Vi var syv kajakroere, som glædede sig til at se og gense Mariager Fjord på en tur over fire dage. Mandag morgen mødtes vi lidt i ni og fik pakket biler og trailer på rekordtid og så af sted over Fyn til Mariager. Vi holdt en enkelt kort pause ved Kildebjerg lidt efter Odense, her hilste vi på Palle fra Kajakhornsherred, som var på vej til en Gudenå-tur med rovennerne. Et par timer efter pausen kørte vi ind ved Mariager Kajakklub. Pakningen af kajakkerne skete hurtigt, og efter den noget forsinkede frokost, satte vi kajakkerne i fjorden. Med tungt læssede kajakker roede vi langs den smukke kyst mod Dania. Fra Dania krydsede vi til Vive Havn, så vi fik bølgerne næsten mod os. Det blev et lille kryds, men ret krævende. Vel fremme ved Vive Havn fik vi etableret en lejr og derefter lidt kaffe og hygge, inden vi gik i gang med aftensmaden. Vi havde en meget hyggelig aften i havnens dejlige klubhus. Tirsdag morgen var vi på vandet 07.45, det var planen at ro en tur ud af fjorden. Vestenvinden tog til, så vi havde både bølger med os og bølger ind fra siden.
Ved Havnø Hage lagde vi ind for en kaffepause. For at komme i læ for vinden skulle vi passere et pigtrådshegn, Michael skridtede over, og så fandt han ud af, at der var strøm i hegnet, vi andre passerede i noget mere elegant stil, uden at komme i stødet. Vi sad i læ bag nogle siv og kunne nyde udsigten over fjorden. Et veteranskib og et fragtskib passerede tæt op ad hagen og skulle derefter siksakke ud af den smalle fjord. Vi skulle tilbage til vores lejr i Vive og valgte at krydse fjorden, så vi fik lidt læ tilbage til Hadsund, det blev ikke til meget læ gennem det lavvandede område, men absolut den nemmeste rute.
Frokosten blev indtaget ved Hadsund Roklub, hvor vi fandt både læ og sol. Frem til Østergård Hage var der ingen problemer med vinden, men fra Østergård Hage til Vive havde vi kraftig sidevind og spændende bølger. Fra H.J.Hansen til Vive, en strækning på blot 1 kilometer, havde vi tiltagende vind, så den sidste kilometer var ganske hård med 7 - 8 m/s modvind. Tilbage i Vive Havn var det tid til lidt afslapning og et bad, senere kaffe i solen ved klubhuset og samt hyggelig snak med nogle af sejlklubbens medlemmer. Aftensmaden blev tilberedt i det overdækkede område, hvor vi også spiste, derefter kaffe inde i klubhuset. Onsdag morgen var vi igen tidligt oppe og pakkede sammen i gråvejr, men det var tørt og koldt. Morgenmaden blev lavet og spist i klubhuset, hvorefter vi pakkede kajakkerne. Vi var på vandet ved ottetiden og roede i svag modvind mod Hobro. Ved Høllet Havn lagde vi ind for kaffepause i klubhuset, da sommervejret udeblev, det var koldt og gråt.
Derefter skulle vi ro langs med det meget smukke naturområde frem til Bramslev Bakker. Solen begyndte så småt at komme igennem skyerne, så området tog sig flot ud. Vi lagde ind ved Bramslev Bakker og fandt et godt læsted, hvor vi kunne nyde frokosten. Vi lagde ikke mærke til, at vinden tog til, så de næste fire kilometer til Hobro var i tiltagende modvind, hvor der ikke var nogen muligheder for at finde lidt læ langs kysten, og da vi kom frem til Hobro var vindstyrken oppe på ca. 10 m/s, så turen til Hobro var lidt hård. Vi lagde ind ved Sildehagen ved hegnet til Lystbådehavnen, tømte kajakkerne og fik båret alt vores grej over hegnet. Vi havde fået tildelt pladsen ved masteskuret, pladsen lå meget udsat for vestenvinden, så det var ikke bare lige at få slået teltene op, derefter gik vi op i klubhuset og nød lidt rødvin, andre var mere fornuftige og nød badet. Vinden tog stadig til og nu med regn resten af aftenen. Aftensmaden havde vi aftalt skulle indtages i Hobro, da det ikke var muligt at lave mad i storm og regn eller i teltene, aftenkaffen blev indtaget i klubhuset, og så var det ellers om at komme i soveposerne. Vinden var meget hård, oppe på 20 m/s i vindstødene. Larmen fra sejlbådenes master var ret voldsom, men alle fik en god søvn. Aftalen var, at vi skulle tidligt op og pakke sammen inden morgenmaden idet vi skulle forvente 7 m/s vind fra morgenstunden og tiltage op ad formiddagen. Vi var på vandet 07.45 og startede med at ro over for at se vandshelteren uden for Mariager Fjords Kajak. Ingen mente, det ville have været nogen nydelse at tilbringe natten i den.
Så var det ellers om at sige farvel til Hobro og komme mod Mariager, vinden tog til, og bølgerne blev kraftigere og kraftigere, med medvind havde vi en god fart frem til Mariager, men vi havde dog tid til at nyde udsigten over mod Bramslev Bakker. Tilbage i Mariager fik vi bakset kajakkerne op i kajakklubbens stativer og tømt dem for udstyr, pakket traileren, og så fik vi oplevet at se Mariager Kajakklubs flotte klubhus og bådhal, samt hørt om kajakklubben. Vi spiste frokost i klubhuset, inden vi forlod Mariager for at køre hjem. Vi havde en meget fin tur, men var dog belastet af meget vind fra vest, som ikke er en god kombination med Mariager Fjord. Vi må konstatere, at fjorden er flot, men vejret over Mariager Fjord heller ikke var kajakvenligt på denne tur, det er til gengæld havnene langs fjorden.
Turen: Rundt i Mariager Fjord.
Dato: Fra 18. til 21. juni.
Deltagere: Grethe, Dorthe, Marianne, Inger, Peter, Michael og jeg.
Turens længde: 62,8 kilometer.
Vejret: Blandet dansk sommervejr (skyet, regn og vind) med hård vind fra vest.
Temperaturer: 14 - 21 gradder og vandet ca. 18 grader.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar