Titlen på dagens tur skyldes, at Finn havde fødselsdag i dag, og alligevel var han med på vandet, nok mest fordi coronabegrænsningerne betyder, at der ikke er ret mange andre muligheder for at fejre dagen end en tur på vandet. Det var også dagen, hvor vandtemperaturen har været stabil over ti grader, så tørdragten skulle ikke med, men overgangsbeklædningen til sommerrotøj, og det var bare skønt ikke have så meget tøj på. Vi satte ud fra stranden ved Hammer Bakke og roede "mod uret" rundt om Orø. Der var ikke ret meget vind, så turen op til nordsiden af Næsby Rev var i meget svag modvind, men da vi rundede revet, var der sidesø hele strækningen over til Børrehoved og i perioder ret store bølger, så vi kom noget væk fra hinanden. Vi lagde ind ved campingpladsen for frokost, men først skulle vi over revlerne, hvor vandstanden var få centimeter, og mellem revlerne var vandstanden over støvleskafterne. Vi fandt en fin plads med lidt læ og sol fra en skyfri himmel, hvor vi kunne nyde frokosten. Det er ikke så nemt at finde en plads til syv personer, når der skal holdes corona-afstand, men alle respekterede, at der skulle holdes afstand. Finn havde øl og sodavand med samt hjemmebagt kringle til kaffen. Efter frokostpausen skulle vi over revlerne igen, men nu var det lettere at finde hestehullerne, så kunne komme ud på fjorden. Frem til Vesterløbet var det atter i sidesø, og vi kunne mærke den tiltagende vind, så vi skulle hele tiden passe på, at bølgerne ikke tog magten over kajakken. Ned gennem Vesterløb var der næsten læ, så det gik fint. Efter Orø Havn roede vi ind gennem det lavvandede område mellem Orø og Lindholm, hvor der i dag kun var 10 -15 cm vanddybde, så det var hårdt arbejde. De sidste kilometer til Hammer Bakke var således i modvind, men på intet tidspunkt et problem. Det var en flot tur under den flotte blå himmel rundt om Orø, men også en lidt hård tur for armene, da der skulle arbejdes for alle tyve kilometer.
Turen: Rundt om Orø fra Hammer Bakke.
Dato: 22. april.
Deltagere: Karin, Kim, Kristian, Bjarne, Finn, Jens og jeg.
Turens længde: 20 kilometer.
Vejret: Sol fra en skyfri himmel og vind fra nord på 2 - 4 m/s.
Temperaturerne: Luften var 14 grader og vandet 12 grader.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar