onsdag den 3. august 2022

Møde med vikingerne

Vi var ni kajakker, der tog turen over fjorden til Vellerup, vejret var fint og vi skulle ro tulbage i svag modvind, så perfekt vejr til turen over Inderbredningen. Inde i Vellerup Vig gik vi i land for at strække ben og drikke noget vand. Det var køligt, da vi var ved kajakklubben, men ude på fjorden kom solen med varme, og da vi var på land ved Kyndeløse siden af Vellerup Vig, var det meget varmt, så det var om at komme ud på fjorden igen. Under turen tilbage til Holbæk kunne vi se vikingeskibet, som skulle have været inde i Holbæk mandag til tirsdag, men på grund af vestenvind lagde vikingeskibet til i Orø Havn. Skønt at se det flotte vikingeskib på Inderbredningen, så det må blive en anden gang, den gæster Holbæk. Under det sidste stykke fra Kirsebærholmen og ind til havnen kunne vi mærke, at vinden tog til, så der skulle arbejdes noget mere. Ellers var det bare en fin tirsdagstur til Vellerup Vig.
Vikingeskibet ved Kirsebærholmen.
Vikingerne skød en god fart.

Turen: Holbæk Kajak Klub til Vellerup Vig og retur.
Dato: 2. august.
Deltagere: Birgit, Margit, Sidsel, Peter, Hans, Lars, Regin, Søren og jeg.
Turens længde: 20 kilometer.
Vejret: Vekslende skydække, lidt sol og vind fra vest på 3 - 4 m/s.
Temperaturerne: Luften 24 og vandet 20 grader.




tirsdag den 19. juli 2022

Formiddagstur til Løserup

Danmark har hedebølge med temperaturer på omkring 30 grader - i skyggen, samtidig med at der var vindstille. Hvis vi kom af sted i dag, kunne vi undgå den værste varme, hvis kom tilbage inden middag, så vi drog ud på en spejlblank fjord med kurs mod "Marsmanden". Vi havde en gæst med, men Holbæk Fjord var ikke noget for ham, så han vendte om efter få hundrede meter. Vi andre fortsatte og Peter fulgte gæsten tilbage. Aftalen var, at vi lagde ind ved Bognæs og ventede på Peter, og det varede da ikke ret længe, inden Peter rundede Tornehagen. Efter en kort pause fortsatte vi mod "Marsmanden", og fortsatte mod Løserup, hvor Rørvigroerne kunne skimtes på deres vej mod Orø. Vi vendte efter at have passeret "Nitterhuset" og roede tilbage. Vind var der ikke meget af, men varmen var mærkbart stigende. Vi lagde lige ind ved Bognæs for at strække ben inden de sidste hårde kilometer ind mod Holbæk, hårde fordi der ingen vind var og temperaturen lå lige ved de 30 grader, det føltes ekstremt varmt. Tilbage i klubben efter en fin, men meget varm tur fik vi pakket sammen og nød lidt koldt, som afslutning på turen. Onsdagsvejret ser ud til at blive endnu varmere, så det bliver ikke en onsdagstur i denne uge.
Hjemme på terassen blev der målt næsten 40 grader i dag.
Kajaktur på spejlblank fjord.
Tempoet var ikke højt i dag.

Turen: Holbæk Kajak Klub til Løserup og retur.
Dato: 19. juli.
Deltagere: Sidsel, Finn som gæst, Henning, Peter, Søren og jeg.
Turens længde: 19 kilometer.
Vejret: Sol fra en skyfri himmel, ingen vind, højst 2 m/s.
Temperaturerne: Luften var 30 grader og vandet 22 grader.

tirsdag den 12. juli 2022

Formiddagstur til Marsmanden og Rønnen

Så blev det atter muligt at ro en formiddagstur fra kajakklubben. Vejret var bare lige som det skal være, svag vind fra nordvest, sommer varmt, og overvejende skyfrit, så det blev en tur til "Marsmanden". Det var tydeligt, at det er sommerferie med mange sejlende på fjorden, men også en hel del kajakker, og så var der mange, der var taget til Bognæs for at bruge onsdagen ved stranden. Vi lå lidt ved "Marsmanden" og drev stille og roligt mod Orø. Da sejlrenden var passeret måtte vi hellere ro tilbage mod Bognæs. Det var tanken, at vi skulle lægge ind ved Bognæs og bade, men det var der nu ikke den store opbakning til, så vi fortsatte, Vi blev så enige om, at prøve om vi kunne ro rundt om Rønnen. I dag var det 30 cm. højvande, så det kunne fint lade sig gøre. Jeg måtte dog ud af kajakken for at trække den over et af sandrevene lige før Rønnen, men det var fint at ro inden om Rønnen, der var masser af vand under kajakken. Efter turen inden om Rønnen satte vi kursen mod trafikhavnen inden vi roede tilbage til klubben. Birgit var ikke med på kajakturen, så hun kom mad fransbrød til afslutningskaffen. Det var en rigtig fin tur, og så kunne vi for engang skyld ro inden om "Rønnen".
Pause på vandet.
Mødested "Marsmanden"
Med Rønnen om bagbord, noget det sjældent er muligt.

Turen: Til Marsmanden og inden om Rønnen.
Dato: 12. juli.
Deltagere: Inger, Margit, Hanne, Jannie, Sidsel, Henning, Peter og jeg.
Turens længde: 17 kilometer.
Vejret: Overvejende sol, og let vind fra nordvest på ca. 3 m/s.
Temperaturerne: Luften 26 grader og vandet 21 grader.


lørdag den 2. juli 2022

Tour de France

DGI og Bevæg dig for livet inviterede til kajaktræf ved Munkholmbroen, så kajakroerne i området kunne promovere kajakroningen på en lidt anderledes måde. Det var kajakroere fra Frederiksværk, Frederikssund, Jægerspris, Hammerkrogen, Orø, Lejre og Holbæk der kom til mødestedet. Vi var seks kajakker der satte samlet ud fra Holbæk denne lørdag morgen klokken 08.00 og roede til mødestedet ved Munkholmbroen. Der var ellerede mange sejlende, der også mente det var et godt sted at opleve Tour de France, når dels karavanen, men også hele cykelfeltet kom forbi. Snart var området dækket af en enorm mængde kajakker, der var mere end 50 kajakker der mødtes op ved mødestedet. Da vi var nogenlunde samlet roede vi først synd for Munkholmbroen, hvor Bjørn mente det ville være godt at opleve karavanen og cykelryttere, men det viste sig, at vi ikke kunne se noget fra den side og så var der tilmed lidt for meget vind, som vi skulle kæmpe med, så ind i bugten ved svinget, der var det fint at være. Efter karavanen skulle vi tilbage til mødestedet, hvor DGI og Bevæg dig for livet havde arrangeret frokost a al France, som vi sad og nød i strandkanten. Efter en kort frokostpause var det tilbage i bugten ved svinget og se, når rytterne kom forbi. Da vi havde fundet pladserne i bugten varede det ikke længe før udbrydergruppen med Magnus Cort kom susende forbi med ca. 50 kilometer i timen, efter 1 minut og 37 sekunder kom det imponerende felt på et par hundrede ryttere. Da rytterne var passeret, roede vi tilbage mod Holbæk. Ved Søminen lagde vi ind, da vi havde en gæst med, samt en af de nye roere fra roskolen med, som begge skulle opleve stedet. Efter en tur ind på gårdspladsen satte vi os ud på molen og nød en kop kaffe med sødt til, så der var energi til den sidste del ind til Holbæk, Vi var forberedte på, at der ville være hård modvind fra Kirsebærholmen og ind til kajakklubben. Vinden var på ca. 6 m/s. lige imod, sammen med nogle vindstød på ca. 10 m/s., så det var en lidt hård måde at afslutte en god oplevelse på. Man må bare konstatere, at det var imponerende at være med til. Det pudsige var, at da vi var tilbage ved kajakklubben, og havde lagt kajakkerne på plads, var Tour de France-feltet kommet i mål i Nyborg. Stor tak til DGI.

Kajakroere på vej mod mødestedet.
Munkholmbroen var også flot pyntet.
Mens vi venter.
Vi var bestem ikke alene i området.
Åbnerbilen for karavanen, har den strøm nok frem til Nyborg?
Nu kommer karavanen.
Så er karavenen igang.
En masse ombyggede biler udgjorde karavenen.
Det var de mest besynderlige til karavenen reklamerede for , her er det styrthjælme.
Frokostfeltet fyldte godt på på kysten.
Klar til afgang igen.
De fleste kajakker lå i flåder, da vinden var ret kraftig.
En ensom svale venter på feltet.
Udbrydergruppen med Magnus Cort.
Tour de France feltet over Munkholmbroen. Det var de 20 sekunder vi kom for.

Turen: Opleve med Tour de France ved Munkholmbroen.
Dato: 2. juli.
Turens længde 26 kilometer.
Vejret: delvis sol, ingen regn, og vind fra sydvest på 4 - 6 m/S.
Temperaturerne: Luften var 24 grader og vandet 22 grader.

onsdag den 29. juni 2022

Rundt om Nekselø

Fantastisk vejr denne onsdag, så det blev en tur rundt om Nekselø. Vi lagde ud på en fuldstændig blank vand på Sejerøbugten, men der var lovet, at der skulle komme lidt mere vind op ad dagen, så vi lagde ud med at ro hen til Stold, for at se om der skulle være nogle sæler i sommervarmen, men de var nok flyttet ud til Sejerø på grund af de mange badende ved Vesterlyng. Der var bare blankt vand, men ingen sæler, så vi vendte og roede "mod uret" rundt om Nekselø. Det var meget varmt, for ikke at sige ekstremt varmt ude på vandet, så da vi nåede Nekselø Havn var det tid at komme i land og få lidt vand og strukket benene. I kajakkerne igen fortsatte vi turen rundt om den smukke ø. Sådan en dag viser Nekselø sig fra den absolutte flotteste side, så det var bare om at nyde øen og naturen lang kysten. Vi lagde ind for frokostpause, hvor vi plejer, da det lille område råder over lidt sandstrand mellem de mange sten. Efter frokostpausen fortsatte vi med tanke om at ro lidt langs kysten, men den lovede vind gav lidt flere udfordringer end vi ønskede efter så flot en tur langs Nekselø, Så vi vendte kajakkerne og roede ind i havne for at komme i land ved kajakklubbens flydebro, vel nok den mest besværlige flydebro vi til dato har oplevet, den var tæt på at koste os en tur i vandet, men med lidt hjælp kom vi helt tørre i land. Bil og trailer blev hentet fra åparkeringspladsen, og så sluttede vi en tur rundt om Nekselø med en is fra Havnegrillen.
Blank vandoverflade ved Stold, men ingen sæler.
Sejerø lå flot og indbydende foran os.
Skrænterne lang Nekseløs sydside er imponerende og flotte.
Nekseløs natur er vanvittig flot i sommersolen.
Den lovede vind kom som DMI havde forudsagt.

Turen: Rundt om Nekselø.
Dato: 29. juni.
Deltagere: Birgit, Peter og jeg.
Turens længde: 16 kilometer.
Vejret: Sol fra en næsten skyfri himmel, og lidt vind fra nord på fra 2 m/s til 6 m/s.
Temperaturerne: Luften var 26 grader og vandet 22 grader.



søndag den 26. juni 2022

Rengøringsdag i klubben

Det var min tur til at klare den ugentlige rengøring i kajakklubben, og endda sammen med Peter, godt nok en opgave jeg havde byttet mig til for at redde Per, som var på kajaktur. Vi mødes klokken 13:00 og vurdere forholdene, og så var planen at ro en tur efter rengøringen. Marianne og hendes kajakvenner var på tur fra Hørby, og så spiste de frokost ved klubben, hyggeligt at mødes. Vi fik hurtigt ordnet klubben, og så af sted på fjorden. Vejret var perfekt, måske lidt for varmt, men ude på fjorden var det perfekt, så vi roede en tur til Orø Havn, hvor vi lige holdt en kort drikke vand og spise kage pause, inden vi roede tilbage til klubben. Det blev endnu en hurtig og flot tur på fjorden.
Fjorden lå flot og blank.
Ferietiden nærmer sig.
Turen: Fra kajakklubben til Orø og retur.
Dato: 25. juni.
Deltagere: Peter og jeg.
Turens længde: 13 kilometer.
Vejret: Lettere overskyet, og ingen vind.
Temperaturerne: Luften var 24 og vandet 18 grader.



onsdag den 15. juni 2022

Rundtur på Holbæk Fjord

Tirsdagsvejret var med ret meget vind, så det blev en onsdagstur med kajakklubben, da Kajakhornsherreds tur var fra Veddelev, så det blev en tur lige uden for døren. Vi var seks kajakker, som valgte at ro en onsdagstur. Vi krydsede fjorden og lagde lige ind i Hørby Havn, for lige at se den flydende shelter i havnen. Den ser meget fin ud og ligger godt beskyttet inde i havnen. Der efter roede vi til Stemmeværket ved Tuse Å, hvor vi lige lå lidt for at få lidt vand inden turen tilbage i rygvind. Turen tilbage til klubben var med en afstikker inde i dels den gamle havn og dels i den gamle industrihavn for lige at besigtige seværdighederne, inden vi roede tilbage til klubbens flydebro efter en fin hurtig tur på Holbæk Fjord. Vi afsluttede turen med kaffe og brød uden for i solen.
Shelteren i Hørby Havn. 

Turen: Rundtur på Holbæk Fjord
Dato: 15. juni.
Deltagere: Birgit, Inger, Margit, Marianne, Søren og jeg.
Turens længde: 13 kilometer.
Vejret: En del skyer og lige så meget sol, med vind fra vest på ca. 4 m/s.
Temperaturerne: Luften og vandet var ca. 16 grader.


fredag den 10. juni 2022

Langs Røsnæs nordkyst

Når vejret tillader det, er turen langs Røsnæs nordkyst nok noget af det flotteste og mest varierede, der kan opleves på Sjælland. Det er der naturligvis mange meninger om, men en flot og afvekslende tur er det, hvis altså vinden er svag sydlig, og så må der godt være lidt sol til turen. Vi kørte fra klubben i lettere regnvejr, og et par byger fik vi også på turen til Saltbæk. Kajakkerne blev pakket med brød, masser af pålæg og en stor stak tallerkner. det fortsatte da også med lidt regndryp, men det lysnede forude, vi skulle også igennem en lille regnbyge lige efter vi var kommet på vandet. Da vi roede forbi Ågerup, begyndte solen at skinne, og derfra havde vi særdeles fint vejr under resten af turen. Regnjakkerne og det varme tøj blev taget af, og så var resten af turen i sommertøj. Ved Røsnæs Havn lagde vi ind for at nyde en større fælles frokost.
Fælles frokost på Røsnæs Havn.
Afslapning inden næste etape.

Det blev en god lang frokostpause, så vi kunne fortsætte turen ud til fyret godt mætte. Ude ved det yderste punkt på Røsnæs lå vi lidt og nød stedet med det næsten spejlblanke Storebælt, inden vi roede tilbage til Røsnæs Havn for eftermiddagskaffe med lidt - ganske lidt wienerbrød til. Efter kaffepausen var der lige 12 kilometer tilbage til bilerne. Vi lagde ud i småregn og kom tilbage i solskin efter en flot tur langs Røsnæs nordkyst. Det var bare fantastisk at ro sådan en tur i så fint vejr. Den slags ture må der godt komme flere af.

Af sted langs Røsnæs.
Så fint holdt vi os samlet under hele turen.
Så flot på Store Bælt denne torsdag.
Så nærmer vi os fyrknuden.
Samling ved fyret.

Turen: Fra Saltbæk Strandpark til Røsnæs Fyr og retur.
Dato: 9. juni.
Deltagere: Birgit, Margit, Marianne, Runa, Peter, Hans, Søren og jeg.
Turens længde: 34 kilometer.
Vejret: I starten overskyet med småregn, derefter sol. Vind fra sydvest på ca. 2 m/s.
Temperaturerne: Luften var ca. 18 grader og vandet blot 14 grader.

søndag den 5. juni 2022

En tur med forhindringer

Der var inviteret til fællestur rundt om Orø. Søren og jeg havde en løs aftale om at deltage, så jeg kørte til Hammer Bakke, hvor turen skulle starte. Det var Marianne og Per, som havde sat turen op, og 20 deltagere mødte op i det fantastiske rovejr og med store forventninger til turen. Vejret var perfekt, ingen vind og sol fra en næsten skyfri himmel, men også meget lavvandet, så Marianne besluttede, at turen skulle være "med uret" rundt. Jeg gjorde kajakken klar, skiftede tøj og lukkede bilen. UPSSS. Pagajerne lå på bagsædet, og bilen var låst med nøglerne i lommen, og bukserne lå i bagagerummet. Hvad nu ! ! ! ! Ja, det var jo godt, at vi ikke holdt et eller andet fjernt sted, jeg kunne jo se hjem. Jeg lånte en pagaj af Søren og så afsted. Ude på vandet besluttede jeg efter moden overvejelse at ro hjem og hente bilens ekstra nøgle, så vi skiltes syd for Orø, og jeg roede hjem efter den ekstra nøgle. Vibeke kom hen ved kajakklubben med nøglen, og så sad vi lidt ved kajakklubben, jeg fik lidt frokost, inden jeg skulle tilbage til Hammer Bakke. Turen hen over fjorden var med lidt modvind, som bare var dejligt på denne varme sommerdag. Da jeg kom til Hammer Bakke, kunne jeg ikke se gruppen, så jeg fortsatte til Rendebæk, men stadig ingen kajakker at se. Jeg havde fået nok kilometer i armene og tilmed med en pagaj, som jeg ikke var vant til. Da jeg kom ind til Hammer Bakke, kunne jeg se gruppen langt oppe på fjorden, så jeg pakkede stille og roligt sammen, mens de kom tilbage. Jeg måtte jo tage afsked på en pæn måde efter en tur med forhindring. Det er en situation, som jeg altid har frygtet, og så skete det bare lige i dag.
Gruppen samlet ved Rønø.
Her skiltes vi, hvor jeg satte kursen efter bilens ekstra nøgler.
Isefjorden lå spejlblank og masser af lystsejlere var da også på vandet.
Grundlovsdagen blev også markeret på Orøfærgen.

Turen: Orø rund med forhindring og en afstikker til Holbæk og Rendebæk.
Dato: 5. juni (Fars dag, Grundlovsdag og Pinsedag).
Turens længde: 26 kilometer.
Vejret: Sol fra en næsten skyfri himmel, vind fra sydøst på 1 - 2 m/s.
Temperaturerne: luften var 22 grader og vandet 16 grader.