tirsdag den 20. august 2013

En hurtig tur til Søminen

Der var lige tid til at komme på vandet efter sverigesturen. Der skal ellers noget til at leve op til oplevelserne i St. Anna Skærgård, men det lokale farvand er nu ikke så værst. Roskolen roede mod Slusen og Lisbeth, Grethe og jeg roede en tur til Søminen og retur. Vi lagde ud fra kajakklubben og Lisbeth roede i Bolettes lille røde, men den passede slet ikke til hende, da vi fik bølgerne ind skråt bagfra, så hurtig tilbage og skifte til sin egen kajak og så af sted igen mod Kirsebærholmen og Søminen. Der var læ fra Kirsebærholmen til Søminen og på hjemturen var det som om vinden drejede mere om i nord og tog lidt af i vindstyrke. Det var bare en svag vind, som ikke var noget problem på noget tidspunkt. Jeg kunne godt mærke, at det var en tur i en tom kajak, så vi havde en god fart på kajakkerne og vi var da også tilbage ved klubben kvart over elleve. Dorthe have bagt til den efterfølgende kaffe, kaffe og brød stod parat efter bad og omklædning. Det blev en dejlig tur i fint rovejr.

På turen tilbage mødte vi Hjalm for fulde sejl ud af fjorden.

Turen.
Deltagere: Lisbeth, Grethe og jeg.
Turens længde: 14 kilometer.
Vejret: Delvis sol, vind fra nordvest til nord ca. 5 m/s.



tirsdag den 13. august 2013

St. Anna Skærgård.

Lørdag den 3. august.
8 forventningsfulde kajakroere lagde ud fra Holbæk Kajak Klub for at køre til Mon Camping og en uges kajak i St. Anna Skærgård. Vi skulle lige holde ind ved Kastrup Kajakklub og hente Helle, som stod klar der. Vi fik Helle med i bilen og så af sted mod Stockholm. Jeg var overbevist om, at hastighedsgrænsen i Sverige var 90 km/t, men færdselspolitiet syntes ikke, vi skulle køre så stærkt. Vi fik ingen bøde, men så overholdt vi derefter de 80 km/t. og blev konstant overhalet af lastbiler, biler med trailere og campingvogne – det var irriterende. Vi overhalede dog en campingvogn under turen, men den holdt stille i nødsporet. Ved Laganrasten spiste vi frokost, og så holdt vi en spise-is og strække-ben pause lige efter Linköping. Herfra var det småveje ud til Norre Finnö og Mon Camping. Da vi kom til Mon, slog vi telte op, og så gik vi på Cafe for at spise fisk fra skærgården. Vi fik skøn mad på Skärgårdskroen og hyggede os nogle timer. Da vi skulle til ro, passerede en tordenbyge lige hen over os, så dagen sluttede med musik i luften.

Søndag den 4. august.
Vi gjorde klar til at lægge ud klokken 09.00, men blev en time forsinket, da der var en, der ikke kunne finde sin pung. Solen skinnede fra en skyfri himmel med en ganske svag vind, og så var det stegende varmt. Det var en fantastisk måde at byde os velkommen til en uge mellem de mange tusinde øer og skær.

Så er det afgang fra Mon Camping til en uge i St. Anna Skærgård.

Vi fandt en fin lille plet til formiddagskaffen, hvorefter vi roede mod Aspöja, hvor vi spiste frokost efter at have padlet rundt mellem øerne. På turen til Aspöje oplevede vi mange havørne og en enkelt fiskeørn i sin rede. Ved Aspöja var det for tidligt at slå lejr, så vi rundede den nordlige spids med lavaformationerne, inden vi roede ind til Äspholm.

På nordsiden af Aspöja kan man ople disse gamle lavaformationer helt ned til vandkanten.

Ved Äspholm mødte vi en sæl, som nysgerrigt betragtede os. Vi fandt en god lejrplads med fine bademuligheder i den vestlige ende af øen.

Lejrpladsen på Äspholm, hvor madlavningen er i fuld gang.
Nogen sad i skyggen, mens andre nød dagens sidste solstrejf.

Der var lidt skygge og mange myg, så myggesprayen kom i brug, men det hjalp ikke så meget. Vores drikkevand var ved at slippe op, da vi drak ret meget vand i varmen. Der var nogle, som ikke smagte på det nye drikkevand, inden de fyldte det i poser og dunke, men de fik sig noget af en overraskelse, da de skulle lave kaffe, da det var afsaltet havvand og kun beregnet til opvask og lign.. Vi lagde os til ro, da solen gled ned bag træerne.

Mandag den 5. august.
En skøn morgen med sol indledte igen dagen. Vi lod dagen starte klokken 06.00, og efter morgenmaden gjorde vi klar til at tage lejren ned og forlade den skønne plads. Ved nitiden var vi klar og roede rundt mellem de mage øer.

Klar til afgang i flot solskin fra en flot blå himmel.

Kaffepausested i skyggen af gamle egetræer på Djursö.

Lige efter broen til Djursö lagde vi ind for formiddagskaffe i skyggen af gamle egetræer. Frokostmålet var Capella Ecumenica, som vi nåede ved ettiden. Vi sad og nød frokosten i skyggen, og da frokosten var overstået, kom opsynsmanden og tilbød os en rundvisning, som vi sagde ja tak til.

Guiden Bo Altun inviterer til en god oplevelse på Capella Ecumenica.

Capella Ecumenica.

Det blev en spændende og fantastisk oplevelse. Efter Capella Ecumenica skulle vi til Lagnöstrømmen for at tanke vand. Jeg lagde ud med at fare total vild i området, så det var godt, at Peter og Hans fik os på rette vej. Det blev atter en strækning, hvor vi kredsede omkring øerne. Planen var at ro til Lagnöströmmen og tanke vand ved Lanthandlen og St. Anna Handel, men vi valgte at gå i land hos naboen St. Anna Marin, som havde et fint slæbested at gå i land ved, men en ret vred kvinde ville ikke give lov til en halv times ophold, så vi måtte i vandet igen og op ved et ret stejlt og glat slæbested, hvor der kun var plads til et par kajakker, men vi fik fyldt alle vanddunke op og kigget lidt på området, provianteret, spist is og rettet benene ud.

Det var meget svært at finde egnede lejrpladser i området, ledige pladser var også til dyrene.

De lokale mente, at vi kunne overnatte i området, men der var ikke plads til 8 telte nogen steder, så vi valgte Källbugtens Camping, hvor vi fik tildelt en fin plads nær stranden. Vi sad ved stranden og lavede mad og nød den, mens solen gik ned.

Tirsdag den 6. august.
Vi vågnede atter til sol og skyfri himmel. Vi startede igen dagen ved sekstiden og var i kajakkerne klokken 09.00. Benny var første mand til at komme af sted.

Gennemsejling af de smalle render Lagnöströmmen og Finnleden.

Vi skulle ned gennem Lagnöströmmen og fortsatte ind i Finnleden, der er en meget smal rende og med en hastighedsbegrænsning på 5 knob for lystbåde, ikke noget problem for os, da vi havde modvind, men der blev sejlet med hovedet under armen i vanvittige hastigheder, så bådene langs kysten blev slået op mod broer og klipper. Vi lagde ind i en lille vig for at nyde formiddagskaffen i skyggen, mens flere havørne kredsede over os. Jeg vidste, at der var en lejrplads på Ämtö, men den var ikke til at få øje på, så vi roede til Håskö, hvor der lå en skøn lille plet inde i en lille fjord. Vi spurgte om vi måtte overnatte og fik anvist, hvor vi kunne komme i land, og hvor der kunne slås telte op. Prisen var kr. 15,- pr. telt, men ved 8 telte kr. 25,- pr telt??

Lejrpladsen på Håskö. En dejlig plet i skærgården.

Der var gammeldags lokum på pladsen og alt i en noget forfalden tilstand, men en fin plads med gode bademuligheder fra klipperne og med en fantastisk solnedgang. Der var ikke vand på øen, så vi skulle atter ud og skaffe drikkevand næste dag.

Aftenstemning, hvor Helle eksperimenterede med at bage kage på Trangiaen. 

Vi spiste aftensmad i en meget fin overdækket terrasse. Planen var at blive på pladsen i to nætter. Vi lagde os atter sent til ro, da området var stille og fredeligt.

Onsdag den 7. august
Dagen startede som de andre dage ved sekstiden, men i dag var der ret mange skyer. Planen var at ro til Harstena og rundt i det fantastiske område. Helle ville hellere have en overliggerdag på Håskö.

Naturreservat Väggeö med den fantastiske klippekyst.

Vi startede med at ro rundt om fantastiske Håskö, inden vi krydsede mellem de mange små øer og skær til Harstena, hvor længste kryds var omkring 1000 meter. Vi mødte en del andre kajakker på turen over.

Indsejlingen til Harstena

Da vi roede ind midt i området, var det med sol fra en skyfri himmel og ind til Harstena, hvor vi gik i land og nød frokosten under den gamle eg. Ved landthandlen fik vi anvist vandpumpen, hvor der kom meget fint drikkevand op. Efter en is, toiletbesøg m.m. fortsatte vi med fyldte vanddunke rundt om Harstena, og da vi kom tilbage ved Sandgärdet, var det kaffetid, inden vi skulle krydse over til Håskö. Vi kunne konstatere, at der ikke var nær så mange rovfugle i Gryt Skærgård som i St. Anna Skærgård, hvor det nærmest vrimlede med rovfugle. Krydset var i medvind fra skær til skær, og vi kom ind af den nordlige indsejling til Håskö.


Aftensol og madlavning på klipperne.

Vi kom tilbage ved spisetid og spiste aftensmaden på klipperne med den mest fantastiske solnedgang som dessert.

Torsdag den 8. august
Vi lod atter dagen starte ved sekstiden, spiste morgenmad og pakkede sammen. Torsdagen skulle bruges til at ro til Missjö fra skær til skær. På kortet kunne turen se ud som et langt kryds, men der var vel ikke mere end 500 meter mellem skærene. Atter en fantastisk tur i sol og næsten vindstille, så der gik igen meget drikkevand til på turen.

Klar til afgang og nye oplevelser i skærgården.

Ved Missjö rundede vi Småskär og roede nord om Lökö og ned mellem Lökö og Missjö. Vi lagde ind til Södlings Café for at høre, om der var mad på programmet, men deres sæson var lige sluttet, så vi fortsatte nogle hundrede meter, til en lejrplads, hvor der var fint at slå lejr, og hvor vi blev to nætter. Vi fik badet fra klipperne, inden regnen kom. Det regnede en del denne aften, men vi hyggede os under tarpen til langt ud på aftenen. Det var den eneste regn, vi fik under hele turen i skærgården.

Fredag den 9. august.
Denne morgen trak vi den til ved syvtiden og så i gang med morgenmaden. Efter morgenmaden var den atter gal med Bennys pung, den var væk igen, men denne gang satte vi kajakkerne i vandet, og så var det ud på vandet. Planen var, at vi først og fremmest skulle have vand, og så skulle vi rundt i Missjö Skærgården.

Så er der drukket kaffe og tanket vand. Der var travlhed ved isætningsstedet.

Vi roede ud i den sydlige ende af Missjö og igennem renden ved Västerön. Der var ret god vind denne morgen, vel omkring 6 m/s. Vi krydsede til Stängskär og videre ind til Tyrislot og St. Anna Kajakcenter, hvor vi drak formiddagskaffe på cafeen og fik tanket vand mv. Derefter roede vi langs kysten inden om Gåholm, mellem Indre og Ydre Olsön, krydsede tilbage til Missjö, rundt om Smäskär til Södling for at nyde en svensk øl fra Mariestad på den lille havnekaj, inden vi roede tilbage til vores camp.

Solskin og kajak i Missjö Skærgård.

Vi fik badet fra klipperne, lavet mad og hygget os på de lune klipper til det atter var tid til at gå til ro. Helle havde medbragt et par flasker Fernet Branca Mint, så vi kunne få en lille en, som afslutning på dagen tur. En ganske fin afslutning på nogle fantastiske ture i skærgården.

Lørdag den 10. august
Dagen startede som de foregående dage, Benny fandt sin pung, og vi var af sted ved nitiden. Vi kunne se på Helles Fernet, at det var den sidste rodag i skærgården. Målet for dagen var da også Mon Camping, hvor vi satte ud for næsten en uge siden. Turen startede med, at vi rundede den sydlige ende af Missjö i sol og vindstille, og så roede vi nordover mellem de mange skær.

Kan man ønske sig et bedre sted til formiddagskaffen.

Vi fandt en skøn lille ø at drikke formiddagskaffe på, hvor vi havde et fantastisk overblik over de mange skær og øer. En landmand sejlede til en af de andre øer for at indfange sine får, som var på græs. Vi mente, at det var båden som skubbede rundt på de mange øer. Vi rundede Kärrö, inden vi roede ind mellem Vänsö og Norra Finnö, spiste frokost på et dejligt sted med flot udsigt. Efter frokosten roede vi langs Vänsö og Kallsö og ind mellem øerne, så vi kom til Mon ad den modsatte rute af, da vi roede ud fra Mon. Ved Mon slog vi atter lejr, fik vasket og badet under den varme bruser, og så sluttede vi turen, som vi startede med et besøg på Skærgårdskroen.

Sidste måltid inden hjemturen.

Mens vi spiste passerede en lille regnbyge. Tilbage ved vores lejr sad vi lidt og hyggede, inden vi gik til ro efter en fantastisk uge i St. Anna Skærgård.

Søndag den 11. august.
Søndagen gik med hjemtransport. Hastigheden blev sat til 85 km/t., og vi holdt kun et tankstop og et frokoststop. Vi fik sat Helle af ved Kajakcafeen, inden vi sluttede i Holbæk.

Turen.
Deltagere: Helle, Grethe, Lisbeth, Benny, Peter, Hans, John og jeg.
Turens længde: 155 kilometer.


De forskellige farver på ruten skulle være dagsetaperne, men der er gået rod i det, så betragt ruten som en helhed.

St. Anna Skærgård.
Otte personer er maksimum for en sådan tur. Det er meget svært at finde lejrpladser til så stor en gruppe, så campingpladserne må tages i brug. Øboerne ser kajakroere som en god indtægt, så vi var velkomne næsten alle steder. Prisniveauet var ganske højt ude i skærgården, så de følger oplevelsesniveauet. Det er så skønt et område at besøge og oplevelserne er rigtig mange, så det er det hele værd. Der går noget mere drikkevand til end på en tilsvarende tur, hvor det ikke er så varmt. Mit gennemsnitlige vandforbrug lå på 4,5 liter pr. dag mod 3 liter pr. dag i Blekinge Skærgård.

onsdag den 26. juni 2013

Frokost i Sønderby

Onsdagsturens overskrift kunne lyde som en bedre Morten Korch film, men det blev en helt almindelig onsdagstur i hæderligt vejr sammen med Torben, Jakob, Kim, Erik, Jan, Bjarne, Kenneth og jeg. Kenneth er Bjarnes svogers søn og er ret ny i kajak. Vi satte ud fra jollebroen ved Jyllinge Havn, og planen var, at vi skulle ro syd om Eskildsø til Møllekrogen og nyde frokosten dér sammen med udsigten over fjorden, Men vinden var ret hård fra nordvest til vest, så vi lagde ind til Sønderby Havn og nød frokosten i læ for vinden, et skønt pausested, hvor der ikke kommer ret mange mennesker. Jakob havde kaffekage med fra Patricia.

Havneområdet byder på nogle dejlige omgivelser sammen med læ for vestenvinden.

Efter frokostpausen roede vi hen til pynten ved Selsø for at opleve vinden og bølgerne, og da vi vendte, målte Jakob over 9 m/s med vindmåleren, så der var masser af rygvind retur til Selsø Hage.

Afslapning og rygvind mellem Selsø og Selsø Hage.

Vi besluttede at ro nord om Eskildsø tilbage til Jyllinge, så vi blev fri for det meget lavvandede område syd og øst for Eskildsø, og så fik vi også lidt læ for vinden mellem Selsø Hage og Østby, hvor vi kunne nyde skoven og den flotte kyst.


Atter i roligt vand og i læ for vestenvinden.

Ved Østby lå vi et øjeblik for at samle op, inden vi krydsede over til Lilleø. Det meste af området nord for Eskildsø er udlagt som fuglebeskyttelsesområde, så man kan ikke ro lovligt ind mellem øerne her i slutningen af juni. Vi roede direkte mod Lilleø og nord om øen, hvor der var læ igen frem til Jyllinge Marina. Da vi skulle på land for at pakke sammen, så begyndte det så småt at regne, og det regnede faktisk til vi forlod Jyllinge. Vi afsluttede turen med en kop kaffe sammen med Patricias lækre kage. Det var en af de rodage, hvor det var meget svært at holde sammen, selv om vi bare var otte på vandet.

Turen.
Deltagere: Torben, Jakob, Kim, Erik, Jan, Bjarne, Kenneth og jeg.
Turens længde: 19,3 kilometer.
Vejret: Skyet og tørt det meste af turen, vind fra nordvest til vest ca. 9 m/s faldende til 6 m/s.
Temperaturer: Luften var 18 og vandet 19 grader.


onsdag den 19. juni 2013

Sol, vind, regn og bølger

Det var svært at få rovennerne med på vandet i dag, som udgangspunkt var det kun Jakob og jeg, der var klar til onsdagsturen , men så meldte Benny, Erik, Jan og Arne sig også klar til at tage med. Vejrudsigten havde nok en stor del af skylden, men onsdagsturen har efterhånden fået høj status. Jakob og Erik satte ud fra Sølager Mole og Jan, Benny, Arne og jeg satte ud fra stranden ved Kulhuse, og så var det planen, at vi skulle ro til Sølager og være klar dér, men der var nogle, som kom lidt sent, så Jakob og Erik kom til Kulhuse, og så roede vi mod Lynæs på en næsten blank fjord, først da vi kom til Hundested Havn, fik vi problemer med de refleksbølger, der næsten altid er her. Fra indsejlingen til den gamle havn var der atter blankt vand at ro på. Vejret var fantastisk, så vi nød turen til Kikhavn, Nøddebohuse og Liseleje, hvor vi lagde ind for at holde frokostpause, et ualmindelig dejligt sted i læ under skrænterne.

Skrænterne mellem Hundested og Kikhavn.

Benny præsenterede sin nyeste investering i form af en sammenklappelig stol, som vi alle skulle prøve - en fantastisk stol, som kan pakkes sammen, så den ikke fylder mere end en termoflaske.

Afprøvnin g af Bennys nye kajakstol.

Jeg havde kage med til kaffen, men der blev kun til et lille stykke til hver, da der officielt kun var tre tilmeldte til turen. Efter frokostpausen kom vi hurtigt i kajakkerne igen og fortsatte helt hen til Liseleje, hvor tankerne gik tilbage til den 13. marts, hvor vi sad inde på stenene i snevejr og spiste frokost, men i dag var det stadig meget flot vejr.


Vi vendte og roede tilbage mod Kulhuse i let medvind og stadig masser af sol og godt vejr, men himlen så noget faretruende ud, og vi kunne mærke, at det blæste op. Da vi skulle forbi Hundested Havn, var der omkring 6 m/s vind lige mod os, så vi fik vores sag for med bølger og vind, ja det blæste mere og mere op helt frem til Sølager samtidig med, at det også begyndte at regne. Vi holdt os inde under bakkerne, da en coaster lige skulle forbi, inden vi kunne krydse over til Kulhuse. Ved Kulhuse tog vinden af, eller også var der bare lidt mere læ, og da vi skulle klæde om og have det våde tøj af, kom der både torden og lyn samtidig med, at det regnede ret kraftigt.

Og så kom rgenen, men vinden kan ikke komme med på billedet.

En af de absolut bedste kajakture ved Isefjorden sluttede både vådt og blæsende med en tordenbyge lige over os. Jeg fik testet min skadede skulder. Det er første gang i et helt år, at jeg ror over 22 kilometer over en dag, skulderen holdt, men ikke uden problemer.

Turen.
Deltagere: Jakob, Benny, Arne, Erik, Jan og jeg.
Turens længde: 29, 5 kilometer.
Vejret: Frem til klokken 14.30 en del sol og svag vind fra sydøst ca. 4 m/s. Fra 14.30 blæste det op til 6 - 8 m/s fra syd regn med lyn og torden og vindstød op mod 14 m/s.
Temperaturer: Der var lovet op mod 30 grader, men det blev kun til ca. 20 grader, mens vandet er oppe på 19 - 20 grader.

onsdag den 5. juni 2013

Høj sol over Sejerøbugten.

I dag drillede vejudsigten Benny, Palle, Peter, Peter og jeg. Der var forventet svag vind, så det kunne vel ikke være noget problem at ro fra Havnsø til Ordrup Næs og retur, men vejrudsigten tog grueligt fejl med hensyn til vindretningen, vi fik sydvestlig vind, mens der var lovet nordvestlig vind, så vi kom på en hård tur tilbage til Havnsø.

Hvem kan ikke være betaget af Nekselø denne Grundlovsdag.

Da vi satte ud fra Havnsø, var der næsten ingen vind, og Nekselø lå flot og indbydende, men vi ville langs kysten til Ordrup Næs. Det var skønt med lidt vind bagfra, så det ikke føltes så varmt. Da vi passerede Sanddobberne kunne vi mærke, at vinden tog til, så vi fik noget af en rutsjetur langs Vejrhøj til Ordrup Næs. Vejrhøj stod fantastisk flot i sommersolen, så det var trods alt en nydelse at ro denne tur.

Vejrhøj med sine 121 meter syner ikke meget ude fra Sejerøbugten.

Der er ret mange sommerhuse på strækningen, men stort set alle ligger godt gemt bag træerne, så der er mest natur at nyde. Ved Næsset kunne vi se Bolette stå og vinke ved sit sommerhus, så vi roede ind for at hilse på, og vi blev budt på kaffe, Bolette mente, at vi lige så godt kunne sidde på hendes terasse og spise frokosten. Det blev en ret lang frokostpause, da vi også skulle se det fantastiske sommerhus.

Vi holdt en god fart hele vejen fra Ordrup Næs til Havnsø.

Vinden holdt sig, det var næsten umuligt at komme fra land i brændingen uden at få vand i kajakken. Nu havde vi ca. 10 kilometer i modvind tilbage til Havnsø, men efterhånden som vi passerede Sanddobberne blev det fint rovejr. Det blev en flot tur på Grundlovsdagen, og bortset fra vindretningen var alt perfekt.

Turen.
Deltagere: Benny, Palle, Peter, Peter og jeg.
Turens længde: 22 kilometer.
Vejret: Vind fra sydvest 3 - 6 m/s. Sol fra en næsten skyfri himmel.
Temperaturer: Lige under 20 grader og vandet var 18 grader.



mandag den 3. juni 2013

Fire dage i skærgården

Blekinge Skærgård fra torsdag den 30. maj til søndag den 2. juni.

Torben, Jakob, Stig, Jens og jeg tog på forårets tur til Blekinge Skærgård i et fantastisk flot vejr. Torben, Jakob og Stig mødtes hos Torben, jeg hentede Jens, og så gik det i godt tempo mod Matvik. Det var første gang jeg havde to kajakker på taget, men bilen og kajakkerne lå overraskende stabilt. Vi var fremme næsten samtidig efter blot tre timers kørsel. Vi valgte at sætte ud fra badepladsen ved Nytäppet, da havnen i Matvik er blevet total ugæstfri, den har ellers været en rigtig god oplevelse med deres gæstfrihed. I stedet for at jage alle gæster væk skulle de hellere se at få lidt orden på motorbådssejlernes fart i inderfjorden.

Kajakkerne pakkes til fire dage i skærgården.

Vi fik hurtigt pakket kajakkerne og tog så i ud i skærgården i et fantastisk flot vejr. Der var lidt vind fra øst, så vi roede over i den vestlige side af området, roede lidt rundt mellem øerne, inden vi lagde ind til Bockö for overnatning. Da vinden var svag, slog vi lejr i solen ude for læområdet. Bockö er efter min mening den bedste af de mange lejrpladser i denne del af skærgården, og vi fik da også en hyggelig aften, inden vi lagde os til ro for natten.

Solnedgangen fra Bockö.

Store flokke gæs på træk i solnedgangen.

Fredag morgen stod vi op til en skyfri himmel, men med lidt mere vind fra nordøst. Morgenmaden og pakningen af kajakkerne gik stille og roligt, og klokken 09.30 sad vi atter i kajakkerne. Jeg havde glemt noget af maden i bilen, og så havde jeg ikke fået pakket bilens GPS væk, så vi valgte at ro ind til Nytäppet for at få klaret min glemsomhed. Da det var klaret, roede vi langs kysten til Alböle. I en af de mange bugter lagde vi ind til Eriksberg Dyrepark for at gå op til det højeste udsigtspunktet og nyde udsigten over skærgården.

 Udsigtspunktet ved Eriksberg Dyrepark.

 Vi lagde også ind mellem Eriksberg og Alböle for at se, om vi kunne finde et egnet sted for overbæring, hvis vinden en dag skulle gøre det umuligt at runde Alböle. Alböle et den yderste knold ved indsejlingen til Järnavikfjorden. På grund af vanddybde og bundforhold skaber området nogle meget voldsomme bølger, selv ved let vind fra østlige og sydlige retninger. Vi har tidligere været nødt til at tage en ekstra overnatning på Tjärö, da det var umuligt at runde Alböle. Vi fandt et fint overbæringssted, hvor det vil være muligt at bære kajakkerne over uden de store problemer, så det var fint nok at bruge lidt tid på at finde et egnet overbæringssted. Alböle var slet ikke et problen denne fredag middag, så vi rundede denne frygtede pynt uden problemer. Vi lagde ind til Skiftesön for at spise frokost. Det var nødvendigt at finde et skyggested, da middagssolen var særdeles kraftig og varmen enorm i læsiden. Efter en god lang frokostpause fortsatte vi langs Eriksberg Dyrepark i håb om at opleve nogle af de fantastiske dyr i området, men de var ikke til at få øje på. Efter Horsö rundede vi fjorden og roede mod Tjärö, hvor vi lagde ind ved vores faste plads på øens østside.

Hen over eftermiddagen kunne vi også opleve skyer på himlen.

Pladsen lignede sig selv, selv om nogle vildsvin havde molestereret en del af pladsen. Inden aftensmaden var der nogle, som gik ud for at sanke brænde, og andre gik over til vandrehjemmet for at hente vand og kigge forholdene efter. Det blev til en hyggelig aften med masser af røg fra bålet. Til aftensmaden skulle vi lave et eksperiment med en simpel ret mad, som efter opskriften skulle kunne laves med enten tun og krabbekød. Det viste sig, at krabbekødet virkede fersk og kedeligt. Vi gik til ro, da det blev mørkt ved titiden. Næste morgen vågnede vi igen til sol fra en skyfri himmel og næsten ingen vind. Vi fik atter pakket og var igen klar i god tid. Torben have et fantastisk kort over Matvikfjorden, og på Tjärö kunne vi se, at der var et tilsvarende kort over Järnavikfjorden, så det måtte vi have fat på. På Tjärö havde de ikke den slags, da det var uden for sæssonen, så vi var fast besluttet på at tage ind til Järnavik for at skaffe kortet, og det gav bonus på vandrehjemmet. Vi fik samtidig kigget området efter for parkering, isætning og toiletter.


Vi fandt også en fantastisk lejrplads mellem havnen og campingpladsen, derefter fortsatte vi langs fjorden østlige side, hvor vi ikke tidligere har været, denne side af fjorden er et fantastisk smukt sted med masser af fugle. Vi passerede Gyön og fulgte skærene tværs over fjorden til Skiftesön og Alböle, som lå i det spejlblanke vand, så vi kunne ro ind mellem skærene. Derefter roede vi ind mellem skærene ved Mjöö, tværs over fjorden til Bockö, hvor vi overnattede første nat, for at spise frokosten der. Da vi nærmede os Bockö blev det overskyet, og inden vi var færdige med frokosten, begyndte det at regne svagt. Der var lovet lidt regn lørdag eftermiddag, så vi var forberedt på regn. Vi roede rundt om Bockö, mellem Brorsö og Joggesö, rundt om Harö og frem til lejrpladsen på Tärnö i let regnvejr. Vi startede med at slå Torbens store tarp op, så vi havde på den måde kunne skabe et tørt sted. Som lovet i vejrudsigten holdt regnen op klokken 17.00, men alt vores grej var vådt og klamt, så tørresnoren kom i brug. Vi gik atter tur op omkring fyret og havnen inden aftensmaden. På Tärnö er man ved at nedlægge elmasterne og lægge strøm og vand i jorden, så hele øens stianlæg er voldsomt ødelagt på grund af dette arbejde, men her skal der vel også ske lidt udvikling, selv om det går kraftigt ud over den naturskønne del af området. Vi fik atter hygget en hel del, inden vi lagde os til i ro i støjen fra et par nattergale, som sang hele natten. Med nattergalens sang vågnede vi atter til tørvejr, vindstille og solskin.

Alle tre morgener kunne vi nyde morgenmaden i solskin.

Vi fik indtaget morgenmaden pakket kajakkerne for sidste gang på denne tur. Derefter rundede vi Tärnö i vindstille og masser af sol, og så er Tärnö et fantastisk naturskønt område, som også vidner af barsk naturskøn yderskærgård.

Barsk natur uden for Tärnö og den ydre del af skærgården.

Da vi havde rundet Tärnö, kunne vi se, at der var omslag i vejret og det så ud som om, det fine vejr ikke kunne holde ret meget længere, så vi satte tempoet op roede i lige linie ind til Matvik og Nytäppet. Vi havde ikke været på land ret længe, inden det begyndte at regne, så det gik stærkt med at få pakket bilerne og spist frokost. Derefter satte vi kursen mod Danmark, og vi havde da heller ikke kørt ret længe, før uvejret brød løs med kraftig regn og torden, som først holdt op lige før Malmø.

Denne tur har nok været den bedste af samtlige ture til Blekinge Skærgård, da vejret hele tiden var på vores side, selv om vi fik fire timers regn lørdag eftermiddag. Jeg synes desværre også at området er blevet meget mere slidt, der mangler vedligeholdelse, og så er det svenske prisniveau nærmest eksploderet i turistområderne - men sådan er det vel også i Danmark. I den indre del af skærgårdene er der en hastighedsbegrænsning på 7 og 5 knob, med det er der stort set ingen, der overholder, stort set alle sejler med alt hvad båden formår helt ind i havneområdet og viser absolut ingen hensyn til småbåde og kajakker, et hensyn området ellers har været kendt for.    

Turen.
Deltagere: Torben, Jakob, Stig, Jens og jeg.
Turens længde: 51.8 kilometer.
Vejret: Masser af sol og svag vind. En enkelt regnbyge på 4 timer lørdag eftermiddag.
Temperaturerne: 16 - 21 grader, og vandet var 15 - 16 grader.
  
Rød tur: Torsdag, fra Nytäppet til Bockö.
Lysegrøn Tur: Fredag, Bockø - Nytäppet Tjärö.
Mørkegrøn tur: Lørdag, Tjärö - Bockö Tärnö.
Blå tur: Søndag, Tärnö Nytäppet.

Eksperimentet med tunet tun og spaghetti.


Overdrevet simpel, men super delikat og lynhurtig at forberede.

Det skal du brugetil 2 personer.
200 g spaghetti eller anden pasta
1 - 2 dåser tun i olie eller krabbekød
1/4 bundt bredbladet persille
2 spsk. kapers
1 spsk. olivenolie
1 spsk. citronsaft
Salt og peber
Tilbehør: brød, parmesan

1. Kog pastaen efter pakkens anvisning.
2. Hæld olie fra tunen, og bræk den i mindre stykker.
3. Snit persillen fint, og vend tun, persille og kapers sammen med den varme pasta. Smag til med olie, citronsaft, salt og sort peber.
4. Anret på to tallerkener, og server med brød og parmesan.

Tip: Retten kan også laves med krabbekød, men det kan absolut ikke anbefales.



onsdag den 22. maj 2013

En regnvejrsdag på Roskilde Fjord

Ham, der styrer vejret, har haft en af sine rigtig dårlige dage, men det afholdt os ikke fra at tage på vandet, så udstyret med regntøj, tarp, madpakke, kaffe og kage lagde Torben, Jakob, Jens, Palle og jeg ud fra Skovbroen i en periode, hvor det ikke regnede.

Vi lagde ud i tørvejr uden vind.

Der var også lovet langt mere vind, end vi fik, så det var en skøn tur op langs kysten. Ved Skuldelev begyndte det så småt at regne, men det var ikke så kraftigt. Vi rundede Hyldeholm, hvor der var en meget stor flok skallesluger i bugten på Hyldeholms nordside. Derefter roede vi mellem Kølholm og den lille navnløse ø sydvest for Kølholm og frem til Tørslev Hage. En enkelt fisker stod ved Kølholm og fiskede hornfisk. Nu blev regnen noget kraftigere, så efter at have ligget lidt ved Tørslev Hage roede vi tilbage til Skuldelev for at holde frokostpause i shelteren, så vi kunne sidde i tørvejr og nyde forkosten efterfulgt af kaffe og Palles jordbærkage fra Kagekassen. Vi holdt en god lang frokostpause (to timer), inden vi gik ud i regnen og fortsatte til Skovbroen.

Og hvad mon pausen blev brugt til??

Farten var god og humøret højt tilbage mod Skovbroen. I bugten ved Østby Havn kunne vi mærke, at vinden var blevet noget kraftigere, og så holdt regnen op. Vi lagde ud i tørvejr, og vi kom tilbage i tørvejr, selv om der var lovet heldagsregn, så det blev en meget skøn tur på trods af vejret.

Humøret var højt, selv om det regnede under en stor del af turen.

Turen.
Deltagere: Torben, Jakob, Jens, Palle og jeg.
Turens længde: 19,2 kilometer.
Vejret: Regnvejr, vind fra vest 4 - 5 m/s.
Temperaturer: Luften 12 grader og vandet 15 grader.