Rundt om Orø
Dagen startede med tandlægebesøg klokken 09.00 (pris kr. 1585.-), skulle møde Jakob klokken 10.00 ved færgemolen til Orø for enden af Hammer Bakke. Ro rundt om Orø. Derefter solnedgangstur med Carsten fra OKK-center ved Tempelkrogen, derforskulle jeg være hjemme i god tid. Det siger sig selv, at det kan ikke lade sig gøre uden nogle forsinkelser, men alt lykkedes undtagen at være hjemme i god tid - desværre. Jeg mødtes med Jakob 10.40. Forsinkelsen skyldtes alene et ret omfattende vejarbejde ved Hammer Bakke, så forsinkelsen var ikke med i min planlægning. Jakob var klar, og jeg kom hurtigt i rotøjet, vi lagde fra klokken godt elleve. Vejret startede overskyet, men klarede op over middag. Til en afveksling fik vi heller ingen regn. Der var næsten ingen vind, og den vind, der var, kom fra nord og gik senere over i nordøst, så det var en perfekt dag på vandet.
Vi glædede os meget til at tage turen under disse vejrforhold. Nordspidsen af Orø plejer ikke at at være uden bølger, men i dag var der næsten spejlblank vandoverflade.
Skrænterne ved Næsset på nordspidsen af Orø er et fantastisk stykke kystområde, men kysten har usædvanligt mange sten lige under overfladen - vi satte os ikke på nogen af dem.
Atter en gang mødte vi en sæl ved Orø. Den var meget sky, så vi kunne ikke komme tæt på.
Vi lagde ind ved campingpladsen på Orø for at indtage madpakkerne. Et godt sted til spisepause med sandbund helt ind til land. Jakob havde varm aspargessuppe med - dejligt.
Området mod vest set fra campingpladsen.
Området mod nord set fra campingpladsen - det kunne lige så godt være oplægget til et landskabsmaleri.
Tuse Næs i modsol.
Ned mod Orø Havn er også meget lavvandet, så vi kunne ikke ro kystnært.
Efter Orø havn bliver det igen meget lavvandet, men der var lige akkurat så meget vand, at vi kunne ro mellem Lindholm og Orø uden at gå på grund. Det er et område, hvor man må være parat til at trække kajakken noget af vejen. Vi kunne nyde den flotte kyststrækning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar