tirsdag den 4. april 2017

Spejlblanke fjord

Denne tirsdag morgen var Holbæk Fjord spejlblank, så det næsten så ud, som om der var is på fjorden, men det var bare vindstille og blå himmel med masser af sol, så er det en skøn fjord at ro på.


Jeg kan da mindes, at den 4. april har det været koldt og blæsende, men med en vandtemperatur på lige under 10 grader er der ikke meget, der tyder på, at vi skal have mere sne og kulde lige nu, sneskovlen er da også gemt godt væk. Vi var kun seks kajakker, som havde opdaget, at vejret var det mest perfekte rovejr, sådan en dag burde være langt flere. Vi satte ud og roede mod Kirsebærholmen og Søminen, imod solen, som var lidt hård ved os. Sådan en dag med sol og ingen vind kan det være svært at iføre sig den helt rette inderbeklædning, for skulle man havne uden for kajakken, så er vandet stadig koldt, så vi havde det varmt, men trods påklædningen dejligt. Ved Søminen kunne vi sidde i kajakkerne og nyde skovbunden med de udsprungne anemoner, ligesom enkelte slåen eller hvidtjørn også stod i hvidt. Fra Søminen fortsatte vi ned forbi Bredetved, inden vi vendte og roede tilbage til kajakklubben. I den nordlige ende af Dragerupskoven kredsede en havørn oppe over træerne. Vi har mødt havørne ved Dragerupskoven før, så det er efterhånden almindeligt at møde havørn på disse kanter; den har nok en rede i området. Ud over at vejret var fantastisk, så var det også lavvandet, så vi skulle godt uden om Kirsebærholmen. Da vi nærmede os Annekshavnen og kajakklubben, kunne vi mærke, at vinden tog til, så den var vel oppe omkring 3 m/s, da vi roede ind i havnen. Efter rengøring af kajakker nød vi lige en kop kaffe, inden vi kørte hjem efter en fantastisk dag på fjordene.



Afløservirus på fjorden. 


Turen: Holbæk Kajak Klub, Bredetved og retur.
Dato: 4 april.
Deltagere: Grethe, Lisbeth, Birgit, Michael, Søren og jeg.
Turens længde: 16,3 kilometer.
Vejret: Sol fra en næsten skyfri himmel under hele turen og lidt vind max. 3 m/s.
Temperaturer: Luften 12 grader og vandet lige under 10 grader.


Ingen kommentarer: