Min trailer er solgt og afleveret, og nu kører den med kajakker i det nordjyske. Det med at skulle køre med kajakken på taget af bilen, er en opgave, som skal løses på sigt. Problemet er ikke kørslen, men at få kajakken op på og ned af taget, så det må tiden vise, hvordan jeg løser den opgave, indtil da må jeg klare mig med kajakklubbens ture og trailer. Jeg havde meldt mig til en tirsdagstur i kajakklubben, hvor det blev en lettere gentagelse af sidste uges onsdagstur. Vi satte ud fra Herslev Strand og roede Lejre Vig rundt. Der var ikke kommet mere vand i fjorden, så de mange sten lå meget tæt på vandoverfladen. Vi roede langs kysten til spejderlejren og krydsede mod Langholm, hvor vi holdt god afstand til kysten, så de mange fugle på øen kunne få fred for os, derefter kryds til Agernæs, hvor der var ekstremt lidt vand og mange sten. Rundt i Uglekrogen forsøgte vi at ro noget tættere på kysten, her kunne vi fornemme, at træer og buske var ved at få forårets grønlige skær. Færgebro Rev var stort set oven vande, og det så flot ud på den spejlblanke fjord. Vi krydsede til Gershøj, hvor vi holdt en lille pause på vandet, inden vi roede til Lejre Havkajak for frokostpause. Vi sad og nød frokosten i bagende sol med udsigt til fjorden, der var ikke en eneste krusning på vandet, vinden skulle komme fra syd, men det var ikke til at se. Birgit havde sendt lidt kage med til vores kaffe. Efter en god lang pause fortsatte vi til bunden af Lejre Vig nede ved motorvejen. Da vi vendte, fik vi den meget svage vind i ryggen. Med næsten ingen vind og solen der varmede og gav et par ekstra grader i tørdragten, var turen tilbage til Herslev meget varm, næsten som en varm sommerdag i tørdragt. Tilbage ved Herslev fik vi hurtigt pakket sammen, pakket traileren og skiftet tøj. Tilbage ved klubben gik det lige så elegant med at få ordnet tingene, nydt en kop kaffe og afsluttet en fin tur Lejre Vig rundt,
Turen: Rundtur på Lejre Vig.
Dato: 22. marts.
Deltagere: Marianne, Margit og jeg.
Turens længde 20,6 kilometer.
Vejret: Sol fra en skyfri himmel med meget svag vind fra forskellige retninger.
Temperaturerne: Luften op mod 15 grader og vandet 6 grader.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar