onsdag den 13. maj 2009

En forårsdag på Roskilde fjord

Onsdag den 13. maj.

Skal man opleve en rigtig flot og uspoleret natur, så er det ved Bognæs i Roskilde Fjord og specielt Vestskoven på Bognæs. Turen rundt om Vestskoven fra Herslev var dagens tur for Torben, Jakob, Benny og jeg. Vi lagde ud fra Herslev Strand klokken 10 i et helt fantastisk forårsvejr. Vejrudsigten sagde ellers, at der ville komme skyer og en enkelt regnbyge, men det så ikke ud til at blive før i eftermiddag.


Vi fulgte kysten fra Herslev Havn og rundt i bugten, hvor foråret virkelig kunne ses og mærkes her, hvor naturen er så varieret med bøgeskov, granskov og med hvidtjørnen i blomst. Hornfiskene legede delfiner i vandoverfladen, så det var en rigtig skøn forårsdag.

Vi skulle også lige forbi rævegravene for at se, om der skulle være ræveunger fremme.

Hele Vestskoven ligner et område, hvor der ikke kommer mennesker, men der er også flere hundrede meter fra parkeringspladsen, så det er da klart, at der ikke kommer mennesker her med undtagelse af dem, som er ude at lufte kajakkerne.

Vi fandt bare STEDET ved Ølvig, hvor der var en fantastisk ro og bare så flot. Det var godt nok en kvægfold, men uden kvæg, så vi kunne bare nyde stedet helt alene.

Et par regndråber og straks fandt Torben regnslaget frem. Det dryppede svagt, lige indtil han fik slået sit regnslag op med stænger og barduner. Da læsejlet var oppe, hold det op med at dryppe, så det var ligegyldigt, at åbningen stod i modvind - hvor svært kan det være.

Efter de fem regndråber og en dejlig madpakke mindre, hoppede vi i kajakkerne igen. Straks efter vi var kommet i kajakkerne, kom en stor flok kvæg inde over arealet.

Så gik det bare i adstadigt tempo tilbage til Herslev.

Nørrerev ud for Gershøj strækker sig et godt stykke ud i fjorden. Der er et par stæder, hvor man lige kan komme over med stor forsigtighed. Langs revet er der mange store sten, men i dag var der ingen, der var oppe at ride på dem.

Skyerne blev tungere og tungere, og det så faretruende ud til regn, men himlen holdt tæt. Vi krydsede forbi Langholm og over til shelteren ved Herslev, hvor det var kaffetid. Vi har roet forbi flere gange i år, så nu skulle den have besøg. For en gangs skyld var der meget rent og ryddeligt i og omkring shelteren, dejligt at se, der er nogen der rydder op efter sig.

Det er måske den sidste tur i min Prijon Mellenium. Kajakken er sat til salg, og en ny ligger og venter i carporten. Jeg glæder mig meget til at komme i den nye kajak.

Distancen: 14,4 km.

Vejret: flot solskin efterfulgt af skyer med et par dråber vand, temperaturen var blot 14,5 grader og vandet 15 grader. Vinden var meget svag blot 3 m/s.



Ingen kommentarer: