Så blev det endelig tid til en onsdagstur fra Hammer Bakke til Ejby. Jeg var ikke i stand til at køre selv, da min trailer er solgt, og jeg ikke har fået de nye tagbøjler endnu, så jeg var afhængig af Finn for transport af kajak. Vinden var ret hård fra sydøst med vindstød på 12 m/s, mens middelvinden lå på blot 6 m/s. Da vi satte ud fra stranden, skulle færgen til at sejle, og da den havde delvis medvind, blev den nærmest skubbet til Orø, og styrekablerne lå således i vandoverfladen ret længe, så vi ventede lidt med at passere. Vinden var ret hård, og da vi skulle ro over Hammerkrogen, var det i direkte hård modvind, indtil vi kom i læ af Vellerup skrænterne. Vi holdt os langs med kysten, så vi var i læ indtil Vellerup Vig, hvor der atter var hård modvind over vigen. Ovre på den anden side af vigen var der fint læ, og da gruppen atter var samlet og klar til at fortsætte, var det kystnært hele vejen til Ejby. Vi overvejede at lægge ind ved Ejby Havn, men valgte alligevel at fortsætte til Ejby Sejlklub, hvor vi lagde ind for frokost. Finn havde lækker smørrebrød med fra Svanen i Holbæk. Det blev en god lang frokostpause, hvor Jakob også havde lækker kage med til kaffen. Efter frokostpausen måtte vi konstatere, at vandstanden var faldt, og vinden havde lagt sig og drejet i syd, men alligevel fin rygvind hele strækningen til Hammer Bakke og tilmed også med lidt sol, så det var skønt at ro tilbage til Hammer Bakke. Tilbage ved bilerne fik vi hurtigt pakket sammen, og så nød vi lige en kop kaffe med mere kage fra Patricia til, inden vi kørte hjem til påske efter en hård, men dejlig tur på Isefjorden.
I læ ved Kyndeløse Nordmark
Når vi var i læ for vinden, var det fint at ro langs kysten.
Ikke en skulptur, men en mand og hans hund.
Turen: Hammer Bakke til Ejby og retur.
Dato: 13. april.
Deltagere: Jakob, Kim, Finn og jeg.
Turens længde 19 kilometer.
Vejret: Vind fra sydøst til syd på 6 og senere 4 m/s, og lidt sol.
Temperaturerne: Vand og luft 8 grader.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar