Det er efterhånden længe siden, vi har sat ud fra Skuldelev, men med svag vind fra syd, så ligger kysten fint til en tur til Selsø Hage, hvis ikke det skal være Nordkysten, så aftalen var, at vi skulle sætte ud fra Skuldelev og ro til Selsø Hage. De tocifrede varmegrader har betydet, at både Karin og Bjarne også fandt det fornuftigt at være med igen. Vejret var fantastisk med sol fra en skyfri himmel og en svag vind fra syd, hvilket også betyder lavt vand i Roskilde Fjord, så de mange sten drillede lidt. Modvinden mod Skovbroen var ikke noget problem, nærmest en befrielse i varmen, så vi holdt en fin fart frem til Selsø Hage, hvor vi lå lidt og nød forårsvejret, og da der var stemning for at fortsætte til Sønderby, så blev det sådan. Vi havde lidt problemer med landgang uden på havnen. Sønderby Havn har gennem vinteren gennemgået en flot renovering af sydmolen, men vi kom i land, og med fælles forståelse for at holde afstand, så lykkedes det ganske fint. Vi fandt et dejligt sted for frokost lige op ad en blomstrende mirabelle. En af de lokale fra havnen kom forbi, så vi fik en fin opdatering af havnen og fremtiden for Østby Havn. Efter en god lang frokostpause, roede vi tilbage til Skuldelev, med bølger ind på siden af kajakken frem til Selsø Hage, så vi nærmest dansede tilbage til Selsø Hage, derefter havde vi fine medbølger, som vi kunne udnytte til lidt surf. Lidt uro i luften over Eskildsø betød enorme fugleflokke over Eskildsø, så fuglene har i den grad overtaget øen. Tilbage ved Skuldelev afsluttede vi turen med kaffe ved Café Berlingo efter en flot tur på Roskilde Fjord.
Frokostpause med stor afstand.
Masser af fugle i luften over Eskildsø.
Surfing mod Skuldelev.
Der kører ikke mange biler på Prinsesse Marys Bro.
Turen: Skuldelev Strand til Sønderby og retur.
Dato: 8. april.
Deltagere: Karin, Kristian, Bjarne, Jens og jeg.
Turens længde: 20 kilometer.
Vejret: sol fra en skyfri himmel og vind fra syd på 2 - 4 m/s.
Temperaturerne: Luften var 18 grader og vandet 9 grader.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar