onsdag den 24. september 2008

Kanalen til Arresø


I dag skulle turen gå fra Kulhuse og Sølager til Frederiksværk, hvor vi ville prøve at ro op i kanalen til Arresø. Det skulle være muligt, så vi var meget spændte på om det nu også kunne lade sig gøre. Jeg mødtes med Benny i Kulhuse. Benny og jeg roede derefter over indsejlingen til Roskilde Fjord og mødtes med Jakob og Torben ved færgelejet i Sølager som aftalt klokken 10.20. Vejret var faktisk sommervejr - ikke en sky på himlen og meget svag vind fra nordøst.

Mellem Kulhuse og Sølager sejler den lille færge Columbus, der atter er kommet tilbage til overfarten efter et par år på Vestfyn. Her til formiddag havde den meget travlt. Færgen har ikke en sejlplan, men sejler efter behov - også selv om der bare holder en cykel på den anden side.

Jakob i sin nye Kokata rojakke - flot syn - mæææn hva det spreydeck Jakob.

Da vi var klar i Sølager, fulgte vi kysten frem mod Frederiksværk. Der er meget lavvandet, så vi måtte ro et godt stykke fra kysten. Efterårsfarverne er så småt begyndt at sætte sit præg på træerne. Sommeren er slut, så vi er i efteråret, som også kan være sommeragtigt. Der var svag modvind og modstrøm frem mod Frederiksværk.

Frederiksværk tonede frem af formiddagsdisen.

I starten af kanalen ved kanalens udløb i Roskilde Fjord var der god vanddybde og ret kraftig strøm.

Kanalen blev ret hurtig smal. Bunden var meget mudret, og det flød med alt muligt affald. Det er synd, at et så smukt vandløb skal ligne en kloak.

Vi kunne ro et par hundrede meter efter campingpladsen, derefter var vandløbet så misligholdt, at vi ikke kunne komme længere. Lige før vi vendte, så vi en isfugl i et piletræ, og der var flere fiskehejre i vandløbet. Jeg tror ikke, der var ret mange levende dyr under vandoverfladen. Hvert rotag hvirvlede bunden op, og derefter bredte der sig en stank fra mudderet. Tag jer lidt sammen deroppe i Frederiksværk og få gjort lidt ved vandmiljøet i kanalen.

Tilbageturen ud af kanalen roede vi i et hurtigt tempo, efter denne lidt kedelige oplevelse.

Vi besluttede at ro over til ro- og kajakklubben, hvor vi ville spise den medbragte. En dejlig klub med ca. 230 medlemmer. Et af medlemmerne kom hjem fra en rotur til Frederikssund, da vi sad og spiste, hvorefter vi blev vist rundt i herlighederne. Tak for rundvisningen og tak for at vi måtte slå os ned hos jer.

Så gik det tilbage til udgangsstedet. Nu var der en lille smule medvind, så det blev en meget varm tur tilbage. Vi roede noget nærmere kysten, så vi kunne nyde den smukke kyststrækning.

Vi sagde farvel til Jakob og Torben ved Sølager, hvorefter Benny og jeg roede frem mod Lynæs for lige at nyde de stejle skrænter mellem Lynæs og Sølager, inden vi krydsede sejlrenden for at ro over til Kulhuse.

Kyststrækningen fra Sølager til Lynæs er meget flot med stejle skrænter ned til fjorden.



En meget flot dag i et bragende flot vejr. Nu har vi haft en del ture i regnvejr, så derfor var det dejligt at ro en hel dag i flot solskin. Vi havde ikke så travlt, så vi brugte hele dagen på turen, som blot var på 21 km. Kortet er fra Jakobs GPS, derfor er strækningen fra og til Kulhuse ikke med.

Foto: Jakob, Torben og mig.

Ingen kommentarer: