torsdag den 8. september 2016

Til Munkholmbroen og retur

Grethe kom med et godt forslag til madpakketuren denne torsdag, vi skulle ro turen til Munkholmbroen, da den tur vil passe godt til vejret. Sol fra en skyfri himmel, svag vin og temperatur på ca. 24 grader. Så vi roede 9 kajakker af sted på en spejlblank fjord. Det er ret sjældent, at vejret er så fint og så er vi i september. Da vi havde rundet Kirsebærholmen kunne vi opleve et par marsvin ude ved sejlrenden, de nød formentlig vejret lige så meget som os. Da vi kom til Søminestationen blev vi ret hurtigt enige om, at det var gået hen og blevet kaffetid, så vi lagde ind og så satte vi os ude på resterne af molen og nød omgivelserne, kaffe med kage til. Pausen var kort og så var vi af sted igen og lige som vi kom ind under land efter kaffepausen oplevede vi en stor havørn, som kom svævende hen over os i trætophøjde, sikke en oplevelse. Vi kunne også mærke, at der kom lidt mere vind fra sydøst. Vinden var vel efterhånden kommet op omkring 2 - 3 m/s, så det var meget svag vind. Ved Munkholmbroen kunne vi se arbejdet med vedligeholdelsen, og vi kunne se, at vejbanen var hullet som en si og der blev arbejdet ihærdigt med at få den repareret. Det bliver spændende at se, om den bliver færdig til november, eller det først bliver en gang til foråret. Vi roede under broen i håb om at vi ikke fik dele af broen ned over os.


Vi lagde ind ved ishuset på holbæksiden og nød frokosten oppe ved ishuset. Det blev en god lang frokostpause med Grethes æblekage til kaffen. Da frokostpausen var slut fortsatte vi mod Holbæk, vindet var taget til så vi havde god medvind under turen tilbage. Det var et godt turforslag og det blev en meget fin madpakketur.

Turen: Kajakklubben til Munkholmbroen og retur.
Dato: 8. september.
Deltagere: Grethe, Lisbeth, Inger, Marianne, Lotte, Per, Arne, Michael og jeg.
Turens længde: 23,8 kilometer.
Vejret: Sol fra en skyfri himmel, vind fra sydøst 2 - 5 m/s.
Temperaturerne: Luften 24 grader og vandet ca. 20 grader.


Ingen kommentarer: