onsdag den 29. oktober 2008

Flot vejr og fødselsdag.


Selv om Torben havde fødselsdag, så var det jo onsdag - og man aflyser ikke onsdagsroningen på fjorden, bare fordi man har fødselsdag, men mødetidspunktet blev udsat til kvart over ti. Vi var Torben, Jakob, Henrik og jeg. Henrik var med for første gang. Henrik er en behagelig romakker, som vil falde godt til i gruppen og samtidig en kajakroer med rigtig god erfaring, så vi håber Henrik vil deltage fremover. Vi forlod Gershøj atten minutter over ti i kold let modvind.


Vi planlagde at ro til Lyndby havn og spise fødselsdagsfrokosten dér. Vi roede ind i havnen, spurgte pænt om lov til at gå i land for at spise ved havnens borde - men nej. Kvinden på stigen synes ikke vi skulle lægge til i Lyndby Havn, hvorefter vi forlod havnen.

Sådan ser Lyndby havn ud fra søsiden. Vi var virkelig chokerede med vores møde med Lyndby Havn. Vi har efterfølgenbde kontaktet havnen, som bedyrer, at det ikke er havnens generelle holdning til gæster. Alle er velkommen til Lyndby Havn.

Heldigvis fandt vi et fantastisk godt sted at indtage frokosten på den anden side af fjorden, lige ved Tranehals. Torben blev meget overrasket over vores lille påfund : at invitere "fødselsdagsbarnet" på frokost. Op af kajakkens agterluge trak vi lige 2 æsker med lækker smørebrød. Med flag på bordet, god mad på bordet og en udsigt, der bare var fantastisk. En dag sidst i oktober, fuld sol og næsten ingen vind - naturligvis, når det er Torbens fødselsdag.

Der var nok en, der blev overrasket. Så må han bare tage madpakken frem næste gang.

Efter frokosten af sted igen. Vi blev på sjællandssiden, hvor der er meget roligt, og hvor kyststrækningen er meget flot. Vi rundede pynten og roede langs kysten ind forbi Herslev Havn, hvor der med et stort skilt stod "Velkommen til Herslev", der kan de lære noget over i Lyndby. Gæstfriheden har altid været stor i Herslev, og nu skilter man også med den - flot.

Vi var klædt godt på, og jeg fik det nu lidt for varmt. Jeg havde frygtet, det skulle blive en kold dag, men det holdt ikke stik. Da vi stod ved havnen i Gershøj, var det en rigtig kold morgen.

Det blev en tur rundt i Kransekrogen i meget roligt tempo - og vi nød turen langs kysten.

Vi glædede os meget til at følge Bognæskysten, som stadig har efterårsdragten i behold. Der er meget lavvandet langs kysten fra Herslev til Nørre Rev, så vi skulle passe på stenene.
Henrik med Bognæs i baggrunden efter at have krydset fjorden.
Henrik forrest og Jakob og Torben lige bag ved. Vi krydsede fjorden fra Agernæs ved Bognæs, hvor fjorden er meget smal. Vandet var meget roligt, næsten ingen strøm, så der fandt vi det i orden at krydse over, hvor fjorden er smal, og der er lavvandet.

Tilbage ved Gershøj efter en seks timer på fjorden. Det blev blot til 16 kilometer.

Turen på kortet.
Turens data:
Temperatur: ca. 10 grader og sol stort set hele dagen - meget få skyer.
Vind: Fra sydøst til syd, ca. 3 m/s.
Vandtemperatur: ca. 10 grader.
Roet strækning: 16,7 kilometer.
Tid: 5 timer og 45 minutter m. fødselsdagsfrokost.

onsdag den 22. oktober 2008

Fra Munkholmbroen til Kirsebærholmen

Efter to ugers ferie i Grækenland er det således tre uger siden, jeg sidst var ude at "kajakke", så det var dejligt at være på vandet igen med rovennerne. Hullet i spreyskørtet var blevet lidt stramt, men det siges, at det bare skal ros væk. Vi var kun de sædvanlige fem, Torben, Jakob, Elgjægeren, Benny og jeg. Det er lidt ærgerligt, at der ikke er flere af alle de mange nye medlemmer, der kan afse tid til at komme på vandet med os. Torben havde lagt ud med, at turen skulle gå fra Munkholmbroen og langs skovene til Kirsebærholmen, hvor frokosten skulle indtages. En tur vi har roet flere gange i år, men nu var skovstrækningerne i efterårsfarver, så det blev en meget smuk tur langs kysten.

Vi fulgte kysten frem til golfbanen ved Kirsebærholmen.
Ved golfbanen spiste vi de medbragte. Det vil sige, nogen havde rigtige madpakker med, og andre var begyndt på vintermenuen - varm linsesuppe. Elgjægeren havde sin trangia med, så han skulle bare lige varme sin linsesuppe, inden han kunne få noget at spise.

En elgjægerportion er for voksne mænd - og så spiste han en hel grydefuld linsesuppe.

Linsesuppe er ikke nok. Efter maden blev der også plads til et par stykker kage. Elgjægeren er ikke så meget for kager og søde sager, så det er den bedste anbefaling man kan få.
Tak til Jakobs kone for lækker kage.

Efter frokostpausen skulle vi tilbage til Munkholmbroen, hvor vi roede så kystnært som muligt for at nyde skoven i efterårsfarver.

Lidt før Munkholmbroen mødte vi et stort træk af fjeldvåger (ca. 40 stykker) på vej til de mere sydlige lande - et fantastisk syn. Fjeldvågen er ret almindelig på denne årstid, men et så stort træk er bare et meget flot syn. På denne strækning er det muligt at møde mange forskellige dyr i vandet, i luften , men også ved vandkanten. Vi har tidligere mødt sæler her, men i dag var der ingen. Et enkelt rådyr kunne vi høre bag sivene og så passerede en tårnfalk os, da vi spiste.

Skoven i al sin pragt. Strækningen byder på to meget flotte skovstrækninger. I dag var efterårsfarverne på sit højdepunkt - en gang blæsevejr, og der er ingen blade tilbage.
På denne strækning langs skoven er der flere steder, hvor vi kan komme helt ind land og nyde skoven og opleve livet i skoven.

Og så er vi ved at være tilbage ved udgangsstedet. De sidste par hundrede meter var i strid modvind. I modsætning til alle de andre gange, vi har været på vandet, specielt på Isefjorden, mødte vi i dag flere kajakker, som også var ude at nyde det gode efterårsvejr på fjorden. Først mødte vi Bolette (formandinden) fra Holbæk Kajakklub sammen med en ro-ven, og lidt senere var en enkelt roer - også fra Holbæk - på tur til Marinestationen.

Dagens distance blev på blot 14 kilometer.
Vinden var i starten 4 m/s. som blæste op til 6 m/s. fra sydvest
Vejret var med spredte skyer og få byger. Temperaturen lå på 13 grader og vandet er blot 14 grader. En flot efterårsdag på Isefjorden.

Foto: Jakob, Torben, Elgjægeren og Ole

onsdag den 1. oktober 2008

Tre på tur fra Skuldelev

Onsdag den 1. oktober.

Dagen blev ikke helt, som ønsket. Vi havde tænkt os en tur til Møns Klint eller Knudshoved Odde, men vejret sagde kraftig vind fra sydvest 10 - 16 m/s. og regn hele dagen, så med den vejrudsigt valgte vi at lægge ud fra Skuldelev og ro ned til Selsø Hage. Vi blev Jakob, Torben og jeg. Vi mødtes 09.45 ved lejrpladsen lige før Skuldelev Havn. Vejret var ganske fint solskin og meget svag vind - det stemte slet ikke med vejrudsigten. Vi kom hurtigt i kajakkerne sammen med madpakkerne, kage og kaffe.

Da vi kom på vandet, oplevede vi et skift i vejret. Lynhurtigt blev det overskyet, og vinden tog til, så den, der havde bestemt vejret i dag, fik måske sin vilje alligevel.

Skovstrækningerne ved Roskilde Fjord er efterhånden ved at få efterårsfarver, men vi siger jo også 1. oktober.


Hele kysten fra Frederikssund til Sønderby er en ganske dejlig og varieret kyststrækning med forholdsvis passende vanddybde, som egner sig perfekt til roning, når vandet er blevet koldt.

Da vi kom frem til den sidste stykke skov lige før Selsø Hage, mødte vi en ensom kajakroer på tur fra Skuldelev. Han havde det meget koldt - bare tæer og tyndt tøj. Det er yderst sjældent, vi møder andre kajakroere på fjordene, derfor var det dejligt at møde ham og høre om hans roning. Vi gjorde naturligvis opmærksom på kajakhornsherred.dk, hvor han vil være et oplagt medlem, så vi glæder os til også at se ham i gruppen.

Jakobs kone havde bagt lækker kage til efter madpakken - en stor tak for kage.

Torben igang med det tredje stykke kage.

Vi fandt en stille vig, hvor vi kunne komme i land og spise frokost. Da vi kom i kajakkerne, slog vejret om. Vinden gik i syd og blev meget kraftig. Vi drev med ca. 5 km/t., så tilbageturen blev med dejlig rygvind, men så begyndte det at regne ret kraftigt den sidste halve time af turen - har man det rigtige tøj på, så er det ikke noget problem, det kan bare regne.

Dagens distance blev på 15,1 km. og vejrudsigten blev som forudsagt, men mest tørvejr.


onsdag den 24. september 2008

Kanalen til Arresø


I dag skulle turen gå fra Kulhuse og Sølager til Frederiksværk, hvor vi ville prøve at ro op i kanalen til Arresø. Det skulle være muligt, så vi var meget spændte på om det nu også kunne lade sig gøre. Jeg mødtes med Benny i Kulhuse. Benny og jeg roede derefter over indsejlingen til Roskilde Fjord og mødtes med Jakob og Torben ved færgelejet i Sølager som aftalt klokken 10.20. Vejret var faktisk sommervejr - ikke en sky på himlen og meget svag vind fra nordøst.

Mellem Kulhuse og Sølager sejler den lille færge Columbus, der atter er kommet tilbage til overfarten efter et par år på Vestfyn. Her til formiddag havde den meget travlt. Færgen har ikke en sejlplan, men sejler efter behov - også selv om der bare holder en cykel på den anden side.

Jakob i sin nye Kokata rojakke - flot syn - mæææn hva mæ det spreydeck Jakob.

Da vi var klar i Sølager, fulgte vi kysten frem mod Frederiksværk. Der er meget lavvandet, så vi måtte ro et godt stykke fra kysten. Efterårsfarverne er så småt begyndt at sætte sit præg på træerne. Sommeren er slut, så vi er i efteråret, som også kan være sommeragtigt. Der var svag modvind og modstrøm frem mod Frederiksværk.

Frederiksværk tonede frem af formiddagsdisen.

I starten af kanalen ved kanalens udløb i Roskilde Fjord var der god vanddybde og ret kraftig strøm.

Kanalen blev ret hurtig smal. Bunden var meget mudret, og det flød med alt muligt affald. Det er synd, at et så smukt vandløb skal ligne en kloak.

Vi kunne ro et par hundrede meter efter campingpladsen, derefter var vandløbet så misligholdt, at vi ikke kunne komme længere. Lige før vi vendte, så vi en isfugl i et piletræ, og der var flere fiskehejre i vandløbet. Jeg tror ikke, der var ret mange levende dyr under vandoverfladen. Hvert rotag hvirvlede bunden op, og derefter bredte der sig en stank fra mudderet. Tag jer lidt sammen deroppe i Frederiksværk og få gjort lidt ved vandmiljøet i kanalen.

Tilbageturen ud af kanalen roede vi i et hurtigt tempo, efter denne lidt kedelige oplevelse.

Vi besluttede at ro over til ro- og kajakklubben, hvor vi ville spise den medbragte. En dejlig klub med ca. 230 medlemmer. Et af medlemmerne kom hjem fra en rotur til Frederikssund, da vi sad og spiste, hvorefter vi blev vist rundt i herlighederne. Tak for rundvisningen og tak for at vi måtte slå os ned hos jer.

Så gik det tilbage til udgangsstedet. Nu var der en lille smule medvind, så det blev en meget varm tur tilbage. Vi roede noget nærmere kysten, så vi kunne nyde den smukke kyststrækning.

Vi sagde farvel til Jakob og Torben ved Sølager, hvorefter Benny og jeg roede frem mod Lynæs for lige at nyde de stejle skrænter mellem Lynæs og Sølager, inden vi krydsede sejlrenden for at ro over til Kulhuse.

Kyststrækningen fra Sølager til Lynæs er meget flot med stejle skrænter ned til fjorden.



En meget flot dag i et bragende flot vejr. Nu har vi haft en del ture i regnvejr, så derfor var det dejligt at ro en hel dag i flot solskin. Vi havde ikke så travlt, så vi brugte hele dagen på turen, som blot var på 21 km. Kortet er fra Jakobs GPS, derfor er strækningen fra og til Kulhuse ikke med.

Foto: Jakob, Torben og mig.

torsdag den 18. september 2008

Rundt om Orø

Dagen startede med tandlægebesøg klokken 09.00 (pris kr. 1585.-), skulle møde Jakob klokken 10.00 ved færgemolen til Orø for enden af Hammer Bakke. Ro rundt om Orø. Derefter solnedgangstur med Carsten fra OKK-center ved Tempelkrogen, derforskulle jeg være hjemme i god tid. Det siger sig selv, at det kan ikke lade sig gøre uden nogle forsinkelser, men alt lykkedes undtagen at være hjemme i god tid - desværre. Jeg mødtes med Jakob 10.40. Forsinkelsen skyldtes alene et ret omfattende vejarbejde ved Hammer Bakke, så forsinkelsen var ikke med i min planlægning. Jakob var klar, og jeg kom hurtigt i rotøjet, vi lagde fra klokken godt elleve. Vejret startede overskyet, men klarede op over middag. Til en afveksling fik vi heller ingen regn. Der var næsten ingen vind, og den vind, der var, kom fra nord og gik senere over i nordøst, så det var en perfekt dag på vandet.


Vi glædede os meget til at tage turen under disse vejrforhold. Nordspidsen af Orø plejer ikke at at være uden bølger, men i dag var der næsten spejlblank vandoverflade.

Skrænterne ved Næsset på nordspidsen af Orø er et fantastisk stykke kystområde, men kysten har usædvanligt mange sten lige under overfladen - vi satte os ikke på nogen af dem.


Atter en gang mødte vi en sæl ved Orø. Den var meget sky, så vi kunne ikke komme tæt på.

Vi lagde ind ved campingpladsen på Orø for at indtage madpakkerne. Et godt sted til spisepause med sandbund helt ind til land. Jakob havde varm aspargessuppe med - dejligt.

Området mod vest set fra campingpladsen.

Området mod nord set fra campingpladsen - det kunne lige så godt være oplægget til et landskabsmaleri.

Tuse Næs i modsol.

Ned mod Orø Havn er også meget lavvandet, så vi kunne ikke ro kystnært.
Efter Orø havn bliver det igen meget lavvandet, men der var lige akkurat så meget vand, at vi kunne ro mellem Lindholm og Orø uden at gå på grund. Det er et område, hvor man må være parat til at trække kajakken noget af vejen. Vi kunne nyde den flotte kyststrækning.

Det sidste stykke tilbage til udgangsstedet var med nordvestlig vind, så den stod på modvind de sidste kilometer. Det blev en tur på 19,85 kilometer. Vi var tilbage ved udgangsstedet klokken 16.30, så med lidt held kunne jeg også nå at se solen gå ned over Tempelkrogen.