lørdag den 24. august 2024

Fem dage på Bornholm

Turen: Kajakture langs Bornholms kyster.
Dato: Fra 19. til 23. august.
Deltagere: Mette, Lotte, Birgitte, Vibeke og Jørgen, Lene og Finn, Peter, Lasse og jeg
Turens længde 74 kilometer.

Vejret: Dansk sommervejr, dog uden ret meget sol, masser af vind og lidt regn.
Der var problemer med GPSen, så desværre kun de to første ture.

Søndag den 18. august.
Vi mødtes i kajakklubben søndag aften efter Fjordens Dag og fik pakket bagage og kajakker. Vi måtte ikke låne begge trailere, det var måske takken for at bruge 7 dag på, at bygge tre nye bagagekasser i aluminium for klubben, nå men vi kom meget fint af sted til Køge, og kom tidligt ombord på færge. Vi fik alle en køje i sovesalen til sejlturen. Ikke den bedste søvn i de omgivelser, men det var ok med ca. 5 timers søvn.

Mandag den 19.

Vi kom også ret hurtigt ud af færgen og kørte til Cirkel K i Rønne, for at få en kop kaffe inden vi fortsatte til Sannes Familiecamping, hvor vi nød morgenmaden ved stranden. Vibeke og Jørgen var allerede kommet til Bornholm om søndagen. Vind fra nord var der rigeligt af, så planen blev, at det var nok bedst at køre til Hulle Havn og klargjorde til at sætte ud fra starnden og ro til Snogebæk. Bilerne blev kørt til Snogebæk. Lene og Finn var dagens madhold, så deres bil kørte tilbage til Hulle Havn og så ud i Østersøens bølger. Der var god dønninger og rygvind så vi dansede nærmest af sted mod Snogebæk, vi roede en tur ind i Aasdale og Nexø Havn, men kunne ikke komme igennem udløbet i syd, da vandstanden var for høj, så tilbage igen. Nexø Havnebassin er godt 1 km. langt. Frokosten blev indtaget ved den lille Nexø Jollehavn. Efter en god lang frokostpause fortsatte vi turen, men under udsejlingen fra jollehavnen fik Finn beskadiget sit ror på noge betonelementer, og havde derefter voldsmme problemer med at styre kajakken i medvind og medsø. Det betød, at Finne måtte sættes af ved Balka Strand, da han slet ikke havde styr på kajakken. Vi kom fint ind i Snogebæk Havn og hurtigt af sted til Balka Strand og hente Finn og kajakken og så til Hulle Havn og tilbage til campingpladsen. Lene og Finne fremtryllede et fantastisk aftenmåltid, som vi nød uden for ved fælleskøkkenet. Der var i den grad rigeligt med mad, som vi slet ikke kunne spise op. Den første tur blev på 18 kilometer.
Nærmest sort sol af gæs over Nexø.
Vi var rigtig gode til at holde sammen under alle ture.
Dagen sluttede med blå supermåne.

Tirsdag den 20.

Efter en god lang og velfortjent søvn var vi klar til en tur fra Hasle Havn til Sandvig. En bil blev sat ved Sandvig Havn og så af sted til Hasle, hvor vi atter var hurtigt på vandet. Vi startede med at ro ned mod Kultipperne for lige at vurdere vind og bølger. Alle var klar til turen og så roede vi igennem havnen og mod Hammerhavnen med et besøg i alle de små havne langs kysten. Vind og bølger kom far sydlige retninger, så det blev atter en tur med medsø og medvind. Vinden var ret kraftig, men alle var klar til at fortsætte. Det virkede som om, at vinden tog lidt af, da vi kom fri af de store klipper under Hammershus. Ved Hammerhavnen lagde vi ind for at nyde de lækre sandwichs fra Cafeen. Da vi atter kom på vandet igen, var det som om, at vinden var aftagende, men nærmest tvært imod. Det blev en meget hård tur op forbi de store klipper med dønninger og refleksbølger på over en meter, så der blev ikke taget nogen billeder ved de stejle og flotte klipper. Efter klipperne var det fint vand at ro på. Vi rundede Hammerknuden og så var det meget fint vand ind til Sandvig Havn. Turen langs de store klipper ved Hammerknuden fik i den grad flyttet nogle grænser, ingen væltede, og klarede turen meget flot. Tilbage ved campingpladsen frembragte madholdet et fantastisk måltid, som vi nød uden for, men trak ind, da solen gik ned. Dagen tur blev på 19 kilometer.
Efter Sandkås starter de store klipper, her med Hammershus i baggrunden.
Shelterne ved Hammerhavnen.
Så sluttede de store bølger, og alle kunne glæde sig over at alle klarede turen meget flot.

Stilhed efter stormen og bølgerne.
Fyret ude på Hammerknuden.

Onsdag den 21.
Onsdagsvejret var med meget voldsom vind på over 8 m/s., så det blev en dag hvor kajakken fik fred og ro. Vi spiste morgenmaden ved fælleskøkkenet og planlagde en stille dag med besøg på Hammeren Fyr og Krystalsøen. Frokosten bestod af nyrøgede sild fra Gudhjem Røgeri. Efter frokosten kørte vi op til Hammeren Fyr, hvor vi var oppe i fyret og der efter gik vi ned til Krystalsøen og nød udsigten over Opalsøen. Bilerne blev kørt ned til Opalsøen, hvor dem som ikke kørte bilerne gik turen ned fra Krystalsøen. Derefter kørte vi til Sandvig havn for at nyde en lille Kalas is. Efter dagens turist sightseeing kørte vi tilbage til campingpladsen og madholdet gjorde klar til endnu et fantastisk måltid ved fælleskøkkenet bestående af rester fra mandagen og tirsdagen. Det blev et fantastisk måltid selv om det overvejende var af rester fra de foregående dage.

Torsdag den 22.
Torsdagen bød på svag vind fra syd, så vi kørte kajakkerne til Sandvig, hvor vi satte kajakkerne i vandet fra slæbestedet og roede til campingpladsen med besøg i alle havnene under turen. Vi havde problemer med at finde det helt rigtige sted til frokostpausen, så det blev landgang i den lille havn ved Bådsted, hvor der var en lidt besværlig landgang, men et ganske fint sted at holde pause. Da vi kom på vandet igen skulle vi kun have roet nogle få hundrede meter, så kom stedet vi havde planlagt at spise frokost ved. Efter frokost kom vi til Helligdomsklipperne, hvor vi brugte meget til at nyde området og de smukke klipper med besøg i den våde ovn. Efter Hellligdomsklipperne fortsatte vi langs Salene Bugt, Nørresand og Gudhjem havn. Efter Gudhjem havn besøgte vi Melsted Havn, som efterhånden er noget mere tom og knap så spændende. Da vi atter var tilbage ved campingpladsen stod den på badetur for nogle i gruppen og kaffe til resten. Aftensmaden var atter en stor oplevelse, og sidste måltid sluttede med en lækker dessert. Dagens tur var på 24 kilometer.
Helligdomsklipperne.
Kø ved den våde ovn ved Helligdomsklipperne.
Ertholmen på vej ud af Gudhjem Havn.
Dagens ret kylling med grøntsager og salat.
Det er ikke sikker at kagen skæret ligeligt ud.
Fredag den 23.
Fem dage på Bornholm går mega stærkt, og fredagen var desværre også sidste rodag. Vi stod tidligt op, fik noget morgenmad og så pakkede vi vores lejr sammen og læsset biler og trailere. Vinden var svag fra syd, men tiltagende til storm op ad dagen, så vi havde fralandsvind. Heller ikke i dag havde vi brug for solcreme. Vi var alle indstillet på, at vi skulle have den sidste tur på vandet i denne omgang, så vi var på vandet klokken 09.00 og roede en tur til Randkløveskæret og Haralds Havn. En tur hvor vi kunne ro ind mellem de mange klippeskær der er i dette område. Det var ikke muligt at finde et egnet sted at komme i land ved Randkløveskæret, så vi roede tilbage, hvor Randkløveskærene begynder og lagde ind for kaffepause ved en stenstrand, som absolut ikke var kajakvenlig. Tilbage ved campingpladsen, fik vi lagt kajakkerne på biler og trailer, pakket det sidste, spist frokost og slutte af med et bad og tjekket ud. Vi forlod campingpladsen ved tretiden og kørte til Rønne. Færgen havde ikke mange personbiler med, så der var god plads ombord. Vejrudsigten meldte ud om stormvarsel til sejladsen, men ikke noget der var mærkbart på færgen Hammershus. Resten af turen var perfekt, selv om det blæste ret kraftigt.

Færgen var i Køge til tiden og vi var ved kajakklubben ved midnat efter nogle fantastiske dage langs Bornholms kyster, og selv om vejret ikke var optimalt, så fik vi samlet roet 75 kilometer. Sannes Familiecamping var atter vores helt fantastiske base under hele turen.
Turen mellem klipper og skær.
Gennem slugter og skær.
Randkløveskæret.
Det super gode rohold Bornholm 2024.












Ingen kommentarer: