onsdag den 27. juli 2011

Knudshoved.

Knudshoved er en af vores absolutte favoritture, men vejret skal være med os til sådan en tur, det er ingen nydelse i gråvejr, og når det blæser. Vi har længe gået og kigget på vejret, og samtidig finde en dag, hvor så mange af de faste deltagere også kan komme med, og endelig lykkedes det i dag. Sol, lidt skyer, svag vind og temperaturer over 20 grader, så nu skulle det være. Kate og Kim kørte selv til Svinø Strand, og Torben, Elgjægeren, Jakob, Stig, Erik og jeg mødtes ved Q8-tanken i Roskilde og pakkede to biler med trailere og så af sted mod Svinø. Vi var fremme klokken 10.00 og klar i kajkkerne klokken 10.30. Turen gik først et smut ned til Avnø for at opleve sælkolonien. Ud for shelterpladsen på Avnø gamle flyveplads krydsede vi over mod det store område, hvor sælerne normalt holder til, og vi blev ikke snydt. Der var en del sæler, som lå og nød solen på de store sten, da vi nærmede os, gled de lige så lydløst i vandet og holdt øje med de fremmede. Jeg synes nu ikke, der var lige så mange som sidste år, men det er stadig yngletid, og så er de sæler, som er har unger, tættere på Avnø Røn, og de skal have fred. Efter at have nydt synet af sælerne roede vi mod Draget for at spise frokost ved det sædvanlige sted. Efter frokosten bar vi kajakkerne over Draget og fortsatte turen rundt om Knudshoved. Der var størst stemning for at holde kaffepause ude ved spidsen, men bølger, sten og masser af tang gjorde, at vi fortsatte et stykke langs land, hvor det var muligt at komme i land. Min kone var stået op i morges klokken 05.30 for at bage "Søren Rye kringle", så vi kunne få lidt godt til ganen. Da Elgjægeren ikke er til den slags sødt, havde hun også bagt er par boller til ham - han skulle jo ikke snydes. Vi nød kagen til pulverkaffen og så af sted igen. Vi krydsede direkte hen over Avnø Fjord til Svinø Strand. Vi havde en afdrift på ca. 500 meter ved et kryds på 7 kilometer i delvis sidevind, så det gik fint i roligt tempo - det skulle Kim nok sørge for. Vel i land var det om at få pakket bilerne og så af sted mod Roskilde. En meget fin tur i smukt vejr.



Turen.
Deltagere Kate, Torben, Elgjægeren, Jakob, Kim, Stig, Erik og jeg.
Turens længde: 23 kilometer.
Vejret: Sol, lidt skyer, vind fra nordvest til vest 3 - 4 m/s. og temperaturer på ca. 22 grader.



torsdag den 21. juli 2011

Vellerup Vig til Nordby

Onsdag den 20. juli.

Der var et ønske om, at onsdagsturen skulle udgå fra østsiden af Hornsherred, så valget faldt på Vellerup Vig og da vinden kom fra nordlige retninger, skulle turen også gå i den retning. Kate, Torben, Stig, Henrik, Kim, Erik og jeg var klar lige inden klokken10.00, og det var tanken at ro til Jungedal og spise frokosten dér. Men det er forbi Kyndbyværket, som nok ikke er et af de smukkeste anlæg på fjorden, derfor ændrede vi hurtigt turen, så vi roede til nordspidsen af Orø, hvor vi spiste frokost ved foden af de meget smukke skrænter med udsigten over Isefjorden.

Klar til afgang fra Vellerup Vig.

Under udturen syntes Henrik, at vi lige skulle op og se hans nye hus ved Rendebæk, men stemningen blev, at det vil vi hellere, når han er flyttet ind. Vi fulgte Kyndbyrevet hele vejen ud, inden vi krydsede over til Orø. Vi skulle da også lige forbi Kyndbyværkets kursussted, som ligger, hvor Kyndbyrevet er landfast. Ejendommen er lige blevet solgt for 18 mill., men der er også meget skov med. 

Kyndbyværkets kursussted ligge også ualmindeligt godt ned til Isefjorden, men 18 mill. er da også en del. 

Da vi passerede Kyndbyrevet, var sigtbarheden meget fin, så vi kunne betragte hele den nordlige side af Isefjorden fra området. Stedet er meget populært, selv om det er meget besværligt at komme ind mellem alle stenene til kysten, men det er helt klart besværet værd. Da vi skulle ind gennem stenrevet, mødte vi Jørgen fra Hammerkrogen sammen med et kvindeligt medlem, de var på vej rundt om Orø. Jørgen hilste - men det var nok fordi, Henrik var med, men det er da et godt lille fremskridt. Til hjemturen fik vi lidt mere vind, så nu var der kommet krusninger på vandet, og da det var i medvind, så blev det en varm tur. Under turen byttede Kate og Kim kajakker, så Kate kunne prøve en "rigtig" kajak.

Kate i Kims kajak.

Det var sjovt at høre Kates kommentarer om kajakken - den var mere levende, og så skulle der ikke trækkes så meget, og så passede den Kate langt bedre en Laseren. Kim var dog ikke helt så positiv, men Kims kajak klædte nu Kate godt. Vi ventede med at krydse Østerløb til Kate havde roet lidt i kajakken, da det var første gang Kate prøvede at ro i en glasfiberkajak.
 

Indsejlingen til Vellerup Vig.

Tilbage ved udgangssttedet fik vi hurtigt pakket sammen, men vi skulle da lige sidde ved strandkanten og nyde en kop kaffe, inden vi skiltes efter en meget fin tur på Isefjorden.

Turen.
Deltagere: Kate, Torben, Stig, Henrik, Kim, Erik og jeg.
Turens længde: 21,2 kilometer.
Vejret: En del sol vind fra nordlige retninger ca. 3 m/s. og ca. 20 grader.

onsdag den 13. juli 2011

En sommerdag på Isefjorden.

En dansk sommerdag med 17 - 18 grader, god vind og regn kan ikke afholde os fra at tage på fjorden. Kate, Elgjægeren, Jakob, Kim, Stig, Kristian og jeg satte ud fra stranden i Jungedal i let regn og med udsigt til, at det skulle regne hele dagen. Turen gik mod Skoven ved den nordlige ende af skydeområdet ved Jægerspris. En flot tur uanset hvordan vejret ter sig. Det regnede dog under det meste af turen mod Skoven, hvilket betød, at sigtbarheden ikke var den allerbedste. På turen kunne vi dog opleve en nysgerrig sæl. Den tænkte måske over, hvem der dog kunne finde på at tage på vandet i et sådan vejr.


Da vi nåede vagtbygningen ved den nordlige ende af skydeterrænet, var regnen stilnet af, og det var næsten tørvejr. Vi sad i læ for for de sidste regnbyger ved vagtbygningen og nød frokosten med efterfølgende kager fra henholdsvis Patricia og Vibeke.


Efter frokostpausen returnerede vi til Jungedal, og nu var det holdt op med at regne, samtidig med at vinden var taget til og gået lidt mere i nord, hvilket betød, at vi havde rygvind på tilbageturen, så der kunne surfes lidt på bølgerne. Sælen holdt stadig til i området, og vi så den nogle gange. Det sidste stykke var med frisk vind fra nordlig retning, den gav gode bølger med hvide toppe. Uden at bruge pagajen flyttede vi os med ca. 6 km/t. alene ved vindens kraft. Selv om vejret ikke var så godt, havde vi en meget fin tur i et flot naturområde.


Turen.
Deltagere: Kate, Elgjægeren, Jakob, Kim, Stig, Kristian og jeg.
Turens længde: 24,5 km.
Vejret: Vind fra øst til nordøst 7 - 8 m/s., skyet med en del regnbyger.



søndag den 10. juli 2011

Stevns Klint

I kajakklubben var det en tur "ud i det blå", der var sat på nettet. Det var Sørens ide at sætte turen på nettet, så jeg var meget spændt på at se dels, hvor mange der kom og dels, hvor "ud i det blå" ligger. Klokken 08.00 var det kun John og jeg, der var så nysgerrige. Per var på vandet klokken syv, og der lå en seddel i klubhuset om en tur klokken 16.30. Flere satte ud hen over dagen. Sidst på eftermiddagen var der lige lovlig længe til, så vi kiggede en ekstra gang på vejrudsigten og synes ikke Kongsøre var så passende, når nu Østersøen lå helt blank. Jeg kan nu ikke forstå, at der ikke var flere, der ville med "ud i det blå", men klokken 08.00 er nok for tidligt en søndag morgen, og jeg var da heller ikke så vild med at skulle til Stevns to mand, det er en tur, jeg kun kommer et par gange om året, men jeg har ikke været på Stevns endnu i år, så det blev Stevns. Vi kørte til Bøgeskov Havn og satte ud fra stranden godt fedtet ind i solcreme. Vi var på vandet klokken 09.30 og havde de første kilometer i meget let modvind, men under land var der stort set vindstille med en del dønninger fra Østersøen. Solen skinnede på klinten, så den fremstod ekstra flot mod den blå himmel. Vi gik i land ved Højerup Gl. Kirke, hvor vi nød frokosten ved siden af kajakkerne direkte på stranden. Under frokosten kom to kajakker fra Rødvig, som vi fik en snak med. De var på træningstur for på fredag at tage til Grønland på kajaktur i Discobugten. Vi aftalte at mødes på tilbageturen, hvis vi ikke skulle holde flere timers pause. Vi skulle da lige op at besøge kirken og ishuset, inden vi skulle tilbage til Bøgeskov. Da vi lagde fra land, kom en meget stor flok kajakker fra Køge, som også skulle holde frokostpause ved Højerup. Turen tilbage var i meget fin medvind, og lige efter Sigerslev Kalkværk mødte vi de to fra Rødvig, som vi fulgtes med tilbage til Bøgeskov. En flot tur langs Stevns Klint i et perfekt vejr.


Turen.
Deltagere: John og jeg.
Turens længde: 25 kilometer.
Vejret: Let vind fra sydvest til syd, sol med enkelte skyer og ca. 22 grader.



   

onsdag den 6. juli 2011

Rundt om Orø.

I sidste uge blev rundt om Orø foreslået, men da var vinden nok lidt for kraftig, og i dag blev Knudshoved foreslået, men nede ved Vordingborg var vinden nok lidt for kraftig til turen rundt om Knudshoved, så det tegner godt. I dag var vinden i samme hjørne som sidste onsdag, og den var lidt svagere, så Elgjægeren, Jakob, Kim, Dan, Søren og jeg skulle da rundt om Orø. Vi lagde ud fra stranden mellem Færgemolen og lystbådehavnen og roede op i Østerløb. Ved starten af turen var det lavvandet, så vi var spændte på, hvordan Nørre Rev vil blive at komme forbi, men vandstanden var stigende, så det gik fint forbi alle de mange sten på norsiden af Orø. Ved de nordlige skrænter på Orø var Dan og Søren blevet kaffetørstige, så vi lagde ind på stranden for en lille pause, da det var meget varmt, og solen bagte, var der gang i vandflaskerne. Søren kunne nu ikke nøjes med kaffe, der skulle også lidt brød til. Efter en kort pause på dette fantastiske sted forsatte vi hen over Salvigbugten til Nørre Stænge, hvor vi lagde ind ved siden af badestranden for at spise frokost, vi fandt et fint sted med egen havn - efter frokosten skulle Søren lige have sig en dukkert, inden vi fortsatte ned i Vesterløb til Orø Havn. Dan var taget i forvejen i et voldsomt tempo, og Søren fulgte efter, mens vi andre fulgtes ad. På denne strækning var der modvind, lavt vand og mange sten, men sådan er det rundt om Orø. Vi lagde ind i Orø Havn for kaffepause efter den ret hårde tur ned gennem Vesterløbet. Efter kaffepausen var der blot fem kilometer til Færgemolen, hvor vi satte ud. Vi skulle bare igennem det ekstremt lavvandede område mellem Lindholm og Orø, men i dag var der god vanddybde. En skøn tur rundt om Orø sluttede, hvor vi satte ud.



Tuen.
Deltagere: Elgjægeren, Jakob, Kim, Dan, Søren og jeg.
Turens længde 20 kilometer.
Vejret: Sol fra en næsten skyfri himmel. Vind fra sydøst ca. 6 m/s og ca. 12 m/s. i vindstødene.




onsdag den 29. juni 2011

Rundt om Ringøen.

Rundt om ringøen med udgangssted Herslev Strand er en rigtig fin dagstur på ca. 25 kilometer, når man sætter ud fra Herslev og i dag var Jakob, Kim, Stig og jeg afsted. Vi lagde ud fra stranden ved Herslev og roede turen rundt om Bognæs og ind i Kattinge Vig i strålende solskin. På turen til Kattinge Vig var vi spændte på, om vi fik havørnen med børn at se. Jeg er ret sikker på, at den havørn, vi så flyve fra træ til træ, var en af de flyvefærdige unger. Vi så den flere gange på udturen, men desværre ikke senere. Turen fra Nørrerev til Kattinge Vig var i god modvind, så der skulle hænges i. Vi skød en gennemsnitsfart på 5,3 km/t og det er ikke så ringe endda i 5 - 6 m/s. modvind. Farten gjorde ikke, at vi ikke også kunne nyde den meget smukke strækning samtidig med, at vi koncentrerede os om at komme fremad. Sidst, vi roede turen, var, da hvidtjørnen lige var sprunget ud, så det var helt fint at ro turen nu, hvor det hele står så flot grønt. Vi ville spise frokosten ved shelteren, men den var optaget, så vi lagde ind i bunden af vigen og spiste frokosten med udsigt ned over hele Kattinge Vig.



Efter en god lang frokostpause startede vi med at ro rundt om Ringøen, som er fuglebeskyttelsesområde med masser af ynglende fugle - hovedsagelig måger og strandskader. Mågeungerne var store, men endnu ikke flyvefærdige. Mågeforældrene syntes ikke om vores tilstedeværelse, selvom vi holdt os på god afstand, så der var godt med larm, da vi var i området. Så fulgte vi kysten ud i Roskilde Fjord og uden om det afspærrede område ved havørnereden, men havørnene var ikke at få øje på. Derefter roede vi over til egestammen, hvor vi næsten altid holder kaffepause. Derefter fulgte vi kysten tilbage til Herslev Vig, hvor vi krydsede over til strandområdet. Her sidst på eftermiddagen var der rigtig mange badegæster og folk, som bare kørte til stranden for at nyde aftensmaden i dette skønne område. En skøn tur i fint sommervejr.

Turen.
Deltagere: Jakob, Kim. Stig og jeg.
Turens længde: 25 kilometer.
Vejret: Soll og temperaturer lige over 20 grader. Vind fra sydøst ca. 6 m/s og op til 13 m/s. i vindstødene.

søndag den 26. juni 2011

Inderbredningen rundt.

Det blev til søndagsroning fra kajakklubben, hvor Jannie, Vivi, John, Per, Henning og jeg valgte at ro Inderbredningen rundt. Per roede dog i sin kano, flot at ro 25 kilometer i kano. Selv om starttidspunktet ikke var kommet med på invitationen til turen, lagde vi ud fra kajakklubben bro klokken 08.15 og satte kurs mod Kirsebærholmen på en fuldstændig blank fjord. Efter Bredetved krydsede vi over mod Ejby Havn, og derefter fortsatte vi frem til Kyndeløse, hvor vi lagde ind for en lille kaffepause på stranden. Efter pausen roede vi op til og ind i Vellerup Vig, hvor vi holdt frokostpause ved det lyserøde hus. Vejret var stadig fint, men da vi forlod stedet, begyndte det at dryppe lidt, men det blev ved det. Da vi kom ud af Vellerup Vig, begyndte solen at skinne lidt, og vi krydsede fjorden med kurs mod den sydlige ende af Lindholm, men nu var der kommet lidt mere vind. Vivi synes dagen var til at udvide turen med Orø rundt, så vi skiltes, og Vivi roede nord over gennem Østerløb, mens vi satte kursen mod Kirsebærholmen og derefter mod kajakklubben. Og en skøn tur i næsten vindstille var gennemført.



Turen.
Deltagere: Jannie, Vivi, John, Per, Henning og jeg.
Turens længde: 25 kilometer og gennemsnitsfarten blev 5,8 km/t.
Vejret meget svag vind ca. 3 m/s. Ganske lidt sol med en temperatur på lige under 20 grader.




onsdag den 22. juni 2011

Sol og sommer over Gilleleje

Årets første tur var fra Gilleleje til Hornbæk Plantage, en kold og våd tur se den 9. marts, 2011. Jeg synes dog, at den tur ville tage sig langt bedre ud i sol og sommer, så da det blev foreslået at sætte ud fra Gilleleje og ro ned forbi Hornbæk, denne onsdag, hvor der var en del vind fra sydvest, så synes jeg det kunne være en spændende tur, når nu det hele er grønt sammen med en blå sommerhimmel. Jakob, Kim, Stig og jeg mødtes ved østmolen i Gilleleje. Vi satte ud samme sted som sidst, selv om der var mange sten og en usædvanlig ildelugtende strand. Vi havde vind fra stort set alle retninger mod Hornbæk. Vi lagde ind ved Hornbæk Plantage for en kort kaffepause. Der kom flere og flere badegæster på stranden, men der var ikke ret mange, der gik i vandet,det skyldes nok, at vandet stadig ligger nede på 17 - 18 grader. Efter pausen fortsatte vi ned forbi Hornbæk til lige før Skibstrup, hvor vi vendte for at søge tilbage til Hornbæk Plantage, hvor vi spiste frokost og derefter tilbage til Gilleleje. Stig skulle være hjemme til bestemt tid, så det prøvede vi at overholde. På vejen tilbage oplevede vi, hvordan man laver fin badestrand i Gilleleje med opgravet sand fra Hornbæk, sandet eller havbunden lugtede ikke så godt, men det så meget fint ud og spændende var det, ellers skete der ikke så meget på turen, men naturen var meget flot, så det blev en god tur.



Turen.
Deltagere: Jakob, Kim, Stig og jeg.
Turens længde: 23,5 kilometer.
Vejret: Vind fra sydvest ca. 6 m/s, en hel del sol og ingen regn som lovet.


Min GPS har givet problemer i dag, den har tegnet en rute på et par kilometer,, hvor jeg ikke har været og heller ikke GPSén?????? Jeg havde også roet ca. 3 kilometer mere end de andre selv om vi fulgtes ad hele vejen.

lørdag den 18. juni 2011

Gråvejr over Sejerøbugten

Lørdagsturen lå lidt i usikre rammer, vejret var ikke det bedste, himlen var grå og kedelig, og der var byger og vind under opsejling, vinden var sydøst, så turen Inderbredningen rundt kunne ikke blive til noget. Roskolerne skulle til Kongsøre, og den tur som ledsager havde jeg ikke så stor lyst til. Efter lidt betænkningstid drog John og jeg af sted til Høve for at ro til Ordrup Næs og retur. Da vi satte ud, så det fint ud, strækningen er meget flot - selv i gråvejr. Vi holdt os i passende afstand til kysten, så vi kunne nyde denne strækning. Vi rundede Ordrup Næs og lagde ind i bugten på vestsiden for at få en kop kaffe, inden vi returnerede til Høve. Det skulle kun være en kort tur, så vi havde ikke mad med, kun kaffe og kiks. Jeg havde fået en pose Grower´s Cup kaffe, som jeg skulle prøve, den smagte særdeles godt, men nykogt vand gør den nok endnu bedre. Eneste problem er, at der bliver lidt affald tilbage efter kaffen, men det er nemt, enkelt og velsmagende. Enkelte sommerhusgæster benyttede denne lørdag formiddag til at bade, og det så slet ikke ud til at de nød det. Så begyndte regnen, og de næste tyve minutter skulle vi lige have en kraftig regnbyge. Det var da godt, at al regnen blev samlet i en byge. Derefter var vejret fint under resten af turen, så vi kunne nyde turen tilbage til Høve Strand.  



Turen.
Deltagere: John og jeg.
Turens længde: 21 kilometer.
Vejret: Gråvejr, byger, vind fra sydøst ca. 6 m/s. I sejerøbugten kom vinden dog fra nordøst, men bygerne kom far sydøst.

torsdag den 16. juni 2011

Jubilæumstur fra Møllekrogen

Det gik lidt langsomt med at få tilmeldt sig onsdagsturen, men Jakob, Kim, Stig og jeg satte hinanden stævne ved Møllekrogen for en tur til Borrevejle Vig. Turen var også en slags jubilæumstur, idet Sig rundede 1000 roede kilometer - det skete faktisk i Hälleryd, men han havde ikke medbragt remedierne til fejring af de mange kilometer, så det måtte vente til i dag. Vejret var da også med os, men der var dog vind fra vest, derfor denne tur. Kim er stadig plaget af smerter i hoften, så han måtte kun ro en time ad gangen, så det blev også en tur med en del pauser.

Den første pause blev holdt lidt syd for Gershøj, hvor vi skulle fejre Stigs 1000 kilometer. Han havde medbragt en mouserende riesling, som han selv havde hentet i Tyskland. som tilbehør fik vi kokustoppe, og Kim fik gjort sine øvelser.
 Klar til afskydning.
Efter den næste time rundede vi sælstenen ved Lyndby. Sælen er udsat af folkene fra Lyndby Havn, som synes den skal være der - køn er den ikke, og da der ikke er sæler så langt nede i Roskilde Fjord, er den da kommet lidt på afveje.
I baggrunden sælstenen i unaturlig farve og størrelse godt gemt af Jakob og Stig.
Derefter krydsede vi fjorden og roede et stykke op mod Herslev, inden vi krydsede tilbage til Lyndbypladsen, hvor vi spiste frokost. Vibeke have givet mig kage med, så vi fik hendes æblekage til kaffen. Kim fik også lavet sine øvelser, og derefter gik vi en tur i området, inden vi fortsatte til Gershøj, hvor Kim igen skulle lave øvelser.
Lyndbypladsen ligge ved det lille gule hus nord for Lyndby Havn, en af de bedste pausepladser i Roskilde Fjord med fine faciliteter.
Lyndbypladsen er dog ikke for alle. Folkene bag pladsen (Lejre Kommune) stiller krav til alle brugere om, at benytte pladsen med respekt, som burde være en naturlig ting, når området er så fint. På hjemvejen roede vi lige ind til Gershøj, hvor Kim gav is og fik lavet sine øvelser.
Tilbage ved Møllekrogen sluttede vi af med kaffe og en lille muffins.

Turen.
Deltagere: Jakob, Kim, Stig og jeg.
Turens længde: 20 kilometer
Vejret: Vind fra vest ca. 6 m/s og ca. 10 m/S i vindstødene. En del sol og temperaturer lige under 20 grader, og vandet er efterhånden oppe på 18 grader.
Til lykke til Stig fordi han har roet 1000 kilometer og tak til Kim for is.