Turen rundt om Orø har flere gange vært under opsejling, og i dag skulle det så være. På turen deltog Ulla, Henrik, Kim, Benny og jeg. Vi lagde ud fra færgemolen ved Hammer Bakke klokken 10.00, alle var præcise og helt klar til aftalt tid. Vejret var igen fantastisk med fuld sol fra en næsten skyfri himmel. Temperaturen holdt sig lige under de 30 grader, så på vandet i let vind var et ganske godt sted at opholde sig på denne dag.
Op gennem Østeløb i let modvind. Lige efter Nordby mødte vi et marsvin, som lå dovent i vandet, inden det opdagede os og forsvandt ned i det "kolde" vand. Det døjede nok også med varmen. En stor oplevelse og så det første marsvin, vi har mødt i år.
Først da vi rundede Nørre Rev, kom der lidt bølger på vandet, og da det var små bølger, som kom skråt bagfra, krydsede vi over fra Nørre rev, hvor øens eneste campingplads ligger, et kryds på ca. 2,5 kilometer. Vi holdt pause i ca. 1 time på starnden ved campingpladsen, hvor vi sad sad og nød den fantastiske udsigt over Isefjorden. Der var enkelte badegæster, der nød en svalende dukkert i Isefjorden.
Efter pausen var vandstanden faldet, så vi måtte bære kajakkerne ud over første revle, så de kunne komme til at flyde. Vi kunne først komme i kajakkkerne efter tredje revle, da der er meget lavt i området. Så gik turen ned i Vester Løb, hvor man skal holde sig i nærheden af sejlrende for at undgå grundstødninger på muslingebankerne.
Vi lagde også ind ved Orø Havn for at få en kop kaffe. I dag manglede vi Jakob og Patricias kage. Vi tænkte ikke over dette problem, før vi sad med kaffekoppen i hånden - det er altså et savn, når det er kajaktur uden kage.
Efter Orø Havn skulle vi finde passagen mellem Orø og Lindholm og en passage ud til Østerløb. Vandstanden var efterhånden faldet så meget, at vi måtte ud af kajakkerne og trække gennem en af de små smalle passager.
I dag var det ikke muligt at ro mellem Lindholm og Orø, vi måtte ud af kajakker for at komme igennem passagen til Øster Løb.
Med Orøfærgen i sigte var der kun få kilometer over til færgemolen. Med nordlig vind kan man ikke passere færgen, når den sejler, for så ligger styrekablerne lige under vandoverfladen, og de er vist ikke så sjove at komme op at ride på. Vi holdt en god fart under hele turen og roede turen på lige under fire timer og så et par lange pauser.
.
Vejret var bare fantastisk, og vandtemperaturen er lige kommet op omkring de tyve grader. Det var en meget varm dag, men på grund af den lette brise fra nord føltes det ikke helt så slemt. Vi drak flere liter vand på turen, så der var noget at svede af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar