: 18. februar.
Deltagere: Torben, Elgjægeren, Jakob, Benny, Jan, Palle, Jens, Thomas, Erik, Dan og jeg.
Dan var med som Elgjægerens gæst.
Turens længde: 16 kilometer.
Vejret: En hel del sol til efter frokostpausen og vind fra sydvest ca. 5 til 6 m/s.
Temperaturerne: Luften var 5 grader og vandet blot 3 grader.


onsdag den 11. februar 2015

Langs Inderbredningen

I går havde vi det mest fantastiske solskin, og i dag var skygardinerne trukket for, og temperaturen faldet med ca. 5 grader. Det kan nu ikke stoppe onsdagsturen, så 8 havde meldt sig, men Erik meldte afbud, igen, igen, igen, så vi var syv, der lagde ud fra stranden ved Munkholmbroen. Der var lidt is langs kysten, så vi startede med at bryde isen og kom ud på klart vand efter ca. 5 meter.

Masser af tynd nyis i Tempelkrogen.

Derefter roede vi i læ for vestenvinden og havde således en flot tur i læ langs kysten. Vi måtte dog ro noget ind og ud, da bundforholdene ikke følger kystlinjen. Ved Søminen var bedsteforældre med børnebørn ved stranden for at nyde det fine vejr; dejligt at se. Det er vel nok også et af de fineste steder at lade turen gå til - også om vinteren. Efter Søminen kunne vi opleve en enlig sæl, der var lige så nysgerrig som os. Efter et par neddykninger forsvandt den, den havde ikke i sinde at følge os på turen op til Kirsebærholmen.

Lille sæl i vandet der, hvor skal do hen.

Vi vendte, da vi kom til den store muslingebanke ved Kirsebærholmen, og så var der let rygvind tilbage til Søminen. Vi gik i land og nød frokosten i læ og med den flotte udsigt over Inderbredningen. Palle havde dejligt wienerbrød fra Kagekassen med til kaffen Efter kaffen gik vi en tur rundt om de flotte gamle bygninger.

Winerbrød fra "Kagekassen".

Elgjægeren fandt et klenodie fra fortiden, Et gammelt toilet, som han lige skulle prøvesidde. Søminen emmer af skøn historie, og det kan godt være svært at forestille sig, hvordan det har været at arbejde her i trediverne.

Taler for sig selv.

Tilbage ved kajakkerne skulle vi lige have lidt mere varme i benene. Palle tændte for varmelegemerne i sine støvler, vi andre måtte bare gå fødderne varme, inden de skulle ned i kajakkerne igen.

Så er der tændt for varmen til fødderne.

Da vi skulle fra land, lagde en enlig kajakroer ind ved Søminen, han havde ikke lyst til at følges med os og roede i lige linie mod Ejby eller Munkholmbroen. Han er en af de mange, som ville have stor glæde af Jespers foredrag om kulde og hypotermi, for han havde da slet ikke respekt for det kolde vand. Efter Eriksholm-skoven kunne vi mærke, at vinden var gået om i sydvest, så vi fik lidt modvind den sidste kilometer mod Munkholmbroen, en ret kold modvind. Da vi skulle til land, havde pålandsvinden gjort, at en del drivis havde lagt sig langs kysten, så vi startede en flot tur langs Inderbredningen i tynd nyis og sluttede turen i let pak- eller grødis.

Masser af grødis langs stranden.

Tilbage ved bilerne sluttede vi med en kop kaffe til resterne af Palles winerbrød ved "klubhuset".

Afslutning på en god tur ved "klubhuset".

Turen: Munkholmbroen til Kirsebærholmen og retur.
Deltagere: Torben, Elgjægeren, Jakob, Jens, Jan, Palle og jeg.
Turens længde: 17 kilometer.
Vejret: Overskyet og klart med svag vind fra vest til sydvest ca. 3 m/s.
Temperaturerne: Luften var 3 plusgrader og vandet 0 grader.




onsdag den 4. februar 2015

På vandet igen

Efter 3 ugers ferie i Spanien er jeg atter tilbage i det kolde Danmark. Onsdagsturen udgik fra Møllekrogen med Selsø Hage som pausested. Det var en grå, tør, men absolut ikke kedelig dag. Tørdragten strammede visse steder, men jeg kunne da komme ned i kajakken. Vi var på vandet lidt i 10, og så fulgte vi kysten langs Klinten, som stod meget flot i den lette sne. Vinden var der ikke ret meget af, så det blev en skøn tur frem til løbet mellem Skovbroen og Eskildsø. Vi skulle da lige hen at se, hvor meget strøm der var, men det så ud som om, at den var ved at vende, så vi roede ind i bugten og gjorde klar til frokosten.



Vi skulle ud at gå lidt inden frokosten. Vi kom forbi jagthytten, hvor vi mødte en af de kvindelige jægere til hytten, som var på tur med hunden, den nød at komme ud i sneen. Hun bød os velkommen, og vi var også velkomne til at benytte jagthytten, når vi kom ud på Selsø Hage. Hun viste os lige hvor højt vandet stod under stormen Bodil i december 2013, men de havde også haft en mindre oversvømmelse i år, så de ligger smukt, men også meget udsat. Dejligt at møde den slags mennesker som er imødekommende. Vi gik tilbage til madpakkerne og nød frokosten. Jens havde kage med, da han er ved at eksperimentere med elektrisk opvarmede såler, ja, der skal ikke meget til, før der er kage på "bordet".  Han var ikke tilfreds med effekten i sålerne, så han skal nok eksperimentere med batterierne, men vi var meget tilfredse med kagerne. Efter frokosten gik vi atter en lille tur, så vi fik varmen tilbage i benene. Derefter satte vi ud og roede tilbage til Møllekrogen. Vi havde medvind det meste af vejen, så vi rigtig kunne nyde den flotte natur.




Det var ikke så lang en tur, da det var koldt, men så tager omklædningen ikke ret lang tid. Det var så koldt om fingrene, at det var svært at knappe skjorten. Vi sluttede atter med kaffe og resterne fra kagebordet. Det var meget  fint at lægge ud med en ikke så lang tur, efter 3 ugers pause.

Turen: Møllekrogen til Skovbroen og retur.
Deltagere: Torben, Jakob, Jens, Jan, Palle og jeg.
Turens længde: 14.4 kilometer.
Vejret: Gråvejr, svag vind fra nordlige retninger.
Temperaturerne: Luften var -2 grader og vandet 0 grader.



onsdag den 7. januar 2015

Årets første tur

Jeg var godt nok på vandet den 2. og 3. januar, men det var til tekniktræning, så første onsdag i 2015 var i dag. Vejrudsigten var fantastisk, så det blev en tur fra Møllekrogen til Lyndby og retur med frokostpausen ved "Det lille gule hus", som  efterhånden er blevet lidt falmet. Det venter tilsyneladende også på foråret og lidt istandsættelse. Vi var klar i kajakkerne lidt i ti, da Thomas svingede ind på pladsen, men han var også i kajakken klokken 10.00. Der var ikke mange skyer på himlen, vinden var svag, så det var fantastisk at komme ud på den første tur i 2015. Det var ret lavvandet i Roskilde Fjord, så de mange sten lå betænkeligt tæt på kajakken, men vi undgik den helt store kontakt med dem. Havørnene så vi ikke, men der var adskillige fiskehejre langs kysten, lige som svanefamilien med de syv unger også var på fjorden i dag, og det ud som om, de trives fint.



Vi lagde traditionen tro ind i Lyndby havn for lige at markere, at vi har været der, derefter roede vi tilbage til "Det lille gule hus", hvor vi nød frokosten i flot solskin. Palle havde købt wienerbrød til kaffen, så 2015 kom standsmæssigt i gang.



Inden vi satte os tilbage i kajakkerne, gik vi en lille tur i området, hvor vi betragtede det store vikingeskib ved bådlauget. derefter gik det i roligt tempo tilbage mod Møllekrogen, så vi var først tilbage ved 15-tiden efter en fantastisk debut på 2015. Vi sluttede af med en kop kaffe til resterne af Palles kage.


Turen: Møllekrogen til Lyndby og retur.
Dato: 7.januar, 2015.
Deltagere: Torben, Jakob, Kim, Palle, Jens, Thomas, Jan og jeg.
Turens længde: 18,1 kilometer.
Vejret: Sol fra en næsten skyfri himmel, vind fra sydvest ca. 4 m/s.
Temperaturerne: 3 grader på begge sider af vandoverfladen.



tirsdag den 30. december 2014

2014




Jeg skulle have været på den sidste tur i år, men der er for meget grødis på fjorden, så vi blev på land.
2014 har været er fint kajakår, knap 1200 kilometer på 47 ture er ikke værst, når jeg også har holdt to lange ferier til henholdsvis Toscana og Hawaii. Det har specielt været godt med nogle nye og spændende ture. Først var der turen fra Vordingborg til Kalvehave, som var en fantastisk tur der oversteg turene til det Sydfynske Øhav, selv om jeg havde glemt teltstængerne. Området var både mere afvekslende og så var naturen helt fantastisk. Forårsturen til Blekinge var også en fantastisk tur, Skjern Å var en super oplevelse, imponerende Sct. Anna og turen fra Havnsø til Saltbæk Vig. Den sidste var et skoleeksempel på, at jeg skal have kort med, når jeg er ude i mindre kendt farvand, fordi vi lagde ind få hundrede meter før pynten til Saltbæk Vig. Ellers har året budt på mange ture i kendt farvand. Jeg kan så glæde mig til de ture jeg ikke fik roet i 2014, som ligger og venter på det kommende år. Jeg har allerede en plan for 2015, som omhandler ture til Misterhult, Hven, Kullen, Stevns Klint, udvide turen fra Vordingborg og så ro rundt om Sjællands Odde. Det må der blive plads til i det kommende år.


Godt nytår til alle som kigger med.

torsdag den 4. december 2014

Næsten Saltbæk Vig

Da vi skulle aftale, hvor torsdagens madpakketur med Holbæk Kajak Klub skulle gå hen, var der flere muligheder. Det var koldt, næsten vindstille, men ingen sol, så valget faldt på en tur fra Havnsø, forbi Stold med alle sælerne og så langs Vesterlyng mod Saltbæk Vig. Om det var fordi, sidste madpakketur til Nekselø var så inspirerende, at turen til området skulle gentages, ved jeg ikke. Det er en tur, jeg aldrig har roet før, men en tur jeg har haft i tankerne flere gange. Vi satte ud fra det sædvanlige sted i Havnsø, det var meget lavvandet, så vi skulle passe på de mange sten frem til revet ved Stold, vi undgik heldigvis at ramme de mange sten. Vi havde ikke roet ret længe, før vi kunne se rigtig mange sæler ude på stenene, og snart lå de rundt om os. Vi lå et stykke tid og nød synet af sælerne. Vesterlyng er en 180 graders bugt, så vi roede konstant mod land, selv om vi fulgte kysten. Inde på land kunne vi se flere, som var ude at lufte hunde, og kvæget gik stadig i området. Fire -  fem sæler fulgte med os under hele turen, og når vi lå og kiggede på sælerne, kom de tættere på. Hvis vi havde roet et par kilometer længere, var vi roet ind i Saltbæk Vig, men det var passende at vende her, for vi skulle også tilbage igen.



Efter 8 kilometer kiggede vi efter et passende sted at nyde frokosten. Det var ikke svært at finde et godt sted på den flotte kyst, og der var fint læ til frokosten. Det med vinden holdt ikke helt, der kom en let, men meget kold vind fra nordøst, så vi skulle forberede os på at ro i modvind på turen tilbage.



Efter frokosten kiggede vi lidt på området, dels for at se, hvor vi var, og dels for at få lidt varme i benene. Vi var ikke helt klar over, hvor tæt på Saltbæk Vig vi var, da vi ikke havde kort med over området - det lå i min bil. Så skulle vi tilbage til Havnsø i modvind og sidevind. Sælerne have opgivet os og var formentlig svømmet tilbage til Stold. På god afstand kunne vi se, at der var en, som var ude at bade med sin hund ved Vesterlyng. Det var ikke en af de hurtige dukkerter, men en god lang tur på ca. 5 minutter i vandet. Vi sad lunt og tørt i kajakkerne, men vinden var ekstrem kold, så det har været meget koldt at bade på denne årstid.

Vinterbader på Vesterlyng.

Vi passerede revet ved Stold, hvor sælerne hurtigt gled i vandet, da vi nærmede os, men vi ventede ikke på, at sælerne skulle komme hen til os. Tilbage ved stranden i Havnsø fik vi hurtigt pakket sammen, men omklædningen til almindeligt tøj sprang vi over og kørte tilbage til klubben i tørdragterne. Det var en meget fin tur langs Vesterlyng, hvor vi ikke har været før.

Turen: Havnsø og til næsten Saltbæk Vig og retur.
Deltagerne: Lisbeth, Hans og jeg.
Turens længde: Min GPS, 16,8 kilometer Hanses GPS 18,6 kilometer???..
Vejret: Svag kold vind fra nordøst ca. 3 m/s. overskyet.
Temperaturerne: Luften var ca. 5 grader og vandet 4 grader.




onsdag den 3. december 2014

Æbleskiver og gløgg

Så kom Elgjægeren med igen. Jeg troede faktisk ikke, at han orkede at ro med os, men nu er han atter med på vandet, og det gik rigtig godt, så det var en dejlig oplevelse, at have ham med igen, han er nok noget af det sejeste, jeg kender.


Vi satte ud fra Møllekrogen og roede til Eskildsø eller rettere til Vesterløb, hvor vi lige skulle se om Eskildsø var stedet for frokosten, men her luftede det en del, så vi roede tilbage til vestsiden af Selsø Hage for frokostpause. Vi fik dog leget lidt i strømmen, som var meget kraftig i løbet. Vi kunne løseligt måle vandets hastighed til 4 km/t., så det var sjovt at lege lidt i strømløbet.


Efter frokosten skulle vi have gløgg og æbleskiver. Jan stod for gløggen, og Torben bagte eller rettere varmede æbleskiver på sin nye bageovn, og på den måde fik vi markeret, at vi er inde i december. Både gløgg og æbleskiver var fantastiske her ude i naturen. Efter den oplevelse gik vi en tur i området for at få lidt af varmen tilbage i kroppen.

Æbleskiver på Trangia.

Der blev lavet gløgg på to Trangiaer. 



Tilbage i kajakkerne holdt vi en fin hastighed tilbage til Møllekrogen. Det var en kold, men fin vintertur, selv om vinden var meget svag. Stor tak til Torben for æbleskiver og Jan for gløgg.

Turen: Møllekrogen til Eskildsø og retur.
Deltagere: Torben, Elgjægeren, Jakob, Kim, Stig, Palle, Jens, Jan og jeg.
Turens længde 15,6 kilometer.
Vejren: Overskyet med meget svag vind fra nordøst ca. 2-3 m/s.
Temperaturerne: Luften 3 grader og vandet 5 grader.