onsdag den 29. marts 2017

En kold dag på Roskilde Fjord

Denne regnfulde onsdag startede vi turen fra Møllekrogen, og da det regnede under klargøring til turen, var vi allerede våde, da vi roede af sted mod Lyndby. Det bevirkede, at vi også var ret kolde, så det var svært at få varmen i kroppen. Først da vi næsten var nået til Lyndby holdt regnen op, og vejret blev ret fint, men vi så desværre kun et enkelt lille solstrejf. Vi roede helt ind i Lyndby Havn, inden vi roede tilbage til "Det Lille Gule Hus" eller pladsen ved Lejre Havkajak, for her kunne vi sidde tørt og nyde frokosten i en af deres sheltere. Vi havde endda en shelter til ophold og en til at hænge det våde tøj op i, men selv om vi holdt en god lang frokostpause, så nåede tøjet absolut ikke at blive tørt. Tilbage i kajakkerne satte vi ud i let medvind og næsten klart vejr. Da vi passerede Gershøj, kunne vi se, at der var andre kajakroere ude på fjorden, men vi mødte ingen på vores tur. Ved engen lige nord for Gershøj så vi atter viber, så selv om det var en våd og kold onsdag, så er det altså forår. Tilbage ved bilerne fik vi hurtigt pakket sammen og skiftet til tørt tøj, og så nød vi lige en kop kaffe sammen med en lækker kage fra Patricia, inden vi skiltes for at køre hjem.





Turen: Møllekrogen til Lyndby og retur.
Dato: 29. marts.
Deltagere: Jakob, Søren og jeg.
Turens længde 18 kilometer.
Vejret: Dagen startede med regn, senere lidt opklaring uden sol, med svag vind fra  vest på ca. 4 m/s.
Temperaturer: Luften 4 - 7 grader og vandet 9 grader.

Ingen kommentarer: