torsdag den 28. juni 2018

Rundt om Nekselø

Fantastisk vejr, men det var ikke forsvarligt at køre til Svinø og ro rundt om Knudshoved, idet vejrudsigten forventede vind fra vest på op til 7 m/s, så er et kryds på ca. 6 kilometer ikke forsvarligt. så det blev en tur rundt om Nekselø. Vi var seks, som kørte til Havnsø, lige så snart mødetiden for madpakketur var passeret, så vi var hurtigt i Havnsø, hvor vi satte ud det sædvanlige sted foran Folkehøjskolen. Vi startede turen med at ro til Stold for at se, om der eventuelt var sæler i området, men der var ingen sæler, så vi roede tilbage og satte kursen rundt om Nekselø "mod uret". Ved havnen lagde vi ind for en kort kaffepause. Solen bagte, så det var hårdt at sidde i solen, så vi fik dårligt nok drukket kaffen før vi var på vandet igen og med svag modvind, som kølede dejligt i solen. Vi rundede nordspidsen af Nekselø, så vi kunne nyde den fantastiske vestside. Den svage vind gjorde, at vi kunne den flotte havbund ganske klart. Selv om det har været ekstremt tørt ganske længe, så var skrænterne ikke helt så affarvede, som forventet. Vi lagde ind ved den eneste reelle sandbund på vestsiden af Nekselø for frokostpause. Peter startede pausen med at tage en dukkert inden frokosten, hvilket blev fulgt fra landsiden, men ingen af os andre fulgte med. Det blev en god lang pause. På vandet igen, fortsatte vi mod Havnsø i svag medvind, så der var ekstremt varmt ude på vandet denne eftermiddag. Tilbage ved Havnsø måtte vi konstatere, at det ikke er velset at køre ind på græsarealet og læsse af, nogle havde parkeret to biler ganske umotiveret og provokerende i indkørslen til arealet, men vi kunne dog finde en anden vej ind til kajakkerne. Utroligt at nogle kan have noget imod, at vi kører ind og læsser af og på på et offentligt areal, men selvfølgelig tager det lidt af udsigten i de to gange femten minutter, det tager ! ! ! !
Vi havde en meget flot tur rundt om Nekselø, men det var meget varmt.

Turen: Til Stold og rundt om Nekselø.
Dato: 28. juni.
Deltagere: Birgit, Grethe, Lisbeth, Peter, Søren og jeg.
Turens længde: 15,2 kilometer.
Vejret: Svag vind fra vest ca. 3 m/s og sol fra en skyfri himmel.
Temperaturerne: Luften omkring 30 grader og vandet 22 grader.


Ingen kommentarer: