Når vejret tillader det, er turen langs Røsnæs nordkyst nok noget af det flotteste og mest varierede, der kan opleves på Sjælland. Det er der naturligvis mange meninger om, men en flot og afvekslende tur er det, hvis altså vinden er svag sydlig, og så må der godt være lidt sol til turen. Vi kørte fra klubben i lettere regnvejr, og et par byger fik vi også på turen til Saltbæk. Kajakkerne blev pakket med brød, masser af pålæg og en stor stak tallerkner. det fortsatte da også med lidt regndryp, men det lysnede forude, vi skulle også igennem en lille regnbyge lige efter vi var kommet på vandet. Da vi roede forbi Ågerup, begyndte solen at skinne, og derfra havde vi særdeles fint vejr under resten af turen. Regnjakkerne og det varme tøj blev taget af, og så var resten af turen i sommertøj. Ved Røsnæs Havn lagde vi ind for at nyde en større fælles frokost.
Fælles frokost på Røsnæs Havn.
Afslapning inden næste etape.
Det blev en god lang frokostpause, så vi kunne fortsætte turen ud til fyret godt mætte. Ude ved det yderste punkt på Røsnæs lå vi lidt og nød stedet med det næsten spejlblanke Storebælt, inden vi roede tilbage til Røsnæs Havn for eftermiddagskaffe med lidt - ganske lidt wienerbrød til. Efter kaffepausen var der lige 12 kilometer tilbage til bilerne. Vi lagde ud i småregn og kom tilbage i solskin efter en flot tur langs Røsnæs nordkyst. Det var bare fantastisk at ro sådan en tur i så fint vejr. Den slags ture må der godt komme flere af.
Af sted langs Røsnæs.
Så fint holdt vi os samlet under hele turen.
Så flot på Store Bælt denne torsdag.
Så nærmer vi os fyrknuden.
Samling ved fyret.
Turen: Fra Saltbæk Strandpark til Røsnæs Fyr og retur.
Dato: 9. juni.
Deltagere: Birgit, Margit, Marianne, Runa, Peter, Hans, Søren og jeg.
Turens længde: 34 kilometer.
Vejret: I starten overskyet med småregn, derefter sol. Vind fra sydvest på ca. 2 m/s.
Temperaturerne: Luften var ca. 18 grader og vandet blot 14 grader.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar