tirsdag den 23. juli 2019

Tirsdagstur rundt i inderfjorden

Vi er inde i en periode med rigtig flot sommervejr, solen skinner, og vinden er moderat, så det er bare om at komme på vandet, når det er muligt. Natten bød dog på regn, men det er jo bare perfekt med sol om dagen og regn om natten. Tirsdagsturen startede fra flydebroen, Lisbeth skulle prøve en PH Virgo, som klubben overvejer et større indkøb af til svømmehallen. Det var således et perfekt vejr til afprøvning af kajak med bølger både forfra, fra siden og bag fra samt lidt vind, så vi roede tværs over fjorden til Hørby, derefter langs kysten til Tuse Ås udløb, her lå vi og hyggede lidt, mens Peter og Lisbeth byttede kajakker, så Peter også kunne prøve PH kajakken. Derefter i medvind tilbage til klubben. Under turen kunne vi mærke, at vinden tog til, så det tog ikke ret lang tid at komme fra Tuse Å til Holbæk Havn. En enkelt motorbåd kendte ikke ret meget til vigereglerne, da vi skulle passere den gamle havn, så vi stoppede op og lod ham passere, selvom det var ham, der skulle vige. eller sejle bag om os. Tilbage i Annekshavnen skulle Lisbeth og Peter lige prøve om Virgo var til at rulle i. En fin tur i et fantastisk vejr.
Indstilling af fodsparket var ikke så nemt.
Hørby Havn.
Lisbeth i rul.
Vel at mærke rul uden spreydæk.

Turen: Holbæk Kajak Klub til Hørby og Tuse Ås udløb og retur til klubben.
Dato: 23. juli.
Deltagere: Lisbeth, Peter, Michael, Arne og jeg.
Turens længde: 11,3 kilometer.
Vejret: let vind fra øst, sol fra en næsten skyfri himmel.
Temperaturerne: Vandet 19 grader og luften 23 grader.
Og så glemte jeg at slukke for GPSen.

torsdag den 18. juli 2019

Rundt om Orø

Sidste torsdag blev der lagt op til en tur rundt om Orø, hvis vejret ikke ændrede sig. Vejret var fantastisk i dag, ingen vind og masser af sol og varme, sådan en dag er det muligt at spotte både sæler og marsvin. Vi satte ud fra klubben og roede ud af fjorden med kurs mod sydspidsen af Langø og derefter op mellem Langø og Rønø mod Hammer Bakke, hvor vi lagde ind for en kaffepause. Grethe havde kage med, som vi nød til kaffen. På vandet igen fulgte vi kysten lidt, inden vi krydsede over til Orø. Vi kom fint uden om Næsby Rev uden at ramme på nogle af stenene, derefter kryds mod Børrehoved, hvor vi lagde ind ved campingpladsen, her var mange, som benyttede dagen til strand- og badetur. Det var tanken, at frokostpausen også skulle bruges til en dukkert i det fine badevand, men stranden er ekstrem børnevenlig, og ingen gad vandre næsten en halv kilometer ud i vandet for at få en dukkert, så vi besluttede, at det skulle være Bognæs, hvor der skulle bades. Inden vi fortsatte, skulle vi da lige have en lille is, så det blev en god lang frokostpause. Vi fortsatte mod "Marsmanden" og Bognæs, hvor vi lagde ind for at få en dukkert og derefter en kop kaffe, inden de sidste kilometer ind til klubben. Fantastisk rovejr og en super tur, men hverken sæler eller marsvin.
Vi roede ud af fjorden i et fantastisk rovejr.
Frokostpause på Orø.
Rigtig mange nød dagen ved stranden.
Enkelte skyer trak op over Orø.
"Marsmanden ligner noget, der snart skal pensioneres.

Turen: Rundt om Orø fra Holbæk. 
Dato: 18 juli.
Deltagere: Grethe, Inger, Marianne, Peter, Søren og jeg.
Turens længde: 32 kilometer.
Vejret: Sol, masser af sol med svag vind fra syd.
Temperaturerne: Luften var 26 grader og vandet ca. 20 grader.

tirsdag den 16. juli 2019

Tirsdagstur

En hurtig tirsdagstur til Marsmanden i rigtig godt rovejr. Vi havde medvind ud af fjorden, så vi sejlede rundt i medbølgerne, men vinden skulle lægge sig, så vi skulle få svag modvind fra Bognæs og ind til klubben. Da vi lå ude ved "Marsmanden" drev vi nogle hundrede meter mens vi fik drukket lidt vand og nydt området. Vinden lagde sig, så det var ganske fint med lidt modvind. Vi lagde ud 08.55 og var tilbage 11.15, så det var en fin og hurtig tur. Tilbage ved klubben fik vi hurtigt pakket sammen inden vi nød en kop kaffe.

Turen: Kajakklubben til "Marsmanden" og retur.
Dato: 16. juli.
Deltagere: Grethe, Lisbeth, Marianne, Peter og jeg.
Turens længde: 14 kilometer.
Vejret: Lettere overskyet med få glimt af solen og vind fra vest 4 - 3 m/s.
Temperaturerne: 18 grader på begge sider af vandoverfladen.

torsdag den 11. juli 2019

Tur til Kongsøre

Efter turen til "Det Sydsjællandske Øhav" har vi haft ret meget vind; så meget vind, at vi måtte aflyse turen til Sydsverige, men i denne uge har vinden været mere moderat, og i dag var der kun meget svag vind på 1 - 3 m/s, så der var slået madpakketur til Kongsøre op. Vi startede otte, men en enkelt kunne ikke afse tid til at ro til Kongsøre, så vi var syv, der fortsatte fra "Marsmanden". Isefjorden lå spejlblank, og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og det føltes meget varmt at være på vandet. Vi lå lidt ud for Løserup, hvor B&W engang havde et feriehus, som jeg altid har troet var en feriekoloni. Historien er den, at det meget store fritidshus helt ude ved vandet oprindeligt har været en hospitalsbarak, der blev flyttet fra Jylland til Løserup af B&W, der skulle bruge det enorme træhus til feriebolig for deres hårdarbejdende nittere. Huset rummer 7 lejligheder eller 14 værelser. Hvad det har været brugt til siden B&W lukkede, ved jeg intet om, men huset er nu sat i budrunde, så der kommer nok snart nye ejere. Efter dette lille og korte stop, fortsatte vi til Sandskredet ved Kongsøre. Michael kaldte flere gange på kaffepause, men det var der ingen, der hørte, så der blev ingen kaffepause før Kongsøre. Vi lagde ind ved Sandskredet og fandt et dejligt sted til frokostpausen. Efter en god lang frokostpause satte vi os tilbage i kajakkerne og fortsatte mod Marinestationen, men vendte inden skydebanen, så vi ikke kom til besvær. Derefter roede vi langs kysten til "Næbbekroen", inden vi krydsede over indsejlingen til Lammefjorden. Under krydset havde vi en del sidebølger. Området giver ofte besvær, specielt ved vestenvind, men i dag kom vinden overvejende fra nordøst. Efter krydset fortsatte vi mod Bognæs, som var udset til kaffepausested. Ved Løserup stødte Per Thorsen fra klubben til, så vi også var otte, der kom tilbage. Efter "Marsmanden" hørte jeg en noget mærkelig lyd bagfra, og et marsvin lå lige bag min kajak. Den var så tæt på, at jeg kunne lugte dens udånding. Den var lige omkring kajakken et lille stykke tid, men ikke så jeg kunne få et ordentligt billede af den. Ved Bognæs lagde vi ind for en kort kaffepause, inden de sidste kilometer tilbage til klubben. Da vi var tilbage, var det hurtigt opbrud, da vi havde brugt ret meget tid på denne tur på grund af det fantastiske vejr.
 
Frokostpause ved Kongsøre.

Turen: Holbæk Kajak Klub til Kongsøre og retur.
Dato: 11. juli.
Deltagere: Birgit, Grethe, Lisbeth, Inger, Peter, David, Michael, Per og jeg.
Turens længde: 28 kilometer.
Vejret: Meget svag vind fra forskellige retningen og sol fra en næsten skyfri himmel.
Temperaturerne: Fra 15 til 22 grader og vandet ca. 18 grader.

torsdag den 27. juni 2019

Kajaktur og byfest

Tirsdag den 25. juni.
Vi var blot fire, der ville på kajaktur til Sydsjælland. Det var lidt kedeligt, at der ikke var flere, som ville med på turen, men sådan er det bare. VI mødtes tirsdag morgen klokken 08:00, og efter blot et kvarter var vi klar til at køre. Klokken 10:00 holdt vi ved rundkørslen til Kalvehave, hvor jeg ikke tydeligt nok havde sagt til chaufføren, at vi skulle til havnen og ikke til Møn, så efter få minutter på Møn var vi atter på vej til Kalvehave Havn. Efter lige at have aftalt placering med havnefogeden var vi klar til at sætte kajakkerne i vandet. Vi fik anvist en super dejlig plads, kun få meter til flydebro, vand og ca. 100 meter til bad og toilet, en super god service på Kalvehave Havn. Vi pakkede kajakkerne med det nødvendige, hvilket vil sige frokost, kaffe og kage og så roede vi tilbage mod Gammel Kalvehave og rundt om de to små øer Langø og Tærø. Vi nød frokosten i de skønne omgivelser ved sydsiden af Tærø, hvorefter vi returnerede til Kalvehave Havn. Da vi kom i land igen, slog vi lejr og skulle lige se nærmere på forholdene, inden vi gik i gang med at tilberede aftensmaden. Vi brugte lidt lang tid på maden og hyggen, inden vi gik en tur rundt på havnen. Den Gule Stald var desværre ved at lukke ned for deres musikaften, så  det oplevede vi desværre ikke. Vi gik os til ro lidt over ti for at stå tidligt op.
Farøbroen og Storstrømsbroen ret foran.
Pause på Tærø.
Der er stadig en stor flok exnor vildheste på Tærø.
Langs med Langø.
Broen til Langø.
Lejrpladsen på Kalvehave Havn.

Onsdag den 26. juni.
Vi var alle oppe klokken 06:00 efter en god varm nat. På havnen gik der allerede journalister fra DR rundt for at få en lokal kommentar. Da vi ikke var lokale, havde vi ikke den store interesse. Morgenmaden blev hurtigt indtaget, og så var det planen at køre til shelterpladsen for enden af Skansevej på Møn og sætte ud fra stranden, så vi kunne ro en tur langs Møns Klint, mens der var sol på klinten, men det blev til, at vi satte ud fra Busende Haver for enden af Fyrvejen, et ganske godt alternativ. Vi var på vandet lidt over ti, og da vi var fri af alle stenene, satte vi kursen mod Møns Klint. Solen stod flot skyfrit, så det blev en fantastisk tur langs den imponerende kridhvide klint, ingen skal påstå, at Stevns Klint er en flottere oplevelse, når vejret er med. Det var ekstremt varmt med ganske svag vind og så sol fra en skyfri himmel. Vi roede langs hele klinten og vendte kajakkerne ved det nordlige fyr og så tilbage langs klinten til pladsen, hvor vi satte ud. Der skulle komme noget mere vind hen over eftermiddagen, så vi holdt en god lang frokostpause, inden vi roede en tur hen til Klintholm Havn. Vi kunne godt mærke, at vinden tog til, men vi havde jo rygvind tilbage til Busende Haver. Vi sad lidt på havnen, og et par af os nød en is fra Mini mini Brugsen, inden vi gik tilbage til kajakkerne, og jeg skal da lige love for, at vinden var taget til. Det var ikke så nemt at komme i kajakkerne med tør bagdel, men alle kom af sted uden problemer. Vi måtte ro godt ude i Østersøen, så vi var fri af brændingsbølgerne, og så havde vi ellers store bølger skråt bagfra og medvind tilbage. Efter tre kvarter var vi tilbage ved Busende Haver, hvor der var læ inde under kysten, så der var ingen problemer med at komme i land. Vi fik hurtigt pakket bilen og så af sted mod Kalvehave. Da vi kom tilbage til Kalvehave, blev vi mødt at en flagallé, og alle med flagstang havde hejst flaget. Flere huse havde pyntet altanen med dannebrogsflag. Ved Brugsen var der sat et opslag op "Tillykke Kalvehave. Fest i den Gule Stald klokken 20:00." Byen var næsten tørlagt, og der var lagt op til byfest med Dannebrog i hatten m.v. Det var ikke på grund af den nye regering, festlighederne skyldtes, at Lindholm var taget af programmet som udrejsecenter, og så skulle der festes. Vi spiste på "Iskutteren", der var ikke mere øl, og et par af retterne var udsolgt. Efter aftensmaden skulle lige over i den gule stald for at se lidt på festlighederne, inden vi gik tilbage til lejren.
En kajak fylder ikke meget med Møns Klint i baggrunden.
Her til og ikke længere, med fyret i baggrunden.
Turister i Klintholm.

Byfesten i Klintholm.
Der blev flaget over alt i Kalvehave.

Pyntes hvad pyntes kan.
Kalvehave fester.
Tidspunktet ændret på grund af TV.

Torsdag den 27. juni.
Det var ikke en rolig nat, ikke på grund af festlighederne, men det blæste voldsomt op med op mod 11 m/s i vindstødene, så støjen kom fra teltene. Da vi kom op, besluttede vi at blive på land, pakke sammen og køre hjem. Vores oplevelser tirsdag og onsdag måtte være nok. Det var ellers meningen, at vi ville ro en tur op langs Viemoseskoven til Sandvig Havn, hvor der skal være en helt fantastisk natur ved havnen, men det må være til næste gang, vi er i området. Det blev til to fantastiske ture i det Sydsjællandske.

Turen: Klubtur til Det Sydsjællandske Øhav.
Dato: Tirsdag 25. til torsdag 27. juni.
Deltagere: Grethe, Lisbeth, Peter og jeg.
Turenes længde: Den 25. roede vi 22 kilometer og den 26. roede vi 27 kilometer.
Vejret: Tirsdag var ca. 3 m/s fra sydøst, sol og få skyer. Onsdag startede dagen med 2 m/S, og hen over eftermiddagen steg vinden til 7 m/s.

onsdag den 19. juni 2019

Nordkysten

Med en vejrudsigt som lovede 6 - 8  m/s fra sydsydøst hen over eftermiddagen, så er der ikke mange muligheder her i nærheden, så det blev en tur til Nordkysten, hvor vi satte ud fra stranden ved Tisvildeleje og roede mod Kikhavn. Vi havde set på, om det var muligt at ro fra Kulhuse til Liseleje, men frygtede modvinden under turen tilbage til Kulhuse, så det blev Tisvildeleje, så var vi sikre på godt vejr - næsten. Der var lidt overskyet og vindstille, da vi satte ud, men lige foran os svævede en tordensky med lyn og brag på vej ud over vandet, inde under land var der endnu en mindre tordensky under opbygning, den var ikke helt så støjende, så vi tog den med ro, så den kunne passere uden at genere os. Det blev kun til få dryp, da vi passerede det første uvejr, og ingen regn ved den efterfølgende. Den gik også i opløsning, inden vi passerede. Under turen til Kikhavn mødte vi en flot sort mink, som var ude på fisketur, på afstand troede vi, det var en odder, men en odder i Kattegat er vel ikke ret sandsynligt. Der er en flot natur langs kysten, og efter godt 14 kilometer lagde vi ind på stranden ved Kikhavn, hvor vi nød frokosten, mens solen bagte, og en hel del mennesker var på vej til stranden. Vi holdt en god lang frokostpause, så middagsheden ikke var så generende for os. Tilbage i kajakkerne havde vi ikke roet ret længe, før vinden tog til, ja faktisk præcis som vejrudsigten havde forudsagt, og så havde vi ellers sidevind resten af turen tilbage. På turen var der ret mange på stranden for at nyde solen, og en hel del var også i vandet. Vi mødte en havsvømmer, som baskede af sted med de mest mærkelige svømmetag, han opdagede ikke os, ellers var der bare natur og rigtig mange badende under denne tur langs Nordkysten. Da vi kom tilbage til bilerne, fik vi pakket sammen i støj fra en større gruppe unge med ghettoblaster, og så var det vores tur til at komme i vandet. Det var dejligt med den første dukkert i år.
Vand og torden lige foran os.
Liseleje i sigte.
En mink på fisketur.
Fantastisk rovejr i flot natur.
En havsvømmer på vej.
Hver fritidshus sin trappe ned til stranden.

Turen: Tisvildeleje til Kikhavn og retur.
Dato: 19. juni.
Deltagere: Kristian og jeg.
Turens længde 29,7 kilometer.
Vejret: Fra lettere overskyet til fuld sol og vind fra 2 m/s til 8 m/s. fra sydsydøst.
Temperaturerne: Luften op mod 30 grader og vandet 21 grader.

torsdag den 13. juni 2019

Tur til Munkholmbroen

Også en madpakketur til Munkholmbroen i dag. Vi var fem, som satte kursen mod Munkholmbroen denne torsdag morgen, hvor solen var ved at få magten over skyerne, samtidig med at vinden var ved at miste pusten. Det var dog lavvandet, så vi måtte godt ud i fjorden for at kunne passere Kirsebærholmen og de andre lavvandede områder ned til Munkholmbroen. Vi rundede en af bropillerne på Munkholmbroen, hvor ganske mange lystfiskere prøvede lykken med en fiskestang. Efter et kort hvil ved broen roede vi over til Munkholmgrillen, hvor vi lagde ind for at nyde frokosten. Kysten var godt mudret, så det var ikke den bedste løsning, men helt klart den løsning, hvor der var den bedste udsigt. Efter frokosten roede vi tilbage til klubben og helt frem til sejlrenden ind til Holbæk havde vi fin medvind, så vi holdt et godt tempo. Fra Kirsebærholmen og ind til klubben var der ganske svag modvind, så alt i alt kunne vi ro hele tuen med en gennemsnitsfart på hele 6,5 kilometer i timen. Flot tur i flot vejr.
Flot vejr over Inderbredningen. 

Turen: Holbæk Kajak Klub til Munkholmbroen og retur.
Dato: 13. juni.
Deltagere: Grethe, Inger, Marianne, Søren og jeg.
Turens længde: 23 kilometer.
Vejret: Lidt skyet i starten efterfuldt at en masse sol med lidt vind fra sydvest.
Temperaturerne: Vandet var 19 grader og luften godt 20 grader.

Intet GPS-spor, grundet fejl på GPSen.

onsdag den 12. juni 2019

På vandet igen

Så er det atter tid til en tur i kajakken efter tre fantastiske uger på Kreta. Der var godt nok tvivl om, det var muligt. DMI lovede fint vej og YR lovede regn og torden, og ikke en gang vindretningen kunne de blive enige om, men resultatet blev, at vi satte ud fra Hammer Bakke og roede til Bramsnæs. Vejret var fint med lidt vind fra syd, men solen så og mærkede vi kun i korte perioder, men når den var fremme, så varmede den dejligt. Vi mødte atter en gang Jørgen fra Hammerkrogen alene på på tur. Vi var lige en tur inde i Bramsnæs Vig, inden vi roede rundt om Bramsnæs og ind til kysten for at nyde frokosten i læ for vinden og håbet om bare en lille bitte smule sol. På vestsiden af Bramsnæs mødte vi en lille edderfugleunge, som var kommet lidt langt væk fra flokken, på sådan en udflugt plejer den at blive ledsaget af en af de voksne, men den var mutters alene og vidste tilsyneladende ikke, hvor alle de andre var. Ingen sol, til gengæld var der masser af wienerbrød, som Karin have medbragt til kaffen. Der var nu helt dejligt, når solen lige mindede os om, at det snart er sommer. Det blev til en ret lang frokostpause, inden vi satte stævnen mod Hammer Bakke. Under turen tilbage til Hammer Bakke passerede vi en front og så kom solen, dejlig sol og dejlig tur.
Af sted mod Bramsnæs.
Hvor er alle de andre?
Hele gruppen samlet til frokost.

Turen: Hammer Bakke til Bramsnæs og retur.
Dato: 12. juni.
Deltagere: Karin, Kristian og jeg.
Turens længde: 21 kilometer.
Vejret: Meget skyet og kun lidt sol og vind fra sydøst.
Temperaturerne: Luften og vandet omkring 18 grader.