onsdag den 7. marts 2012

Vinteren er her endnu

Når vinden er i syd, så er der ikke mange turmuligheder, med mindre vi tager til Nordkysten. Torben, Elgjægeren, Jakob, Stig, Jan og jeg mente nok, at det kunne blive en tur fra Hammer Bakke til Bramsnæs.

Afgang fra Hammer Bakke en kold onsdag i marts.

Vi lagde ud fra Hammer Bakke, og da vi skulle bag om kabelfærgen, fik vi en lille forsmag på, hvad det vil sige, at skulle ro i en pibende kold søndenvind på ca. 8 m/s. samtidig med, at molen og færgen giver nogle mærkværdige bølger. Det var hårdt at ro op i vinden til Vellerup. Vi krydsede mundinge til Vellerup Vig, da vi kom lidt ind i vigen, hvor der var lidt læ, og så er der ellers god vanddybde hele vejen til Bramsnæs, så vi kunne ro i læ af skrænterne. Vi ændrede turen til Bakkerne ved Ejby Å, da vi ellers ville få endnu mere modvind på det sidste stykke til Ejby, hvor vinden fik frit løb fra Munkholmbroen, så vi lagde ind ved kysten for foden af de høje bakker og fandt et godt sted med læ til frokostpausen. Torbens kone Britta havde bagt en rigtig god kage til kaffen. Vi har for længe siden besluttet, at vi skulle gå en tur inden frokosten, men det er næsten altid blevet en tur efter frokosten. Vi gik op på toppen af den store bakke, hvor vi rigtig kunne mærke den kolde blæst fra syd.

Udsigten mod Hammer Bakke fra Kyndeløse.

Tilbage ved kajakkerne fik vi hurtigt pakket og gjort klar til tilbageturen. Rygvinden kunne give en god hastighed, og bølgerne var ganske små. Da vi krydsede Vellerup Vig, fik vi nogle meget uberegnelige bølger, som kom fra flere retninger. Ved Vellerup Vig havde vi selskab af en sæl, som lå her og nød de mange fisk, som altid er i dette område. Tilbage ved Hammmer Bakke var det som om, at vinden var aftaget, og vandstanden faldet ydeligere.

Tilbage ved Hammer Bakke.

Efter sidste uges tur i forårssol virkede det som om, vinteren havde sluppet sit tag, men vinteren er der endnu, og den er ekstrem kold, og i dag var der intet, der tyede på, at foråret er på vej, alligevel havde vi en fin tur på Isefjorden.

Turen: Hammer Bakke - Kyndeløse/Ejby Å.
Dato: 7. marts, 2012.
Deltagere: Torben, Elgjægeren, Jakob, Stig, Jan og jeg.
Turens længde: 12,4 kilometer.
Vejret: Vind fra syd ca. 8 m/s. temperaturen var blot 2 grader og vandet det samme. Sol de første kilometer, derefter skyet.



Ingen kommentarer: