Med vind fra vest plejer vi at ro fra enten Skuldelev eller Møllekrogen, men i dag skulle vi prøve en ny tur med Strandhusene som startsted. Vinden var vestlig og ret så kraftig, så det var med rygvind det meste af turen mod Kongsøre, hvilken betød, at der var modvind retur, men området er ret godt rovand, hvor vi kan ro meget tæt på kysten, så vi var i læ for vinden. Til gengæld var der sol fra en næsten skyfri himmel hele dagen. Vi havde således en meget fin tur mod Kongsøre i masser af sol og medvind, spørgsmåler var, om vi kunne ro uden om marinestationen. Det var meget forårsagtigt, men vi er jo kun i midten af marts, så det varer et godt stykke tid, inden træerne springer ud. Det viste sig, at refleksbølgerne ved molen på Marinestation Kongsøre ikke var det helt store problem, så vi kom fint forbi den lange mole ved marinestationen og forbi Sandskredet og helt frem til "Grusgraven", hvor vi lagde ind for frokostpause. Et skønt sted med læ og masser af sol, så vi nød pausen og efterfølgende gik vi ud til Næbbekroen for at holde benene i gang og betragte vind og bølger i Lammefjorden.
Tilbage i kajakkerne roede vi mod marinestationen, og nu var den røde kugle hejst. Jeg har indkodet telefonnummeret til Marinestation Kongsøre, så hvad var nemmere end lige at høre, om vi måtte passere. Der var aktivitet i vandet, men vi måtte godt ro forbi i god afstand til molen. Det var trods alt fin service fra Marinestation Kongsøre. Efter Kongsøre kunne vi mærke modvinden, så der skulle tages noget mere fat. Vi havde besluttet at holde en lille pause halvvejs til Strandhusene, for lige at forberede os på den sidste strækning, så vi lagde ind på en lille pynt, hvor der var læ og meget sol, og efter en kort pause fortsatte vi. Det var trods alt kun de sidste 2 kilometer, modvinden var rigtig kraftig. Alligevel kunne vi holde en god hastighed på næsten 5 km/t, så det var godt nok. Vi havde en fantastisk tur, selv om de mange løvtræer langs kysten, slet ikke havde tegn på, at de lige stod for at skulle til at springe ud.
Turen: Strandhusene til Kongsøre og retur.
Dato: 15. marts
Deltagere: Jakob, Jens, Palle, Finn og jeg.
Turens længde 20,1 kilometer.
Vejret: Sol fra en skyfri himmel med vind fra vest 8 - 10 m/s faldende over hele dagen.
Temperaturer: Luften lige under 10 grader og vandet 5 grader.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar