torsdag den 18. maj 2023

Kristi Himmelfarts tur

Der var slået en tur op i kajakklubben, hvor vi skulle ro fra Møllekrogen til Østby. Et godt valg en dag hvor vinden var svag og der var lovet en varm og solrig dag. Da vi mødtes ved klubben var vinden godt nok svag, men der var ikke ret meget sol, nærmest lukket skydække. Vi kom af sted til tiden, og var hurtigt ved Møllekrogen og blev modtaget med nattergalens sang fra buskene ved havnen, men ikke nogen sol. Hurtigt blev kajakkerne pakket og vi var klar til at tage af sted. Vi roede ind ved Sønderby Havn, men gik ikke i land. Da vi rundede Selsø Hage blev vi mødt at rigtig mange lystfiskere, som var ude og fange hornfisk. Der holdt over 10 biler på Skovbroen. Under hele turen oplevede vi masser af hornfisk som lige lavede smut foran kajakken. Vi lagde ind ved Østby Havn, hvor en anden kajakgruppe, som var på vej rundt om Eskildsø, og var ved at pakke sammen efter frokostpause. Havde de ventet lidt længere, havde de holdt frokostpause i solskin, for lige så snart vi satte os for frokostpause begyndte solen at skinne, og så skinnede solen resten af dagen. Det blev en god lang og hyggelig frokostpause i dejligt solskin. Da vi kom trilbage i kajakkerne roede vi ind til Eskildsø, hvor det var blevet kaffetid inden vi roede tilbage til Møllekrogen. Tilbage ved Møllekrogen fik vi hurtigt læsset traileren og klædt om efter en rigtig god dag på Roskilde Fjord.
Roskilde Fjord er kendt for masser af svaner
Frokostpause ved Østby.
Flot rovejr.
Kaffepause på Eskildsø.

Turen: Møllekrogen - Østby og tilbage til Møllekrogen.
Dato: 18. maj.
Deltagere: Inger, Birgitte, Hanne, Mette, Klaus og jeg.
Turens længde: 20 kilometer.
Vejret: Dagen startede overskyet, derefter sol og svag vind fra vest.
Temperaturer: Luften 16 grader og vandet 15 grader.


Ingen kommentarer: