onsdag den 25. april 2012

Rundt om Orø.

Dagen startede som en kold og regnfuld onsdag i april uden vind og sigtbarhed, men med konstant regn. Turen var aftalt som en turen rundt om Orø. Karin, Torben, Elgjægeren, Jakob, Kim, Stig, Erik, Peter og jeg lagde ud fra Hammer Bakke og roede op i Øster Løb, mens regnen stille og roligt tog af, og vi kunne da skimte lidt opklaring i disen, men vi var ikke sikre på, om det blev til noget.

Afsted geennem Øster Løb mod Næsby.

Vi fulgte sejlrenden og rundede Næsby Rev, hvor det kunne se ud som om, vinteren har været lidt hård ved de mange sten, så der var ikke ret mange synlige sten på revet. Da vi lå ved revet, var det meget diset, men fuldstændig vindstille, så det var et betagende syn. Vi krydsede over til Børrehoved Rev, og nu kunne vi se, at opklaringen var på vej, men vi skulle da lige have lidt flere regnbyger, inden vi gik i land for at nyde frokosten. Mens vi spiste frokost, kom solen, og nu blev det helt sommeragtigt, og vi kunne sidde og se fordampningen fra de lavvandede områder, mens vi nød Patricias kage til kaffen. Efter frokosten gik vi en tur rundt om Borrehoved for at nyde opklaringen og det dejlige område.

Borrehoved med Næsby Rev i baggrunden.

Tilbage ved kajakkerne fik vi gjort klar til at fortsætte turen ned i Vester Løb. Der var stadig ingen vind, så det blev varmt. Vi valgte at ro denne vej rundt om Orø, idet det var lavvandet, da vi satte ud, og vandstanden var stigende, så når vi skulle passere det lavvandede område mellem Orø og Lindholm, ville der være så meget vand, at vi kunne passere uden at skulle ud af kajakkerne. Det viste sig, at der var ret god vanddybde i området, så vi fint kunne passere. Da vi krydsede over Øster Løb for at komme tilbage til udgangsstedet, kunne vi mærke, at vinden tog lidt til, så den efterhånden kom op på meget svag vind. Selv om turen startede i regnvejr, fik vi en flot tur ud af det, en tur vi mest vil huske som en tur i sol og vindstille vejr!!!


Turen.
Rundt om Orø.
Dato: 25. april 2012.
Deltagere: Karin, Torben, Elgjægeren, Jakob, Kim, Stig, Erik, Peter og jeg.
Turens længde: 21 kilometer.
Vejret: Første halvdel af turen var med regn, ingen vind og diset, efter pausen sol, ingen vind og rimeligt klart. Temperaturer fra 9 - 14 grader, men vandet var koldt, blot 8 grader. 

Bemærk, hvor tæt vi fulgte sejlrenden, hvor det var muligt.

onsdag den 18. april 2012

Halvt rundt om Bognæs

Så kom jeg atter tilbage til onsdagturene efter 3 ugers pause på grund af lidt rejseri, så det var dejligt at være tilbage i kajakken og på kajaktur. Onsdagsturen skulle atter være en tur fra Herslev og så op på nordsiden af Bognæs og retur til Herslev, en af de mange fine ture på Roskilde Fjord. Torben, Jakob, Erik og jeg mødtes ved Herslev Strand, fik hurtigt pakket kajakkerne og så af sted ud og møde foråret. Da vi forlod Herslev var det som om, at vi også skulle begundstiges med lidt sol, men det viste sig kort efter, at solen ikke havde tænkt på at skulle skinne i dag. Til gengæld kunne vi glæde os meget over, at foråret er blevet mere synligt, det var som om, at hvidtjørnen liger er ved at springe ud og så havde Bognæsskoven et dejligt lysegrønt skær over sig, så vi kunne rigtigt nyde at det snart er rigtig forår, men det er som om, at temperaruren ikke vil op af og vandet er stadig hunde koldt, men vi er jo også kun i midten af april, så vi må nok væbne os med lidt tålmodighed.
 
Forår på vej.

Der var mange flotte hvide svaner på fjorden, som vi kunne nyde synet af, når de følte sig generet og ville på vingerne. Da vi kom over på nordsiden af Bognæs ville vi da lige over og se om vi kunne se havørnereden, så vi roede over i nærheden af det afspærrede område og vi kunne da svagt skimte havørnereden, men inge havørne. Det har hele tiden været vores mening, at vi skulle gå i land ved "træstammen" for at nyde frokosten på dette dejlige sted. Efter frokosten gik vi en tur i området og kunne nyde synet og duften af et stort areal med friske ramsløg.

Skovbunden var dækket af flotte nyudsprungne ramsløg.

Tilbage ved træstammen fik vi hurtigt pakket kajakkerne og så af sted mod Herslev. I starten af turen så vi en enkelt hjort inde i skoven, så vi holdt øje med området for at se, om der stadig skulle være nogle af de flotte rådur og vi blev ikke snydt for synet at de flotte dyr. De havde simpelt hen taget opstilling på toppen over skrænterne ved rævegravene, hvor vi kunne tælle 6 flotte stykker råvildt stå i siluetter og kigge på os og så manglede vi atter Elgjægeren til at fortælle os, hvad det er for nogen. Tilbage ved Herslev fik vi pakket bilerne efter endnu en dejlig dag med gode oplevelser på Roskilde Fjord.
 
Der er vildt på toppen.

Turen.
Dato: 18. april, 2012.
Deltagere: Torben, Jakob, Erik og jeg.
Turens længde: 17,5 kilometer.
Vejret: gråvejt, vind fra øst, sydøst ca. 5 m/s og temperaturer omkring 10 grader, mens vandet blot er 6 grader.

lørdag den 24. marts 2012

Lørdagstur mellem Herslev og Gershøj

Her i marts har de sidste dage været helt sommerligt med sol, varme og ingen vind, så jeg foreslog i kajakklubben, at vi tog en tur ud i det blå, men kun Vivi og Peter syntes, det var en god ide, men senere sprang Vivi fra. Så stødte Henrik til, så det blev blot os tre. Vejret var nu ikke så sommeragtigt, som vi havde håbet, det var en meget grå og diset morgen uden vind og uden sol, men sigtbarheden var nogenlunde, da vi satte ud fra stranden.

Herslev Strand i morgendis, men det ser værre ud end det var.

Vi lagde ud fra Herslev Strand og roede turen ned mod Borrevejle, hvor vi krydsede over til Sælstenen og Lyndby, derefter fulgte vi kysten til Gershøj, hvor vi kunne opleve rigtig mange svaner på fjorden, og ved Hyldeholm kunne vi se en livlig trafik mellem fjorden og Hyldeholm. Vi lagde ind ved lejrpladsen, hvor vi spiste frokost, mens det blev mere og mere klart, og vi kunne også skimte den blå himmel over os.

Udsigten fra toppen af lejrpladsen ved Gershøj.

Vi snakkede lidt om hvilken vej, vi skulle ro tilbage til Herslev. Efter lidt startvanskeligheder med nogle finner, der ikke ville ned, kom vi af sted, og vi kunne se Bognæs ganske klart, så vi roede over til Bognæsskoven og fulgte den forbi Agernæs, hvor vi krydsede over bugten på det lave vand til Herslev Havn og Herslev Strand. Under krydset kunne vi fornemme, at nu er foråret her, idet flere jollesejlere fra Herslev var på fjorden. Uden at komme i kambolage med dem lagde vi ind til kysten efter en meget fin tur på Roskilde Fjord.

Turen:
Dato: 24. marts, 2012.
Deltagere: Peter, Henrik og jeg.
Turens længde: 15 kilometer.
Vejret: Diset, sidst på turen sol fra en skyfri himmel, svag vind fra vestlige retninger 3 - 8 m/s og temperaturer på 8 - 10 grader. Vandet er stadig koldt, blot 5 grader.





onsdag den 14. marts 2012

En forårsdag på Roskilde Fjord

Tirsdagen var noget blæsende, så i går var det lidt svært at forestille sig, at det skulle blive næsten vindstille i dag. Torben, Elgjægeren, Jakob, Henrik, Erik, Peter og jeg mødtes ved Herslev Strand. Peter var med for første gang. Vi aftalte en tur ned i bunden af Borrevejle Vig og derefter langs Hornsherredskysten til Roar-pladsen for frokostpause. Med en lidt anden tur tilbage til Herslev er det nok en af de bedste ture på Roskilde Fjord. Der var stadig lidt vind, da vi satte ud, vinden blev målt til 4,8 m/s fra nordvest og skulle falde til ca. 2 m/s over middag, og så var der sol stort set hele dagen, så det blev en lun dag.



I det flotte vejr, som lige så godt kunne være en sommerdag, satte vi ud og fulgte kysten i passende afstand til Borrevejle Roklub, hvor der var forårsrengøring. Vi talte lidt med folkene bag rengøringen, hvorefter vi fortsatte over fjorden og op mod Lyndby. Også denne gang skulle vi da lige et smut ind i Lyndby Havn for at mindes de kedelige oplevelser, vi har haft i denne havn. Vi kom frem til Roar-pladsen ved middagstid. Jeg var så letsindig sidste onsdag at love min kones hjemmelavede karrysild og kage. Det blev da også lige bemærket, inden vi satte ud - om jeg nu havde både sild og kage med. Vi startede med karrysildene, som alle nød inden den sædvanlige madpakke blev åbnet, og så sluttede vi med kaffe og kage. Vi gik lige en tur op til landevejen, dels for at få rørt os, men også for at finde en skraldespand. Vi fik hurtigt pakket sammen og kom i kajakkerne igen, men det blev kort, for ved det lille gule hus, som er døbt om til "Det gule kajakhus", var nogle fra kajakklubben ved at lægge kajakker ind i huset. Vi stoppede og fik en snak med folkene bag klubben. Så i kajakkerne igen og samme rute tilbage til Herslev. Vinden var aftaget, solen skinnede, så det blev er dejlig tur. Tilbage ved Herslev Strand fik vi pakket bilerne, og så skulle vi da lige have en kop kaffe med kage til, inden  vi skiltes efter en meget flot tur på Roskilde Fjord.

Turen.
Dato: 14. marts, 2012.
Deltagere: Torben, Elgjægeren, Jakob, Henrik, Erik, Peter og jeg.
Turens længde: 19,8 kilometer.
Vejret: Vind fra nordvest ca. 5 m/s faldende til 2 m/s, få skyer og en del sol, temperaturer på 12 - 14 grader. Vandet er dog kun 4 grader. 

onsdag den 7. marts 2012

Vinteren er her endnu

Når vinden er i syd, så er der ikke mange turmuligheder, med mindre vi tager til Nordkysten. Torben, Elgjægeren, Jakob, Stig, Jan og jeg mente nok, at det kunne blive en tur fra Hammer Bakke til Bramsnæs.

Afgang fra Hammer Bakke en kold onsdag i marts.

Vi lagde ud fra Hammer Bakke, og da vi skulle bag om kabelfærgen, fik vi en lille forsmag på, hvad det vil sige, at skulle ro i en pibende kold søndenvind på ca. 8 m/s. samtidig med, at molen og færgen giver nogle mærkværdige bølger. Det var hårdt at ro op i vinden til Vellerup. Vi krydsede mundinge til Vellerup Vig, da vi kom lidt ind i vigen, hvor der var lidt læ, og så er der ellers god vanddybde hele vejen til Bramsnæs, så vi kunne ro i læ af skrænterne. Vi ændrede turen til Bakkerne ved Ejby Å, da vi ellers ville få endnu mere modvind på det sidste stykke til Ejby, hvor vinden fik frit løb fra Munkholmbroen, så vi lagde ind ved kysten for foden af de høje bakker og fandt et godt sted med læ til frokostpausen. Torbens kone Britta havde bagt en rigtig god kage til kaffen. Vi har for længe siden besluttet, at vi skulle gå en tur inden frokosten, men det er næsten altid blevet en tur efter frokosten. Vi gik op på toppen af den store bakke, hvor vi rigtig kunne mærke den kolde blæst fra syd.

Udsigten mod Hammer Bakke fra Kyndeløse.

Tilbage ved kajakkerne fik vi hurtigt pakket og gjort klar til tilbageturen. Rygvinden kunne give en god hastighed, og bølgerne var ganske små. Da vi krydsede Vellerup Vig, fik vi nogle meget uberegnelige bølger, som kom fra flere retninger. Ved Vellerup Vig havde vi selskab af en sæl, som lå her og nød de mange fisk, som altid er i dette område. Tilbage ved Hammmer Bakke var det som om, at vinden var aftaget, og vandstanden faldet ydeligere.

Tilbage ved Hammer Bakke.

Efter sidste uges tur i forårssol virkede det som om, vinteren havde sluppet sit tag, men vinteren er der endnu, og den er ekstrem kold, og i dag var der intet, der tyede på, at foråret er på vej, alligevel havde vi en fin tur på Isefjorden.

Turen: Hammer Bakke - Kyndeløse/Ejby Å.
Dato: 7. marts, 2012.
Deltagere: Torben, Elgjægeren, Jakob, Stig, Jan og jeg.
Turens længde: 12,4 kilometer.
Vejret: Vind fra syd ca. 8 m/s. temperaturen var blot 2 grader og vandet det samme. Sol de første kilometer, derefter skyet.



onsdag den 29. februar 2012

Så er vi på vandet igen.

Efter godt en måneds pause på grund af is på fjordene var vi atter på vandet. Det har været en hård belastning med denne pause, men vinteren har været ret streng med masser af is, og så har det været meget koldt og blæsende. Jakob, Stig, Jan, Erik og jeg lagde ud fra Møllekrogen, hvor isen har ødelagt hele moleanlægget, og det var blevet noget mere vanskeligt at sætte ud fra rampen, da isen også har ændret på bundforholdene. Vi kom dog på vandet, og i meget svag vind og formiddagsdis roede vi mod Lyndby. Jeg roede med min nye pagaj, som bare var en fantastisk oplevelse.

Klar til turen med molerne i baggrunden, de har lidt under isens enorme pres.

På turen sydover kunne vi se, at det blev mere og mere klart, så måske kom solen frem, selv om DMI har været lidt tilbageholdene med at love solskin på denne tur. Vi var lige et smut inde i Lyndby Havn og måtte lige genopfriske de kedelige oplevelser, vi har fra dette sted.

Farvel til Lyndby Havn.

Der var enighed om, at det var ikke her, vi skulle spise frokost, men tilbage ved "det lille gule hus", hvor vi plejer at holde pause. Vi fik da også gået en tur i området, inden vi satte kursen tilbage mod Møllekrogen. Vi var kun lige kommet på vandet, så begyndte solen at skinne, og det blev ret så varmt. Vi så ingen havørne, men en hel del blishøns, nogle ænder og et par svaner.


Tilbage ved Møllekrogen fik vi hurtigt pakket sammen, og så sluttede vi af med kaffe og kage, inden vi skiltes efter en flot dag på Roskilde Fjord.


Turen.
Dato: 29. februar, 2012.
Deltagere: Jakob, Stig, Erik, Jan og jeg.
Turens længde: 18,2 kilometer
Vejret: Svag vind fra vest ca. 4 m/s, temperaturer omkring 10 grader og en del sol efter middag. Vandet er kun 2 grader.
Patricia og Vibeke bagte kager.

onsdag den 25. januar 2012

Masser af sol, sæl og ørn.

Dagene er blevet mærkbart længere, og vi har haft nogle meget fine dage med sol og næsten ingen vind, hvilket også betyder, at det er koldt. I dag var vi Torben, Jakob, Erik, Jan, Henrik og jeg, som satte ud fra stranden ved Jungedal for at ro til Hammer Bakke, hvor frokosten skulle indtages. Vejret var fantastisk, men også hundekoldt, og det var især ekstremt koldt at klæde om på stranden. Vi kom hurtigt i kajakkerne og rundede Kyndbyværket, fulgte kysten rundt i Kyndby Bugt. I Kyndby Bugt stod der mange lystfiskere langs kysten, men lidt længere ude kunne vi se en stor sæl, så det var nok begrænset, hvad lystfiskerne fik ud af dagen andet en en flot naturoplevelse. Vi fulgte revet helt ud til enden, inden vi passerede de mange sten. Ved revet var der meget is, som vi lige skulle igennem, og efter passagen af revet fortsatte grødisen helt ud til sejlrenden.

Masser af nyis på en blank Isefjord ved Kyndby Rev.

Ved Rendebæk mødte vi Henrik, som roede med her fra. Nogle af os lagde ind på sydsiden af Færgemolen, hvor solen blev lidt fraværende et kort øjeblik. Her skulle vi igennem ret meget is, inden vi kunne sætte fødderne på land. Vi havde aftalt, at det var gåtur inden frokost, men sådan blev det heller ikke denne gang. Det blev derimod stående taffel, og så gik vi en tur hen til shelteren. Tilbage ved kajakkerne fik vi hurtigt pakket sammen og af sted mod Jungedal. Vind var drejet lidt, så vi havde en let medvind på turen tilbage. Ved Kyndby Rev oplevede vi en meget stor havørn, som blev generet af ret mange andre fugle, så den satte sig majestætisk på nogle af de store sten ved revet for at være nogenlunde i fred. Den måtte flytte sig nogle gange, og det var et imponerende syn at se den store fugl lette fra sten til sten. Vi fulgte ikke kysten helt så tæt på turen rundt om Kyndbyværket  som under udturen, men sikkert nok. Tilbage ved Jungedal fik vi hurtigt rigget af, pakket bilerne og skiftet tøj efter en meget flot tur med sol, sæl og ørn.



Turen.
Dato: 25. januar, 2012.
Fra Jungedal til Hammer Bakke og retur.
Turens længde: 20,1 kilometer.
Deltagere: Torben, Jakob, Erik, Jan og Henrik.
Vejret: sol og enkelte skyer, vind fra sydøst ca. 3 m/s. og temperaturer lige under frysepunktet. Vandet var s.... koldt.



onsdag den 18. januar 2012

En grå og kold onsdag i januar.

Vi er stadig inde i en periode med kold vind fra sydvest, men ikke så slemt at vi ikke kan komme på vandet. I dag mødtes Torben, Elgjægeren, Jakob, Stig og jeg ved Munkholmbroen for at ro turen op til Kirsebærholmen. Vi var på vandet lidt i ti og krydsede straks over mod Munkholm, og derefter fulgte vi kysten. Det betød, at vi lige måtte have en grundstødning ved Eriksholmskoven. Der har være en meget hård vind, som har ændret bundforholdene, så sandbanken ved Eriksholmskoven er blevet noget større. Vi fulgte kysten i passende afstand og i læ for den kolde vind frem til sejlrenden ved Kirsebærholmen, hvor vi vendte for at ro tilbage til stranden ved Golfklubbens klubhus, hvor der mulighed for at holde frokostpause i læ for vinden. Vi havde suppe med til at give lidt varme, Elgjægeren lavede et nyt forsøg med pølser, og Torbens kone Britta havde bagt chokoladekage til os, den nød vi til den efterfølgende kaffe. Tilbage i kajakkerne skulle vi først et godt stykke ud for at have lidt vand under kajakkerne. Tilbageturen var udramatisk,, og der var ikke meget liv at opleve i vandet eller i luften, men en god tur fik vi da ud af denne onsdag med gråt og kedeligt vejr. Tilbage ved udgangssstedet fik vi hurtigt pakket bilerne, og så skulle vi da lige have lidt mere kage med kaffe til, inden vi kørte hver til sit.



Turen.
Dato: 18. januar, 2012.
Deltagere: Torben, Elgjægeren, Jakob, Stig og jeg.
Turens længde: 17, 1 kilometer
Vejret: Skyet vejr med vind fra sydvest ca. 6 m/s. og temperaturen lå på 3,5 grader i luften og 2 grader i vandet.



onsdag den 11. januar 2012

Havørne og badenymfe på årets første onsdagstur.

Den første onsdag i januar var det ikke muligt at komme på vandet, det blæste voldsomt, så 2012 startede uheldigvis nok med en aflysning af onsdagsturen, så i dag blev årets første onsdagstur. Der var da lidt vind, lidt regn og ret megen sol, så det blev en meget fin første onsdagstur for Torben, Jakob, Stig, Henrik, Erik, Jan og jeg. Vi lagde ud fra Møllekrogen i ret kraftig vestenvind. Da vi nåede Gershøj, fik vi tilmed en regnbyge og lige før Lyndby, skinnede solen. Vi lagde ind ved "det lille gule hus" for at spise frokost. Det var lavvandet og landgangsbroen var naturligvis taget op, så landgangen var ikke så nem, men vi havde et fint sted at sidde og nyde solen. Jan havde medbragt kogegrej, for han synes, vi skulle have varm kakao, og både Stig og Jakob havde kage med, så årets første onsdagstur holdt standarden.

Jan er i fuld gang med at varme kakao og Jakob ser hvordan man gør.

Vi sad længe under blå himmel og solskin og nød maden og kakaoen med kager til, og så lige pludselig blev der sagt ørn - en meget stor havørn svævede hen over vandet og Borrevejle med flere generende fugle omkring - pudsigt nok ikke foran og under havørnen - et fantastisk syn. Efter frokosten gik vi en tur over til bådelauget og vikingeskibene i det fantastiske vejr. Tilbage ved kajakkerne drak vi en kop kaffe, mens vi nød solen, inden vi skulle tilbage mod Møllekrogen. Vinden var taget lidt af, så det blev en dejlig tur. Ved Gershøj var der en vinterbader, der lige skulle have den daglige dukkert, det så godt nok koldt ud, men hun sagde, at hun nød det. Det blev da også til en lille svømmetur i det kolde vand.


Efter Gershøj var der igen ørn i luften. En forholdsvis lille havørn svævede lige over en flok blishøns, så vi kunne sidde i kajakkerne og nyde synet af havørnen, som var rimelig tæt på os.

Havørn i luften med Selsø i baggrunden.

Tilbage ved Møllekrogen fik vi hurtigt pakket sammen, mens solen stod lavt over landet, så det blev en kold omklædning.



Turen.
Dato: 11. januar, 2012.
Deltagere: Torben, Jakob, Stig, Henrik, Erik, Jan og jeg.
Turens længde: 15,8 kilometer.
Vejret: Vind fra vest 6 - 8 m/s. og noget kraftigere i vindstødene, lidt regn og en del sol. Temperaturen var 3 grader over vandet og ca. 2 grader i vandet.



søndag den 1. januar 2012

GODT NYTÅR.

Godt nytår alle sammen....

2011 var et rimeligt kajak år. Jeg fik roet 1075 kilometer på 46 ture, hvilket jeg er meget tilfreds med. Jeg synes ikke vejret har vist sig fra den pæne side gennem 2011. Foråret var meget fint med masser af sol og svag vind, men derefter har det været meget ustabilt gennem sommeren og efteråret, hvilket har givet begrænsninger i nye og spændende ture. Turen til Hälleryd har helt klart været en af årets bedste ture med sol og meget svag vind alle dage. Vi havde også en meget fin tur til det Sydfynske Øhav med godt vejr hele ugen. Vi kunne f.eks. ro til Ærø i havblik og sol, men det var også den eneste dag med svag vind.

I marts fik jeg en ny Cetus HV, som jeg er meget glad for, den er rigtig god efter lidt modificeriong af sædet, så er den bare perfekt. Kajakken laster fint, jeg kan f.eks. have telt, sovepose og liggeunderlag liggende fra finnen og bagud. Eneste kritikpunkt af HP Cetus er vægten på kajakken 27 kg.. - uden mig......

Et nyt år er skudt i gang. Jeg glæder mig meget til 2012, hvor jeg har mange ønsker og planer. Der bliver også en tur til Det Sydfynske Øhav i uge 31, 2012. Det er kun glædeligt, at flere allerede har meddelt, at de vil med igen, så det tegner godt for 2012.

Mit mål for 2012 må helt klart være flere ture med telt og overnatning ude i naturen, og så har jeg et ønske om at ro et par ture i Smålandsfarvandet, ro Sejerø rundt  og Isefjorden rundt har gennem flere år været et stort ønske, som jeg vil glæde mig meget til at opleve i 2012.