onsdag den 2. november 2011

Tågetur fra Herslev.

Vi er inde i en periode med varmt vejr efter årstiden, og så er det forholdsvis roligt vindmæssigt. Det betyder også, at der er morgentåge, og i dag gik morgentågen over i aftentåge. Vi troede ellers på meteologerne, som havde lovet os lidt sol midt på dagen, men den var ikke at få øje på. Torben, Jakob, Kim, Henrik, Stig, Hans og jeg kiggede ellers efter solen hele dagen. Lidt tåge kan imidlertid ikke få os til at blive på land, så vi satte ud fra Herslev med kurs mod Bognæs. Vi fulgte kysten tæt, da tågen var så tæt. Der var meget vand i fjorden, så vi kunne komme over Nørre rev tæt under land. Vi vendte ved pynten ud for havørnereden og roede tilbage til Ølvig, hvor vi spiste frokost ved "træstammen". Efter frokosten skulle vi hen at se på køerne, som skulle tilbage på stald. Det er lidt underligt, at køerne skal på stald den 1. november, selv om de har det meget bedre ude på græs, men sådan er lovgivningen, der gælder datoen og ikke vejret. Derefter gik vi en tur i det meget smukke område, som havde nogle helt fantastiske efterårsfarver. Da vi kom tilbage til kajakkerne, var man ved at indsamle de sidste stykker kvæg - mændene var ret sure over, at det var så besværligt, så vi fik også nogle mindre pæne ord med på vejen. Vi nåede tilbage til Herslev uden at kunne se blå himmel, men efter en meget flot efterårstur.


Turen:
Dato: 2. november, 2011.
Deltagere: Torben, Jakob, Kim, Henrik, Stig, Hans og jeg.
Turens længde 19 kilometer.
Vejret: Tåge hele dagen, vind fra sydøst 2 - 2½ m/s. Temperaturer lige omkring 10 grader og vandet var 9 graer.


Standerstrygning.

Søndag den 28. oktober.

Sommeren er slut, og vintersæsonen er så småt startet. Det betyder, at standeren skulle tages ned, men først resonerede Bolette over sommerens aktiviteter. Det har været en fin sæson for klubben med rigtig mange totale kilometer, en god roskole og folk på vandet stort set hele dagen. Jeg er nu ikke ubetinget tilfreds, idet det er svært at finde romakkere til den form for ture, jeg ønsker at ro, men nu må jeg se, om ikke 2012 sæsonen vil opfylde de ønsker.


Og så skulle standeren ned for at markere, at sommersæsonen er slut, men det viste sig ikke så enkelt - den ville bare ikke ned. Flagstangen må formentlig ned for at få standeren fri. Det må ske en af de nærmeste dage.


Efter standerstrygningen var der aktivitetsmøde for vintersæssonen, og det ser godt ud med mange spændende og forskellige aktiviteter, så der vil ske noget gennem hele vinteren.




onsdag den 26. oktober 2011

Hammer Bakke - Ejby.

Efter to ugers ferie var det atter muligt at komme på vandet. Planen var, at Torben, Jakob, Erik og jeg skulle en tur fra Hammer Bakke til Ejby og retur. Vandtemperaturen er faldet til under ti grader, så det er tørdragt og vinterroning fra nu af.  Vi satte ud i gråvejr fra stranden ved Hammer Bakke og roede mod Ejby i modvind og diset vejr men med fantastiske efterårsfarver på træerne.


Det så ikke ud til, at vi skulle have lidt sol på dagens tur. Vi aftalte, at det var passende at lægge ind under bakkerne ved Kyndeløse for at nyde frokosten i læ af bakkerne, efter vi havde været en tur inde i Bramsnæs Vig. Vi roede først hen forbi Sejlklubben Bramsejl, inden vi vendte for at ro tilbage til Kyndeløse for at spise frokost. 


Der var ikke ret mange fugle, sæler eller marsvin at få øje på i dag. Derimod var der ikke ret meget vand i fjorden, så der skulle passes på stenene.


Vi lagde ind ved Kyndeløse som planlagt og sad og nød frokosten, imens vinden lagde sig. Frokoststedet lige under bakkerne ved Kyndeløse er et dejligt sted at holde pause, så vi nød pausen og udsigten over Isefjorden, selv om sigtbarheden ikke var den allerbedste. Da vi kom på vandet igen, var der således ikke meget vind under resten af turen. Vinterroning er kystnært, så vi var helt inde i bunden af Vellerup Vig. Da vi var kommet ud af Vellerup Vig, kunne vi se de to sten ud for Vellerup Sommerby, som vi flere gange har ramt, men i dag var en del af stenene over vandet.


Tilbage ved Hammer Bakke begyndte det at regne. Vi fik en kort byge, og derefter skinnede solen svagt igennem det tunge skydække. Da vi skulle skifte tøj, var det atter tørvejr, så vi kunne få en kop kaffe, inden vi skiltes for at køre hjem.
Det gav en flot afslutning på en meget fin tur.

Turen.
Dato: 26. oktober, 2011.
Deltagere: Torben, Jakob, Erik og jeg.
Turens længde 18,2 kilometer.
Vejret: Vind fra sydøst fra 8 - 5 m/s. Skyet og diset med temperaturer lige under 10 grader og vandet også lige under 10 grader..
Meget fin tur efter 3 ugers pause.

onsdag den 5. oktober 2011

Ny tur i kendt område.

Ny tur i kendt område eller en flot efterårstur, det var ihvertfald en tur fra Herslev Strand ned til Borrevejle, over til Lyndby og så langs kysten til Gershøj for at holde frokostpause og derefter retur til Herslev. Selv om vi har roet meget i dette område, er det en tur, vi ikke har roet før, så forventningerne var sat i vejret. Der kom dog et par afbud, så vi blev kun Torben, Jakob og jeg. Vi lagde ud fra Herslev Strand, hvor badebroen allerede var taget ind, så det dejlige område bliver kun brugt til at lufte hund, og så kommer der nogle skøre kajakroer og sætter ud fra stranden. Vi fulgte kysten til Borrevejle, hvor vi krydsede over mod Sælstenen, og så skulle vi da lige ind i Lyndby Havn - den vækker jo minder.

.
Derefter roede og drev vi nordover mod Gershøj. Da vi roede ud af Lyndby Havn, begyndte solen at skinne fra en næsten skyfri himmel, så det lignede en rigtig efterårsdag, hvor vejret skifter hele tiden. Vinden kom stadig fra syd, så vi kunne drive af sted med god fart. Efterårsfarverne er godt i gang med at sætte kulør på skovstrækningerne, bade- og bådbroer er allerede taget ind - der er ingen, der skal risikere noget, hvis isvinteren gentager sig for tredje gang i træk. Det var planen at lægge ind til lejrpladsen ved Gershøj for at spise frokost i læ for blæsten på den dejlige teltplads. Det kan være lidt vanskeligt at finde hullet ind til lejrpladsen, men vi roede lige hen til det, kom i land og indtog straks et bord- og bænkesæt med den skønneste udsigt til Bognæs, hvor vi kunne sidde og nyde frokosten sammen med Vibekes lakridsmuffins.


Efter frokostpausen skulle vi da lige se hele lejrpladsen, inden vi hoppede tilbage i kajakkerne. Det er en skøn plads med fine faciliteter, men toiletterne og shelteren ser forfærdelig ud med enormt svineri og grafitti. Det ser umiddelbar ud til, at det er den lokale ungdom, der benytter pladsen til lokal sammenkomst mv. Inden vi roede tilbage til Herslev, skulle vi da lige hen forbi Gershøj Havn. Tilbageturen var i modvind, så der skulle bestilles noget, og så var solen dækket af et kraftigt skydække. Ved Strandlund krydsede vi over til Langholm, så fulgte vi østsiden for at få så meget læ som muligt. Da vi havde passeret Langholm og revet, fik vi lidt regn under krydset til shelteren. Fra shelteren til Herslev var det atter med god medvind. Vi fik hurtigt rigget af, og så skulle vi da lige have en kop kaffe at sige farvel på efter en rigtig fin efterårstur.



Turen.
Dato: 5. oktober, 2011.
Deltagere: Torben, Jakob og jeg.
Turens længde: 18,6 kilometer.
Vejret: Vind fra sydvest til vest, 4 - 6 m/s. vekslende skydække med en enkelt regnbyge. Temperaturen lå på ca. 17 grader og vandet er blot 13 grader.



onsdag den 28. september 2011

Septembersol over Eskildsø

Beslutningen for onsdagsturen blev en tur fra Skuldelev til Østby og frokost på Eskildsø under turen tilbage til Skuldelev. Den beslutning blev taget sammen med Torben, Elgjægeren, Jakob, Kim, Henrik og Erik. Vi har roet i det område ret mange gange i år og hver gang på grund af meget kraftig vind fra vest, og alle gange så kraftig vind, at vi ikke synes, det var forsvarligt at ro over til Eskildsø for at sidde i strid blæst ved klosterruinen, derfor var det alles mening, at vi skulle da opleve Eskildsø i år. Vi satte ud fra Skuldelev Strand og nød det gode vejr helt frem til Skovbroen, så fik vi nogle tunge skyer, der blot skulle passere, så solen atter kunne titte frem. Vi roede til Sønderby for at få lidt mere tur ud af det ,og så roede vi mod Eskildsø. Vi lagde ind på stranden og gik straks mod klosterruinen, hvor vi i dag satte os ved den nordlige side af ruinen og spiste frokost. Til den efterfølgende kaffe fik vi Patricias dejlige hjemmebagte kage. Med så mange kalorier skulle der lidt motion til, så vi gik en tur på Eskildsø. Der kommet nye fine vandretursafmærkninger på Eskildsø med flere ruter. Da vi kom til den store sø i den sydlige ende, kunne vi se enorme mængder af ænder på søen. Efter en god tur på øen gik vi tilbage til klosterruinen, og sattei os over på den anden side af ruinen, og straks kom to havørne og gav en fantastisk opvisning i luften over Eskildsø og lige foran os. Derefter tilbage i kajakkerne og retur til Skuldelev i et fantastisk vejr. Klokken var efterhånden blevet mange, men alligevel skulle vi afslutte denne fantastiske rodag med en kop kaffe, inden vi skiltes ad.



Turen.
Dato: 28. september 2011.
Deltagere: Torben, Elgjægeren, Jakob, Kim, Henrik, Erik og jeg.
Turens længde: 19 kilometer.
Vejret: let vind fra vest ca. 5 m/s. en del sol og temperaturer lige under 20 grader, og vandet er blot 13 - 14 grader.





søndag den 25. september 2011

Næsten ingen vind og septembersol

Det var ikke muligt at finde nogen at ro sammen med denne fantasiske septembersøndag, nogen var taget af sted tidligere på morgenen og andre tog først af sted over middag, så det blev en alenetur. Jeg holder nu mest af at ro sammen med nogen, men når vejret viser fra så flot en side, så er det meget svært at blive på land, så jeg klædte om og tog af sted. Der var næsten ingen vind og solen skinnede, så det kan næsten ikke blive bedre rovejr. Jeg lagde ud fra kajakklubben og roede direkte mod Kirsebærholmen, hvorefter jeg krydsede over mod Lindholm. Jeg håbede på at ro en lille gruppe op, som var på vejr mod Vellerup Vig, men det var ikke muligt, eller måske var det mig der ikke roede stærkt nok. Efter Lindholm roede jeg nordpå forbi Rønø og passage af kabelfærgen mellem Orø og Hammer Bakke. Da jeg havde passeret færgelinien, var der noget der rev i kajakken og plaskede voldsom bag mig. Da jeg vendte mig lå der en sæl lige ved kajakken og kiggede på mig, den blev nok mere forskrækket end jeg blev, da jeg kom og forstyrrede den. Her oplevede jeg problemet med Olympus Tough 8010, som er en umådelig langsom starter, så sælen var på vej væk da kameraet var klar. I Østerløb mødte jeg en større gruppe kajakroere fra Frederiksværk, som var på weekendtur på Isefjorden. De havde lagt ud fra Holbæk Roklub og roede til Kongsøre om lørdagen og nu var de på vej rundt om Orø, inden de skulle tilbage til Holbæk og hjem. Vi fik en kort, men hyggelig sludder. Jeg fortsatte og lagde ind under skrænterne på nordsiden af Orø for at spise frokost på dette sted med den fantastiske udsigt. Mod nord kunne man svagt skimte kranerne ved Hundested og vindmøllen på Nakke Hage og så skoven ved henholdsvis Hønsehalsen og Kongsøre mod vest. Mod øst ligge så Kyndbyværket og skæmmer landskabet. Efter frokostpausen fortsatte jeg mod Campingpladsen og ned i Vesterløb, krydsede mod "Magsmanden" og til Bognæs, hvor jeg lagde ind for en kort kaffepause. Der var mange, som havde lagt søndagsturen med frokost til Bognæs i det fine vejr. Det sidste stykke vej var stærkt trafikeret af lystsejlere der var på vej hjem efter en sjælden weekend med rigtig fint vejr. Jeg havde en fantastisk tur rundt om Orø.



Turen.
Dato: 25. september, 2001.
En sjælden alenetur.
Turens længde: 32 kilometer.
Vejret: Svag vind fra sydøst til syd ca. 3 m/s. og sol, men lidt diset. Temperaturen var oppe på næsten 20 grader og vander er blot 14 grader.






torsdag den 22. september 2011

Munkholmbroen - Bognæs.

Onsdag den 21. september 2011.
.
Jakob og jeg var de eneste, der dukkede op denne onsdag morgen. Vejret var udemærket, selv om solen manglede, og der var tunge skyer over hovedet, men det giver mange gange en rigtig fin tur, som den tur vi roede i dag.


Vi lagde ud fra den nordlige side ved Munkholmbroen og fulgte hele vejen til Kirsebærholmen. Dragerupskoven er så småt begyndt at iklæde sig efterårets farver, sigtbarheden var ikke for god, alligevel var det en meget flot syn.


Ved Kirsebærholmen skulle vi lige vurdere, om det var muligt at krydse Holbæk Fjord uden problemer. Vi synes ikke, der var problemer med bølgerne, vinden var lidt bidsk, men vi kunne holde fin hastighed op i vinden, så der var ikke problemer med at ro over til Bognæs. Bognæsområdet er bare et af de smukkeste steder ved Isefjorden, og derfor var det lige stedet for os og vores frokost. Vibeke havde bagt lakridsmuffins til os, og der var rigeligt med alle de afbud, der var til turen.


Efter frokosten gjorde vi klar til at ro tilbage mod Munkholmbroen, nu var det klaret fint op, så vi kunne nyde den smukke kyststrækning. Vi lagde ind ved den gamle marinestation i Dragerupskoven, som vi næsten altid gør. Vi sad og nød udsigten over inderbredningen og området ved den gamle marinestation, sammen med kaffe og lakridsmuffins. Vi kunne også høre, at der var god gang i skydebanen lidt længere fremme, men Jakob havde undersøgt og Inderbredningen var ikke afspærret.


Da vi så skulle passere Bredetved skydebane, kunne vi høre, at der blev skudt med tungt udstyr, men Inderbredningen var som nævnt ikke afspærret, og blinket var ikke tændt, men det lyder ikke så godt, når man ror lige uden for skydebanen. Kuglemarkeringen kan ikke ses for skoven, når man ror kystnært, men blinket er meget tydeligt. Tilbage ved Munkholmbroen efter en af de fineste ture på Isefjorden, nød vi lige en kop kaffe og en muffins, inden vi skiltes.

Turen.
Dato: 21. september, 2011.
Deltagere: Jakob og jeg.
Turens længde: 19 kilometer.
Vejret: Vind fra sydvest ca. 5 m/s og op mod 10 m/s i vindstødene, en lille smule regn om formiddagen ellers tørt, men ingen sol, og temperaturen lå på 16 grader. Vandet er efterhånden kommet ned på 14 grader, så det er snart vinterroning.



fredag den 9. september 2011

Kort aftentur

Jeg havde lovet at tagen ud med Lars, som skulle have nogle kilometer for at blive frigivet, men på grund af vejret blev det til en tur ind i Industrihavnen, hvor vi roede syv gange frem og tilbage, så han fik noteret 9 kilometer på loggen.

onsdag den 7. september 2011

Blæst over Roskilde Fjord

Vejrudsigten var ikke særlig stemt for en kajaktur i dag, men når det blæser fra vest, tager vi som regel en kort tur fra Skuldelev Strand til Selsø Hage, på den tur er vi nogenlunde i læ for vestenvinden. Nu er det sådan med vejrudsigten, at det stort set kun er vindretningen, der kommer til at passe, og Kim mente da også, at vejret ofte bliver bedre end forventet, så Kim, Jakob og jeg satte ud fra Skuldelev Strand med kurs mod Selsø Hage. Modvinden var da også særdeles kraftig, vel op mod 10 m/s., og vi kunne ikke ro tæt inde under land, da det samtidig var lavvandet, der er også flere steder, hvor vi skal godt ud fra kysten for at komme forbi broer og områder med mange sten. Da vi var kommet et stykke ned mod Østby, skulle vi krydse bugten lige før Østby Havn. Det blev et hårdt kryds, ikke på grund af bølgerne, men på grund af modvinden, så vi besluttede at lægge ind til Østby Havn for af drikke en kop kaffe til Patricias dejlige chokolademuffins, inden vi skulle forbi Østby Havn og det flade stykke inden Skoven ved Selsø Hage. Da vi kom til Skovbroen, synes vi, at vi lige skulle ro ud til revet ved Selsø Hage for at opleve bølgerne, hvor bølger og vind var rigtig voldsomme. Derefter lagde vi ind, hvor vi plejer for at nyde frokosten i sol og læ for vinden. Vibeke havde bagt æblekage special, som vi så nød til kaffen. En enkelt kajakroer kom forbi. Det så ud som om, han havde sat ud fra Østby og skulle ro til Skovbroen, hvor hans bedre halvdel stod og ventede. Vi fik også en kort lille regnbyge, inden vi gik en tur i området. Tilbage ved kajakkerne gjorde vi os klar til tilbageturen, men nu var vinden drejet til mere vestlig, så i stedet for rygvind blev det til sidevind tilbage til Skuldelev. På et tidspunkt synes vi, at det var lige som om, at vinden tog lidt af, men vi måtte hurtigt ændre vores opfattelse, og kajakkernes afdrift var enorm og næsten ikke til korrigere for. Vi lagde ind ved den lange bådebro efter Torp Strand for at få lidt læ, inden de sidste kilometer til Skuldelev, og da vi fortsatte turen, blev vi ført langt ud på fjorden, inden vi kunne ro direkte mod land for at få lidt læ. Tilbage ved Skuldelev Strand fik vi hurtigt pakket sammen, og så skulle vi lige have en kop kaffe med det sidste æblekage til, inden vi skiltes. Med den vind var det dejligt med tre gange kage ud over madpakken.


Turen.
Deltagere: Jakob, Kim og jeg.
Turens længde: 16 kilometer.
Vejret: Kraftig blæst fra sydvest til vest 8 - 10 m/s. en del sol og et par regnbyger.



søndag den 4. september 2011

Med kajakklubben til Kongsøre.

Weekendtur den 3. og 4. september.
.
Turen til Kongsøre startede fra Kajakklubben lørdag morgen klokken 07.30 med morgenkaffe og en kort brefing om turen. Derefter pakkede vi kajakkerne færdig og var på vandet halv ni. På turen deltog Dorthe, Grethe, Monica, Rikke, Vivi, Arne, Peter, Søren, Knud, Allan, Per og jeg´. Vi var alle spændt på, om vejret holdt, og om det ret faktisk var muligt at gennemføre turen. Det var planen at ro syd om Orø og op i Øster Løb, følge Orøs nordkyst til campingpladsen og derefter ro mod henholdsvis Tuse Næs og Kongsøre. Modvinden var moderat til Kirsebærholmen, men derefter var der kraftig modvind, til vi roede op mellem Lindholm og Rønø. Derefter var der roligt vand hele vejen op gennem Østerløb. Det var også planen at ro ind bag Næsby Rev og holde kaffepause i læ af skrænterne, men den tanke måtte vi ændre til Rendebæk, hvor vi lagde ind ved feriekolonien og holdt pausen inde i koloniens gård. Vi ændrede beslutningen, fordi vi var ret mange og på grund af de mange sten omkring Næsby Rev. Det vise sig at være en  klog beslutning. Efter pausen fortsatte turen mod Næsby Rev. Her var der igen diskusioner, om vi skulle ro direkte mod Kongsøre eller fortsætte som planlagt. Vi fortsatte direkte mod campingpladsen og krydsede derefter over mod Tuse Næs og efter passage af sejlrenden mod Kongsøre. Turen fra Tuse Næs til Kongsøre var i medsø og medvind, og vinden var taget til, så det blev en barsk tur. Vel fremme ved Kongsøre og Grusgraven var vi meget spændte på, hvor mange campister der var i Grusgraven. På "Ud i Naturens" hjemmeside var det ikke muligt at booke plads i Grusgraven, da alt skulle være optaget?

Alt optaget??????

Det viste sig, at alt optaget var 2 telte. Vi var alle fortørnet over, at man booker til 40 - 50 telte og så kommer der to. Det er helt urimeligt og bør absolut få konsekvenser for de, som booker plads. Vi startede med at spise frokost og derefter slå lejr, vi fik hurtigt slået teltene op og etableret os på området. Derefter gik vi så småt igang med forberedelserne til aftensmaden, der skulle samles brænde, laves bål og ordnes salat, inden vi for alvor kunne komme igang med maden. Efter aftensmaden hyggede vi os til klokken ca. 22, hvorefter vi gik til ro. Natten bød på mere blæst og en kraftig regnbyge, inden solen på fantastisk måde stod op. Morgenmaden blev indtaget på stranden, og vi kunne fornemme, at vinden tog til, så fire besluttede, at de gerne ville hentes - det var for hårdt med 10 kilometer i modvind. De sidste otte delte sig i to grupper. Den ene gruppe roede direkte fra Grusgraven til Tuse Næs, og vi andre roede ind i Lammefjorden som planlagt og krydsede over lige før revet ved Sidinge. Derefter fulgte vi kysten til skoven ved Hønsehalsen, hvor vi holdt en god lang frokostpause, inden vi rundede "Marsmanden" for atter at holde os kystnært. Et kort stop ved Bognæs blev det også til, inden vi krydsede til Kirsebærholmen og derefter direkte til kajakklubben.


Turen.
Deltagere: Dorthe, Grethe, Monica, Rikke, Vivi, Arne, Peter, Søren, Knud, Allan, Per og jeg.
Turens længde: 45 kilometer.

Rødt spor udturen og grønt spor hjemturen.