torsdag den 11. juli 2019

Tur til Kongsøre

Efter turen til "Det Sydsjællandske Øhav" har vi haft ret meget vind; så meget vind, at vi måtte aflyse turen til Sydsverige, men i denne uge har vinden været mere moderat, og i dag var der kun meget svag vind på 1 - 3 m/s, så der var slået madpakketur til Kongsøre op. Vi startede otte, men en enkelt kunne ikke afse tid til at ro til Kongsøre, så vi var syv, der fortsatte fra "Marsmanden". Isefjorden lå spejlblank, og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og det føltes meget varmt at være på vandet. Vi lå lidt ud for Løserup, hvor B&W engang havde et feriehus, som jeg altid har troet var en feriekoloni. Historien er den, at det meget store fritidshus helt ude ved vandet oprindeligt har været en hospitalsbarak, der blev flyttet fra Jylland til Løserup af B&W, der skulle bruge det enorme træhus til feriebolig for deres hårdarbejdende nittere. Huset rummer 7 lejligheder eller 14 værelser. Hvad det har været brugt til siden B&W lukkede, ved jeg intet om, men huset er nu sat i budrunde, så der kommer nok snart nye ejere. Efter dette lille og korte stop, fortsatte vi til Sandskredet ved Kongsøre. Michael kaldte flere gange på kaffepause, men det var der ingen, der hørte, så der blev ingen kaffepause før Kongsøre. Vi lagde ind ved Sandskredet og fandt et dejligt sted til frokostpausen. Efter en god lang frokostpause satte vi os tilbage i kajakkerne og fortsatte mod Marinestationen, men vendte inden skydebanen, så vi ikke kom til besvær. Derefter roede vi langs kysten til "Næbbekroen", inden vi krydsede over indsejlingen til Lammefjorden. Under krydset havde vi en del sidebølger. Området giver ofte besvær, specielt ved vestenvind, men i dag kom vinden overvejende fra nordøst. Efter krydset fortsatte vi mod Bognæs, som var udset til kaffepausested. Ved Løserup stødte Per Thorsen fra klubben til, så vi også var otte, der kom tilbage. Efter "Marsmanden" hørte jeg en noget mærkelig lyd bagfra, og et marsvin lå lige bag min kajak. Den var så tæt på, at jeg kunne lugte dens udånding. Den var lige omkring kajakken et lille stykke tid, men ikke så jeg kunne få et ordentligt billede af den. Ved Bognæs lagde vi ind for en kort kaffepause, inden de sidste kilometer tilbage til klubben. Da vi var tilbage, var det hurtigt opbrud, da vi havde brugt ret meget tid på denne tur på grund af det fantastiske vejr.
 
Frokostpause ved Kongsøre.

Turen: Holbæk Kajak Klub til Kongsøre og retur.
Dato: 11. juli.
Deltagere: Birgit, Grethe, Lisbeth, Inger, Peter, David, Michael, Per og jeg.
Turens længde: 28 kilometer.
Vejret: Meget svag vind fra forskellige retningen og sol fra en næsten skyfri himmel.
Temperaturerne: Fra 15 til 22 grader og vandet ca. 18 grader.

Ingen kommentarer: