lørdag den 21. september 2024

Lørdagstur til Orø Havn

Turen: Holbæk Kajak Klub til Orø Havn og retur via Bognæs
Dato: 21. september
Deltagere: Hanne, Lotte og jeg.
Turens længde: 14 kilometer.
Vejret: Flot eftersommervejr med sol fra en skyfri himmel og 0 vind.
Temperaturerne: Luften 24 grader og vandet 18 grader.

Dejlig eftermiddagstur i godt selskab med Hanne og Lotte.

onsdag den 18. september 2024

Vellerup Vig til Kyndby Huse

Turen: Vellerup Vig til Kyndby Huse og retur.
Dato: 18. september.
Deltagere: Vibeke og Jørgen, Kim, Jens, Finn og jeg.
Turens længde 22 kilometer.
Vejret: Dagen startede med tæt tåge og sluttede i sol og svag vind fra nord.
Temperaturerne: Vandet 18 grader og luften 20 grader.

Da jeg ankom til Vellerup Vig, hvor vi skulle starte turen var der tæt tåge, så tæt, at jeg ikke kunne se den sydlige kyst i vigen, men det lysnede og inden afgang var der fin sigtbarhed. Vind var der ikke noget af, så fjorden lå flot spejlblank, men med lidt dis, så vi satte ud i roligt tempo mod Kyndby. Vi fulgte kysten i passende afstand, så vi kunne nyde den flotte kyst i formiddagsdis. Da vi kom til Sømer Skov trak vi længere ud og fulgte Kyndby Revet i passende afstand til vi kunne ro over revet. Ude for enden af revet var der en større gruppe sæler, som lå på de store sen og nød, at solen var begyndt at varme. En enkelt havørn lettede også fra revet. Vi kom fint over det stenfyldte rev og roede så ind mod Kyndby Huse, hvor vi gik i land for frokost. Under frokosten kunne vi nyde den flotte udsigt over området og havørnen som svævede over skoven samtidig med at den blev generet af andre store fugle. Vi oplevede også en vandrefalg som mussede lige over os. Det blev en god lang frokostpause med lidt kajakguf til kaffen. fter frokostpausen roede vi tilbage til Vellerup Vig, hvor Kim oplevede to marsvin lige efter Orøfærgen. Det blev en meget flot tur i et fantastisk vejr, og så oplevede vi både sæler, marsvin, havørn og vandrefalk.
Vi satte ud en distet onsdag formiddag.
Kyndby Revet.
Den yderste del af Kyndby Revet, men der er stadig mange sten under vandoverfladen.
Den lille lejrplads kunne godt trænge til lidt kærlighed.
    
Udsigten fra pausestet, et sted der er værd at opleve.
Frokostpause og total afslapning ved Kyndby Huse.






søndag den 15. september 2024

Københavns Havn

Turen: Københavns Havn Sydlig tur.
Dato: 14. september.
Deltagere: Helle, Margit, Hanne, Mette, Lotte Karin, Carsten, Lasse, Per, Claus, Regin og jeg.
Turens længde: 19 kilometer.
Vejret: En del sol, vind fra norg på ca. 5 m/s.
Temperaturerne: Vandet 20 grader og luften 19 grader.

Helle og Carsten havde ønsket en tur rundt i Københavns Sydhavn, og så blev den sat til den 14. september. Der var mange som ville med på turen og en del faldt fra igen. Vi blev alligevel et ret sstort hol på 12 deltagere. Det gør ikke noget i Københavns Havn, hvis deltagerne forstår reglerne for sejlads i havnen. Det var godt nok også i en meget presset weekend, hvor der var fjordstafet om fredagen og så Københavns Havn om lørdagen og Københavns Halvmaraton om søndagen. Vi mødtes allerede klokken 08.00 lørdag morgen, og fik hurtigt pakket trailere og så af sted til Refshalevej ved Christiania. Det kan virke lidt underligt, at vi satte ud i den modsatte ende, men Sydhavnen er ikke så lang en tur, og så skulle det også være en kanaltur. Vi startede med at ro rundt om Frederiksholm og mellem Frederiksholm og Dokøen, så runbdt om Papirøen, hvor der stadig bygges derefter ind i Christianshavns Kanal, kryds af havnen og langs Kalvebod Brygge og direkte ind i Tømmergraven, godt nok med lidt besvær, men vi kom alle diverse rør under broerne. Fra tømmergraven ad kanaler og havnen ind i Frederiksholmløbet inden vi gennem kanaler roede ind i Teglværkshavnen og sluttede via kanaler ved Naturpark Amager for frokost. Der var fælles frokost med Æg og rejer, Hannes kyllingefrikadeller, Hønsesalat, Hjemmelavet leverpostej, Roastbeef  samt tilbehør, og så sluttede vi med hjemmebagt kage, desværre lå severingsudstyret og brødkniv stadig i den ene trailer, men vi blev alle godt mætte. Tilbage i kajakkerne fortsatte vi tilbage til Christianshavn langs den nordlige side af havnen på grund af vinden, så det var godt, at den ikke var kraftigere. Vi sluttede med en tur rundt om Slotsholmen og en smut ind i Nyhavn. Det var en fin tur, men der var nogle af deltagermne, som ikke er vant til at ro sådan et sted. Hvis turen skal gentages, skal det nok være med en infoaften, for at undgå misforsståelser, og at turinformationen inden afgang ikke skal være for lang. 
Frokostsstedet ved Naturpark Amager.
Klar til kryds af havnen.
Stemningsfulde Nyhavn var afslutningen på turen.
Og så sluttede turen rundt i Københavns Sydhavn.


torsdag den 5. september 2024

Lejre Vig

Turen: Lille rundtur på Lejre Vig.
Dato: 4. september.
Deltagere: Bjarne Finn, Jens H. og jeg.
Turens længde: 16 kilometer.
Vejret (Lejre Vig) Sol fra en næsten skyfri himmel og vind fra forskellige retninger.

Da jeg gjorde klar til at køre ned og hente min kajak, stod himmel og jord nærmest ud i et, det tordnede og lynede og så kom der også så meget regn, at det nærmest var et skybrud. Det udsatte afgangen en del, men vejrudsigten lovede, at der nok skulle komme sol efter klokken 9.00, så det var trods alt ok at tage af sted. Kajakken blev sat på bilen, og jeg kom af sted mod Herslev. Ved Munkholmbroen var der ingen regn og ved Gevninge skinnede solen og det så nærmest ud, som de ikke havde fået regn. Ved Herslev Strand var Bjarne allerede kommet og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, bare man ikke kiggede mod vest, for der var stadig regn med lidt lyn og torden. Da vi var samlet gjorde vi os klar til kajakturen Lejre Vig rundt. Der var ikke ret meget vind, så turen langs Agernæs var helt fantastisk med et utal af fasaner, som løb rundt langs stranden og op ad skrænterne. Fasanerne havde lavet en massse stier på skrænterne. Der var masser af fasaner helt ud til spidsen af Agernæs. Hvorfor er der fasaner i Danmark?  Jo, som Bjarne kunne berette. Omkring 1570 forærede Dronning Dorothea sin søn Frederik den II et fasanpar. Kongen hade altid ønsket sig nogle eksotiske fugle at drive jagt på. Kong Frederik den II etablerede et lille fasaneri på Frederiksborg Slot og satte fasanerne ud i Kongelunden for at drive jagt på dem ude i Kongelunden, så fasanerne i Danmark er en eksotisk fugl der oprindelig stammer fra Asien, og indført af Dronning Dorothea. Ja, og sådan er der så meget. Da vi kom til Agernæs roede vi over mellem Langholm og Hyldeholm og derfra mod Lejre Havkajak. Vi fortsatte i passende afstand til kysten forbi Lyndby Havn og Sælstenen, og der efter rundt i den inderste del af vigen. Vi lagde ind ved bådlauget ved Lindenborg for frokost i solskin og fantastisk vejr. Efter frokosten roede vi tilbage til Herslev Strand med en lille afstikker ind i Gevninge Å. Bjarne fortsatte et godt stykke ind i åen og vi andre vendte noget tidligere og nærmest drev tilbage mens vi ventede på Bjarne ekspditionstur på Gevninge Å. Tilbage ved Herslev Strand måtte vi konstatere, at vinden havde vendt sig under hele turen, så vi havde medvind stort set hele strækningen rundt i Lejre Vig. Vi fik hurtigt pakket kajakker og udstyr sammen, og så nød vi en kop kaffe med dejligt hjemmebag til. Det var bare en rigtig skøn tur, selv om optakten var lidt voldsom.
Kystnær roning langs Agernæs med masser af fasaner langs kysten.
Agernæs med begyndende efterårsfarver.
Et stærre gåsetræk mellem Langholm og Hyldeholm.
Sælen på Sælstenen ved Lyndby må nærmest betegnes som verdens grimmeste sæl.
Tilbage mod Herslev Strand.


.

lørdag den 24. august 2024

Fem dage på Bornholm

Turen: Kajakture langs Bornholms kyster.
Dato: Fra 19. til 23. august.
Deltagere: Mette, Lotte, Birgitte, Vibeke og Jørgen, Lene og Finn, Peter, Lasse og jeg
Turens længde 74 kilometer.

Vejret: Dansk sommervejr, dog uden ret meget sol, masser af vind og lidt regn.
Der var problemer med GPSen, så desværre kun de to første ture.

Søndag den 18. august.
Vi mødtes i kajakklubben søndag aften efter Fjordens Dag og fik pakket bagage og kajakker. Vi måtte ikke låne begge trailere, det var måske takken for at bruge 7 dag på, at bygge tre nye bagagekasser i aluminium for klubben, nå men vi kom meget fint af sted til Køge, og kom tidligt ombord på færge. Vi fik alle en køje i sovesalen til sejlturen. Ikke den bedste søvn i de omgivelser, men det var ok med ca. 5 timers søvn.

Mandag den 19.

Vi kom også ret hurtigt ud af færgen og kørte til Cirkel K i Rønne, for at få en kop kaffe inden vi fortsatte til Sannes Familiecamping, hvor vi nød morgenmaden ved stranden. Vibeke og Jørgen var allerede kommet til Bornholm om søndagen. Vind fra nord var der rigeligt af, så planen blev, at det var nok bedst at køre til Hulle Havn og klargjorde til at sætte ud fra starnden og ro til Snogebæk. Bilerne blev kørt til Snogebæk. Lene og Finn var dagens madhold, så deres bil kørte tilbage til Hulle Havn og så ud i Østersøens bølger. Der var god dønninger og rygvind så vi dansede nærmest af sted mod Snogebæk, vi roede en tur ind i Aasdale og Nexø Havn, men kunne ikke komme igennem udløbet i syd, da vandstanden var for høj, så tilbage igen. Nexø Havnebassin er godt 1 km. langt. Frokosten blev indtaget ved den lille Nexø Jollehavn. Efter en god lang frokostpause fortsatte vi turen, men under udsejlingen fra jollehavnen fik Finn beskadiget sit ror på noge betonelementer, og havde derefter voldsmme problemer med at styre kajakken i medvind og medsø. Det betød, at Finne måtte sættes af ved Balka Strand, da han slet ikke havde styr på kajakken. Vi kom fint ind i Snogebæk Havn og hurtigt af sted til Balka Strand og hente Finn og kajakken og så til Hulle Havn og tilbage til campingpladsen. Lene og Finne fremtryllede et fantastisk aftenmåltid, som vi nød uden for ved fælleskøkkenet. Der var i den grad rigeligt med mad, som vi slet ikke kunne spise op. Den første tur blev på 18 kilometer.
Nærmest sort sol af gæs over Nexø.
Vi var rigtig gode til at holde sammen under alle ture.
Dagen sluttede med blå supermåne.

Tirsdag den 20.

Efter en god lang og velfortjent søvn var vi klar til en tur fra Hasle Havn til Sandvig. En bil blev sat ved Sandvig Havn og så af sted til Hasle, hvor vi atter var hurtigt på vandet. Vi startede med at ro ned mod Kultipperne for lige at vurdere vind og bølger. Alle var klar til turen og så roede vi igennem havnen og mod Hammerhavnen med et besøg i alle de små havne langs kysten. Vind og bølger kom far sydlige retninger, så det blev atter en tur med medsø og medvind. Vinden var ret kraftig, men alle var klar til at fortsætte. Det virkede som om, at vinden tog lidt af, da vi kom fri af de store klipper under Hammershus. Ved Hammerhavnen lagde vi ind for at nyde de lækre sandwichs fra Cafeen. Da vi atter kom på vandet igen, var det som om, at vinden var aftagende, men nærmest tvært imod. Det blev en meget hård tur op forbi de store klipper med dønninger og refleksbølger på over en meter, så der blev ikke taget nogen billeder ved de stejle og flotte klipper. Efter klipperne var det fint vand at ro på. Vi rundede Hammerknuden og så var det meget fint vand ind til Sandvig Havn. Turen langs de store klipper ved Hammerknuden fik i den grad flyttet nogle grænser, ingen væltede, og klarede turen meget flot. Tilbage ved campingpladsen frembragte madholdet et fantastisk måltid, som vi nød uden for, men trak ind, da solen gik ned. Dagen tur blev på 19 kilometer.
Efter Sandkås starter de store klipper, her med Hammershus i baggrunden.
Shelterne ved Hammerhavnen.
Så sluttede de store bølger, og alle kunne glæde sig over at alle klarede turen meget flot.

Stilhed efter stormen og bølgerne.
Fyret ude på Hammerknuden.

Onsdag den 21.
Onsdagsvejret var med meget voldsom vind på over 8 m/s., så det blev en dag hvor kajakken fik fred og ro. Vi spiste morgenmaden ved fælleskøkkenet og planlagde en stille dag med besøg på Hammeren Fyr og Krystalsøen. Frokosten bestod af nyrøgede sild fra Gudhjem Røgeri. Efter frokosten kørte vi op til Hammeren Fyr, hvor vi var oppe i fyret og der efter gik vi ned til Krystalsøen og nød udsigten over Opalsøen. Bilerne blev kørt ned til Opalsøen, hvor dem som ikke kørte bilerne gik turen ned fra Krystalsøen. Derefter kørte vi til Sandvig havn for at nyde en lille Kalas is. Efter dagens turist sightseeing kørte vi tilbage til campingpladsen og madholdet gjorde klar til endnu et fantastisk måltid ved fælleskøkkenet bestående af rester fra mandagen og tirsdagen. Det blev et fantastisk måltid selv om det overvejende var af rester fra de foregående dage.

Torsdag den 22.
Torsdagen bød på svag vind fra syd, så vi kørte kajakkerne til Sandvig, hvor vi satte kajakkerne i vandet fra slæbestedet og roede til campingpladsen med besøg i alle havnene under turen. Vi havde problemer med at finde det helt rigtige sted til frokostpausen, så det blev landgang i den lille havn ved Bådsted, hvor der var en lidt besværlig landgang, men et ganske fint sted at holde pause. Da vi kom på vandet igen skulle vi kun have roet nogle få hundrede meter, så kom stedet vi havde planlagt at spise frokost ved. Efter frokost kom vi til Helligdomsklipperne, hvor vi brugte meget til at nyde området og de smukke klipper med besøg i den våde ovn. Efter Hellligdomsklipperne fortsatte vi langs Salene Bugt, Nørresand og Gudhjem havn. Efter Gudhjem havn besøgte vi Melsted Havn, som efterhånden er noget mere tom og knap så spændende. Da vi atter var tilbage ved campingpladsen stod den på badetur for nogle i gruppen og kaffe til resten. Aftensmaden var atter en stor oplevelse, og sidste måltid sluttede med en lækker dessert. Dagens tur var på 24 kilometer.
Helligdomsklipperne.
Kø ved den våde ovn ved Helligdomsklipperne.
Ertholmen på vej ud af Gudhjem Havn.
Dagens ret kylling med grøntsager og salat.
Det er ikke sikker at kagen skæret ligeligt ud.
Fredag den 23.
Fem dage på Bornholm går mega stærkt, og fredagen var desværre også sidste rodag. Vi stod tidligt op, fik noget morgenmad og så pakkede vi vores lejr sammen og læsset biler og trailere. Vinden var svag fra syd, men tiltagende til storm op ad dagen, så vi havde fralandsvind. Heller ikke i dag havde vi brug for solcreme. Vi var alle indstillet på, at vi skulle have den sidste tur på vandet i denne omgang, så vi var på vandet klokken 09.00 og roede en tur til Randkløveskæret og Haralds Havn. En tur hvor vi kunne ro ind mellem de mange klippeskær der er i dette område. Det var ikke muligt at finde et egnet sted at komme i land ved Randkløveskæret, så vi roede tilbage, hvor Randkløveskærene begynder og lagde ind for kaffepause ved en stenstrand, som absolut ikke var kajakvenlig. Tilbage ved campingpladsen, fik vi lagt kajakkerne på biler og trailer, pakket det sidste, spist frokost og slutte af med et bad og tjekket ud. Vi forlod campingpladsen ved tretiden og kørte til Rønne. Færgen havde ikke mange personbiler med, så der var god plads ombord. Vejrudsigten meldte ud om stormvarsel til sejladsen, men ikke noget der var mærkbart på færgen Hammershus. Resten af turen var perfekt, selv om det blæste ret kraftigt.

Færgen var i Køge til tiden og vi var ved kajakklubben ved midnat efter nogle fantastiske dage langs Bornholms kyster, og selv om vejret ikke var optimalt, så fik vi samlet roet 75 kilometer. Sannes Familiecamping var atter vores helt fantastiske base under hele turen.
Turen mellem klipper og skær.
Gennem slugter og skær.
Randkløveskæret.
Det super gode rohold Bornholm 2024.












onsdag den 14. august 2024

Onsdagstur med besøg af Palle på mountainbike

Turen: Hammer Bakke til Bramsejl ved Ejby og retur.
Dato: 14. august.
Deltagere: Jakob, Bjarne, Jens H. Finn og jeg.
Turens længde: 18 kilometer.
Vejret: En del sol og lettere overskyet med vind fra sydøst på 5 m/s.
Temperaturer: Luften 27 grader og vandet 20 grader.
Efter meget lang tids fravær var Jakob atter klar til en tur på vandet. Det var dejligt at se Jakob igen, og det var også spændende at se, hvor hårdt pausen har været ved Jakob. Vi satte ud fra stranden ved Hammer Bakke og roede mod Ejby. Vi havde en del modvind fra Hammer Bakke til vi var forbi Vellerup Vig, hvorefter vi kunne ro i læ af bakkerne, så vi ikke kunne mærke vinden. Så fint nok med modvind, når den ikke sværere at ro i, og så vi fulgtes fint ad til Ejby og til Sejlklubben Bramsejl, hvor vi lagde ind for frokost. I frokost pausen fik vi besøg af Palle, som var på tur med sin mountainbike, som er i noget højere kurs end kajakken. Vi fik en god snak med Palle, så måske er han også tilbage i kajakken en dag. Efter en god lang frokostpause roede vi tilbage til Hammer Bakke i dejlig medvind. Hvis vi kom godt ud fra kysten bar vinden os af sted med hele 5 km/t. uden af have gang i pagajen. Tilbage ved Hammer Bakke fik vi hurtigt hentet biler og pakket sammen, og så sluttede vi onsdagsturen med en kop kaffe, hvor vi delte en snegl i fire små passende stykker til kaffen. En fin onsdagstur, som Jakob klarede fint efter en meget lang pause.
Jakob og Bjarne på vej ud af vindbæltet og ind i et vindstille område.
Jens og Finn er også på vej i et vindstille område.
Bjarne og sælen ved Ejby, det er Bjarne i kajakken.
Hele onsdagsholdet samlet med Palle som gæst.




onsdag den 7. august 2024

Langs nordsiden af Røsnaæ

Turen: Fra Vollerup Strand til Røsnæs Fyr og retur.
Dato: 7. august.
Deltagere: Lene og Finn, Vibeke og Jørgen og jeg.
Turens længde: 27 kilometer.
Vejret: Vind fra syd, tørt og lettere overskyet.
Temperaturerne: Luften 25 grader og vandet 20 grader.
Med vind fra syd er der ikke mange ture i nærområdet vi kan ro, og når der så forventes vindstyrke på 7 m/s, og op mod 10 m/s i vindstødene, så må vi lidt væk fra Hornsherred, så i dag blev det Røsnæs, hvor vi satte ud fra Vollerup Strand og roede til Nyby Havn, hvor vi nød frokosten. Der var lettere overskyet, men solen var der, men ikke så skarp, blot behagelig solrig dag. Der var rigtig mange badegæster ved Nyby Havn, som også nød de sidste feriedage ved vandet. Efter frokost roede vi ud til fyret, hvor vi lige skulle mærke vinden fra syd og bølgerne inden vi roede tilbage til Nyby Hav, hvor det var tanken at holde en lille kaffepause, men det blev til en lang pause med is fra kiosken. Da vi kom på vandet igen oplevede vi et par marsvin uden for havnen, men det var kun ganske kort, og så vi ikke mere til dem. Tilbage ved Vollerup Strand kunne vi se en skypumpe ved Ågerup og samtidig kunne vi mere høre torden i det fjerne, så det var det helt rigtige tidspunkt vi var tilbage efter en god lang flot tur langs en fantastisk flot kyststrækning.
Stor errosion af skrænterne på Røsnæs.
Bølgerne ved Røsnæs Fyr.
Fyret ude på spidsen af Røsnæs.
Flot kyststrækning ved Røsnæs Fyr med læ inde under land.
Skypumpe ved Ågerup.