torsdag den 21. april 2011

Skærtorsdag på Isefjorden.

I dag Skærtorsdag var der klubtur fra Holbæk Kajak Klub, og en armada af kajakker forlod klubben denne morgenstund. Ved Bognæs skiltes vi, John og jeg havde aftalt, at turen skulle gå mod Kongsøre, en af mine favoritture, specielt når solen skinner, og det er vindstille og op mod 20 grader, så kan turen til Kongsøre ikke få bedre rammer. Skoven ved Bognæs og Hønsehalsen var da også i fuld gang med at springe ud, og Kongsøre Skov stod heller ikke tilbage, og vandet var meget klart. Vi tog det med ro, da det blev mere og mere varmt, og vi nød de flotte strækninger. Vi var ellers krøbet delvis i sommerrotøjet for at undgå for meget varme, og det viste sig, at det var en god disposition, selv om vandet sagde tørdragt og luften t-shirt,  men så vovede var vi trods alt ikke. Ved Kongsøre var der heftig aktivitet med andre kajakroere og hestetræf for islandske heste samtidig med, at der var mange, der lod skærtorsdagsturen gå til Sandskredet. Næsten alle borde var optaget, men længst væk fra parkeringspladsen var der et ledigt bord. Da vi havde spist og drukket kaffe med Johns dejlige hjemmebragte muffins til, gik vi over til fire kajakroere fra Vallensbæk, som startede en flerdagstur ud i det blå fra Kongsøre. De havde ikke sat sig ret meget ind i, hvilken rute de skulle følge, bare en tur rundt om Orø med start fra Kongsøre - hvor svært kan det så være. Efter besøget entrede vi atter kajakkerne og roede over til Marinestationen, hvor der var heftige skydeøvelser. Vi holdt os i god afstand og roede ikke ind i det militære farvand. Ved Kongsøre er det endnu sværere at se den røde kugle, der makerer, at der skydes med skarpt, når der ros kystnært, så det er da godt, at det kan høres. Derefter vendte vi og roede tilbage til Holbæk i roligt tempo. Det var efterhånden blevet meget varmt. På turen tilbage til Holbæk skulle vi  da lige inden om Bognæs for at få noget at drikke. Bagdelen var efterhånden blevet godt øm. En lille pause hjalp, og resten af turen forløb meget fint, og vi var tilbage ved kajakklubben klokken 15.15 efter en ualmindelig flot tur på Isefjorden.



Turen.
Dletager: John og jeg.
Dagens distance: 28 kilometer.
Vejret: sol, lidt varmedis, men også lidt skyer, ingen vind, temperaturer op mod 20 grader og vandet var ca. 9 grader.


onsdag den 20. april 2011

En forårsdag i april.

Vejrsituationen her i april har vist sig fra en usædvanlig smuk side - med nogle ganske få undtagelser. Det blev foreslået, at at vi skulle sætte ud i Tisvilde og ro mod Liseleje, så det blev turen i dag. Vejrudsigten lovede temperaturer op mod 20 grader, så tørdragten blev hjemme, og våddragten fundet frem sammen med en let rojakke. Vandet sagde godt nok tørdragt, men med 20 grader ville det have været for varmt. Vi lagde således ud fra Tisvilde klokken 10 og roede langs kysten mod Liseleje, hvor vi kunne nyde den flotte kyststrækning og foråret, som er i fuld gang. Der var mange mennesker på stranden, de var også ude at nyde foråret her lige før påske. En kajakroer fra Espergærde satte ud lidt før os, og vi mødte ham ud for Liseleje, hvor han var på vej tilbage. Vi fik en kort snak med ham,og det viste sig, at han var flittig læser af Kajakhornsherreds hjemmeside. Vi fortsatte et par kilometer efter Liseleje, hvor vi fandt et dejligt sted at gå i land for at spise frokost. Et usædvanlig dejligt sted at sidde og nyde forårsvejret. Det er første gang i meget lang tid, at det blev en frokost uden kage til kaffen, nå, men vi har vist også fået rigeligt med kage i den sidste tid. På vejen tilbage kunne vi opleve et marsvin, som fulgte med os i behørig afstand, og ud for det gamle skydeterræn i Melby kunne vi pludselig se et andet eller måske det samme marsvin ligge stille i vandoverfladen og nyde forårsvejret, men da vi kom nærmere, forsvandt det ud af vores synsfelt. Ellers bød turen kun på et fantastisk vejr og en forårsskov, som er ved at blive grøn. En skøn tur i et område, hvor vi ikke kommer så tit. Da vi pakkede sammen, satte to unge mennesker deres kajakker i vandet, og de var kun iført shorts og t-shirts - de har vist ikke lært ret meget af Præstøulykken.


Turen.
Deltagere: Jakob, Stig, Kristian og jeg.
Dagens distance: 19,8 kilometer.
Vejret: Sol fra en næsten skyfri himmel, svag til let vind fra sydlige retninger, og temperaturen var ca. 18 grader mens vandet blot var 6 - 7 grader. 

fredag den 15. april 2011

Fredagstur til Hønsehalsen.

John havde et par timer, hvor han havde tid til en hurtig tur på fjorden, så han inviterede til fredagstur. Vi lagde ud fra Kajakklubben med kurs mod Bognæs og Marsmanden. Vejret var noget af det fineste, der kunne tænkes - sol og næsten ingen vind, så det var en meget smuk tur langs Bognæs og Hønsehalsen. Vi rundede Marsmanden og roede tilbage til Bognæsbroen, som var ved at blive sat op. Vi spiste frokost med udsigt til Orø og arbejdet med Bognæsbroen. Vi skulle være tilbage senest 13.30, så der var ikke tid til at sidde og nyde forårssolen ret længe. Vi foretog årets første rigtige kryds på tilbageturen, og vi var ved Kajakklubben klokken 13.00. En hurtig tur i det flottest tænkelige forårsvejr.




Turen.
Dagen distance: 14 kilometer.
Deltagere: John og jeg.
Vejret: Sol og få skyer. Temperaturen var 13 grader og vandet 8 grader.

onsdag den 13. april 2011

En gråvejrsdag på Roskilde Fjord

Dagens vejr var ikke særlig inspirerende til en kajaktur, men Torben, Jakob, Erik, Stig og jeg svigter vel ikke onsdagsroningen, selv om vejret ikke viser sig fra sin bedste side, så vi fem satte hinanden stævne til en tur fra Skovbroen til Møllekrogen denne regnfulde onsdag. Erik mødte op med en ny kajak, han havde for få dage siden købt en Tiderace Xplore, så det var hans første tur i den nye kajak. Af den årsag kunne vejret nu godt vise sig fra en lidt pænere side. Sigtbarheden var heller ikke noget at skrive hjem om, men vi fik alligevel en meget fin tur. Vi roede helt hen til rampen ved Møllekrogens bådelaug, inden vi vendte og roede hen til Skrænten for at spise frokosten. Stig havde chokolademuffins med til den efterfølgende kaffe. Han havde er par mærkedage, der lige skulle fejres. Efter frokostpausen var der også lige en skat, der skulle findes oppe på bakken bag den lille sø (et istidshul). Vi fandt skatten, og efterfølgende lagde vi fra land. Jeg kunne ikke finde mit kamera, så ud af kajakken igen, og her var det ved at gå galt, da jeg sad fast i kajakken og skulle have hjælp til at komme fri. Jeg fandt kameraet uden at blive mere våd, så af sted igen. På vejen tilbage til Skovbroen klarede det lidt op, sigtbarheden blev forbedret, og så fandt vi igen "stenen", og fik den sat ind på GPSén som waypoint. Derefter lagde vi ind til Sønderby Havn for at finde endnu en skat, men måtte opgive, den var ikke til at finde. Tilbage ved Skovbroen klarede det mere op, og nu var der også blå himmel at se. Denne kolde dag på Roskilde Fjord sluttede vi med en kop kaffe i skovkanten, inden vi kørte hver til sit.




Turen.
Dagens distance: 16 kilometer.
Deltagerne: Torben, Jakob, Erik, Stig og jeg.
Vejret: Overskyet, en del regnbyger og temperaturen over og i vandet var 7 grader.

onsdag den 6. april 2011

Den store lagkagetur.

I dag var onsdagsturen blevet til "store lagkagetur". Jens havde lovet at bage kage, og Jakob havde på et tidspunkt ønsket otellolagkage. Jakob, Torben, Stig og jeg havde glædet os meget til at smage bagermester Jens´s otellolagkage, og vi blev bestemt ikke skuffede. Torben mente, at Jens skulle slå sig ned som konditor.


Vi satte ud fra Skuldelev Strand og roede i god vind fra sydvest ned mod Skovbroen og Selsø Hage. Vi fulgte kysten tæt, da det jo stadig er vinterroning , og vinden var ret kraftig.



Ved Selsø Hage lagde vi ind ved det sædvanlige sted, og i dag var der underholdning, idet Skovbroen var ved at blive repareret efter den hårde vinter. Da vi havde spist den medbragte mad, skulle vi smage på Jens´s lagkage med tilhørende portvin. En aldeles pragtfuld otellolagkage endda prydet med en kajak og med markering af, at jeg havde fået ny kajak. Efter vi fem havde spist en hel lagkage, var det nødvendigt med en gåtur på Selsø Hage, hvor vi kunne se adskellige døde svaner. Derefter var det afsted igen, men der skulle også lige findes et par skatte med GPS'en. Vi lagde også ind til Østby Havn for kaffepause med kage til i form af mandelmuffins. Her oplevede vi oplevede, en måge hugge en ål fra en skarv i luften, hvorefter der var kamp om føden, men skarven opgav at få ålen tilbage. Mågen havde ellers problemer med en sprællende ål i næbbet. Resten af turen tilbage til Skuldelev Strand forløb fint ingen grundstødninger mv. En fin tur på trods af vejret og tak til Jens for den lækre lagkage.


Turen.
Dagens distance: 16 kilometer.
Deltagerne:  Jakob, Torben, Stig, Jens og jeg.
Vejret: Gråvejr og diset med vind fra sydvest ca. 11 m/s., og temperaturen på ca. 12 grader, vandet blot 6 grader.

lørdag den 2. april 2011

Første lørdagstur

Der er en tradition i Holbæk Kajak Klub om at tage på vandet lørdag morgen klokken 08.00, så jeg måtte tidligt op og pakke til kajaktur. Jeg var ved klubben som den første klokken 07.30, hvorefter de andre kom hurtigt og var meget hurtige til at klæde om og være klar. Lørdagsturene er en lille tur på fjorden, som mere har karakter af motionstur, så det er da fint nok. På turen i dag var vi John, Per, Per Rolmar, Jacob, Jesper og jeg, og vi lagde ud fra broen præcis klokken otte denne disede og fugtige lørdag morgen og roede mod Dragerup. Det var Jespers første tur i år, så han vendte om, da vi havde passeret Kirsebærholmen. Da vi rundede betonklodsen, hvor man i sin tid afskød torpedoper mod Kyndeløse, vendte vi andre om. John og jeg besluttede at fortsætte til Bognæs, inden vi returnerede til kajakklubben. Ved Bognæs lagde vi ind og drak en kop kaffe, mens det klarede op. Turen tilbage til Annekshavnen var i solskin. Da vi kom tilbage, kom en turroer og drog af sted iført t-shirt og joggingbukser. Selv om rosæssonen er startet, må man da godt tænke sig om - vandet er blot 4 grader, så det vil være den sikre død at vælte i en turkajak. John og jeg følte os lidt overforsigtige, da vi stod i tørdragt og vanter mv.




Turen:
Distancen: 16 kilometer.
Deltagerne: John, Per, Per Rolmar, Jacob, Jesper og jeg
Vejret: Diset, svag vind fra sydvest ca. 5 m/s., senere opklaring med en hel del sol og temperaturer over 10 grader, mens vandet holdt sig på beskedne 4 grader.

onsdag den 30. marts 2011

En forårsdag fra Møllekrogen

Denne onsdag var lidt anderledes, idet der var lovet et lidt kedeligt vejr med regn, men solen skinnede under det meste af turen, forårstemperaturen var omkring de ti grader ,og der var næsten ingen vind. Og så var det den første tur i min nye kajak. Jeg ror nu i en P&H Cetus HV, som er en skøn sag på 5,48 m.,  flere af mine rovenner ror i en tilsvarende, og jeg må medgive, at det er en rigtig god kajak til teknisk roning. Så det blev igen et meget fint rovejr som Jakob, Stig, John, Jan og jeg, i min nye kajak, kunne nyde fra Møllekrogen til Borevejle og retur. Jan var med for første gang og faldt fint ind i gruppen. Dejligt med nye deltagere på onsdagsturen. Turen ned langs Hornsherredskysten var flot på den spejlblanke fjord, og det var dejligt at gense strækningen. Det lille fiskerhus ved Lundby, som var til salg sidste år, er renoveret og er bestemt ikke lille længere. Det er blevet dobbelt så stort og renoveret flot. Vi roede forbi Lundby Havn og ned og rundede sælstenen, inden vi krydsede over til Borrevejle, hvor vi fortsatte langs kysten, forbi udløbet af Gevninge Å og et stykke langs kysten, inden vi krydsede det smalle løb over til pladsen, hvor vikingeskibene ligger om sommeren. Solen viste sig fra den pæne side, så vi rigtig kunne sidde og nyde frokosten og udsigten over Borrevejle Vig. Traditionen tro sluttede vi frokosten af med kaffe og hjemmebagt kage, inden vi startede turen tilbage til Møllekrogen. Da vi kom tilbage til Møllekrogen, kunne vi se fire rovfugle kredse over Møllekrogen og Selsø. Nu manglede vi Torben eller Elgjægeren, så vi kunne få at vide, hvad det var for nogle, de var for små til at være havørne, så måske musvåger eller fiskeørne. Uanset hvad det var for rovfugle, så var det flot at se fire rovfugle svæve højt oppe på den blå himmel. Da vi havde pakket sammen, nød vi lige en kop kaffe, inden vi kørte hjem efter en dejlig dag på Roskilde Fjord i ny kajak.




Turen.
Deltagere: Jakob, Stig, John, Jan og jeg.
Distancen: 20 kilometer.
Vejret: Vind fra sydlige retninger, en del sol og temperaturer på ca. 10 grader. Vandet er dog stadig ca. 4 grader.

onsdag den 23. marts 2011

Vænget - Kulhuse.

Onsdagsturen udgik i dag fra Vænget ved Jægerspris, og turen gik således op langs Nordskoven til Kulhuse, hvor frokosten blev indtaget og derefter retur til Vænget. På turen deltog Torben, Jakob, Jens , Stig, Carsten, John og jeg. Carsten og John var med for første gang, og for dem var det første tur i år. Turen mod Kulhuse var i let vind, som både var med og imod. Solen skinnede, og vi nød turen til Kulhuse, og lige før Dyrnæs mole kunne vi opleve tre musvåger inde over vådområdet ved kysten. Vinden var overvejende fra vest, så det var fralandsvind og lavvandet. Det er i forvejen et meget lavvandet område med mange grimme sten lige under vandoverfladen. Der var da også nogle, som blev angrebet af stenene med grimme ridser til følge. Dyrnæs Hage ligger blot nogle få kilometer fra Vænget, hele området er et grundt område med den delvis sammenstyrtede hage, som strækker sig næsten helt ud til sejlrenden. Dyrnæs Hage har tidligere været brugt til udskibning af teglsten fra teglværket, som lå i Nordskoven.
Det er et dejligt sted at ro langs med Nordskoven, men på grund af de mange sten har man nok at gøre med at holde øje med dem. Skoven blev oprindeligt plantet i starten af 1800-tallet for at forsyne flåden med tømmer. Nordskoven er en af de såkaldte flådeskove, hvoraf der blev rejst adskillige, især efter englænderne tog flåden som krigsbytte i 1807. Danmark mistede ved den lejlighed 36 krigsskibe og 540 koffardiskibe. Det svarer til massen af ca. 90.000 træer eller 1800 hektar fuldvoksen egeskov. Kongeegen står også i Nordskoven og regnes for at være 1500 - 2000 år gammel. Jeg synes ikke den er så køn mere, og den er ikke et besøg værd.



Vi ankom til Kulhuse i flot solskin, og vi kunne sidde i læ ved stranden og nyde frokosten i forårssolen. Patricia havde igen givet Jakob en lækker kage med til os. Da vi have spist skulle Torben da også lige prøve lidt geocaching her og finde en udlagt skat ved hjælp af GPS-en. Den lå nu længere væk, end han havde lyst til at gå, så den måtte bare blive liggende hvor den lå. Hjemturen var med vinden i ryggen og modlys.  Det er specielt svært at se de mange sten, der ligger lige under vandoverfladen i modlys, så tilbageturen foregik i større afstand fra kysten for at være på den sikre side. På vejen tilbage til Vænget lagde vi ind til Dyrnæs mole, hvor Torben havde mere held med geocaching. Vi andre fik lige en kop kaffe, inden vi satte os i kajakkerne igen. Strækningen fra Kulhuse til Dyrnæs mole var i god medvind, så det var helt dejligt bare at drive af sted. Fra Dyrnæs mole havde vi lettere modvind helt frem til Vænget. Fortroppen syntes, det var bedst at ro inden om holmen, der ligger lige ude foran Vænget. Hele dette område må betragtes som Jægerspris´s soppebassin eller rettere mudderbassin, hvor der blot er ca 15 cm. vand, så det var noget anstrengende at komme igennem. Da vi kom tilbage til Vænget, fik vi hurtigt pakket grejet sammen, så vi kunne komme hjem efter en flot dag på Roskilde Fjord.


Turen.
Dagens distance: 20,5 kilometer.
Deltagere: Torben, Jakob, Jens, Stig, Carsten, John og jeg.
Vejret: En hel del sol, vind fra vest ca. 8 m/s., og temperaturen er efterhånden kommet op på 10 grader.
Vandet derimod viser blot 2 grader.

onsdag den 16. marts 2011

Årets første tur på Isefjorden.

Traditionen tro er min første tur i år på Isefjorden en tur fra Vellerup til Bramsnæs. Jeg var forhindret i at deltage på den allerførste tur på Isefjorden i år. Og sådan en tur fra Vellerup til Bramsnæs skulle det være i dag sammen med Torben, Jakob, Jens og Elgjægeren. Vi lagde ud fra stranden ved den gamle færgemole klokken 10.00, og da det er vinterroning, er det kystnært, og det vil sige helt ind i bunden af Vellerup Vig og ud langs den anden kyst. En sæl var taget ind i Vellerup Vig for at nyde de mange ørreder, der er i vigen. Det er første gang vi har set sæl i Vellerup Vig. Det blæste kraftigt fra øst, derfor kunne vi ro i læ af bakkerne hele vejen til Bramsnæs Vig. Det skulle vise sig, at vi havde medvind stort set hele vejen, men i læ for den kraftige vind. Kom vi et stykke ud fra kysten, så kunne vi virkelig mærke vinden. Derfor ville vi ikke ro langs vestsiden af Bramsnæs for at komme ned til pausestedet ved bugten til Bramsnæs. Vi nød solen og det flotte vejr, mens vi roede i roligt tempo. Strækningen fra Vellerup til Bramsnæs er en af de flotteste rostrækninger ved Isefjorden. Elgjægeren ville gerne holde frokostpause ved det smalle stykke til Bramsnæs i bunden af Bramsnæs Vig. Men det var dels meget lavvandet ca. 50 cm. under daglig vande, og så var fjordbunden meget blød, så vi kunne ikke komme i land. Derfor roede vi over ved siden af teltpladsen ved Ejby, hvor vi kunne finde noget læ med en flot udsigt til Bramsnæs og hele Inderbredningen. Under disse madpakketure er det selvgjorte madpakker af den lidt kedelige slags, og Elgjægeren havde naturligvis også selv lavet madpakke - den mest ensformige madpakke, der længe er set. Vibeke havde forsynet mig og selskabet med hjemmelavet sachertorte, som vi kunne nyde efter madpakkerne. Derefter gik vi en tur langs stranden hen til sejlklubben. Vi kom forbi pælen ved lejrpladsen, hvor der var sat en kommunal meddelelse op om, at lejrpladsen var lukket på grund af svineri og hærværk med en nedbrændt shelter. Sørgeligt det er sådan, at der ikke kan udvises lidt respekt for sådan en dejlig lejrplads.



Vandstanden var faldet yderligere, og vinden var taget til. Den var oppe på 12 - 14 m/s, så vi var forberedt på en hård tur tilbage til Vellerup. Der første stykke var nu ikke så slemt, men da vi nåede Vellerup Vig, så kunne vi mærke den hårde og kolde østenvind, samtidig med at skyerne dukkede op som lovet i vejrudsigten. Vi roede helt ind i bunden af Vellerup Vig, inden vi fulgte kysten tilbage til udgangsstedet. Det blev en meget flot tur i

Test. Elgjægeren testede sine nyndkøbt sokker med indlat varme. I sokkernes sål er et varmelegeme, som kan holde ca. 40 graders varme omkring tæerne og fødderne. Varmelegemet drives af et batteri, som sidder lige under knæet. Efter ca. 5 time var fødderne stadig varme og batterie var ikke til gene - en god investering.

Dagens tur.
Distance: 16 kilometer
Deltagere: Torben, Jakob, Jens Elgjægeren og jeg.
Vejret: Tørt, sol til midt på eftermiddagen og vind fra øst 12 - 14 m/s. Temperaturer på 6 grader, mens vandet kun lige er kommet over frysepunktet.

onsdag den 9. marts 2011

Premiere på 2011 sæssonen.

Gilleleje - Hornbæk Plantage.

Så kom dagen endelig, hvor jeg var på vandet. Jeg har ikke været på vandet siden den 28. november. Efter sidste års hårde vinter var jeg af den klare overbevisning, at en sådan vinter ikke kunne gentage sig, men der troede jeg helt forkert, denne vinter har både været længere, koldere og med mere sne og is. Så efter mere end tre måneders hård vinter var det dejligt at komme på vandet igen. Dagen tur udgik fra Gilleleje med kurs mod Hornbæk, da der stadig er en hel del is på Isefjorden og Roskilde Fjord.

I dag var vi Jakob, Torben, Jens og jeg, og vi satte ud fra stranden ved østmolen på Gilleleje Havn. Vi var klar i kajakkerne klokken 10.00. Vejret var fint, lidt diset , men solen skinnede af og til igennem, der var god vind, så vi holdt os tæt inde under land med kurs mod Hornbæk. Ved Hornbæk plantage lagde vi ind og spiste frokost i læ for blæsten, og nu var solen væk, erstattet af et par lette regnbyger. Der kom flere forbi og var lidt nysgerrige efter, hvad vi dog var for nogen, der sad på en sti i regnvejr og spiste frokost, men i tørdragt og godt med tøj under var det ikke noget problem. Jens havde kage med ,og som erstatning for othellolagkage var det bagerenes bedste. Efter frokostpausen vendte vi tilbage mod Gilleleje, og et par regnbyger mere blev det også til. Vi var tilbage ved bilerne klokken 15.30 efter den første tur i 2011 - en meget fin dag på vandet.  




Dagen distance: 17 kilometer
Deltagere: Jakob, Torben, Jens og jeg
Vejret: Kraftig vind fra sydvest ca. 8 m/s. en del sol og regnbyger om eftermiddagen , men det klarede op hen under aften. Luften var ca. 5 grader og vandtemperaturen ca. 1 grad.