tirsdag den 30. april 2019

Rundtur

Tirsdagsvejret var bare fantastisk rovejr. Lidt sol og næsten ingen vind, det kan bare ikke blive mere perfekt til en kajaktur. Turen startede med, at Grethe lavede en kande kaffe og så blev kajakkerne pakket med krus, kaffe, franskbrød, smør, ost og marmelade, og så drog vi af sted på en spejlblank fjord et minut i ni med kurs mod "Marsmanden". Så kom spørgsmålet, om vi skulle fortsætte eller ro tilbage til Bognæsbroen og drikke kaffen dér. Flere havde lavet aftaler, så det blev til Bognæsbroen, og så kunne de, som ville fortsætte, ro rundt i Holbæk Fjord. Jeg var en af dem, som fortsatte efter en god lang kaffepause. Da vi var tilbage i kajakkerne, mødte vi fire hold kajakker med 40 studerende, som var på kursus  på og ved fjorden. Vi fortsatte mod Rønnen og Hørby Havn, som vi lige skulle ind i for at se den nye shelter. Efter en lille rundtur i havnen fortsatte vi langs kysten mod Mårsø, inden vi krydsede over fjorden og tilbage til kajakklubben. Det blev en meget fin tur til Marsmanden og til bunden af Holbæk fjord.
Kaffepause ved Bognæs.
Masser af kajakker på fjorden.
Shelteren ved Hørby Havn.


Turen: Holbæk Kajak Klub til Marsmanden og bunden af Holbæk Fjord.
Dato: 30. april.
Deltagere: Grethe, Inger. Marianne, Henning, Peter, Søren og jeg.
Turens længde: 22,6 kilometer.
Vejret: Lettere overskyet, lille regnbyge, sol og meget svag vind fra vest.
Temperaturene: Luften lidt under 20 grader og vandet lidt over 14 grader.

torsdag den 25. april 2019

Hurtig tur til søminen.

Efter gårsdagens tur var kajakken fyldt med sand og snavs og hvad var så mest nærliggende, jo at komme på vandet igen og derefter vaske kajakken. På den måde fik jeg "slået to fluer med et par rotag". Vi satte ud i begyndende gråvejr med lidt smådryp, men det klarede flot op. På turen til søminen var der svag modvind og gråvejr og turen tilbage til Holbæk var i svag medvind og masser af sol. Det kan undre mig, hvem der har bestilt den cocktail. Dragerupskoven stod flot lysegrøn med en del udsprungne slåen eller hvidtjørn under. Det var en fin og hurtig tur, men en meget varm tur.
Dragerupskoven stå flot lysegrøn nu.
Kolossen på Holbæk Havn stå mere og mere tydelig frem.


Turen: Holbæk Kajak Klub til Søminestationen og retur.
Dato: 25. april.
Deltagere: Grethe, Lisbeth, Inger, Marianne, Hans, Søren og jeg.
Turens længde: 13 kilometer.
Vejret Sol gråvejr og atter sol med svag vind fra sydøst.
Temperaturerne: Luften var 20 grader og vandet 12 grader.

onsdag den 24. april 2019

Tisvildeleje til Rågeleje og retur

Efter en påske med fantastisk vejr,( men ingen ville med mig ud at ro), kom blæsten, og så skulle vi endelig på vandet. Eneste mulighed for en god kajaktur var at tage til nordkysten og ro i læ under de høje skrænter. Vi mødtes ved Tisvildeleje og fik hurtigt gjort os klar til at ro mod Rågeleje i flot solskin. Vinden var ganske hård, men når vi holdt os inde under land, var der læ og fint rovand, men også modvind, hvor der var lave områder, hvilket der heldigvis ikke er ret mange af. Efterhånden som vi nærmede os Rågeleje, blev det mere og mere skyet.
Kystsikring og grønne skrænter.
Langs det meste af kysten var man i gang med at kystsikre, hvilket også er meget nødvendigt. Det var et flot og dramatisk syn at se de kyststrækninger, hvor der ikke var kystsikret.
Kyststrækning ved Hether Hill uden kystsikring.
Vi lagde ind ved badestranden i Rågeleje og fandt en godt sted med læ til frokostpausen. Solen ikke lod sig se ordentligt, og det var ret koldt at sidde op ad betonmuren, så frokostpausen var ikke ret lang, og vi kom hurtigt af sted igen mod Tisvildeleje i medvind noget af strækningen.
Frokostpause i læ for vinden.
Vi kunne ro meget kystnært, så vi ikke kom ud i vinden. Da vi nåede tilbage til Tisvildeleje, hvor der ikke var flere kystskrænter, kunne vi mærke vinden, som var nøjagtig lige så strid, som da vi startede turen, men vi havde ingen problemer med at komme i land. Det var hårdt at bære kajakkerne tilbage igennem det løse sand. Vi fik hurtigt skiftet tøj og pakket sammen og fandt et godt sted med læ til den efterfølgende kaffe med rouladel.

Turen: Tisvildeleje til Rågeleje og retur.
Dato: 24 april.
Deltagere: Karin, Jakob, Bjarne, Finn og jeg.
Turens længde: 17,6 kilometer.
Vejret: Fra sol til overskyet med vind fra sydøst 8 m/s. og 10 m/s i vindstødene.
Temperaturerne: Vandet var 9 grader og luften 11 grader.


mandag den 1. april 2019

Svag vind og masser af sol

En dag med svag vind og sol fra en skyfri himmel mellem dage, hvor der bare var masser af iskold vind fra nordvest, så det blev til en mandagstur i dejligt vejr, stedet for en tirsdagstur i masser af vind. Vi fik pakket traileren hurtigt og så af sted til Hammer Bakke, hvor vi satte ud og roede mod Bramsnæs. Fra Hammer Bakke kunne vi tydeligt se højhuset på Holbæk Havn, og hvor synligt det bliver fra Inderbredningen. Vejret var perfekt, og solen varmede godt, så vi roede også en tur ind i Vellerup Vig. Da vi var ude på Isefjorden igen, blev vi mødt af en nysgerrig sæl, som betragtede os, mens vi nød synet af den; dejligt at møde sæl på sådan en dag. Ved Ejby Havn krydsede vi over til Bramsnæs og lagde ind ved draget til Bramsnæs, hvor vi nød solen og frokosten. Efter en passende lang frokostpause i solen, returnerende vi mod Hammer Bakke, dog med en afstikker ind i Bramsnæs Vig og Ejby Havn. Den strandede sejlbåd lå stadig på stranden inde i vigen, dog trukket lidt mere op på land, et sørgeligt syn. Under turen tilbage til Hammer Bakke kunne vi mærke, at vinden tog til, og den var vel oppe på 3, måske 4 m/s, så der var ikke meget hjælp af medvinden, men solen varmede stadig. En fantastisk dag på Isefjorden.
Vellerup Vig i sol.
Svag vind og kurs mod Bramsnæs.
En nysgerrig sæl. 
Frokostpause ved Bramsnæs.
Ja, den strandede sejlbåd ligger stadig på stranden.

Turen: Hammer Bakke til Bramsnæs og retur.
Dato: 1. april.
Deltagere: Birgit, Grethe, Lisbeth, Inger, Peter, Søren og jeg.
Turens længde: 21,5 kilometer.
Vejret: En fantastisk solrig dag med meget svag vind.

tirsdag den 19. marts 2019

Tur til Bognæs

Vejret i marts har indtil nu budt på masser af regn, rent faktisk rekord mængde regn, og masser af vind, lige med undtagelse af i dag, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel, men stadig med lidt kold vind fra nordvest. Vi var bare fem kajakker som havde Marsmanden som mål. Da vi satte ud krydsede vi fjorden og fulgte kysten ved Tuse Næs, rundede  pynten og roede mod "Marsmanden", men ved Udby Vig var der en hård kold modvind, så vi besluttede at vende om, og lade Marsmanden stå, hvor den står, hvis han ikke er skvattet om. En af årsagerne til at vi gerne ville retur var, at vi skulle have besøg af dem, som startede Holbæk Cano og Kajak Klub for 40 år siden. Turen tilbage var ad samme rute, så vi var tilbage ved klubben klokken 11:00 efter en fin tur, men turen over fjorden i næsten medvind var lidt af en udfordring. Tilbage i klubben fik vi historier fra klubbens start, ret spændende start på klubben.
Forårsvejt over Isefjorden.
Pigerne fører an i medvind.
Der er ikke sket ret meget ved Bognæs, her er det ikke forår endnu.

Turen: Holbæk Kajak Klub til Udby Vig og retur.
Dato: 19. marts.
Deltagere: Birgit, Grethe, Hans, Søren og jeg.
Turens længde: 10,6 kilometer.
Vejret: Sol fra en skyfri himmel og vind fra nordvest på 5 - 7 m/s.

 

torsdag den 7. marts 2019

Smuttur til bunden over Hørby

Vejrudsigten er da helt umulig at bruge til at planlægge en kajaktur efter. Onsdagsvejret lød ifølge vejrudsigten til at blive både våd og blæsende, men fakta var solskin og svag vind, dog med lidt regn sidst på eftermiddagen. Så jeg blev hjemme fordi jeg stadig stoler på vejrudsigten, men uanset og det er DMI eller YR, så er de inde i en periode, hvor detr er meget svært at forudsige noget om vejret - ØV, de er begge helt umulige at lægge planer efter. I stedet for en onsdagstur i fint vejr, blev det til en torsdagstur i gråvejr og let vind. Vi satte ud fra kajakklubben og satte kursen mod Hørby Havn, fulgte kysten et godt stykke med let sidevind og derefter ud på fjorden for at ro ind til stemmeværket ved Kalveåen. Strømmen ved stemmeværket var ret heftig på grund af de sidste dages regn. Vi lå lidt og nød området inden vi roede tilbage til klubben. Det var en ganske fin tur, når nu vejret ikke kan bestemme sig for om det skal være forårsvejr eller efterårsvejr.
Ud af Kalveåen og kurs mod Holbæk
Snart vil man kunne se højhuset fra alle steder på fjorden.

Turen: Holbæk Kajak Klub - Hørby - Kalveå - Søbadet og retur til klubben.
Dato: 7. marts.
Deltagere: Grethe, Hans, Søren og jeg.
Turens længde: 11 kilometer.
Vejret: Gråvejr let diset og næsten tørt.


onsdag den 27. februar 2019

En forårsdag på Roskilde Fjord

Det er som om, foråret er kommet, vel nok lidt tidligt, og marts kan godt være rigtig kold som sidste år. Der er da også noget, der tyder på, at der er lidt koldere vejr på vej. Men denne onsdag var en rigtig forårsagtig dag med tocifrede temperaturer, næsten ingen vind og sol fra en skyfri himmel, så det var en helt fantastisk rodag. Kajakhornsherred har stort set ligget stille siden december, så fra i dag skulle vi til at være aktive. Vi var fem roere, der satte ud fra Skuldelev Strand og roede mod Selsø Hage. Under turen kunne vi opleve flere meget stor flokke gæs over fjorden, så der er måske noget om, at et tidligt forår er på vej. Da vi kom til Selsø Hage, skulle vi lige ned til revet for at nyde udsigten over fjorden, og derefter lagde vi ind på det sædvanlige pausested, hvor solen skinnede, og vi kunne nyde opholdet. Jens inviterede på lækkert smørebrød, så det blev en god lang pause, og så glemte vi kaffen og kagerne fra Patricia, ja, det kan godt være svært at komme igang igen. Kristian kiggede forbi, så vi lige fik hilst på ham. Kristian var ikke med, da han døjer med resterne af en forkølelse. Efter pausen roede vi tilbage til Skuldelev Strand i absolut roligt tempo. Tilbage ved Skuldelev fik vi hurtigt pakket sammen, og så sluttede vi turen med rigtig pulverkaffe og kagerne fra Patricia.
Det var en meget fin start på årets kajakture med Kajakhornsherred.
En forårsdag på Roskilde Fjord.
 
Klar til frokost.
Nu skal dette ikke blive alt for tit, men lækkert var det.
Det er bare om at nyde det gode vejr.
Gæssene er kommet til Roskilde Fjord og specielt Eskildsø.

Turen: Skuldelev Strand til Selsø Hage og retur.
Dato: 27. februar.
Deltagere: Jakob, Kim, Jens, Finn og jeg.
Turens længde 15,6 kilometer.
Vejret: Svag vind fra vest og sol fra en skyfri himmel.
Temperaturerne: Luften startede med 7 grader og var 12 grader, mens vi spiste.

fredag den 22. februar 2019

Ned gennem skydeområdet

Kristian inviterede til kajaktur fra Kulhuse Strand til Jægerspris denne fredag, det var det flotte vejr med sol og blå himmel med en let vind fra sydøst, der skulle udnyttes, men det var en kold formiddag, da temperaturen kun lige havde sneget sig over frysepunktet. Selv om det var koldt, så var det bare om at komme på vandet og nyde en speciel kajaktur gennem skydeområdet. Det er ikke mange dage uden for ferierne, hvor det kan lade sig gøre. I 2018 var vi slet ikke på denne tur, vi prøvede, men måtte vende om, da der var aktiviteter i området. Vi satte ud fra stranden og satte kursen mod Alholm, og efter Alholm kunne vi mærke vinden, den var godt nok hård og kold, og så var der naturligt nok også en hel del bølger, som brækkede inde ved det lavvandede område syd for Alholm. Selv da vi var inde under land, var det hårdt arbejde at ro op i modvinden, så der skulle bare arbejdes for at komme fremad. Vi lagde ind ved den sydlige vagtbygning for at  nyde frokosten i læ for vinden, og så vi også kunne nyde solen. Det var lidt koldt at sidde stille, så efter frokosten gik vi en lille tur for at få varmen tilbage i kroppen. Tilbage i kajakkerne skulle vi lige forbi de mange revler for at komme så langt ud, at det var muligt at få lidt fart i kajakkerne. Det var ikke så nemt at finde passagerne ud gennem revlerne, så ud af kajakken og trække over revlerne. Så var det ellers med næsten rygvind og medbølger tilbage. Ved Alholm var bølgerne ret så voldsomme, så vi besluttede os for at ro mellem Alholm og fastlandet. Risikoen ved at ro uden om Alholm vurderede vi til at være lige stor nok, men at ro inden om Alholm er bestemt ikke så let, når vi skulle finde en passage gennem de mange sten uden at gøre skade på kajakkerne, så atter en gang ud af kajakkerne og gå med kajakkerne gennem det mest stenede og lavvandede område. Det blev en kort gåtur og så tilbage i kajakkerne, men stadig masser af næsten usynlige sten. Det blev til en del påsejlinger, men ingen kritiske skader. Tilbage i Kulhuse fik vi hurtigt pakket sammen, inden vi kørte hjem efter en flot, men hård tur. Det kunne i den grad mærkes i ryg og arme.
Ankomst til frokoststedet, vandet var dybere end støvlehøjde mellem revlerne. 
Flyvemaskinen i øvelsesområdet er snart ikke eksisterende.
Selv en vinterdag er øvelsesområdet ganske flot natur.
Rygvind og medbølger til Kulhuse.
Ups en sten!!!

Turen: Kulhuse Strand til Jægerspris og retur.
Dato: Fredag den 22. februar.
Deltagere: Kristian, Jens og jeg.
Turens længde 20,5 kilometer.
Vejret: Vind fra sydøst til syd 5 - 6 m/s. og med sol fra en næsten skyfri himmel
Temperaturerne: luften 0,5 grad og vandet meget koldt.

søndag den 17. februar 2019

Skuldeelev Strand

Jens og Kristian havde slået en kajaktur op på Kajakflokken Malik og efter torsdagens kajaktur, så synes jeg, at min ryg trængte til noget genoptræning, så jeg meldte mig til turen. Jeg sad og ventede længe ved Skuldelev Strand, ingen Jens og Kristian, de plejer ellers at være præcise, så jeg tog en kort tur alene mod Kronprinsesse Marys Bro. Vejret var fint dog noget diset og solen var ikke helt klar denne søndag morgen. Jeg er ikke til aleneroining om vinteren, men i denne situation kunne jeg jo lige tage en lille tur på det lavvandede område, så jeg roede ud om Hyldeholm og derefter mod Kølholm, Da jeg nærmede mig Kølholm, så var det tydeligt, at fjordens fugle allerede var i gang med redebygning, sikke en larm de lavede, nå jeg nærmede mig øen, selv om det ikke er første marts endnu. Fuglene må altså lære at kende og bruge kalenderen, det kan jo ikke være rigtigt, at de er fjorten dage for tidligt på den. Støjen var enorm, så jeg fortsatte mod Kronprinsesse Marys Bro, hvor der var helt stille, denne søndag formiddag. Byggeriet er meget tæt på Tørslev Hage, så det varer ikke længe før der er fast forbindelse. Jeg lå lidt og betragtede broen og må nok erkende, at det bliver en flot bro og ikke det rædsel der kunne frygtes. Derefter roede jeg mod Peberholm, men på grund af den lave vandstand roede jeg venstre om øen og gennem området med de mange sten. Det er nu skønt at se de små øer, når de ikke er dækket af træer og bevoksning. Tilbage ved Skuldelev Strand lå jeg og trænede teknik ved stranden inden jeg gav op, pakkede sammen og kørte hjem. Hjemme fandt jeg så ud af, at jeg bare var en dag for sent, det var en lørdagstur jeg havde meldt mig til. Undskyld, undskyld.
Hyldeholm.
Køljolm.
Kronprinsesse Marys Bro.
Peberholm.

Turen: Skuldelev Strand til Tørslave hage og retur.
Dato: Søndag den 17 februar.
Deltagere: Mig alene.
Turens længde 6 kilometer.
Vejret: Diset og svag vind fra sydvest ca. 3 m/s.
Temperaturerne: Vandet 3 grader og luften 6 grader.

torsdag den 14. februar 2019

Igang igen

Så har jeg omsider været på vandet for første gang i 2019. Januar tilbragte jeg i Puerto Santiago på Tenerife, det var skønt at tilbringe 4 uger af den kolde og mørke januar under varmere himmelstrøg. Hjemme igen var det som om, at kajakken ventede på en tur, men den gamle krop havde det lidt svært ved at komme igang igen. Det blev en kort tur til Tuse Ås stemmeværk og retur til kajakklubben. Tilbage ved klubhuset var det som om ryggen havde givet op, arme og ben kunne godt fortsætte, så ryggen skal nok bare trænes op til nye og spændende kajakoplevelser i 2019. Da vi fik pakket sammen havde Grethe boller med til kaffen som vi nød, dejlig afslutning.

Turen: Holbæk Kajak Klub til Tuse Å og retur.
Dato: 14. februar.
Deltagere: Grethe og jeg.
Turens længde: 10 kilometer.
Vejret: Overskyet og let dis, let vind fra sydvest på 4 - 5 m/s.
Temperaturerne: Luften var 6 grader og vandet 3 grader.
Det var kun GPSens batterier, der gav op under turen tilbage.