torsdag den 15. september 2016

Tre dage på Isefjorden

Vi var otte kajakker, som tog en tur over tre dage på Isefjorden med planlagt base ved Kongsøre. Vi lagde ud fra klubben i flot solskin fra en skyfri himmel og med vind fra sydøst på ca. 5 m/s. Vi roede således i læ frem til Kirsebærholmen, fra Kirsebærholmen og mod Lammefjorden var der lidt medvind og dermed også lidt bølger.


Det var til med højvande, så vi kunne ro hen over revet ved "Marsmanden". Hans fulgte med os til lidt efter Marsmanden, hvor han vendte for at ro tilbage i modbølger, så det blev en lidt hård tur. Snart blev der ytret ønske om kaffepause og selvfølgelig skal vi have en kaffepause, men først når vi er kommet ind i Lammefjorden. Vi lagde ind ved Løserup Strand, hvor vi kunne sidde lidt højt, i læ for vinden, nyde kaffen og udsigten mod Kongsøre.


Efter en kort kaffepause fortsatte vi ind i Lammefjorden, hvor det var planen, at vi skulle holde frokostpause inde ved Audebo, men sidevinden gjorde, at vi ændrede planen og lagde ind ved Tobjerg, hvor vi fandt et godt sted til pausen, flere beboere kom forbi for at bade i Lammefjorden. Efter frokostpausen roede vi tilbage til Kisserup, hvor vi krydsede over med korteste kryds mod Kongsøre Næbbe, et kryds, som var totalt uproblematisk.


Vi fulgte kysten frem mod lejrpladserne. På nettet kunne jeg se, at "Grusgraven Syd" var optaget af 175 personer, hvilket jeg havde på fornemmelsen, var lidt af en joke, så vi var spændte på, om der overhovedet var nogen på lejrpladsen. Det viste sig, at bookningen var rigtig, og at Tølløse Slots Efterskole var på lejrtur med ca. 175 elever og ledere. Så for at få lidt nattero fortsatte vi til den frie lejrplads nord for Sandskredet, da sådan en flok nok kan give lidt støj. Det viste sig imidlertid, at der også er andre, der kan larme om natten.

Midt i en Natoøvelse.
Vi fik lavet en god lejr, bredte os lidt og havde den mest fantastiske udsigt over Isefjorden, freden var imidlertid kort, da det snart viste sig, at Frømandskorpset var i gang med en større Natoøvelse, hvor der medvirkede både skibe og helikoptere, og det virkede som om vi lå lige i centrum af øvelsen. Hvad øvelsen gik ud på, var ikke til at se, men det var spændende at kigge på. Om aftenen fløj helikopterne uden lys og lanterner langs strandkanten og meget lavt, vel nok omkring 6 - 8 meter over vandet og med en uhyggelig hastighed, hvilket betød at de formentlig overdøvede det, en flok efterskoleelever kan give af larm. De fløj så lavt, at vi kunne vinke til soldaterne i lugerne på helikopterne, og de vinkede naturligvis igen. Øvelsen sluttede først ved midnatstid. Vi nød trods larmen, fuldmånen over Kyndbyværket og derefter det fine bål på lejrpladsen.

Næsten fuldmåne.

Solopgang over Kyndbyværket.

Vi stod op ved sekstiden, nød den fantastiske solopgang, og at vinden var aftaget til et par sekundmeter. Vi kom hurtigt i gang med morgenmaden, mens frømændene var ude på deres morgenløbetur i skoven, de hilste og beklagede nattestøjen. Dagen skulle bruges på en tur til Nykøbing. Toiletterne ved Sandskredet var ikke til at benytte, da der var stor kø ved toiletterne, og så var de ikke for sarte kajakroere, blot er par timer efter, der havde været rengøring, så det blev i skoven med graveskeen, for dem som ikke kunne holde sig. Ufatteligt at lederne ikke sendte et par elever hen for at rydde lidt op. Vi kom hurtigt på vandet og fint forbi marinestationen, inden de genoptog øvelsen, vi mødte flere frømænd på deres morgensvømmetur. Vi roede kystnært langs den flotte kyststrækning og ved Unnerud Strand var det tid til lidt formiddagskaffe og nok også et toiletbesøg, men toilettet på pladsen havde samme standard, som ved Sandskredet, så nu var målet endeligt, vi skulle helt ind til Nykøbing.



Vi kom fint af sted igen og fortsatte langs kysten til Nykøbing og lagde ind ved roklubben og fandt hurtigt det vi havde behov for, samt et godt sted til frokosten. Efter frokostpausen var der behov for at gå ind til Aldi for at proviantere. Det blev til en øl og en is, inden vi gik tilbage til kajakkerne. Vi fyldte drikkedunkene med dejligt koldt vand, inden vi tog ud på en lille havnerundfart, før vi satte kursen mod Kongsøre. Vi roede godt ud på fjorden, så vi kunne udnytte den svage modvind til at holde en passende temperatur. Ved Unnerud Strand lagde vi atter ind for en kaffepause, inden det sidste stykke mod lejrpladsen. Vi passerede marinestationen i god afstand, mens der var pause i øvelserne, men selv om vi var godt ude på fjorden var refleksbølgerne betydelige. Det så umiddelbart ud, som om øvelsen var slut. Gunner Seidenfaden var lagt til kaj, og helikopterne stod på landingspladsen, men det viste sig, at de bare samlede kræfter til en ny omgang nattelarm med endnu større og mere larmende helikoptere. Vi nød trods larmen aftenen, nu med øl til maden og derefter flot måneskin over fjorden tilsat lidt morild og derefter et flot bål frem til sengetid.


Øvelsen og larmen sluttede først ved ettiden, så flere havde problemer med nattesøvnen. Torsdag morgen var med en sky foran solen, men snart stod solen atter foran os og gav os en fantastisk dag med næsten vindstille. Vi fik pakket lejren sammen, stuvet kajakkerne og ryddet op efter os. På vandet igen fulgte vi kysten frem til "Næbbekkroen" hvor vi krydsede over til Tuse Næs og videre langs Tuse Næs. Ud for Løserup krydsede vi over til Orø, hvor vi lige ville ro til Børrehoved for at nyde kaffepausen med den fantastiske udsigt over Isefjorden, desuden skulle vi lige se den nye statue af Sørøveren Børre.

Efter kaffepausen fortsatte vi ud til sejlrenden ved Vesterløb og mod "Marsmanden og frem til Bognæs, hvor vi lagde ind for frokostpause. Det blev en god lang frokostpause, inden vi roede de sidste kilometer ind til Holbæk efter en meget fin tur over tre dage på Isefjorden.



Turen: Holbæk - Kongsøre - Nykøbing og retur.
Dato: Fra tirsdag den 13. til torsdag den 15.
Deltagere: Grethe, Birgit, Inger, Marianne, Lizza, Michael, Søren og jeg.
Turens længde: 65,8 kilometer.
Vejret: Tirsdagen bød på sol fra en skyfrihimmel vind fra sydøst på 4 - 5 m/s, Onsdag og torsdag var vinden faldende til ca. 1 m/s og masser af sol.
Temperaturer: Luften var 24 - 26 grader og vandet ca. 20 grader.


Ingen kommentarer: